Allerede på et tidligt tidspunkt - ifølge nogle måske tilbage til 700-tallet - var der i Rom en lille gruppe af engelske tilflyttere, som samledes i Via Monserrato, hvor de havde et lille kapel på det sted, hvor Kirken San Tommaso di Canterbury står idag. Det var viet til Treenigheden, Sanctissima Trinitas, og havde fået tilnavnet "Scottorum" efter det omgivende område, som ejedes og var bebygget af den romerske Scotti-familie, som havde titel af baroner.

I 1192 blev denne Kirke nævnt i Cencio Camerario's kirkekatalog, som en af de vigtigste kirker. Her anføres det også, at den får tildelt 2 soldi som donation fra den pavelige kasse: "Sce Trinitati Scottorum II sol". Til Kirken var knyttet et gammelt Kloster, somt skal være nævnt blandt de 20 vigtigste i datidens Rom, og til Klosteret hørte et lille herberg og hospital for syge og trængende pilgrimme fra England. Dette herberg skal være grundlagt i 700-tallet. 

I de to Jubelår 1300 og 1350 strømmede store skarer af pilgrimme til Rom fra England og satte herbergskapaciteten under pres. Den engelske menighed måtte derfor overveje en udvidelse og i 1361 købte en i Rom boende englænder, John Shepherd som solgte rosenkranse, et hus med en have her i området. Ejendommen solgte han kort efter - i Januar 1362 - til den engelske menighed, som lod huset restaurere og indrette som nyt og større herberg og sygehus for de engelske tilflyttere og forbipasserende pilgrimme.

Sammen med herberget, som blev passet af en gruppe englændere, der kaldte deres sammenslutning for Societas pauperum Anglorum, Selskabet for fattige englændere, byggedes i 1363 også en lille Kirke viet til Treenigheden: La Trinità. Denne Kirkes navn blev derfor Santissima Trinità degli Inglesi (Anglicorum) eller Santissima Trinità de Curte Savella, fordi den lå ved gaden, som dengang hed Via de Curte Savella, efter det gamle pavelige fængsel Corte Savella, der stod til venstre for bygningen. Kirken blev senere også viet til den engelske helgen Thomas af Canterbury og hedder idag San Tommaso di Canterbury.

Rom led i 1300-tallet under mange plager. Paverne havde forlagt residensen til Avignon og med dem hele deres hof og skarer af embedsmænd, fremmede ambassadører og deres store husholdninger, kardinalerne og deres enorme stab af tjenere, skrivere, kunstnere, kokke og så videre. Rom blev mindre, fattigere og mere øde. I dette tomrum bekrigede de gamle romerske familier hinanden fra hver deres befæstede områder og med hver deres skarer af håndgangne mænd. Hvilket også bidrog til at gøre byens økonomiske situation værre. Desuden kom der udbrud af pest, hvoraf mange døde. Alt i alt var menigmand overladt til sig selv og enhver måtte sørge for at klare sig selv. I dette klima blev der derfor grobund for oprettelsen af herberger for forskellige nationaliteter - for englændere, tyskere, portugisere, spanier og svenskere, som kom hertil som følge af Den Hellige Birgitta's mission i Rom.

For selvom Paverne og al herligheden omkring dem ikke var i byen, så husede den stadig apostlenes og martyrernes grave og der afholdtes også flere Jubelår igennem de mørke århundreder. Måske var det blot nogle hundrede engelske pilgrimme, der kom til Rom i Jubelåret 1350, men der må have været behov for at huse og hjælpe dem, og da der de følgende år fortsatte med at ankomme pilgrimme, så voksede behovet. Og selve den engelske koloni - som især bestod af handelsmænd, rosenkranssælgere, guldsmede og lignenede - voksede også.

Omkring 1358 havde en gruppe englændere dannet et lægbroderskab og 3 år senere købte en af dem, en vis John Shepherd, et hus, som han derpå året efter solgte til Broderskabet til benyttelse som herberg. En romersk notar nedfældede handlerne og et dokument om den sidste er bevaret i Collegio Inglese's arkiver. Det er dateret 27. Januar 1362 og starter således: "In nomine domini. Anno Nativitatis Eiusdem Millesimo ccclxij. Pontificatus domini Innocentij pape sexti Indictione xv, mense Januarii die xxvij. In praesentia mi notarii et testium subscriptorum ad hec specialiter vocatorum et Rogatorum. Johannes petri anglicus dictus aliter Johannes pecorarius paternostrarius de Regione arenule Sua Bona propria et spontanea voluntate Vendidit et Venditionis titulo dedit tradidit cessit et concessit Guillelmo Ciandelerio de yercho de anglia presenti recipienti et stipulanti pro se suo proprio nomine et Vice et nomine comunitatis et Universitatis anglicorum urbis et in urbe concurrentium pauperum Infirmorum Egenorum ......"

Teksten er skrevet i knudret kancellisprog og det mest interessante er naturligvis året: "Anno ... Millesimo ccclxij" = 1362, mens Innocens VI var Pave, og datoen: "mense Januarii die xxvij" = i Januar måned den 27de". I overværelse af notaren samt underskrivende vidner overførte "Johannes petri anglicus" = "John, søn af englænderen Peter", som også kaldes "Johannes pecorarius" = "John Shepherd" ("shepherd": "fårehyrde" oversættes til latin som "pecorarius"), der ernærer sig som "paternostrarius" = "sælger af rosenkranse" og bor i "Regione Arenula" = "Rione Regola", af egen fri vilje sin ejendom til "Guillemo Ciandelario" = "William Chandeler" fra York i England, der modtog den på vegne af den engelske forening i Rom "Comunitatis et Universitatis anglicorum urbis".....

Formålet fremgår også af skødet. Her skal huses fattige, syge og nødstedte englændere, der er kommet til Rom som pilgrimme eller har bosat sig i byen og har behov for hjælp.

Huset beskrives som "domum terrineam", hvilket man normalt oversætter som et ét-etagers hus. Der er desuden en have ved siden af eller bagved bygningen. Nogle historikere mener, at det er det samme område, der er indrettet til have idag.

Nogle måneder efter overdragelsen tilbød John Shepherd og hustruen Alice personligt at tage sig af Herberget og de der boende fattige og trængende. Dette tilbud modtoges af Lægbroderskabets ledere William, Robert og John, som til gengæld for disse tjenester lovede at sørge for ægteparret på deres gamle dage, eller hvis de skulle blive syge eller trængende. Til gengæld lovede John og Alice at testamentere deres ejendele og ejendom til Herberget.

Således var starten på det Herberg, som kom til at tjene engelske tilrejsende i mange hundrede år. Der var altså i starten kun tale om en mindre bygning med have, beliggende mellem en ejendom ved nutidens Piazza Farnese, hvor Den Hellige Birgitta havde boet, og på den anden side bygninger tilhørende Savelli-familien, som senere - i 1430 - lod disse omdanne til at huse den domstol med tilhørende fængsel, som de i 1375 af Paven havde fået overdraget ansvaret for.

I de følgende år modtog Herberget flere gange testamentariske gaver, herunder adskillige mindre ejendomme. I 1376 således 2 huse fra Gilbert Newman, som var en engelsk præst bosiddende i Rom i Rione Arenula/Regola. Men der fandtes også andre donationer, f.eks. af vokslys og penge. En mand ved navn Richard Posswych ønskede efter sin død at blive begravet i sin sognekirke San Biagio, men resten af de lys, som brugtes ved begravelsen, skulle derefter deles mellem San Biagio og Ospizio di San Tommaso. Da Richards hustru Alice døde, ønskede hun ligeledes at blive begravet i San Biagio, men hun afsatte også i sit testamente penge til afsigelse af hele 3 gregorianske messer, den ene i Peterskirken, den anden i San Biagio og den tredie i Ospizio di San Tommaso.

I 1406 opkøbte Lægbroderskabet 2 stykker land ved siden af Herberget og 3 måneder senere fik man tilladelse til at bygge på dem. Inden da bestod Komplekset af 4 sammenhængende huse, som var erhvervet i perioden 1362-1383. Noget af ejendommen skal have fungeret som kloster og desuden nævnes en buegang og en spisesal. I et dokument fra 1445 nævnes et kapel og værelser til pilgrimmene. Dokumentet kopieredes i 1525, så præcist fra hvilken periode de forskellige dele stammer, er usikkert. Det listes her, at Herberget ejede en biskoppelig ring og mitra, udsmykket med ædelsten for en værdi af mere end 100 dukater. Der fandtes også 7 sølvkalke, 2 lysestager i sølv og en monstrans i sølv. Samt bronzevaser, -kors og -klokker. Herberget besad også 7 tæpper, 20 puder, 7 transportable altre, samt et stort antal alterduge og præstedragter i silke og fløjl i mange farver. En af disse var en gave fra Prioren af Canterbury. Listen fortsætter med en længere opregning af inventar.

I 1406 ejede Herberget 23 huse, et palæ og forskellige jordstykker og vingårde. Alt dette var arvet, doneret eller opkøbt, og blev udlejet, så husleje og renteindtægter, der dette år var på 243 dukater, kunne benyttes til Herbergets formål.

I 1415 fik Herberget prominenent besøg, da mystikeren Margery Kempe på tilbagevejen fra sin pilgrimsfærd til Det Hellige Land rejste over Venedig, Assisi og Rom. I den bog, som hun dikterede, The Book of Margery Kempe, fortæller hun: "Then was this creature received into the Hospital of Saint Thomas of Canterbury in Rome, and she was houselled every Sunday with great weeping, boisterous sobbing, and loud crying, and was highly beloved by the Master of the Hospital and all his brethren. And then, through the stirring of her ghostly enemy, there came a priest, that was held a holy man in the Hospital and also in other places of Rome, who was one of her fellows, and one of her own countrymen. And notwithstanding his holiness, he spoke so evil of this creature and slandered so her name in the Hospital that, through his evil language, she was put out of the Hospital, so that she might no longer be shriven or houselled therein." De næste 2 måneder forblev Margery dog i Rom, hvor hun vandt mange mennesker for sig på grund af sine barmhjertige gerninger. Dette fik Herbergslederne til at gentænke sagen og "When the Master and Brother of the Hospital of Saint Thomas, where she was refused beforetime, as is written already, heard it said what love and what favour she had in the city, they prayed her that she would come again to them, and she should be more welcome than ever she was before, for they were right sorry that they had put her away from them. And she thanked them for their charity and did their commandment. When she had come back to them, they made her right good cheer, and were right glad of her coming." (The Book of Margery Kempe, ed. W. Butler-Bowden, Oxford, 1954, p.102+112)

I 1445 indkom der 360 dukater fra udlejning af 30 huse. Men det var ikke Herbergets eneste indtægt. Under den engelske Kong Richard II (1377-1399) var der til arbejdet i Rom blevet indsamlet penge, da Herbergets leder John Malpas i 1398 fik tilladelse til at holde et helt års indsamling i England. Denne virksomhed kaldtes "firma Angliae". Også i 1446-1447 modtog Herberget penge fra England og nogle gange i årene efter ses også indkomne beløb. Nogle var arv efter englændere, der betænkte den romerske institution, men disse testamenter blev nogle gange bestridt af andre arvinger, så det kunne være vanskeligt at inddrive. I den fobindelse må nævnes, at det også var muligt for beboere i England at lade sig indskrive i Lægbroderskabet i Rom og en liste fra 1446 angiver omkring hundrede navne på disse medlemmer.

I 1445-optegnelsen, som også er nævnt ovenfor, er angivet, at Herberget disponerede over 63 sengepladser, så der med højeste belægning kunne overnatte over 100 personer her. Der var både værelser for adelsmænd og betalende gæster, for fattige, almindelige mænd og for kvinder og i 1504 satte man en maksimumgrænse for opholdets varighed på 3 dage for adelsmænd og 8 dage for fattige.

I 1446 gav Pave Eugen IV i en bulle tilladelse til, at kapellanerne ved Kirken måtte give sakramenter til alle englændere i Rom, og man fik også tilladelse til at anlægge en kirkegård.

I 1450 blev komplekset udvidet i et byggeri, der kostede 1918 dukater, hvlket var en stor sum penge for den tid. Der har muligvis været tale om en regulær ombygning, der skulle samle alle de forskellige mindre huse i ét sammenhængende kompleks.

Desværre lader det til, at Broderskabets holdning til pasning og pleje af pilgrimme med årene var blevet noget kold og mekanisk, for efter 1450 var der flere, som vel hjemkomne klagede over manglende gæstfrihed. Der var især klager over en leder, som derefter blev frataget ansvaret, men om det var nok til at gengive lysten til at støtte arbejdet i Rom, er ikke sikkert.

I 1499 kom 2 mænd til Herberget for at få hjælp. De var blevet såret i et slag ved Viterbo, hvor deres "Master Lessy" var blevet dræbt. De fik blandt andet et lagen og et lån på 22 dukater, for hvilket de pantsatte 2 guldringe. Toogtyve dukater var en ret stor sum i betragtning af, at Lederen af Herberget for et års tjeneste blot modtog 12 dukater. I perioden 1480-1484 nævnes iøvrigt flere gange syge pilgrimme, som måtte passes i Herberget. I 1482 døde 18 personer af pest i Herberget. De blev begravet i Kirken og nogle andre pilgrimme fik betaling for at bære kisterne.

Den ene af de pestdøde var en vis John, som betengnedes "clericus hospitalis", klerk ved Herberget. Man gisner om, at han måske var en fattig præstestuderende, som hjalp til ved Herberget. Der findes flere optegnelser om sådanne klerke, én fik i 1482 udbetalt 6 dukater i løn, en anden ved navn Thomas Oritt var i Maj måned 1480 blevet præsteviet og havde derpå fået et pengebeløb, så han kunne rejse hjem til England. Og det samme var sket for endnu en klerk i September måned. Hvis antagelsen er rigtig, har Herberget allerede på dette tidlige tidspunkt fungeret lidt som det senere English College, hvor engelske teologistuderende kan bo, mens de studerer i Rom.

Kirkegården var meget brugt i disse år, både af fattige pilgrimme, der døde under deres ophold i Rom, samt af mere prominente englændere, såsom Kardinal Bainbridge (død 1514), hvis gravmæle kan ses i Kirken idag. En anden kendt person, som blev begravet her, var John Sherwood/Shirwood, Biskop af Durham, som døde den 14. Januar 1494. Han blev af Kong Richard III udsendt til Rom, hvor han levede som engelsk Ambassadør ved Pavestolen i 1479, samt i 1487 og fra 1492 til sin død. Den pavelige ceremonimester Giovanni Burcardo beskrev Sherwoods begravelse således: "John, Biskop af Durham og den engelske Konges Ambassadør døde en onsdag aften. Han blev båret fra sit logi til Kirken ved Det Engelske Herberg, hvor han skulle begraves. Med fulgte alle fra de store Kardinalers huse... 50 gravfakler førtes foran kisten, som fulgtes af 9 personer i sørgeklæder, samt af hans kammertjenere og mange andre sortklædte mænd." Shirwoods bopæl var et af Herbergets huse, som han lejede for 80 dukater om året. Det var Herbergets dyreste hus.

Ud over tag over hovedet og en seng at sove i - selvom den så skulle deles med andre - fik pilgrimmene også kosten i Herberget. Der blev serveret kød hver dag, undtagen fredage og lørdage. Det drejede sig især om oksekød og lammekød, ind imellem kom der dog også svinekød på bordet. I Fasten fik man fisk hver dag, også om søndagen, og så var der selvfølgelig altid brød, salt og olie. Herberget modtog også dagligt vin fra egen vingård, men ved særligt festlige lejligheder serveredes vin importeret fra Corsica eller Syditalien. Især festdagen for San Tommaso blev fejret og her var alle englændere i Rom inviteret. I 1481 kostede festen 22 dukater, hvoraf nogle gik til Ærkebiskoppen, der afholdt højmesse, samt til sangere og trompeterer fra Kongen af Napoli's hof og fra Pavens stab. I 1511 noteredes et indkøb af røgelse til de 7 Kardinaler, som var tilstede ved messen.

I slutningen af 1400-tallet blev Kirke og Herberg slået sammen med et andet engelsk pilgrimshjem i Trastevere og dettes titelhelgener Sant'Edmondo og San Tommaso Becket blev føjet til Santissima Trinità's navn. - Læs mere om Kirken San Tommaso di Canterbury's historie.

I December 1499 forberedte Lægbroderskabet sig på det kommende Jubelår 1500, hvor man mener, at omkring 750 engelske pilgrimme besøgte Rom. De kunne ikke alle huses i Herberget, så nogle modtog i stedet et beløb til at betale for logi andetsteds. I 1501 blev der optalt 37 sengesteder i Herberget. Det antages, at de fleste - måske alle - var dobbeltsenge, så det antal personer, der kunne overnatte på samme tid kan have været 74. Desuden var der også nogle ekstra senge på hjul og andre typer sovesteder, så alt ialt kunne der nok huses lidt over 100 personer. I Herbergets store sal stod der borde, men vi ved ikke hvor mange og hvor mange gæster, der her ialt kunne bespises. Det højeste tal, der nævnes er 169 på Påskesøndag i 1525.

1525 var atter erklæret som Jubelår og denne gang menes det, at 439 englændere rejste på pilgrimsfærd til Rom.

Men nu brusede Reformationstidens tanker frem, kritikken af Pavestolen bredte sig og modstanden mod katolicismen øgedes. Og i 1527 kom så den frygtelige "Sacco di Roma", hvor Kejser Karl V's lutheranske lejetropper belejrede og indtog Rom, som de derefter hærgede og plyndrede. Under disse frygtelige dage, hvor præster og munke hånedes og udsattes for vold, hvor nonnerne voldtoges, hvor huse blev stukket i brand og kirkerne ødelagt, mistede også Herberget og Kirken det meste af inventar og ejendele af værdi.

I 1538 var Herberg og Kirke gået i forfald, Roms befolkning var endnu engang decimeret, folk var flygtet eller døde og næsten intet af værdi havde de lutheranske tropper efterladt. Men til disse sørgelige forhold kom også den engelske konges kontrovers med Paven, hvorefter Kong Henrik VIII i 1534 havde brudt helt og aldeles med Rom. Parlamentet havde erklæret Kongen for den engelske Kirkes overhovede og havde vedtaget at konfiskere de mindre klostres gods.

Sådanne handlinger kom naturligvis til at påvirke Ospizio di San Tommaso og Pave Paul III, der ellers kun sjældent havde blandet sig i hvorledes Herberget blev drevet, greb i 1538 ind og erstattede Henrik VIII's tidligere "custos" med Kardinal Reginald Pole. Hermed ophørte den engelske Konge altså at have indflydelse på Herberget i Rom.

I midten af 1500-tallet ejede Herberget tilsyneladende 30 huse, som især var beliggende i Via di Corte Savella (nutidens Via Monserrato), Via dei Cappellari, Via del Pellegrino, Via dei Macellari og i Trastevere. Man idag stadig se Collegio Inglese's ejermærker på huse i Via dei Cappellari nr.98-99, Via del Pellegrino nr. 111-115, og i Vicolo del Buco nr. 2A.

Ønsket om at genvinde England for Katolicismen satte skub i tankerne om at omdanne det gamle Herberg til et Kollegium for at træne studenter til at blive præster, som kunne sættes ind, når det forhåbentlig skulle ske.

I Juni 1576 inspicerede Cesare Speriano efter ønske fra Kardinal Alciati Herberget og afgav en rapport over dets økonomiske status. Den årlige indkomst var her 1450 scudi, som stammede fra udlejningen af ejendomme og 4 vingårde. Det meste af beløbet dækkede løbende udgifter, men noget kunne sættes til side til understøttelse af de engelske studerende, som begyndte at ankomme i foråret 1577.

I årene herefter ankom adskillige engelske studerende, som fik kost og logi i det, der nu kom til at hedde The English College, eller på italiensk: Collegio Inglese.

I midten af 1600-tallet fratog Pave Innocens X Savelli-familien ansvaret for Corte Savella, domstolen og fængslet der lå i nabohuset til det engelske Herberg, og lod fangerne flytte til det nyopførte Carceri Nuove i Via Giulia.

I 1654 købte den engelske menighed ved San Tommaso di Canterbury den tidligere Corte Savella-bygning og på de gamle mure rejste og ombyggede de en ny institution, det engelske kollegium i Rom, Collegio Inglese.

Litteratur om Ospizio di San Tommaso di Canterbury:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 413-414.
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte II / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1984. ----- side 44-46.
Harvey, Margaret: The English in Rome 1362-1420 : Portrait of an Expatriate Community. - Cambridge : Cambridge University Press, 2006. (Cambridge Studies in Medieval Life and Thought, Fourth Series).
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 493-494.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 (før de nyeste fund).
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 359.
Roma Sacra. Elio de Rosa editore, 12. Itinerario, 1998.
- side 43-47.
The English Hospice in Rome. - Leominster, herefordshire : Gracewing, 2005.
The Venerable English College, Rome. - History.
Churches of Roma wiki: San Tommaso di Canterbury.
Info.roma.it: San Tommaso di Canterbury.
RomeArtLover.it: S. Tommaso di Canterbury.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di San Tommaso di Canterbury (Roma).
Wikipedia (svensk tekst): San Tommaso di Canterbury.
Wikipedia (tysk tekst): San Tommaso di Canterbury.