I hvert fald siden midten af 600-tallet har engelske pilgrimme søgt mod Rom, og i starten kunne de antagelig få husly og hjælp i en lille Kirke viet til San Pantaleo. Desværre ved vi ikke ret meget om denne Kirke, mens der findes lidt flere oplysninger om et engelsk herberg fra omkring 750.

Dette Herberg, kaldet "Schola Saxonum", blev muligvis grundlagt af Kong Ine af Wessex, da han besøgte Rom i den første halvdel af 700-tallet. Ine var Konge over de vestlige saksere i perioden 688-725, hvorefter han frasagde sig tronen og rejste på pilgrimsfærd til Rom. Vel ankommen fik han af Pave Gregor II i 728 tilladelse til at bygge et hus, som han navngav "Schola Anglorum". Navnet stammer fra de saksiske soldater, som på den tid gjorde tjeneste i Rom. Forskellige kilder omtaler dette hus, som skulle hjælpe de engelske pilgrimme med fornødenheder og undervisning. Det var beliggende tæt ved Peterskirken, på det sted hvor senere Ospedale di Santo Spirito in Sassia kom til at stå. I tilknytning til Schola Anglorum fik Kongen også lov til at bygge en lille kirke, som han viede til Jomfru Maria.

Kort efter byggeriet af det engelske hospital og kirken døde Kong Ine sammen med sin hustru Æthelburg i 728, mens de stadig opholdt sig i Rom. Allerede i 688 havde Ines forgænger Cædwalla foretaget den samme pilgrimsrejse til Rom, da han frygtede at dø af de sår, som han havde fået i kamp. Eftersom han ikke tidligere var blevet døbt, lod han sig døbe i Rom, hvor Pave Sergius I foretog den hellige handling. Kort tid herefter døde Cædwalla og blev begravet i Peterskirken.

Området, hvor Schola Anglorum kom til at stå, kaldes Rione Borgo, og dette kvarter blev engang i løbet af 800-tallet hjemsøgt af store brande, der ødelagde det meste af bebyggelsen og sågar truede selve Peterskirken. Også Schola Anglorum og Maria-Kirken, der kaldtes Santa Maria in Saxia, fik skader, men blev genopbygget, for kort efter at blive plyndret under en arabisk invasion. Det lykkedes dog at redde Schola Anglorum, som fik større og større søgning til langt op i 1000-tallet. Hertil søgte både adelige, de kongelige og mange kendte englændere, når deres pilgrimsfærd bragte dem til Rom. Kilderne nævner blandt andre Kong Alfred i 854 og Kong Macbeth i 1050.

I slutningen af 1000-tallet begyndte Herberg og Kirke så småt at gå i forfald. Der kom færre pilgrimme og færre indtægter. En af grundene hertil var Korstogene, der nu sendte skarer af pilgrimme til Det Hellige Land i stedet for til Rom. Desuden var der problemer med Investituren og magtkampe mellem Paverne og de tysk-romerske kejsere. Flere gange blev Rom belejeret og hærget, både under Robert de Guiscard og under Kejser Henrik IV. Og selvom Pave Calixtus II i 1119-1124 lod indvie et nyt alter i Santa Maria in Sassia, anbefalede han samtidig englænderne at drage på pilgrimsfærd til Kirken Saint David's in Wales, hvorved de kunne opnå lige så meget aflad for to rejser dertil, som for en enkelt - men jo meget længere - tur til Rom.

I 1162-1163 var Schola Anglorum reduceret til ganske få klerke og kort efter, at Innocens III var blevet Pave i 1198, overtog han Herbergsbygningen i 1201 og lod den omdanne til sygehus. Dette blev viet til Helligånden og kaldet Santo Spirito, fordi plejen af de syge var overladt til hospitalsbrødre af Santo Spirito-Ordenen ("frati ospitalieri di Santo Spirito"), som Guy de Montepellier havde grundlagt i 1178. Under Innocens III blev hospitalet udvidet ved hjælp af arkitekten Marchionne d'Arezzo. Og denne Paves efterfølgere gav stedse flere privilegier og donationer til sygehuset, som fik titel af paveligt hospital ("Ospedale Pontificio").

Den til Schola Anglorum knyttede Maria-Kirke fik ændret navnet Santa Maria in Saxia til Santo Spirito in Sassia og både den og Hospitalet er blevet udvidet og ombygget mange gange i årenes løb.

Man mener, at Innocens III efter overtagelsen i 1201 kompenserede den engelske menighed med den gamle kirke San Pantaleo, som vides under den følgende pave Honorius III (1216-1227) at være betjent af en gruppe engelske præster. Og San Pantaleo fortsatte med at tilhøre den engelske menighed i hvert fald tindtil 1243, det vides derimod ikke, hvornår ejerskabet ophørte eller hvornår denne Kirke forsvandt.

Det kan dog være tale om en San Pantaleo-Kirke, beliggende et helt andet sted i Rom. Nogle historikere mener, at den lå i kvarteret Rione Parione, som ligger tæt på Rione Regola, hvor der senere byggedes en engelsk kirke. Og i disse kvarterer var der ganske mange af de i Rom tilflyttede englændere, som havde slået sig ned. På det tidspunkt, hvor Innocens III overtog bygningerne i Borgo, ved man, at Schola Anglorum ejede ikke mindre end 4 kirkebygninger i Rom. En af disse kirker kan meget vel have været den førnævnte San Pantaleo.

I Rione Regola lader det til, at englænderne havde slået sig sammen om at danne et Lægbroderskab, som i 1362 købte et hus af et af deres medlemmer, John Shepherd, der havde erhvervet det kort før og nu sammen med sin hustru Alice solgte det til den engelske forening. Her oprettedes endnu engang et herberg for engelske pilgrimme med en lille tilknyttet kirke, som først viedes til Treenigheden (kaldet Sanctissima Trinitas Scottorum efter den romerske Scotti-familie, som havde ejendom i området) og senere til San Tommaso di Canterbury.

Baggrunden for disse nyskabelser var de store Jubelår 1300 og 1350, hvor endnu engang mængder af pilgrimme strømmede til Rom - også fordi Det Hellige Land nu var tabt og pilgrimmene i stedet begyndte at vende tilbage til Rom - og der opstod et stort behov for steder at huse og bespise dem, at hælpe syge og nødlidende, og i det hele taget at kunne yde omsorg for både tilrejsende og medlemmer af den engelske koloni.

Nogle historikere anslår det samlede antal af pilgrimme i de 2 ovennævnte Jubelår til at have været over 1 million mennesker. Selvom dette tal er overdrevet, var der i hvert fald enorme mængder af fremmede i Roms gader.

En anden grund til at oprette et nationalt herberg og samlingssted lå i Roms situation i disse år. Byen led i 1300-tallet under mange plager. Paverne havde forlagt residensen til Avignon og med dem hele deres hof og skarer af embedsmænd, fremmede ambassadører og deres store husholdninger, kardinalerne og deres enorme stab af tjenere, skrivere, kunstnere, kokke og så videre. Rom blev mindre, fattigere og mere øde. I dette tomrum bekrigede de gamle romerske familier hinanden fra hver deres befæstede områder og med hver deres skarer af håndgangne mænd. Hvilket også bidrog til at gøre byens økonomiske situation værre. Desuden kom der udbrud af pest, hvoraf mange døde. Alt i alt var menigmand overladt til sig selv og enhver måtte sørge for at klare sig selv. I dette klima blev der derfor grobund for oprettelsen af herberger for forskellige nationaliteter - for englændere, tyskere, portugisere, spaniere og svenskere. Disse sidste kom hertil som følge af Den Hellige Birgitta's mission i Rom.

Udover de mange engelske pilgrimme, som kom på kortere eller længere besøg i Rom, var der også en vis mængde englændere, som slog sig fast ned i byen for en længere årrække eller måske for hele livet. Mange af disse var handelsmænd eller bankierer, og mens handelen mellem England og Italien i 1200-tallet hovedsageligt drejede sig om den engelske uld, som blev forarbejdet i Norditalien, så begyndte man i 1300-tallet at forarbejde ulden hjemme og derpå eksportere vævede stoffer til kontinentet. I Roms toldfortegnelser fra denne tid fra toldstederne Ripa og Ripetta finder man begge typer af import: italienske stoffer og "engelsk klæde fra Guildford".

I dokumenter fra Ospizio di San Tommaso's tidligste år optræder også hyppigst navne på engelske handelsmænd. Men andre professioner nævnes også. F.eks. en John Hawkwood, på italiensk kaldet Giovanni Acuto, som var eventyrer og lejesoldat og først under Hundredårskrigen kæmpede for sin herre, Kong Edward III, og derpå i perioden 1375-1378 for Pave Gregor XI mod bystaterne i Norditalien.

Det noget forarmede og af Paverne forladte Rom havde vanskeligheder ved at håndtere de store mængder af pilgrimme, som strømmede til i anledning af Jubelåret 1350. Bare at huse så mange mennesker, endsige at sørge for føde og andre fornødenheder, viste sig at være problematisk, men som altid var der opfindsomme typer, som forstod at slå mønt af de tilrejsendes vanskelige situation. Mange andre nationer havde deres nationale samlingssteder, herberger og kirker, men på dette tidspunkt var netop englænderne uden sådanne faciliteter og måtte tage til takke med hvad, de blev tilbudt af dårlige og dyre overnatnings - og spisesteder.

En gruppe englændere fandt i 1358 sammen om at gøre noget ved denne tilstand. Først dannede de et Lægbroderskab, som de kaldte Societas pauperum Anglorum, Selskabet for fattige englændere, til at arbejde på sagen og i 1362 købte et af sammeslutningens medlemmer, en vis John Shepherd, der var rosenkranssælger, et hus i den gade, der førte frem til Savelli-familiens ejendomme ved nutidens Via Monserrato, som dengang kaldtes Via Arenula. Huset solgte han få måneder senere videre til "Guillemo Ciandelario" = "William Chandeler" fra York i England, der modtog den på vegne af den engelske forening i Rom "Comunitatis et Universitatis anglicorum urbis", som der står i det skøde, som en notar fremstillede i forbindelse med salget.

Det derpå til herberg indrettede hus kaldtes Hospice of The Holy Triniy (senere omdøbt til Hospice of St. Thomas, på italiensk: Ospizio di San Tommaso di Canterbury) og kort tid efter overdragelsen tilbød John Sherherd og hans hustru Alice at tage sig af det daglige arbejde i Herberget, som de testamenterede al deres ejendom mod at kunne blive boende i bygningen og nyde pleje der, når de blev gamle og trængende.

Ved siden af Herberget lå en lille Kirke viet til Treenigheden: La Trinità. Den kaldtes Sanctissima Trinitas Scottorum, fordi den lå i et område, der tidligere beherskedes af den gamle Scotti-familie. I 1363  lod det engelske Broderskab denne Kirke ombygge til eget brug og den fik derefter navnet Santissima Trinità degli Inglesi (Anglicorum) eller senere: Santissima Trinità de Curte Savella, fordi den lå ved gaden, som fra 1400-tallet hed Via de Curte Savella, efter det gamle pavelige fængsel Corte Savella, der stod til venstre for bygningen.

Fra skøderne og testamenterne kender vi navne på flere af Lægbroderskabets medlemmer i 1360'erne. Der var:

Roberto di Pinea, som englænderne tilsyneladende kalder Robert-at-Pyne. Tilnavnet hentyder nok til, at han boede i Rione Pigna, hvorfra man kender til ham og hans testamente, der angiver, at han ønskede at blive begravet i Santo Stefano-Kirken i Rione Pigna.

Johannes aurifex, på engelsk kaldet John the Goldsmith, som var kasserer i Broderskabet.

Johannes Petri anglicus, som var ovenfornævnte John Shepherd, hvis efternavn betyder fårehyrde og derfor oversattes til italiensk som pecorarius. John var søn af en anden englænder ved navn Peter og gift med englænderinden Alice. Johns erhverv var sælger af rosenkranse og han boede i Rione Regola ("paternostrarius de Regione arenule"). Johns testamente blev skrevet den 27. August 1365.

John Palmer, som gjorde testamente den 29. Maj 1383 og donerede et hus til Broderskabet, var selv "custos" i Herberget.

John Clerk var rosenkrans-sælger og gift med en Helen, som testamenterede et beløb til Herberget i 1390. Desuden betænkte hun nogle engelske kvinder: Agnes Tayllor og Cecilia Houndene. Rosenkranssælgeren William Richards var blandt boets eksekutorer. Denne William nævnes i adskillige testamenter, i hvert fald i 44 ! , og døde først efter 1407. Han bestred forskellige hverv for Lægbroderskabet, var kasserer i 1374 og "custos" i 1390'erne. Han var gift med en Alice og hvade en datter ved navn Palotia. Familien boede tilsyneladende først i Rione Parione og fra omkring 1392 i Rione Regola.

John Philpot, som i dokumenterne også kaldes Phillipocti, var gift med en Joan. Han var muligvis en af Broderskabets stiftere eller mæcener. Det samme gælder måske også for John Hawkwood, på italiensk kaldet Giovanni Acuto, som var eventyrer og lejesoldat og først under Hundredårskrigen kæmpede for sin herre, Kong Edward III, og derpå i perioden 1375-1378 for Pave Gregor XI mod bystaterne i Norditalien.

I perioden 1333-1469 blev der listet 300 forskellige navne i Herbergets journaler, hvoraf mange var donationer og testamenter. Den engelske koloni var således ikke helt lille, især når man tænker på, at befolkningstallet i Rom i disse år var lavt. De fleste tilflyttere boede i kvartererne Rione Parione eller Rione Arenula (nu: Regola), men der var også en del spredt rundt om i Roms andre områder.

Det lader til, at Lægbroderskabet udøvede en form for lov og orden blandt medlemmerne i en tid, hvor der på det område ofte herskede kaos i Rom. I arkiverne findes f.eks. et dokument fra midten af 1400-tallet, som er en såkaldt "pacificatio", en fredsaftale mellem to stridende parter. Der er tale om en vis Roger, søn af en Nicholas, som indgår aftalen med en John Clerk, ikke at forveksle med ovennævnte John Clerk. Roger havde myrdet Johns broder, Thomas Clerk, men nu sluttede man "for Guds og Madonna's åsyn" fred, der forsegledes med et fredskys. Denne fred skulle overholdes også af de 2 parters efterkommere og hvis den blev brudt, skulle der betales en stor bøde.

I perioden nævnes også adskillige rosenkranssælgere af engelsk herkomst. Så mange, at englænderne nærmest må have haft monopol på dette salg. I løbet af 1400-tallet skete der imidlertid en ændring i menighedens erhvervssammensætning, idet der kom færre handelsfolk og flere diplomater, sagførere og ansatte ved den pavelige Kurie.

I December 1499 forberedte Lægbroderskabet sig på det kommende Jubelår 1500, hvor man mener, at omkring 750 engelske pilgrimme besøgte Rom. De kunne ikke alle huses i Herberget, så nogle modtog i stedet et beløb til at betale for logi andetsteds. I 1501 blev der optalt 37 sengesteder i Herberget. Det antages, at de fleste - måske alle - var dobbeltsenge, så det antal personer, der kunne overnatte på samme tid kan have været 74. Desuden var der også nogle ekstra senge på hjul og andre typer sovesteder, så alt ialt kunne der nok huses lidt over 100 personer. I Herbergets store sal stod der borde, men vi ved ikke hvor mange og hvor mange gæster, der her ialt kunne bespises. Det højeste tal, der nævnes er 169 på Påskesøndag i 1525.

Blandt pilgrimmene skelnede man mellem "nobiles", adelsmænd som betalte for deres ophold, og "pauperes", de fattige som fik gratis kost og logi. I årene 1504-1507 besøgte 489 pilgrimme Herberget, heraf 138 "nobiles" I 1514 var mindst 28 ud af ialt 120 pilgrimme "nobiles". Denne kategori omfattede også klerke, sagførere, skibskaptajner og rige handelsmænd. Og i 1514 var Thomas Cromwell en af dem. Blandt "pauperes" var småhandlende, tjenestefolk og nogle sømænd. De 2 kategorier fik forskellig betjening, de rige sov i en stue med 6-7 senge med fine linnedlagner, mens de fattige havde stuer med 16 senge, dækket af canvaslagner. De 2 grupper spiste nok i det samme rum, men "nobiles" havde på deres bord finere duge, som oven i købet ved særlige højtider havde broderier af kors, roser og lijer, mens "pauperes" blot havde en ringere kvalitet.

I 1499 kom 2 mænd til Herberget for at få hjælp. De var blevet såret i et slag ved Viterbo, hvor deres "Master Lessy" var blevet dræbt. De fik blandt andet et lagen og et lån på 22 dukater, for hvilket de pantsatte 2 guldringe. Toogtyve dukater var en ret stor sum i betragtning af, at Lederen af Herberget for et års tjeneste blot modtog 12 dukater. I perioden 1480-1484 nævnes iøvrigt flere gange syge pilgrimme, som måtte passes i Herberget. I 1482 døde 18 personer af pest i Herberget. De blev begravet i Kirken og nogle andre pilgrimme fik betaling for at bære kisterne.

I Jubelåret 1500 mener man, at omkring 750 engelske pilgrimme besøgte Rom. Mange blev huset i Ospizio di San Tommaso, mens andre fik en sum penge til at betale for logi andetsteds.

I November 1509 ankom Ærkebiskoppen af York, Christopher Bainbridge, til Rom som den engelske Kong Richard III's gesandt. Han blev varmt modtaget, da Paven havde problemer med den franske Kong Louis XII og derfor ønskede støtte fra England. Bainbridge fungerede som engelsk Ambassadør indtil sin død i 1514 og blev i 1511 af Pave Julius II ophøjet til Kardinal. Bainbridge tog meget del i Herbergets forretninger og dets velfærd og fremdrift lå ham på sinde.

Efter 1514 havde England ikke nogen Ambassadør bosiddende i Rom og det blev forskellige italienske Kardinaler, som måtte formås at bringe engelske spørgsmål for Paven. Ligesom det var forskellige engelske studerende - oftest jurastuderende - der overtog ledelsen af Herberget. Dog blev englænderen Thomas Wolsey i 1515 udpeget til Kardinal ved Kirken Santa Cecilia in Trastevere og i 1517 var han kongelig udsending til Rom.

I 1521 sendte den engelske Konge som sin gesandt til Rom, en tidligere kasserer ved Herberget, John Clerk, der snart efterfulgtes af Richard Pace, som var i Rom fra Januar til sommer 1522. Derpå kom udsendingen Thomas Hannibal og i 1523 igen Clerk og Pace, hvor man til pavevalget foreslog Kardinal Wolsey som kandidat, mens det endte med at Clemes VII blev Pave.

1525 var atter erklæret som Jubelår og denne gang menes det, at 439 englændere rejste på pilgrimsfærd til Rom.

Men nu brusede Reformationstidens tanker frem, kritikken af Pavestolen bredte sig og modstanden mod katolicismen øgedes. Og i 1527 kom så den frygtelige "Sacco di Roma", hvor Kejser Karl V's lutheranske lejetropper belejrede og indtog Rom, som de derefter hærgede og plyndrede. Under disse frygtelige dage, hvor præster og munke hånedes og udsattes for vold, hvor nonnerne voldtoges, hvor huse blev stukket i brand og kirkerne ødelagt, mistede også Herberget og Kirken det meste af inventar og ejendele af værdi.

I 1538 var Herberg og Kirke i forfald, Roms befolkning var endnu engang decimeret, folk var flygtet eller døde og næsten intet af værdi havde de lutheranske tropper efterladt. Men til disse sørgelige forhold kom også den engelske konges kontrovers med Paven, hvorefter Kong Henrik VIII i 1534 havde brudt helt og aldeles med Rom. Parlamentet havde erklæret Kongen for den engelske Kirkes overhovede og havde vedtaget at konfiskere de mindre klostres gods.

Det var nu Pave Paul III, som ellers kun sjældent havde blandet sig i hvorledes Herberget blev drevet, der måtte gribe ind og i 1538 erstattede Henrik VIII's tidligere "custos" med Kardinal Reginald Pole. Hermed ophørte den engelske Konge altså at have indflydelse på Herberget i Rom.

Med Kardinal Pole fulgte en flok af hans ansatte, som blev indlogeret i Herberget og blev medlemmer af Lægebroderskabet: Robert Peckham, John Heliar, Thomas Goldwell, Michael Throckmorton, George Lily og Henry Penning. Broderskabet talte også en lille skare af andre i Rom bosiddende englændere, men antallet var betydeligt formindsket i forhold til de gode år før 1527. Reginald Pole blev udnævnt til Kardinal i 1536, men tilbragte mest af sin tid på rejser, hvor flere af hans ansatte fulgte ham.

Af andre englændere i Rom i 1530'erne kan nævnes klerken Robert Buckenham og franciskaneren William Peto..

I 1555 kom 3 engelske udsendinge til Rom for at bevidne det gode forhold til den romerske kirke. Det drejede sig om Biskop Thirlby af Ely, Anthony Browne, viscount Montagu, og juristen Sir Edward Carne. Denne sidste forblev i Rom som Englands Ambassadør i 3 1/2 år, hvorefter han tilbragte sin alderdom i Herberget sammen med sine 4 tjenere. Antagelig dog boende i et af Herbergets huse i Trastevere, som han havde lejet. Han døde den 18. Januar 1561 og blev begravet i Kirken San Gregorio Magno på Celio-højen. (I Kirkens forgård, der er tegnet af G.B. Soria, er der blandt andre smukke renæssancegrave en for englænderen Edward Carne, der i årene 1529-1533 var kong Henrik VIII af England's udsending til paven under forhandlingerne om ophævelsen af kongens ægteskab.

I 1558 blev Elisabeth I Dronning i England og da hun ikke genindførte katolicismen, mistede Herberget langsomt sine besøgende fra hjemlandet og antallet af pilgrimme faldt drastisk. Man antager, at der i denne periode højst kom 3 pilgrimme om dagen. Da opstod tanken om at omdanne Pilgrimsherberget til en kostskole for unge englændere, som ønskede at forblive eller blive katolikker og studere til præster i Rom.

Der gik dog 16 år, inden økonomien faldt på plads, men søgningen var en success. I begyndelsen af 1560'erne kom masser af præster og klerke, der ikke ville gå i tjeneste i den nye engelske kirke, til Rom. Nogle havde været fænglet for deres tro i England, andre måske på jagt efter givtige embeder i Rom.

Blandt englænderne i Rom i denne peridoe kan nævnes; Henry Henshaw, præst i Lincoln og Rektor af Lincoln College i Oxford indtil 1599. Wolverhampton, sognepræst i Twyford, Edmund Daniel, Edward Taylor der tidligere havde undervist på Eton. Henry Alwaye, John Seton som var digter og prædikant, Dr. Nicholas Morton, Dr. Charles Parker, samt talrige andre.

Det store spørgsmål for de eksilerede katolikker var i 1570'erne, om man kunne få katolicismen genindført i England, måske med våbenmagt. Den 25.Februar 1570 blev Dronning Elisabeth I bandlyst af Pave Pius V i bullen "Regnans in Excelsis", og de engelske katolikker blev ved at bestorme Paven med bønner om indgriben, så bandlysningen kunne få følger. I 1574 ankom Owen Lewis, Ærkediakon fra Hainauly og en meget dygtig jurist, som hurtigt fik stor indflydelse i Kurien og blev leder af den engelske koloni. En plan om erobring af England blev forelagt Paven, der nu var Gregor XIII. Han var lutter øre, mens den spanske Kong Philip, som man forestillede sig skulle stille med hær og flåde, var mindre entusiastisk. Han lovede dog financiel støtte til projektet, men blev forhindret af et oprør i Flandern.

Noget kom der alligevel ud af al den aktivitet, hvor så mange engelske tilflyttere var samlet i Rom. For det satte skub i tankerne om at omdanne det gamle Herberg til et Kollegium for at træne studenter til at blive præster, som kunne sættes ind, når nu England skulle føres tilbage til Katolicismen.

I Juni 1576 inspicerede Cesare Speriano efter ønske fra Kardinal Alciati Herberget og afgav en rapport over dets økonomiske status. Den årlige indkomst var her 1450 scudi, som stammede fra udlejningen af ejendomme og 4 vingårde. Det meste af beløbet dækkede løbende udgifter, men noget kunne sættes til side til understøttelse af de engelske studerende, som begyndte at ankomme i foråret 1577.

I årene herefter ankom adskillige engelske studerende, som fik kost og logi i det, der nu kom til at hedde The English College, Collegio Inglese.

Litteratur om Englændere i Rom:
Harvey, Margaret: The English in Rome 1362-1420 : Portrait of an Expatriate Community. - Cambridge : Cambridge University Press, 2006. (Cambridge Studies in Medieval Life and Thought, Fourth Series).
The English Hospice in Rome. - Leominster, herefordshire : Gracewing, 2005.
The Venerable English College, Rome. - History.