|
|
|
Romitorio Farnesiano - nu forsvundet kapel ved Via Giulia - Se mellem nr. 99 og nr.101 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen |
|
Da nutidens kirkebygning Santa Maria dell'Orazione e Morte blev opført i Via Giulia i perioden 1733-1737, forsvandt det lille kapel, som Kardinal Odoardo Farnese fra 1609 havde fået indrettet i et rum i venstre side af den gamle Kirke. Det lille kapel, kaldet Romitorio Farnesiano, brugte Kardinalen som sit personlige meditations- og andagtsrum, hvor han kunne trække sig tilbage og nyde ensomheden. Odet "romitorio" betyder egentlig "eremitbolig" og dette private rum var nok det nærmeste, som en Renæssancekardinal kunne komme til en tilværelse i ensomhed og fordybelse. Den 21. December 1609, da Kardinalen var 36 år gammel, rettede han gennem sin sekretær Alfonso Carandino en forespørgsel til Kirkens broderskab, Arciconfraternita di Santa Maria dell'Orazione e Morte, om muligheden for at kunne benytte et rum i deres kompleks. Dette rum var tidligere bebeoet af en præst ved Kirken. Broderskabet kunne dårligt afslå anmodningen, da Odoardo Farnese dels selv var medlem, dels var Broderskabets protektor og endelig også var nabo til Kirken, hvor han beboede et anneks til det store Palazzo Farnese, hvis baghave vendte ud mod Via Giulia skråt overfor Kirken. Kardinalens anneks, som kaldtes Casino Farnese, Palazzetto Farnese eller Il Piccolo Farnese, lå på sydvestsiden af Via Giulia, ved skråningen ned mod floden og ved siden af Kirken. Kardinal Odoardo's anneks var i 1603 blevet forbundet med familiepalæet med en bue, som spændte - og stadig spænder - over Via Giulia til venstre for Santa Maria dell'Orazione e Morte og sidegaden Via dei Farnesi. Til venstre for Kirken og Buen, Arco Farnesiano, stod en række af Farnese-familiens bygninger, som kaldtes Antiquario Farnesiano, og her lå en stor park med alle slags planter og udsmykning. Broderskabet var meget beæret over, at den fornemme Kardinal ville tilbringe tid i Kirkens nærhed og man sendte derfor 2 medlemmer til ham med en særlig tak. Samtidig udfærdigedes i 1611 en aftale mellem Kardinalen og Broderskabet, hvori det blev angivet, at rummet kunne benyttes af Kardinalen i hele hans levetid, men at Broderskabet bevarede sin ejendomsret. Kardinalen kunne herfor betale en leje, som han selv anså for passende. Der var endnu en betingelse, nemlig at Kardinalen for at godtgøre Broderskabet for den mistede plads, lovede at lade opføre en ny bygning mellem sin have bag annekset og Kirkeområdet. Hurtigt efter aftalens indgåelse begyndte Kardinalen at indrette og ombygge sit nye domæne. Der blev lavet en ny indgang fra annekset, Palazzetto'et, og rummets vægge lod han udsmykke af maleren Giovanni Lanfranco, der udførte en række fresker, som ved nedrivningen i 1733 blev taget ned og opsat i den nye kirkebygning, hvor de kan ses over døren midt i sidevæggene og bag orgelet på indgangsvæggen. Lanfranco malede blandt andet en række eremitter (opsat bag orgelet, hvor fresken knap kan anes idag), en "Sant'Antonio Abate fa visita a San Paolo di Tebe", som hænger på Kirkens højre væg, samt en "San Simeone Stilita" (Simon Søjlehelgen), der hænger på venstre væg. Lanfranco malede ialt 4 fresker til rummets 4 vægge og desuden 9 oliemalerier, som blev indsat i felter i træloftet. Motiverne var også her eremitter i ørkenlandskaber. Selvom kun 2 har overlevet til idag, kender man indholdet på flere af de andre: Sant'Eustachio ved Korset; San Benedetto der læser i en grotte; Sant'Onofrio knælende foran en engel, der bringer ham Hostien; Santa Maria d'Egitto der modtager nadveren; San Francesco d'Assisi's stigmata; en skægget eremit; muligvis en Sant'Antonio da Padova eller en San Paolo, men motivet er her ikke afklaret, da ingen af de nævnte malerier findes idag. De 2 sidste, som stadig eksisterer, forestiller Kristus i ørkenen med engle; og Santa Maria Maddalena der bæres til Himmels af engle. Udsmykningen var imidlertid ikke det eneste, Kardinalen fik ordnet i sit nye kapel. Af Broderskabet fik han også - på grund af sin store fromhed - tilladelse til at få åbnet 2 vinduer i rummets højre væg, så han herfra havde indkig i selve Kirken og det kapel, som lå nærmest. Det ene vindue var dog forsynet med skodder! Kardinal Odoardo boede i sit anneks og residerede også i familie-palæet, Palazzo Farnese, indtil 1622, hvor hans broder Rannuccio Farnese døde og Odoardo overtog titlen som Greve af Parma og Piacenza. I 1626 døde Kardinalen selv og hans aftale skulle derfor ophøre. Farnese-familien aftalte dog med Broderskabet at fortsætte lejemålet og rummet blev derefter nærmest betragtet som en del af Palazzo Farnese-komplekset. Op til 1647 lader det til, at Kardinal Francesco Farnese har boet i annekset og brugt kapellet. I 1655 og 1658 boede eks-Dronning Kristina af Sverige i Palazzo Farnese og hun har muligvis også haft adgang til Kardinal Odoardo's romitorio. Rummet lader til ikke længere at være brugt i 1660'erne eftersom en inventarliste fra 1662 for Farnese-Komplekset nævner, at Lanfranco's oliemalerier er blevet nedtaget fra loftet og sendt til familiens hovedsæde i Parma. Malerierne lader til senere at være blevet solgt ifølge en opgørelse fra Farnese-samlingerne i Parma og Napoli, hvor det angives, at "malerier med landskaber og eremitter af Giovanni Lanfranco er blevet solgt". Idag kendes kun 2 af disse malerier, som findes i Museo Capodimonte i Napoli, hvortil Farnese-samlingen blev flyttet i begyndelsen af 1700-tallet. Resten af loftsmalerierne er muligvis gået tabt. I 1731 døde den sidste af Farnese-familiens mandlige linie, Antonio Farnese, og hermed ophørte lejemålet. Og i 1733 blev rummet revet ned, da der skulle skaffes plads til opførelsen af den nye Kirke. I 1800-tallet kaldtes Romitorio Farnesiano ikke længere ved dette navn og omtaltes ej heller som Stanza Farnesiana eller Camerino Farnesiano, men benævntes i stedet Camerino degli Eremiti, når man angav, hvorfra Lanfranco's fresker stammede. (NB: "Camerino Farnesiano" refererer idag til et bestemt rum i selve Palazzo Farnese).
Litteratur om Romitorio Farnesiano: |