På det sted, hvor den brede hovedfærdselsåre Via del Teatro di Marcello idag løber langs Caiptolhøjens fod, stod i sin tid den lille kirke Sant'Andrea in Vincis. Kirken var blot en del af den bebyggelse, der bredte sig fra højskråningen og langt ud i den moderne gade, indtil få meter fra facaderækken på vestsiden af Via del Teatro di Marcello. Den gamle bebyggelse udgjorde østsiden af den gamle, meget smallere gade Via Tor de' Specchi og den forsvandt, da gaden blev udvidet i 1930'erne.

Men indtil da stod der altså her - omtrent overfor den gamle indgang til Klosterkomplekset Monastero di Tor de' Specchi - en lille kirke viet til helgenen Sant'Andrea. Den bar tilnavnet "in vincis" eller "in vinchi", men kaldtes også nogle gange Sant'Andrea de funari / de funariis eller Sant'Andrea in mentuccia eller in mentuza.

Kirken kendes fra i hvert fald 1100-tallet og var sikkert ældre. Den var dengang sognekirke, men i 1622 overlod Pave Gregor XV den til det religiøse broderskab Confraternita dei Marmorari, marmorarbejdernes sammenslutning, som overtog Kirken den 14. Juli 1623. De nye ejere gav Kirken navnet Santi Andrea e Leonardo, da de tidligere havde haft sæde i Kirken San Leonardo in Albis ved Piazza Costaguti.

I 1762 blev Kirken ombygget efter en tegning af arkitekten Carlo Puri De Marchis. Den fik nu en enkel og ret prydløs facade i 2-3 etager under et trekantet tag. Nederst var hele facaden opfyldt af 3 portaler, 2 mindre i siderne og en lidt bredere og en del højere i midten. Rundt om sideportalerne var der rammer i stuk og buede gavlfelter med udhæng over ovale vinduer. Hovedportalen havde dobbeltkarm under en bred vandret frise med et midterfelt med et relief og øverst et bredt, buet gavlfelt. Den nederste kant af dette flugtede med underkanten af de høje, rektangulære sidevinduer i profilerede karme, der ragede et stykke op over underkanten af et buet midterelt med et maleri, som gik helt op i gavlspidsen. Fresken, der forestiller en stående Jomfru Maria med Barnet, var fra 1400-tallet, men flere gange overmalet. Den findes idag i Museo di Roma, hvor også alt det andet inventar blev anbragt, da Kirken blev revet ned i 1929.

Kirken havde kun ét skib, der udvidede rummet efter en lang, smal indgang, og det endte i en kort, firkantet apsis. I hver side af kirkerummet stod marmorarbejdernes bænkerader som var det korstole, med træryg som vægpaneler, således at de siddende så over mod hinanden og ikke henimod alteret i apsis, som var flankeret af smalle felter og høje søjler i porta santa-marmor, der bar en stor bue, triumfbuen.

Altertavlen var et maleri af I Santi Quattro Coronati, De 4 Kronede Helgener, som var marmorarbejdernes skytshelgener. Billedet mentes tidligere at være malet af Caravaggio, men nylige restaureringer har vist, at dette ikke er tilfældet. Man har istedet foreslået Valentin, Spadarino eller Francesco Rustici som ophavsmænd.

Triumfbuens underside var udsmykket med stukrammer og 3 fresker, malet af en ukendt kunstner i 1500/1600-tallet. De forestillede de 4 helgeners martyrium, begravelse og opstigen til himlen. - I loftet i kirkeskibet var der et maleri fra 1700-tallet af Antonio Nessi. Også dette forestillede helgenernes opstigen til himlen.

Kirken indeholdt flere kostbarheder: et Maria-billede på guldbund af Madonna med Barnet, udført i 1500-tallet, samt en udskåret og bemalet prædikestol fra 1700-tallet.

Der er mange forklaringer på Kirkens mærkværdige tilnavne. De ældste lader til at være "de funariis", som hentyder til kvarterets rebslagere, de samme som har givet navn til Kirken Santa Caterina dei Funari. Fra 1500-tallet skiftede tilnavnet til "in vincis". Lombardi (se litt.note forneden) mener, at det kan stamme fra et fængsel i området, hvor fangerne holdtes i lænker ("catenis vincere"), mens andre har tolket det som en henvisning til håndværkere, der forarbejdede rør og pilekæppe. Der kan dog også være tale om en henvisning til familien Guinizi, som gav navn til Kirken Santa Maria in Vincis. Betegnelsen "in mentuza" kan stamme fra beliggenheden ikke langt fra det gamle Foro Olitorio, hvor der solgtes urter. En art mynte kaldes i Rom "mentuccia" og også tilnavnet "in mentuccia" har været i brug. Ordet kan dog også være en forvanskning af "Mater Matuta", en gammle romersk gudinde, hvis Tempel lå i nærheden, omkring det udgravede område Sant'Omobono ved Vico Jugario.

Det nævnes i Kirkekataloget fra Torino, at Kirken omkring 1320 havde tilknyttet en præst og klerk. Kirken var som ovenfor nævnt i tidlig tid viet til Sant'Andrea, men i periode kaldtes den muligvis San Salvatore in Mentuza. Fra 1622 var navnet Santi Andrea e Leonardo in Vincis. I 1748 kaldes den på Nollis kort: Oratorio di Sant'Andrea in Vinces dei Scultori e Scarpellini.

Under ombygningen i 1762 udgravede man under alteret et gammelt rum med meget gamle malerier på væggene og indeholdende 3 grave med menneskeknogler. Man antog, at det var et gammelt kapel for titelhelgenerne, som i slutningen af 1500-tallet / begyndelsen af 1600-tallet var blevet tildækket, da Kirken overgik til Confraternita dei Marmorari. Ifølge Armellini (se litt.note forneden) fandtes der i Kirkens arkiv en beskrivelse af en ombygning før 1572. Her var beskrevet, at den tidligere bygning lå meget dybere, ja den nye Kirkes gulv kom faktisk til at ligge på højde med den gamles loft. Det senere udgravede rum lå 11 fod under den nye Kirke.

Da man rev Kirken ned i 1929 og skulle jævne jorden til den nye gade, fandt man rester af flere bygninger fra det 2. og 3.århundrede efter Kristus.

1 = Stald, 2 = Scala Santa, 3 = Oratorio / "Chiesa Vecchia", 4 = Det gamle Refektorium, 5 = Torre degli Specchi, 6 = 1600-tals refektorium , tidligere gade mellem det gamle hus til venstre og køkkenhaverne til højre, 7 = Forrum til Klosterkirken, 8 = Santa Maria de Curte (i stueplan) og Coro della Santissima Annunziata (på 1.sal), 9 = Det nye Sakristi, 10 = Det gamle Sakristi, 11 = Klostergård omgiver af nonnernes celler, 12 = nonneceller, 13 = Klostergård kaldet Cortile dei limoni, 14 = Klokkestabel og ur, 15 = Torre del Cancelliere/dei Boveschi/dell'Oca, 16 = Oratorio di Santa Maria del Sole.
A = Her lå tidligere huse og stalde tilhørende blandt andre familien Capizucchi, B = Palazzo Capizucchi, C = Palazzo Velli Cardelli, D = Palazzo Fani-Ruspoli-Pecci Blunt, E = Palazzetto Della Porta, F = Teatro della Cometa, G = Palazzo Massimo di Rignani.
Bygninger, som blev revet ned, da Via del Teatro di Marcello blev anlagt:
X = Oratorio di Sant'Andrea in Vincis dei Scultori e Scarpellini, Y = Santi Orsolo e Caterina, Z = Ospizio dei Cistersiensi delle 3 Fontane.

Litteratur om Sant'Andrea in Vincis:
Armellini. Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 555-558.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X Campitelli - Parte Prima. - Nuova edizione aggiornata / di Carlo Pietrangeli. - 1992. ------- side 47, 49, 51, 52.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 185-186.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21.
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 251.
Pautrier, Massimo: I Santi delle Chiese medievali di Roma (IV-XIV secolo). - Roma : s.n., 2013.
- side 42-43.
Alvaro de Alvariis' photostream på Flickr: S.Andrea in Vincis.
Roman Churces.com: Sant'Andrea in Vincis.
Wikipedia (svensk tekst): Sant'Andrea in Vincis.