|
|
|
Mere om Santa Maria in Campitelli = Santa Maria in Portco in Campitelli Piazza di Campitelli, nr. 9 Se nr. 151 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen Læs også: Kort om Kirken ----- Rundgang i Kirken ---- Plan over Kirken |
|
Santa Maria in Campitelli-Kirkens historie er lidt kompliceret og handler både om en gammel kirke, der blev flyttet og senere nybygget, samt om et undergørende Madonna-billede, der fik stoppet et pestudbrud og dernæst skulle have en mere hædersfuld placering. Den gamle Santa Maria in Campitelli-Kirke lå lidt længere mod vest end nutidens Kirke, nemlig på den grund for enden af Piazza Campitelli, hvor Palazzo Lovatelli's ene fløj ud mod Via della Tribuna di Campitelli og Via dei Funari står idag. Den gamle Kirke havde næsten samme navn som nutidens Kirke, der blot har fået tilføjet et mellemled "in Portico" på grund af det undergørende Madonna-billede Santa Maria in Portico, som opbevares i denne Kirke idag, Den oprindelige Kirke blev nedrevet i 1618, fordi den både var for forfalden og for lille til en voksende menighed. Samtidig lod Monsignor Girolamo Serlupi familiens residens, det senere Palazzo Lovatelli, færdigbygge i 1619 og på den gamle kirkebygnings grund rejstes i stedet en ny østlig fløj af palæet mellem Piazza Lovatelli og Piazza di Campitelli. I 1619 blev Kirken derfor genopbygget på en grund, hvor Albertoni-familien ejede nogle gamle huse, hvori den salige Ludovica Albertoni var født omkring 1473 og opvokset. Grunden var åbenbart senere overtaget af familien Della Riccia, som tilsyneladende solgte ejendommen for 7000 scudi. Den 10. Maj 1619 kunne Kardinal Garzia Mellini, som var uddannet hos præsteordenen Congregazione dei Chierici Regolari della Madre di Dio ved den nærliggende gamle Kirke Santa Maria in Portico, nedlægge grundstenen til det nye kirkebyggeri. Ordenen havde i 1618 fået tidelt den gamle Santa Maria in Campitelli-Kirke, men på dette tidspunkt var den i meget dårlig stand og så medtaget, at Ordenen med det samme besluttede at lade den nedrive og opføre en helt ny bygning på en af Albertoni-familiens grunde, beliggende lidt længere mod øst - på det sted hvor Kirken står idag. En ny kirkebygning kunne derpå indvies i 1648. Dog er det lidt usikkert, om byggeriet på dette tidspunkt var helt færdigt, da det indimellem gik i stå af mangel på midler. Dog skulle tværskibets 2 arme være tilføjet fra 1642, hvor facade og loft også blev dekoreret med stuk. I loftets stukrammer hang maleriet "Assunzione della Vergine" ("Marias Himmelfart") af Raffaello Vanni, som også var mester for højaltertavlen forestillende en "Immacolata Concezione" ("Den ubesmittede Undfangelse"), som var doneret af Porzia Pamphili, en søster til Pave Innocens X. Dette maleri skulle idag findes i Kirkens magasin. Den nye bygning, som var 98 palmi (håndsbredder) lang og 50 bred, havde foruden et tværskib, et kort hovedskib med 2 kapeller i hver side. Et af kapellerne, som Capizucchi-familien havde råderet over, var viet til San Paolo. Et andet var først viet til Den Korsfæstede og senere til Sant'Anna. Det tredie kapel var viet til San Giuseppe og bekostet af familien Benedetti, mens det sidste kapel, som var det første i højre side med en Madonna med Barnet som altertavle, var viet til Sant'Ambrogio. Apsiskapellet var ret dybt og oplyst af 3 store vinduer. Kirken var desuden forsynet med en lille klokketårn. I 1656 kom en voldsom pestepidemi til Rom fra Napoli, hvor man mener, at den havde forårsaget omkring 270.000 dødsfald. I Rom forsøgte myndighederne at begrænse udbruddene ved at åbne et lazaret på Tiberøen, mens befolkningen flokkedes i kirkerne for at bønfalde om hjælp til at undgå at blive ramt. Især samledes mange foran det mirakuløse Madonna-billede i den lille Kirke Santa Maria in Portico, som tilsyneladende altid gennem tiden havde hjulpet, når pesten bankede på. Da Kirken ikke var særlig stor, fyldtes de nærliggende gader med besøgende og den store trængsel øgede naturligvis smittefaren. Den pavelige Sundhedskommission, "Sacra Congregazione della Sanità di Roma" beordrede derfor Kirken lukket, men folk satte sig bare til at vente foran kirkedøren og i gaderne omkring. Kommissionen måtte derfor også lukke vejen til Kirken, men folk fortsatte med at strømme til. Der måtte helt ekstraordinære anstalter til og på festdagen for "Immacolata Concezione", den 8. December, begav de kommunale administratorer, Conservatori og Senatori sig til Kirken, hvor de foran Madonna-billedet på Pave Alexander VII's vegne afgav løfte om at finde en ny og værdig plads til det undergørende billede, hvis den hellige Jomfru ville stoppe sygdommen. Da denne derefter blev svagere for helt at ophøre, begyndte planlægningen af udførelsen af det aflagte løfte. I starten tænkte man blot på at restaurere Santa Maria in Portico - eller måske at udvide bygningen, der som nævnt ikke var så stor. Efterhånden fik Paven dog den opfattelse, at både den gamle kirke, såvel som stedet, hvor den lå, var for småt og snævert til en passende ny bygning. Alexander VII besluttede derfor, at der her var en lejlighed til at samle de aktiviteter, som Congregazione dei Chieri Regolari indtil nu havde fordelt på Santa Maria in Portico og den flyttede Santa Maria in Campitelli. Den 20. Januar 1658 kaldte Paven den kommunale arkitekt Carlo Rainaldi til sig for at bestille en tegning af en ombygget kirke ved Piazza Campitelli, men da han ikke var tilfreds med arkitektens første forslag, besluttede han i Januar 1660 at give 15.000 scudi til en helt ny bygning. De første tegninger, som Carlo Rainaldi udførte, viste en bygning med en oval grundplan og et dybt apsisrum for enden, men de blev ikke til virkelighed, da arkitekten i 1661 fik en anden idé til en enklere, luftigere og mere overskuelig bygning. Som også ville blive noget billigere, blandt andet fordi kuplen i så fald ikke ville blive så stor. Den 14. Januar 1662 blev Madonna-billedet flyttet til Santa Maria in Campitelli og kirkerne Santa Maria in Portico og Santa Maria in Campitelli forenet i denne sidste, der ved pavelig dekret nu fik det udvidede navn Santa Maria in Portico in Campitelli. Kort efter begyndte man at rive de gamle huse omkring Kirken ned og den 29. September kunne Alexander VII nedlægge grundstenen til den nye kirkebygning. Byggeriet af den nye apsis og facade skred frem, samtidig med at man kunne benytte det gamle skib til de kirkelige handlinger. I 1667 stod facaden og presbyteriet færdig og Madonna-billedet kunne nu flyttes over i det nye rum. Ved højtideligheden i denne anledning fik billedet desuden sit tilnavn: "Romanae Portus Securitatis" (ofte omtalt: "Romanae Portus Securitas"). Samtidig gjorde Pave Clemens IX Kirken til Kardinal-Titelkirke, en værdighed som ellers den gamle Santa Maria in Portico, senere også kaldet Santa Galla, havde oppebåret. Byggeriet fortsatte i en årrække derefter. I 1673 kunne man rive det gamle kirkeskib ned og påbegynde byggeriet af det nye, der kunne undvies den 8. December 1675. Men selvom Kirken var åbnet, var den ikke færdigdekoreret endnu. Udsmykningen strakte sig over de næste mange år og består af mange seværdige malerier og fresker i loft og apsiskuppel. Den nye Kirkes kapeller blev overladt til forskellige adelige familier, der påtog sig at bekoste dekorationen af disse. De 2 største kapeller, det tredje kapel i hver side, tildeltes familierne Altieri og Barsotti og kunne i 1692 indvies til henholdsvis San Giovanni Battista (Johannes Døberen) og Sant'Anna. I Januar 1703 var Rom offer for to på hinanden følgende kraftige jordskælv, der fik kirkeklokkerne til at ringe af sig selv og forårsagede flere dødsfald. De angste romere flokkedes endnu en gang foran det undergørende billede af Santa Maria in Portico og afgav løfte om faste og afholdenhed den 1. Februar, som er aftenen før Festa della Purificazione della Vergine. Og som vanligt bønhørte Madonna de troende og jorden holdt op med at ryste. Først den 11. Juli 1728 var kirkebyggeriet imidlertid nået så vidt, at Kirken officielt kunne indvies af Kardinal Pompeo Aldovrandi. Da stod et nyt sakristi færdigt, mens det endelige højalter først blev opsat i 1737. Det blev doneret af Kardinalerne Ruspoli og Almeyda og tegnet af Michelangelo Specchi. I 1857 blev kirkegulvet renoveret og i denne proces forsvandt størstedelen af de gamle gravsten, som var nedlagt heri. Også senere har der været restaureringer og ombygninger af Kirken. I 1909 blev indgangsvæggen fornyet og det store orgel opsat. I 1924 blev apsis forsynet med ny bemaling og i 1927 blev de 2 gamle kirkeklokker erstattet af 4 nye. Indgreb mod fugtskader udførtes i 1986 og både sidemure og gulv måtte renoveres.
I Kirken fejres forskellige festdage:
Læs også: Kort om Kirken ----- Rundgang i Kirken ---- Plan over Kirken
Litteratur om Santa Maria in Campitelli: |