Santa Maria di Grotta Pinta er som nævnt bygget ind i og på ruinerne af tilskuerpladserne ud for den halvcirkelformede scene på det antikke Theatrum Pompei. Kirkens placering er lidt ovenover og til højre for nedenstående korts nr. 2, omtrent ud for Passetto del Biscione, men beliggende i Via di Grottapinta:

A : Bidental alter - B : Schola collegii fabrum soliarium baxiarium - C : Schola collegii cantorum (?) - 1 : Aedes Veneris Victricis. Kult for guddommene Venus Victrix, Honos, Virtus, Felicitas og Victoria (?) - 2 : Theatrum Pompei - 3 : Arcus Tiberii - 4 : Porticus Lentulorum / Hecatostylum / Porticus ad Nationes - 5 : Porticus Pompeianae - 6 : Lacus - 7 : Arcus Pompei + Statue af Gnaeus Pompeius - 8 : Lacus - 9 : Curia Pompei - 10: Fontæne. Latrin (Forica Pensile) - 11: Aedes Larum Permarinum - 12 : Kolossalstatue af Jupiter - 13: Aedes Feroniae - 14: Aedes Fortunae Huiusce Diei - 15: Aedes Iuturna - 16: Latrin (Forica Grande)

Man kender ikke meget til Kirkens tidlige historie. Det første sikre omtale er i en bulle, som Pave Urban III udsendte den 14. Februar 1186 og hvori han opregner de kirker, som hørte under hovedkirken San Lorenzo in Damaso. Herunder nævnes "Santa Maria Gripta Pinta", men Kirken er højst sandsynlig endnu ældre. Det er muligt, at den tidligere havde et andet navn, da den flere steder kædes sammen med den nu forsvundne San Salvatore ad Arcum. Der kan dog også være tale om 2 forskellige kapeller.

Senere nævnes kirken i 1291 og i 1343, hvor den blev den genåbnet og viet til Jomfru Maria's undfangelse. Kirken var nu overdraget det religiøse broderskab Confraternita della Concezione della Beata Vergine Maria, som især dyrkede "Madonna Immacolata": Maria's ubesmittede undfangelse.

Problemet med sammenkædningen af de 2 kirker fortsatte også, da man på et tidspunkt i 1400-tallet flyttede et gammelt ikon, kaldet Madonna di Grottapinta, fra San Salvatore ad Arco til San Lorenzo in Damaso, hvor det blev anbragt som altertavle i endekapellet i venstre sideskib. Ikonet er malet i slutningen af 1200-tallet, men hang altså ikke - som det ellers ofte er angivet - i Santa Maria di Grotta Pinta. Ifølge en af disse beretninger fra 1575 skulle billedet, som viste sig at kunne udvirke mirakler, have været opbevaret i en kælder ("grotta") under Santa Maria di Grotta Pinta indtil 1468, hvor det blev flyttet til San Lorenzo, hvorunder Santa Maria var kommet til atter at høre i 1465.

I 1561 er Kirken opført som "Santa Maria Grotta penta nel rione di Parione" i en liste, som blev samlet under Pave Pius IV. Her nævnes også Kirken "San Salvatore in arco unito alla fabrica di San Lorenzo in Damaso", altså den førnævnte San Salvatore ad Arcum, som nu er forbundet ("unito") med den bygning der huser San Lorenzo in Damaso. Her er der så tydeligt tale om 2 forskellige kirker! Men i de følgende århundreder fortsatte man med at opfatte de 2 kirker som én og samme.

I en årrække havde Orsini-familien retten til at vælge præsten ved Santa Maria di Grotta Pinta og benytte denne som familiekapel. Ifølge en nu forsvunden indskrift lod familien Kirken restaurere i 1599. Den havde da været i meget forfald siden 1566. Nogle kilder nævner, at der ved denne lejlighed under alteret blev fundet en sten med mindeindskrift om indvielsen til Immacolata Concezione i 1343.

Under restaureringen blev højalteret flyttet op på et podium, en 3-4 trappetrin over gulvniveauet, og forsynet med en altertavle, et maleri i guldramme med motivet Jomfru Maria med helgenerne Pietro og Paolo, Caterina og Agnese. Midt på den højre sidevæg opførtes et alter i teglsten. Herover hang et stort krucifiks flankeret af San Carlo og Santa Francesca. På facaden maledes der over porten et billede af Jomfru Maria. Orsini-familiens indflydelse var nu så stor, at Kirken også kaldtes Cappella Orsisi.

Under Alexander VII udførte man i 1660 en opmåling af kirkebygningen, som ansloges til at være 65 håndsbredder lang og 28 bred, samt 44 høj. På dette tidspunkt hørte Kirken under den nærliggende Santa Barbara dei Librai. Armellini (se litt.note forneden) bemærker, at der ved kirkeopmålingen nævntes, at dens 2 klokker var af middelmådig kvalitet! Og at der ikke var tilknyttet nogen begravelsesplads, men at der fandtes 4 gravsteder i Kirken.

Omkring 1725 blev Santa Maria di Grotta Pinta på ny restaureret og derefter genindviet den 10. Januar 1725. Kirkens 2 sidealtre, et i venstre side viet til Den Korsfæstede og et i højre side viet til Johannes Døberen, San Giovanni Battista, blev indviet den 14. September 1728. Maleriet på det sidstnævnte alter blev af samtiden angivet til at være udført af Francesco Alessandrini, mens det lader til at det gamle krucifiks nu var erstattet af et maleri af Giovanni Antonio Valtellina.

Kirken fungerede i mange år som sognekirke, indtil begyndelsen af 1800-tallet. I 1834 blev både murværket og inventaret fornyet. I den forbindelse omtales også Kirkens orgel, som var anbragt på en korbalkon i træ. En klage fra 1824 om fugtskader i taget forbigåes tilsyneladende i tavshed.

Siden kirkebrugen ophørte, har bygningen fungeret som magasinrum, udstillingsrum og andet. Idag ejes den af Institutionen "Tata Giovanni", som også ejer det nærliggende Palazzo Orsini-Pio-Righetti. I 2010'erne benyttes bygningen som kunstgalleri og mødelokale under det gamle navn Cappella Orsini (http://www.cappellaorsini.it/home.html). Ifølge "Roman Churches" (se litt.note nedenfor) blev Kirken ombygget i 1986 med indsættelse af 2 etager, men det bemalede loft skulle være bevaret og hvis man spørger pænt om lov, skulle der være en mulighed for at komme ind og betragte det.

Litteratur om Kirken Santa Maria di Grotta Pinta:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 382-383.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 470-471.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VI Parione, Parte 2 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione, 1980. ------- side 170-172.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 328.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 226.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 13. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1998.
- side 48-49.
Info.roma: Santa Maria in Grotta Pinta.
Roma Segreta: Via di Grottapinta.
Roman Churches: Santa Maria di Grottapinta.
Rome Art Lover: S. Maria di Grottapinta.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di Santa Maria in Grottapinta.