|
San Tommaso dei Cenci - en Rundgang - Piazza delle Cinque Scole / Via di Monte de' Cenci - Se nr. 120 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen
|
Den lille Kirke står lidt fremtrukkent på et gadehjørne med hele 3 synlige mure, da den kun er sammenbygget med nabohuset mod vest. Bygningen har en sidemur ud mod den nye, brede gade, der tidligere hed Via del Progresso og idag har samme navn som pladsen i den nordlige del: Piazza delle Cinque Scole. Herudtil og til den smalle sidegade, der fører op til Monte dei Cenci, står Kirkens sidefacade med sideportalen i gadenummer Via di Monte dei Cenci 14, hvorigennem der til hverdag er adgang til Kirken. Endelig er der hovedfacaden, som vender ud mod en lille plads midt i den snoede Via di Monte de' Cenci og rummer 2 indgangsportaler, samt facademaleri og -dekorationer. EN TUR RUNDT OM KIRKEN: Kirkens østmur vender som nævnt ud mod den tidligere Via del Progresso, som nu er den sydligste del af Piazza delle Cinque Scole, før denne munder ud i flodboulevarden Lungotevere de' Cenci. Alle murene er pudset op i en gammelrosa farve, men på østsiden er den nederste del skallet en del af, så man kan se det gamle murværk, bestående af teglstensbuer. Der er muligvis tale om noget af den antikke mur fra en magasinbygning, som man har fundet under Kirken. |
|
Kirkens nordmur vender dels ud mod Piazza delle Cinque Scole, dels ud mod den østligste del af Via di Monte de' Cenci. Det er i denne mur, at den indgangsportal, som ses på fotoet ovenfor, er indsat i gadenummer 14. Den sidder under det midterste af 3 fag halvcirkelformede vinduer. Egentlig har muren plads til 5 fag, men den yderste venstre del er vinduesfri. Der er bag denne del, at den ovenforomtalte vindeltrappe løber. De buede vinduer vender ind mod Kirkens 2 sidekapeller samt mod indgangstrapperummet imellem disse. På facadens andensal sidder 3 mindre vinduer i brede travertinrammer og det samme gælder på trediesalen.
På indskriftsbjælken over indgangsdøren ses teksten: "Ecclesia Parochialis Divo Thomae Apostolo dicata - de iure patronatus familiae Christophori Cincii" : "(Denne) sognekirke viet til San Tommaso Apostolo står under Cristoforo Cenci og hans families beskyttelse".
Kirkens vestmur vender ud mod en lille åben plads i den snoede og smalle gyde Via di Monte de' Cenci. Pladsen er en del af den lille bakketop Monte de' Cenci og på Pladsens modsatte side findes de 2 monumentale hovedindgange til det store bygningskompleks Palazzo Cenci. I det hele taget er det Cenci-familiens ejendomme, der omkranser Pladsen og hele Via di Monte de' Cenci. Til højre for hovedpalæet står de gamle mure til den bygning, som kaldes Torre del Palazzo dei Cenci eller "Casa Torre", og overfor Kirkens sideindgang står det gamle "Casa Cavallo", som engang husede familiens talde. I slutningen af 1700-tallet havde disse plads i det hus, som ligger til højre for Kirkens hovedfacade og idag huser den velrenommerede restaurant Piperno.
Op til denne bygning støder så den lille Kirkes hovedfacade med de 2 enkle og smukke indgangsportaler, en i hver side af facaden. Den til venstre er imidlertid tilmuret. Over dem sidder højt oppe på muren 2 runde vinduer i brede og modulerede travertinrammer. Og mellem disse troner en høj, rektangulær stukramme med blomsterrelief omkring resterne af et freskomaleri, som idag dårligt kan anes. ..... Under stukrammen sidder en marmorplade med inskriften "Franciscus Cincius Christophori filius - et ecclesiae patronus templum hoc - rebus ad divinum cultum et ornatum - necessariis ad perpetuam rei memoriam - exornari ac perfeci vuravit anno iubilei - MDLXXV" ("Francesco Cenci, søn af Cristoforo og patron for denne kirke, sørgede i Jubelåret 1575 for at udsmykke og fuldende denne samt at donere det nødvendige udstyr til gudstjenesterne").
Den Francesco Cenci, der således i 1575 sørgede for at færdiggøre sin faders ombygning af Kirken og ikke sparede på udsmykningen, var den samme, som i 1598 blev myrdet af medsammensvorne i et komplot, som hans datter Beatrice Cenci og den ene søn Giacomo Cenci havde indstiftet. Beatrice angiveligt på grund af faderens brutale og voldelige adfærd, der ligefrem skulle have udartet sig i voldtægt og incest. Giacomos motiv var derimod, at faderen ikke lod ham få en indkomst at leve for og blandt andet, da han var på dannelsesrejse, blot undlod at sende sønnen penge, så denne måtte rejse hjem med venners hjælp.
Over den venstre portal sidder den samme indskrift, som ses over sideindgangen. Den bekræfter Cenci-familiens patronat over Kirken.
Mellem portalerne er der indmuret et fragment af et antikt romersk gravalter fra perioden 69-138 efter Kristus. Stenen er udsmykket med relieffer af guirlander og griffer og en noget udvidsket skrift fortæller, at det har tilhørt en vis M. Cincius Theophilus, som var "vestiarius tenuiarius", det vil sige "fabrikant af lette stoffer".
Den omtalte Cincius mente Cenci-familien måtte være en fjern forfader, som gav legitimitet til deres fortælling om at slægten nedstammede fra "de gamle romere". Ifølge Pirro Ligorio skal stenen være fundet på det sted, hvor Via di San Pancrazio løber ud i Via Aurelia.
(Et lignende fragment, omtalende andre personer med navnet Cincius, skal være opsat inde i Palazzo Cenci). Fra hovedindgangen i vest kommer man ind i det lille kirkerum, som er aflangt, men næsten kvadratisk. For enden af rummet er der mod øst en firkantet apsis med presbyterium og alter. I venstre side findes 2 kapeller og mellem dem en sidedør med trappe ned til sideindgangen fra Piazza delle Cinque Scole. Til højre i Kirken er der midt i muren en lille halvrund niche. (Se foto af Kirken fra siden Amore Familiare) Kirkens indre står for størstedelen som efter ombygningen i 1500-tallet, med kun få ændringer fra restaureringen i 1881. Væggene er opdelt i felter adskilte af flade søjler i falsk, malet gult marmor med doriske kapitæler, som bærer 3 buer i hver side. Øverst løber en stukgesims med en malet frise, som over højalteret afbrydes af en væg med altertavlen og over denne et maleri. De 2 flade søjler på hver side af altervæggen toppes af et brudt, trekantet gavlfelt, som flankerer det øverste maleri. Loftet er krydshvælvet i selve kirkerummet, hvor der i midten er anbragt Cenci-familiens våben. Lofterne i kapellerne er derimod tøndehvælvede. Gulvet stammer fra restaureringen i 1881 og er lagt i rombemønster med fliser i 2 farver. Ind i mellem ligger der gamle gravsten, der indikerer de fællesgrave for mænd ("Pro Viris", lige før nichen i højre side), for kvinder ("Pro Foeminis", lige før sidedøren i venstre side) og for præster ("Pro Sacerdotibus", mellem den højre sideniche og højalterbalustraden), som fandtes i Kirken. Desuden er der foran højalteret en sten uden indskrift, der antagelig har været over en fællesgrav for børn, kaldet Pro Pueris. I midten af gulvbelægningen ses 4 runde marmorplader i cosmatisk stil, som hører til det oprindelige gulv. På væggen under den første bue i højre side hænger en fane, der på forsiden har et billede af Madonna og Barnet med engle. Jomfru Maria asidder på en høj tronstol med Jesus-Barnet på sit venstre knæ, mens små englebørn flyver rundt over tronen. På bagsiden ses et maleri af Madonna Addolorata, den sørgende Maria, stående mellem flyvende englebørn, der alle bærer symboler fra Lidelseshistorien. (Se foto på websiden poloromano) Normalt er fanen skjult under et flytbart klæde. Oprindeligt hang fanen med forsiden udad over højalteret, indsat i en udskåret stukramme med englehoveder. Fanen menes at være fra 1700-tallet og var med tiden blevet meget medtaget, så i 1970'erne blev den taget ned og istandsat, for derpå at blive flyttet til et mindre udsat sted. Man mener desuden, at fanen muligvis tilhørte lægbroderskabet Confraternita dei Cocchieri, som tidligere holdt til i den nærliggende Kirke Santa Maria dei Calderari, hvorfra de ved Kirkens nedriving i 1881 flyttede til San Tommaso dei Cenci. Den midterste bue i højre side er udvidet til en lille niche, som kaldes Cappella del Crocifisso. (Se foto på websiden poloromano). Altertavlen er her et træcrucifiks fra 1600-1700-tallet, som i 1965 blev opsat som erstatning for et 1200-tals maleri af Korsfæstelsen med Madonna og San Giovanni Evangelista. Dette maleri, som menes udført af en maler af Giotto-skolen, hænger idag i Museo Nazionale i Palazzo Venezia. Det blev omkring 1445 flyttet hertil fra den nærliggende Kirke Santa Maria in Aracoeli, hvis Klosterleder af Franciskaner-Ordenen gav det til Jacopo di Lello di Alessio Cenci, som var administrator for Klosteret. I dette kapel blev Cristoforo Cenci begravet i 1562. Alterbordet er i Senbarok stil, med intarsia af mangefarvet marmor. Det er flankeret af flade søjler med korinthiske kapitæler, der bærer buen, som øverst krones af et "T", om hvilket der svinger sig en slange. Et symbol på frelsen ved Kristi død. Nichens vægge er bemalet med stofmønster, som var det på en baggrund af gardiner, at de små stuukengle flyver rundt bærende deres martyrredskaber. I den øverste bue i højre side sidder døren til sakristiet under et maleri af Madonna med Barnet og helgenerne Lucia, Francesco d'Assisi og Francesco abate. Man kender ikke kunstneren, men man antager, at det er malet i slutningen af 1500-tallet på den måde, som Vespasiano Strada malede. Billedet er restaureret i 1973. herinde findes en håndvask fra 1600-tallet, som er udsmykket med en grif og en lilje, et våbensmærke, som man ikke har identificeret. Ovenover er der en askeurne fra det 1. århundrede efter Kristus, som man har genbrugt ved at omdanne den til vandbeholder. Urnen skal have forbindelse til Statilius-familien ifølge en ret ulæselig indskrift, som skulle lyde således: "Diis Manibus - T. Statilio Statiliae - Primo .... - heredes fecerunt" ("Til De Afdødes Sjæle: Arvingerne opsatte (denne sten) til Titus Statilius Primus... ") Kirkens endevæg er opdelt i 2 smalle sidefelter mellem de brede, flade søjler, malet som gult marmor. I felterne er der nederst anbragt døre til mindre magasinrum bag Kirken og over disse er der skabsnicher med døre i malet træ. Øverst sidder fresker af San Giovanni (Evangelisten Johannes, til højre) og San Matteo (Evangelisten Matthæus, til venstre). (Se foto på websiden Roma SPQR) Det brede midterfelt med den firkantede apsis bagved er flankeret af 2 smalle, flade søjler, som er bemalet med en lidt anden kulør og bærer den dybe bue, der giver plads til alterbordet i pavonazzetto-marmor båret af 2 hvide marmorkonsoller, som er udsmykket med bevingede løver. Disse stammer fra Antikken, nærmere bestemt fra det første århundrede af vor tidsregning. Alle vægflader, både vandrette og lodrette friser, er malet som falsk marmor i en rosa nuance. Under bordet står døbefonten med et fad, som bærer Cenci-familiens våben. Man fortæller, at det var i denne døbefont, at den ulykkelige Beatrice Cenci blev døbt. Også denne opsats stammer fra Antikken. Hele arrangementet blev antagelig sat op i årene 1554-1575, da Cristoforo og Francesco Cenci lod Kirken renovere. En indskrift på et af trinene på trappen op til Presbyteriet fortæller, at der dog ændredes noget i 1626, da Præsten Vincenzo Argento tilføjede alterskabet og balustraden foran, som er udført i mangefarvet marmor. Dekorationen i loftsbuen skyldes også denne præst, som lod den udsmykke med stukrammer og fresker. Altertavlen er indsat i en bred, moduleret og forgyldt stukramme med ekstra bred overkant forsynet med små relieffer. Maleriet er udført af den piemontesiske kunstner Giuseppe Vermiglio i 1612, som det kan læses på en indskrift nederst til venstre. Det forestiller "L'Incredulità di San Tommaso" ("Den tvivlende Thomas") og blev bestilt af Præsten Onorato Reibaudo. Maleriet blev restaureret i 1965. (Se foto på websiden poloromano) Over altertavlen hænger oppe i det brudte trekantede gavlfelt et 1600-tals maleri af Madonna Addolorata, den sørgende Maria, stående mellem flyvende englebørn, der alle bærer symboler fra Lidelseshistorien. Det blev opsat i 1970'erne, da man nedtog den gamle fane med samme motiv, som efter en istandsættelse nu hænger på væggen under Kirkens første vægbue i højre side. Det var på det sted, at maleriet oprindeligt hang. Til venstre for Presbyteriet er den øverste bue udvidet til et kapel af samme størrelse som alterrummet. Det er viet til San Francesco d'Assisi og det var Cenci-familiens private gravkapel. (Se foto på websiden poloromano). Det var Giacomo Cenci, som i 1586 sammen med sin hustru Ludovica Velli betalte for møblement og indretning. Flere steder i rummet ses de to's våben. To trin fører op til rummet, som har samme gulvbelægning som resten af Kirken. Midt i gulvet ses Cenci-familiens våben i en gammel gravsten, der synes at stamme fra Kapellets grundlæggelse. Bagved og delvis skjult under alteret ligger en anden sten, disse gav adgang til begravelserne i krypten nedenunder. Hernede blev de fleste og vigtigste medlemmer af Cenci-familien gravsat. I den midterste bue i venstre side sidder Kirkens sidedør, der gennem et forrum med trappe og gamle gravsten opsat på væggene, fører ud til Via di Monte de' Cenci nr.14. Cappella della Madonna della Sbarra: Det første kapel i venstre side er viet til Jomfru Maria med tilnavnet "della sbarra". (Se foto på websiden poloromano). Madonna della Sbarra var et tilbedt Maria-billede, som man i 1500-tallet fandt udenfor landsbyen Panicale, hvor det var havnet i et skur med en bom til afgiftskontrol. Ordet "sbarra" betyder netop en tværstang eller en bom og den gav navn til billedet og derpå til den kirke, som i landsbyen blev bygget for at huse billedet. Ligesom Kirkens endevæg (med højalteret i en niche bag en bue båret af mindre, flade søjler) er indgangsvæggen opdelt i felter mellem brede, flade søjler. (Se fotos på websiden poloromano). Det midterste felt med en bue, som indeholder Kirkens hovedindgangsdør, hvorover der sidder et freskomaleri af "Cristo e la Samaritana al pozzo" ("Kristus og Samaritaneren ved brønden"). I de smalle sidefelter er der nederst anbragt 2 halvcirkelformede nicher, hvori der står nogle relikviegemmer i form af buster fra 1700-tallet. De er fremstillet i forgyldt træ og forestiller San Francesco di Paola og San Francesco d'Assisi. Over nicherne er der 2 mindre fresker i stil med dem, der findes på altervæggens sider. Her ser vi San Marco og San Luca. Væggen er restaureret i 1972, men freskerne menes udført af den samme kunstner, som i slutningen af 1500-tallet malede freskerne på endevæggen. |