|
|
|
|
|
Bassus-Familien var en fin romersk familie i det 3. og 4. århundrede efter Kristus. De var en del af Caesonius-slægten, som havde forbindelser med andre fornemme familier, såsom Anicius og Asinius Nicomachus. I Bassus-familien brugtes også navnet Bassianus, som blev båret af den mand, som Kejser Konstantin den Store omkring 310 eller 314-316 valgte som ægtemage for sin søster Anastasia. Han blev senere henrettet. Bassianus havde en broder ved navn Senecio, et navn som brugtes i en anden af tidens mægtige og fornemme familier, Nummii Albini Seneciones. (Navnet Bassianus brugtes iøvrigt også i den Severiske Kejserfamilie (193-235)). Af Bassus-Familien's medlemmer kender vi blandt andre: C. Laecanius Bassus, der var Prætor i år 32 eft.Kr. og Consul Suffectus i år 40 (ILS 6102). Både han og hans søn af samme navn var "Sodales Augustales" . C. Laecanius C.f. Bassus var søn af C. Laecanius Bassus. Han var antagelig født omkring år 30 og døde på et tidspunkt efter år 69. Han var sandsynligvis Sodalis Augustalis ligesom sin fader, hvis plads han antagelig overtog. I år 64 var han Konsul. L. Aufidius Bassus, omtalt i en indskrift fra omkring år 41 (ILS3832). Sex. Lucilius Bassus, der var i hæren under Kejser Vespasian (69-79 eft.Kr.). (ILS 1990, 1991). M. Valerius M.f. Bassus, broder til Haruspex-præsten M.Valerius M.f. Saturninus, levede muligvis i det første århundrede efter Kristus (der er dog også historikere, der mener, at brødrene levede i det 3.århundrede). Valerius Bassus var Folketribun og Militærtribun i den 3.Legion kaldet "Legio III Cyrenaica". Han var Haruspex (= Offertyder) ligesom sin broder og ønskede i sit testamente et gravalter med disse oplysninger opsat. L. Flavius Silva Nonius Bassus, som nævnes i en indskrift om præsteskabet Fratres Arvales (ca.år 81) (ILS 5043). Han var muligvis født i 30'erne og døde sandsynligvis på et tidspunkt efter år 91. Han var Kejserlig Legat omkring 73-78 og derpå bestred han på et tidspunkt embedet som Pontifex, hvorefter han blev Konsul i år 81. C. Salvius Liberalis Nonius Bassus, som nævnes i en indskrift om præsteskabet Fratres Arvales (ca.år 87) (ILS 5037). Han skal have ægtet Vitellia C.f. Rufilla og iflg.Scheid (se litt.nedenfor) have beklædt embedet "Legatus Augustorum iuridic. Britann." omkring år 81-83, været Prokonsul i Makedonien omkring 83-85 og Consul Suffectus omkring 85-86. I 87-96 (under Kejser Domitian) måtte han gå i eksil, men hans navn figurerer atter på listerne over Arval-præster fra 101, hvor Kejser Trajan havde magten. På listerne fra 105 ses navnet ikke mere, så man formoder, at Liberalis er død i de mellemliggende år. T. Pomponius Bassus, som skal have været Consul Suffectus i år 93 (ILS 5840, 6106, 6451, 6675?). C. Iulius Quadratus Bassus, der levede fra omkring år 75 til 118. Han bestred blandt andet embeder som Pontifex, Statholder i Judæa, og var i 105 Consul Suffectus. To gange deltog han i krigene mod dakerne, sidste gang i 117. Hans gravindskrift findes i Pergamon, hvorfra hans familie skal være kommet. P. Manilius P.F. Vopiscus Vicinillianus L. Elufrius Severus Iulius Quadratus Bassus, der menes født omkring år 80 og død på et tidspunkt efter 118. Han var blandt andet Salie-præst under Kejser Nerva (96-98) og blev senere Pontifex og Prætor i 112, Konsul i 114 og Flamen-præst omkring 118. (ILS 1044). I Tivoli udenfor Rom (Antikkens Tibur) blev der rejst en statue til ære for Manilius og teksten herpå lyder således: " P. Manilio P.f. - Gal. Vopisco - Vicinillan(o) L. Elufrio Severo Iul(io) - Qaudrato Basso cos., - pontif., flamin., praet., - quaestori divi Traiani - Parthici, trib. mil. leg. - IIII Scythic., IIIvir. a.a.a. - f.f., salio Collino, curat. - fani Herc. Vict., - N. Prosius Platanu(s) - cum Manilia Eutych(ia) - uxore et Vibia Vicinill(a) - et Manilis - Vopisciano et Attico libe(ris) - suis". Heraf fremgår det, at Manilius udover de nævnte embeder også i Tibur var "Curator fani Herculis Victoris": ansvarlig for helligdommen for Hercules Victor. Aurelius Bassus, der måske levede under Kejser Hadrian (117-138) (ILS 2740). C. Terentius Bassus, der levede i den første halvdel af det 2.århundrede og lod opsætte en indskrift på et familiegravsted i nærheden af Porta Capena. Hans eget navn figurerede øverst på en liste over familiemedlemmer - både levende, markeret med et V, og døde markeret med et O. Blandt disse sidste var Terentius' elskerinde ("concubina") Terentia Aucta. L. Pomponius L.f. Bassus Cascus Scribonianus, var søn af en Pomponius Bassus, der var Consul Suffectus i år 118. Han var selv født i første halvdel af det 2.århundrede og bestred embederne Augur, Fetial-præst og Sodalis Titialis. Han var Consul Suffectus i perioden 129-143. Flavius M.f. Bassus, der muligvis var Lictor omkring år 134, måske "Lictor pontificum" for Præsten L.Pedanius Fuscus, for hvem han satte en indskrift, hvor han også selv er nævnt. L. Digitius Bassus, som nævnes i en indskrift om præsteskabet Fratres Arvales (ca.år 145) (ILS 5038). Bassus, som af Kejser Septimius Severus i 194 blev udnævnt til Bypræfekt. En Bassa blev gift med L. Roscius Aelianus Paculus Salvius Iulianus, som var født omkring år 190 og konsul i år 223. Man kender ikke navnene på deres børn. Bassus, var i slutningen af det 2. og begyndelsen af det 3.århundrede Præst i Mithras-kulten. Er måske den samme som - eller nært beslægtet med - den M. Aurelius Bassus, som sikkert på samme tid var Sol-præst, "Sacerdos Solis" og dedikerede en kilde til Guden Silvanus. Claudius Bassus Capitolinus, der var Konsul på et ikke nærmere angivet tidspunkt, muligvis midt i 200-tallet, stammede fra en familie kaldet Capitolinus og blev måske fader til datteren Claudia Capitolina, som giftede sig med T.Flavius Stasicles Metrophanes og blandt andre fik sønnen T. Flavius Capitolinus. Måske bar et medlem af Bassus-familien navnet Quinius Bassus og havde en datter, Quinia, som blev gift med L. Caesonius Lucillus Macer Rufianus (født ca.195, Konsul ca.230) for deres søn bar navnet L. Caesonius Quinius Manlius Rufinianus Bassus. Han var født ca. 220 og blev Bypræfekt i 285. L. Caesonius Quinius Manlius Rufinianus Bassus, søn af L. Caesonius Lucillus Macer Rufinianus og hans hustru, der måske hed Quinia og kom fra Quinius Bassus-familien. Rufinianus Bassus blev født omkring 220 og var Bypræfekt i 285. Han blev tidligt "Salius Palatinus" og senere Pontifex og Pontifex Solis (Sol-præst) og var måske med til at grundlægge kollegiet af solpræster. Han var Konsul omkring 260 og igen i 284. Han blev muligvis gift med en datter fra Asinius Nichomachus-familien og omkring 245-250 fader til sønnen L. Caesonius Quinius Rufinus Manlius Bassus. --- Det er herfra, at de ovennævnte brødre Bassianus og Senecio skulle stamme, og ligeledes gennem denne gren, at den senere omtalte Anicius Auchenius Bassus er beslægtet med Bassus-familien. Pomponius Bassus ***stus, som måske var født i begyndelsen af 220'erne og døde efter 271, måske først i slutningen af 280'erne. Han bestred embedet som Konsul omkring 259, "Comes Augusti", "Corrector totius Italiae", Pontifex og og endnu en gang Konsul i 271, desuden var han Bypræfekt på et tidspunkt. Domitius Bassus, der var ved fødevaretropperne - måske under Kejser Maximinus Thrax (235-238) (ILS 2219). L. Caesonius Quinius Rufinus Manlius Bassus, søn af L. Caesonius Quinius Manlius Rufinianus Bassus, blev født omkring 245-250 og Konsul i 280. Derefter var han "Curator alvei Tiberis", dvs. ansvarlig for forholdene ved Tiberen. En af hans efterkommere, der var født i 275/280, bar navnet Caesonius Bassus. Han blev Konsul i 317 (er det mon den samme som nedenfornævnte Septimius Bassus?). Som medkonsul havde han en Quinius Gallicanus, der efter navnet at dømme har været en slægtning. (ILS 1206) Auchenia Bassa (navnet er usikkert), født omkring år 285 eller 290, gift med M. Caeionius Iulianus Camenius og muligvis moder til børnene Caeionia Auchenia, født omkring 305, Caeionius Italicus, født omkring år 310, og Publilius Caeionius Iulianus, født omkring 315. Der er problemer i at skelne mellem en række medlemmer af Bassus-slægten, da kilderne ikke altid er præcise i deres angivelser, enten angives hele navnet ikke, eller der kan være tale om fejlskrivninger, for eksempel Annius eller Julius (Iulius) for Junius (Iunius). Historikerne har derfor i tidens løb opereret med flere medlemmer, som man idag ikke mener, at der er belæg for. I kilderne nævnes: Septimius Bassus, der var Bypræfekt i Rom i år 317-319 efter Kristus. Mens han havde dette embede, blev han i 318 af Senatet sendt til Kejser Constantin i en ikke nærmere beskrevet mission, som man mener kan have været at fremføre Senatorernes protest mod Kejserens første love, der forbød udøvelse af magi og iagttagen af fuglevarsler. Måske var han også Konsul i år 317. Muligvis havde Septimius Bassus en datter, som blev gift ind i Valerius-familien og dermed blev moder til L. Valerius Septimius Bassus. Annius Bassus, der var Konsul i år 331 (er her måske rettelig tale om nedennævnte Junius Bassus? Historikerne er usikre på adskillelsen af denne og de 2 følgende personer) Junius Bassus (Iunius Bassus, på italiensk: Giunio Basso), der var Praetorianer-Præfekt i perioden 318(?)-331 og Konsul i år 331. Han lod opføre en stor og rigt udsmykket hal på Esquilin: Basilica Iunii Bassi. Junius Bassus var sandsynligvis fader til Junius Bassus Teotecnico. Han var muligvis kristen. Der er måske tale om den samme Junius Bassus som nedenfor, der er i hvert fald sammenfaldende oplysninger om deres dødsår og karriere. Efter flere historikeres mening er her imidlertid tale om far og søn. Junius Bassus Teotecnico, sandsynligvis søn af Junius Bassus. Han var født i 317 og beklædte flere høje embeder, blandt andet som Bypræfekt i år 359. Han var kristen og lod sig døbe på sit dødsleje, hvilket var almindeligt på den tid. Denne Junius Bassus døde samme år, som han var Bypræfekt, nemlig i 359. Han blev begravet i Peterskirken, hvor man stadig i krypten kan se hans meget smukt udsmykkede sarkofag, der også er forsynet med indskriften: "Jun. Bassus, v.c., qui vixit annis XLII men(ses) II, in ipsa praefectura urbi neofitus iit ad Deum VIII kal. Sept. Eusebio et Ypatio coss." : "Den velærværdige Junius Bassus, som levede 42 år og 2 måneder, gik til Gud som nydøbt ("neofitus"), mens han var i embede som Praefectus Urbi, den 8. Kalendae i September Måned, mens Eusebius og Ypatius var Konsuler")(ILS 1286). - Måske er det den samme Junius Bassus, som var Konsul i år 331? Efter flere historikeres mening er her imidlertid tale om far og søn. Tarracius Bassus, der var Bypræfekt i 375-376 og udstedte et edikt om sammenslutningen af taberne-ejere, "tabernarii". I 371 blev Tarracius anklaget for at udøve magi af sin broder Camenius. Tarracius dyrkede altså stadig de gamle romerske guder. Broderen Camenius var muligvis den kristne Alfenius Caeionius Julianus Camenius, der var Vicekonsul i Afrika i 381 og døde i 385. (ILS 6072). L. Valerius Septimius Bassus, er var Bypræfekt på et tidspunkt i perioden 379-383, måske i 380-381. Han kendes kun fra 2 meget korte indskrifter, hvor han er nævnt. Man mener, at hans fader var en Valerius og hans moder en datter af Septimius Bassus, Præfekten fra 317-319. (ILS782) Anicius Auchenius Bassus, der var Bypræfekt i år 382. Kort herefter opsatte man en statue til hans ære på Trajan's Forum med en indskrift, der lød: "Auchenii. Anicio Auchenio Basso, v.c., quaestori candidato uno eodemque tempore praetori tutelari, proconsuli Campaniae, praefecto urbi, trini magistratus insignia facundiae et natalium speciosa luce virtutis ornanti, qui claritatem generis paternis avitisque fastorum paginis celebratam inimitabilium in rem publicam meritor(um) prae propriae laudis industria reddidit auctiorem prosapiae, lumini aeque diserto ac nobili, provisione efficacia vigore eloquentia egregia moderatione praestanti, in ipso flore juvenilis aetatis frugem maturae auctoritatis..." (ILS 1262), hvoraf det fremgår, at han havde været både Kvæstor og Prætor, Prokonsul i Campania (omkring 379-382) og Bypræfekt. Han blev berømmet for sinde dyder: veltalenhed og beskedenhed, samt for sin effektivitet i arbejdet med Roms fødevareforsyning. Anicius var tilsyneladende barnebarn af en af de ovennævnte Junius Bassus og Junius Bassus Teotecnico. Navnet Anicius kan han have fået fra sin moders familie. Også Anicius-familien var en kendt og agtet familie i datidens Rom. Fra andre indskrifter om Anicius Auchenius ved vi, at han omtales som "restitutor generis Aniciorum" : den der genskaber slægten Anicius (ILS 1263). Nogle har derfor foreslået, at dette var fordi denne slægts mandlige linie var uddød og at vor Anicius fra kvindelinien havde overtaget navnet. Det er måske også muligt, at "restitutor"-betegnelsen ikke skal tages så bogstaveligt. (ILS 8984). Anicius var gift med Tyrrenia (Turrenia) Honorata med hvem han havde flere børn (ILS 1292), blandt andre en søn af samme navn og datteren Anicia Tyrrenia Juliana. Hele familien var kristen. Ud fra familiehistorien anslår man, at Anicius var født omkring 335 og derfor måske søn af Anicius Paulinus junior (Konsul i 334). Navnene Auchenius og Bassus skulle så stamme fra moderens familie, måske fra Caeionii Juliani-familien, hvor et medlem bar navnet Tarracius Bassus og en af dennes klienter hed Auchenius. Efter at embedsperioden som Bypræfekt var udløbet, blev der rejst anklager mod Anicius for hans administration af forsyningen af olie og korn, arca olearia og arca frumentaria, til Roms befolkning. En af hans efterfølgere, Symmachus, måtte i 383 lave en undersøgelse af sagen og på baggrund heraf blev Anicius Bassus i 385 idømt en bøde. --- Børn af Anicius Auchenius Bassus: --- Anicius Auchenius Bassus, søn af ovennævnte Anicius og Tyrrenia, blev Konsul i år 408. --- Anicia Tyrrenia Juliana, datter af ovennævnte Anicius og Tyrrenia, blev gift med enkemanden Olybrius, der havde været Bypræfekt i 370. Hun blev moder til datteren Anicia Faltonia Proba, som blev gift med Prætoren Probus, der var Konsul i 371. En Bassus, der havde været Konsul - måske under Kejser Valentinian III (425-455) eller dennes forgænger Honorius (395-423) nævnes i det håndskrift, som kaldes "Gesta de Xysti purgatione". Det omhandler nogle - måske fiktive - sager, som Pave Sixtus III (432-440) skulle have været involveret i. Skrifterne er en del af den samling, som man kalder ""Falsi Simmachiani" ("The Symmachan forgeries"), som først skal være nedskrevet eller opstået under Pave Symmachus (498-514), men kernen i beretningerne kan måske alligevel have hold i virkeligheden. I disse skrifter fortælles det, hvorledes en ung mand af god slægt, en "patricier", var blevet forældreløs og derfor ifølge romersk lov indtil sit 25ende år skulle have en værge, der kunne tage hånd om familiens pengesager, ejendomme og besiddelser, og om nødvendigt træde i den afdøde faders sted. Den unge mand hed Epifanius og han voksede op hos eks-Konsulen Bassus i dennes hus, "Domus Bassi". Men Epifanius flygtede herfra, angiveligt fordi en af hans værges slaver skulle have slået ham. Epifanius henvendte sig nu til Sixtus III, der på dette tidspunkt var Biskop i Rom og derfor den, som han mente bedst kunne tale hans sag. Sixtus III gik så til Domus Bassi og fortalte Bassus om hans myndlings anklage. Bassus blev noget oprørt herover og mente ikke, at andre kunne komme og blande sig i hans hus, hushold, slaver og familie. Herefter forbød han Epifanius at komme tilbage til Domus Bassi og han konfiskerede hans ejendom.
Litteratur om Bassus-Familien: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|