Mere om Terme di Traiano

HISTORIEN:

Mesteren for Trajan's Termer var Apollodorus fra Damascus, som i det store og hele fulgte grundplanen fra Nero's Bade på Marsmarken, dog orienterede han det nye anlæg anderledes, således at de kom til at ligge nordøst-sydvest for at få en større og længere solbelysning af caldari'et (det varme bad) og dermed udnytte varmen bedre.

Termerne blev placeret øverst på toppen af højen Colle Oppio i distriktet III.Regio Augustea Isis et Serapis og de blev indviet af Kejser Trajan i år 109 efter Kristus.

Det var datidens største badeanlæg og kilderne fortæller, at der både var adgang for mænd og for kvinder. Området dækkede næsten 1 kvadratkilometer med en mur rundt om på 330 x 315 meter. Indenfor muren lå et grønt område og midt udfor den nordligste mur lå selve bygningerne (190 x 212 meter), som lå symmetrisk fordelt på begge sider af en akse, der udgjorde selve badeforløbet med et stort bassin (natatio), en gymnastiksal/Basilica eller koldt rum (frigidarium), det varme bad (tepidarium) og dampbadet (caldarium) mod syd. Siderummene udgjordes af omklædningsrum og sportsrum.

Grundplanen kender vi fra et fragment af det store marmorbykort "Forma Urbis" fra begyndelsen af det 3.århundrede.

Det omliggende anlæg og muren med en stor apsis lå på sydsiden af højen, der skrånede ned mod Celio-området og derfor blev de tidligere bygninger fra Domus Aurea nu brugt som fundament og kældre med tjenesterum og gange mellem de forskellige dele af termerne.

Hovedindgangen kom på denne måde til at ligge mod nordøst ud til den antikke gade Vicus Sabuci (passer for den del med nutidens Via delle Sette Sale), der fortsatte ud til Clivus Suburanus (nutidens Via in Selci). Lige overfor lå dengang Porticus Liviae, bygget ca.år 17 før Kristus. Ved ydermurene var anbragt to biblioteker.

EN RUNDGANG:

De ruiner, vi kan se idag er:

Ved Via delle Terme di Traiano en stor mur (nr.13 på planen over Termerne) af en apsis fra et nymfæum og lidt længere væk en mur fra en af de to halvcirkelformede sale med nicher (nr.14 på planen over Termerne), hvor man stadig kan se noget af stukkassetteloftet.

I parken står også 2 store halvcirkelformede mure, som var en del af sportspladserne. Den ene har også et stykke stukkassetteloft, mens den sydligere genneskæres af en sti (nr.10 og 12 på planen over Termerne).

Fra en del af den centrale Basilica eller Frigidariet er der bevaret noget murværk (nr.6 på planen over Termerne), som blev genbrugt, da Familien Brancaccio opførte et lille jagthus på stedet.

Nede ved indgangen til Domus Aurea kan man se støttemure, der er bygget for at understøtte terrassen med badeanlæggene ovenover og man kan også se nogle af de underliggende rum med en apsis opad en sydøstvendt mur.

Den store Apsis mod sydvest (nr.9 på planen over Termerne)er stadig i god stand og kan ses fra Via Luigi Cremona. Den menes at have været et af de to biblioteker, der hørte til dette termeanlæg. Det andet har antagelig været indrettet i ydermurens modsatte sydlige hjørne (omkring Viale Serapide og Viale Fortunato Mizzi). Det ene har rummet litteratur på latin, det andet på græsk. Denne ruin er den mest velbevarede, den har undergået flere restaureringer og er for en stor del i teglsten, 28,8 meter i diameter og var overdækket med en halvkuppel, som havde kassetteloft med ottekantede kassetter. I selve bygningens væg er der to rækker firkantede nicher, som man mener har indeholdt skabe eller reoler til bogrullerne. I midten er der en stor niche, hvor der nok har stået en statue, måske af Kejser Trajan eller af Minerva, gudinden for lærdom og kunst, digternes og skuespillernes beskytterinde.

Under denne løber der en lang underjordisk gang (Criptoportico delle Terme di Traiano) med adgang fra Viale del Monte Oppio, som følger nordøstsiden af områdets mur, den er ca. 8 meter bred og dækket med et buet loft og teglstensvægge. Den blev udgravet i 1990 og her fandt man i en række rum et krudtværk fra Napoleons-tiden.

I Via dei Selci nr. 79b/87b kan man i en privat have se flere bygningsrester fra termerne, nemlig 3 rum ved den nordvestlige apsis.

En gren af akvædukten Aqua Claudia blev under Kejser Nero forlænget til at forsyne Domus Aurea med vand og senere oprettedes det store vandreservoir "Sette Sale", som forsynede Trajan's bade med vand, Ruiner heraf kan ses i parken ved Via delle Terme di Traiano og Via Mecenate.

HVAD DER DERPÅ SKETE:

Anlægget var i brug helt op til det 4. eller 5. århundrede, for på det tidspunkt blev der opstillet en statue af bypræfekten Felix Campanianus.

Men efter at akvædukterne ødelagdes under goternes invasion under Kong Witigis i 537 og vandforsyningen til Rom ophørte, blev Termerne forladt og efterhånden forfaldt de ganske. I Middelalderen troede man, at både Trajan's og Titus' Termer var bygget af Kejser Domitian og kaldte dem "Thermae Domitianae", men dette kan tilbagevises ved de mange fund af teglsten med stempler, der viser andre årstal. Efterhånden glemtes også dette navn og i 1500-tallet kaldtes området simpelthen for "Terme di Tito".

Med tiden lå højen øde hen, der var kun haver og marker med ruinerne, der ragede op i ensom majestæt.

I tidens løb har man fundet adskillige kunstværker, ornamenter og statuer og i 1547 flyttede Kardinal Trivulzio 27 af disse og en del ornamenter og søjler blev genanvendt i Chiesa del Gesù.

I 1600-tallet byggede man over den nordvestlige buede mur (esedra) et kloster, Santa Maria della Purificazione. Dette blev nedrevet i 1810 og et krudtværk blev installeret på samme sted.

I Renæssancen intensiveredes interessen for antikke monumenter og man søgte systematisk efter dem, i dette område fandt man Laokoon-gruppen og i slutningen af 1400-tallet opdagede man Domus Aurea's underjordiske rum, som man først troede var klippegrotter.

Under Napoleon's besættelse af Rom (1808-1814) restaureredes Titus-buen, og det KRUDTVÆRK, der var bygget ind i den, blev nu flyttet til "det område på Colle Oppio, som kaldes "Grande Biblioteca"", dvs. den nordvestlige esedra i Trajan's Termer og indrettet i kældrene her. Udgravninger har påvist produktion af salpeter, der brugtes til krudt. Det drejer sig om 8 små underjordiske rum ud til en snæver korridor og med tøndehvælvet loft. Et af disse rum er nu fritlagt.

Hernede anbragtes i lange perioder muld, plantejord, affald og aske blandet med organisk affald, affald fra stalde og urin og man tilsatte så nitrificerende bakterieflora, så der dannedes salpeter, som periodevis blev indsamlet og anvendt i krudtfabrikationen. Af denne virksomhed er idag kun navnet tilbage: Via della Polveriera (polveriera betyder krudthus, krudtværk).

I 1700 og 1800-tallet fungerede området som forstad til Rom med haver og vinmarker med smalle veje imellem. Derpå blev en stor del af nutidens park overtaget af den adelige familie Brancaccio, som omkring 1880 byggede deres store palads med park og tjenesteboliger ved Via Merulana og intensivt dyrkede området helt op til Scuola di Ingegneria/Ingenørfakultetet, der ligger oppe mellem Via delle Sette Sale og San Pietro in Vincoli.