San Bernardo alle Terme, en rundgang

Indgangen til San Bernardo ligger på Piazza di San Bernardo (1) ud mod Via XX Settembre, der på den tid hvor kirken blev indrettet kaldtes Strada Pia. Kort før at Caterina Nobili Sforza købte grunden og ruinerne, havde Pave Sixtus V i 1587 ladet pladsen foran ruinerne og omkring Kirken Santa Susanna planere og istandsætte, så den udgjorde et værdigt "forrum" for hans nyopstillede fontæne "Mostra di Acqua Felice" eller "Moses-Fontænen".

Kirkens mure er de gamle mure fra det antikke termeanlæg, men den oprindelige halvkugleformede kuppel med en cirkelrund lysåbning i midten blev udbygget med en såkaldt lanterne, her en mangekantet overbygning med pilastrer og lysåbninger på toppen. Allerøverst er lanternen kronet af en lille kuppel med et kors. I 1670 blev kuplen renoveret og tamburen, den otte-kantede del mellem denne og selve den runde bygning, blev lavet og taget repareret. Her lavedes også de ovale vinduer med stukrammer i tamburen og fresken af San Bernardo med korset over indgangen (2). Herunder er der en indskrift til minde om en restaurering under Pave Pius IX: "Pius IX Pont Max Reparavit Restauravit Anno MDCCCLVII".

Facaden er for nylig restaureret, de antikke teglsten er pudset op i en lys gul farve og søjler og vinduesrammer er i hvidt stuk. Tamburen er behandlet således hele vejen rundt, men det antikke murværk i den runde ydermur kan ses, hvis man går lidt nedad Via Torino. Inde i gården til forretningen "Terracotte Persiane" i nr.92 kan man også se de gamle mure og danne sig en forestilling om, hvorledes muren fortsatte ned mod exedraen ved nutidens Piazza della Repubblica.

Over indgangsdøren inde i kirken (3) er der opsat en mindesten om kirkens grundlæggelse: "Catharina Nobilia Sfortiae Sfortiae, Sanctae Florae Comitis Uxor, Francisci Sfortiae Cardinalis, Et Constantiae Sorae Ducissae Mater, Aedem Deo in Honorem Beati Bernardi, Dicavit Anno Iubilaei MDC", hvor det fortælles at Caterina Nobili Sforza var gift med Greven af Santa Fiore, moder til Kardinal Francesco Sforza og havde viet kirken til San Bernardo i Jubelåret 1600.

Kirkens indre (4) er det antikke runde rum, hvor en tidligere dør overfor den nuværende indgangsdør er blevet udvidet til at rumme højalter og kor. 2 andre indgange i hver sin side og 4 nicher imellem indgangene blev lukket og istedet byggedes 2 sidealtre samt 8 store nicher og i 1647 et kapel til højre for højalteret. Rummet er idag nymalet med rosafarvede vægge og hvide stuksøjler. Ved sidealtrene står nogle smukke søjler i grønt marmor, som stammer fra den første indretning af kirken og muligvis er hentet hertil fra termeanlægget, fundet under udgravninger i nærheden. I 1670 blev Kardinal Bona's våbenskjold opsat på søjlebaserne.

Kuplen er 22 meter i diameter med et smukt kassetteloft og den lille lanterne i toppen, der giver et godt lys til kirkerummet.

I de store vægnicher blev der 1670 blev opstillet 8 store statuer af Camillo Mariani. Disse er fremstillet let drejet mod skiftevis højre og venstre og opstillet således, at de ligesom "taler" til hinanden parvis. Derfor begynder vi vor rundgang med en kort afstikker til venstre for hovedindgangen. Her står en statue af San Girolamo (5), mens der på venstre side af indgangen er opstillet en statue af Sant'Agostino (6) i sin bispedragt læsende i en tyk bog. Girolamo og Agostino var begge oldkirkelige teologer ("kirkefædre") med et stort forfatterskab bag sig og San Girolamo er da også fremstillet i færd med at skrive et af sine værker. Klippestykket bag ham hentyder til hans liv i den syriske ørken, mens løven er hans symbol. Det menes, at Mariani's medarbejder Francesco Mochi har udført en del af denne statue.

Når vi fortsætter mod højre, er den næste statue Santa Monica (7), moder til Sant'Agostino. Hun er iklædt nonnedragt og har et kors i hånden. Nogle historikere mener, at statuen skal forestille Santa Maria Egiziaca eller Santa Chiara.

Herefter følger det højre sidealter "Altare di San Bernardo" (13), som blev udsmykket i 1670 under Kardinal Bona og igen under Kardinal Gabrielli, som omkring 1710 opsatte en ny altertavle af Giovanni Odazzi til erstatning for den tidligere af Tommaso Laureti, der blev flyttet hen i den nærliggende kirke Santa Caterina d'Alessandria. Altertavlen forestiller "San Bernardo in estasi abbracciato da Gesù Crocifisso" ("Sankt Bernhard i ekstase hos Den Korsfæstede Kristus"). I 1718 tilføjedes udsmykningen ovenover alteret, da Antonio De Laurentiis fik tilladelse til at bruge det som familiegravsted. Samtidig indsattes en lunette med et maleri af Giovanni Odazzi over altertavlen.

Den næste statue forestiller Santa Maria Maddalena (8) med sine sædvanlige attributter: et dødningehovede og en salvekrukke. Klippestykkerne hentyder til hendes ophold i ørkenen. Det menes, at Mariani's medarbejder Francesco Mochi har udført en del af denne statue.

Til højre for højalteret står San Francesco (9) i sin munkekutte med et kors i hånden. Under denne niche er der en dør ind til en lille sidegang, der fører ind til det højre sidekapel "Cappella di San Francesco" (19), som blev bygget i 1647 af Vincenzo Nobili, en nevø til kirkens grundlægger Caterina Nobili Sforza. Det var et familie-gravkapel, som indrettedes i de tidligere termebygninger, som lå øst for den runde hjørnebygning. Det drejer sig om nogle mindre rum mellem denne og det store rektangulære rum, som i Antikken anvendtes til bibliotek (24).

"Cappella di San Francescoo" (19) var også viet til helgenerne San Gaudenzio og San Compagno, hvis relikvier blev givet til kirken af Vincenzo Nobili. På alteret (20) er opstillet en statue "San Francesco in estasi", hvor helgenen modtager sine stigmata. Den tilskrives Jacopo Antonio Fancelli, der også har udsmykket rummet ovenover med stukdekorationer med englehoveder, skyer og forgyldte solstråler samt udført de 5 gravmæler for Nobili-familien's medlemmer. De består af ovale rammer med buster af de afdøde, båret af små engle og er opsat på hver side af sidealtrene og på væggen overfor hovedalteret, hvor Vincenzo Nobili's grav (22) fra 1649 befinder sig sammen med gravmælet for søskendeparret Giuseppe og Carolina Villapiana fra 1864. På den venstre væg er der et gravmæle (21) for den tyske maler Federico Overbeck (død 1869), muligvis udført af dennes ven og medarbejder billedhuggeren K. Hoffmann. Loftet i kapellet er udsmykket med fresker fra 1897 af Mario Adami, malet i en rig stukindramning, der er lavet tidligere, den tilskrives Jacopo Antonio Fancelli.

I kapellets ene side er der en dør ind til et lille gravkapel for Federico Napoleone, der døde i 1833.

Tæt ved indgangen til Cappella di San Francesco findes gravmælet for Abbed Jean de la Barrière (17), stifter af "I Foglianti", den munkeorden som fik kirken overdraget. Abbeden døde i Convento di San Bernardo (23) i 1600, men gravmælet er først fra 1626. Maleriet på gravmælet tilskrives Andrea Sacchi og anses for et af hans bedste værker. Det blev meget beundret, af maleren Carlo Maratta så meget, at han forgæves forsøgte at købe det mod istedet at opstille en kopi, som han selv havde lavet.

Højalteret (15) står i et aflangt rum, der er lavet ved at udvide og udbygge en af de 4 gamle indgangsdøre. Herinde er der langs væggene opsat en række korstole i mørkt nøddetræ og ovenover et lille orgel med en balkon, der ligeledes er i nøddetræ (16). Træarbejderne udførtes omkring 1670 under Kardinal Giovanni Bona. I gulvet er nedlagt gravsten for kirkens velgører Caterina Nobili Sforza og hendes søn Francesco Sforza samt for Kardinal Bona.

På væggen overfor Jean de la Barrière's gravmæle findes et andet gravmæle (18) for billedhuggeren Carlo Finelli, som døde i 1853. Det er udført af Rinaldo Rinaldi, som har sat sin signatur under figuren "Troskaben", der sidder til venstre overfor "Den grædende" på en høj base med en mindeindskrift. I midten står en urne med løvefødder og ovenover denne er der en statue af den afdøde i en firkantet niche smykket med blomster og engle.

Til venstre for højalteret finder vi over en dør, der fører ind til klosterbygningen (23), statuen af San Bernardo (10) iført Cistercienser-munkenes kappe med hyrdestaven i venstre hånd og en model af kirken i højre. Under hans fod ligger en bispehue, som symbol på den udnævnelse, som han afslog.

Den næste statue forestiller Santa Caterina d'Alessandria (11), hvor den smukke kjole og kronen henviser til helgenindens adelige byrd. Ved sin side har hun et hjul, som var det første torturinstrument hun blev udsat for under sit martyrium.

Det venstre sidealter (14) er idag viet til San Roberto, men var i starten viet til Jesu' Fødsel ("La Natività") og blev udsmykket under Kardinal Bona. Omkring 1711 viede Kardinal Gabrielli det imidlertid til San Roberto og lod altertavlen udskifte med et maleri af Giovanni Odazzi: "Lo Sposalizio mistico di San Roberto con la Vergine" ("San Roberto's åndelige vielse til Jomfru Maria"), nederst til venstre bønfalder San Benedetto om velsignelse af sin orden. På de grønne marmorsøjlers base er indhugget Sforza- og Boncompagni-familiernes våbenskjold ved siden af Kardinal Bona's.

Statuen til venstre for Altare di San Roberto forestiller Santa Caterina da Siena (12), der streng og tildækket bærer på en tung bog, som hentydning til hendes mange skriftlige arbejder.

På væggene i rummet er også opsat mindeindskrifter for medlemmer af Nobili-familien og deres slægtninge, for Grev Sforza Sforza, der var gift med kirkens grundlægger Caterina Nobili Sforza, for Giulia Del Monte, tante til Caterina og svigerinde til Pave Julius III, for Maddalena Montaguti, en slægtning, for Vincenzo Nobili og Roberto Nobili, Caterina's fader og broder. Tidligere var der også under nichen med statuen af Caterina d'Alessandria en indskrift for Pave Julius III, men her er nu Carlo Finelli's gravsted og Pavens mindesten er flyttet ind i Cappella di San Francesco.