Sant'Agata dei Goti

Man ved ikke præcis, hvornår denne meget gamle kirke, der lå tæt ved Antikkens Vicus Longus, er bygget. Første gang vi hører om den er i årene 467-470, da Flavius Ricimerus (eller Recimerus), som var officer eller general for de kejserlige tropper, lod Kirken udsmykke med en mosaik i apsis. Kirken var viet til Frelseren og måske var det ligefrem Ricimerus, der grundlagde Kirken eller lod den indrette til den lille koloni af gotere af ariansk oprindelse, som havde slået sig ned i området.

Kirken blev muligvis sæde for den arianske Biskop i Rom, men i første halvdel af det 6.århundrede forsvandt Arianismen efterhånden og Kirken blev da forladt og gik i forfald. I 592 overtog Pave Gregor I Kirken og genindviede den til den katolske tro. Samtidig overgav han relikvierne af martyrerne San Sebastiano og Sant'Agata til Kirken og lod denne restaurere.

De gamle mosaikker, som Ricimerus bekostede, fandtes i Kirken lige til det 16.århundrede, hvor de blev ødelagt, men der findes en tegning af dem fra det 15.århundrede i Vatikanets Bibliotek. De forestillede Kristus siddende på jordkuglen med en skriftrulle i den ene hånd og den anden hånd hævet. Rundt om ham stod de 12 apostle iført pallium. Til denne mosaik tilføjede Gregor I ved indvielsen flere andre mosaikker.

Den gamle kirke var i basilika-form med et højt hovedskib på ca.22x18 meter og 2 mindre sideskibe med sidealtre og et kapel for hver ende. Apsis var halvcirkelformet og stod til 1589, hvor en stor del af muren styrtede sammen. Den gamle form er bevaret til idag, hvor man tydeligt kan se spor efter de gamle mure og tidligere vinduer, som nu er ændrede. Det er stadig de antikke granitsøjler, der opdeler kirkeskibene, men af de oprindelige 7 buer i hver række, blev de 2 lukket i 1600-tallet, så der idag kun er 5. Loftet var bygget med hvælv.

I det 8.århundrede var der så mange uroligheder omkring Rom, at man besluttede at forlade kirkegårdene udenfor byen og man samlede benene fra de berømte grave derude i sække med navnesedler på og to kasser af disse relikvier blev ført til Sant'Agata dei Goti. Det drejede sig om de såkaldte græske martyrer, som var begravet i Catacombe di San Callisto: Adria, Paolina, Maria, Neone, Ippolito og to ikke identificerede søstre. På dette tidspunkt omtales Kirken som "Sant'Agata super Suburam" ("Sant'Agata ovenfor Subura-kvarteret") og i Liber Pontificalis under Pave Leo II (795-816) nævnes der et tilknyttet Kloster for Benediktinermunke. Dette var ét af de 20 vigtigste klostre i Rom og derfor fik Kirken tilnavnet "in Monasterio".

Under Leo II blev Kirken restaureret og forsynet med nyt inventar. det samme skete under Pave Leo IV i årene 847-855.

Indgangen til Kirken var fra nutidens Via Mazzarino, der dengang hed Strada di Sant'Agata, gennem en søjlegang og en kvadratisk gård. Facaden havde et gavlfelt foroven og øverst sad der 3 smalle vinduer med en bue foroven. Foran indgangen var der endnu en søjlegang, men på begge sider af gården lå murene til henholdsvis Kloster- og Diakonibygningerne.

I 1031 indviede Kardinal Giovanni Crescenzi et alter bistået af sin magtfulde familie. Kardinalen blev senere begravet i Kirken.

I 1048 fik munken Gregorio Crescenzi udvirket at resterne af de græske martyrer blev begravet under højalteret.

I slutningen af det 12.århundrede byggede man en kampanile (klokketårn) på venstre side af Kirken. Den var antagelig i 3 etager med dobbelt vinduer, men de to øverste var i 1622 så faldefærdige, at de blev revet ned, så der idag kun er én etage med vinduer. Ellers fremstår kampanilen, som den gjorde i det 12.århundrede.

I 1461 overgav Pave Pius II Kirken til Kardinal Francesco Gonzaga, som lod den udsmykke med det smukke gulv, samtidig med at Kirken blev restaureret og fik vinduerne ændret. Gulvet er i sen-cosmatisk stil og den midterste del findes stadig i Kirken idag.

I begyndelsen af 1500-tallet lod Titulær-Kardinal Lodovico (eller Luigi) Podocatharo, kaldet Ciprio, indrette et kapel for enden af det højre sideskib. Kapellet blev viet til Sant'Agata og her anbragtes relikvierne af de græske martyrer, som var blevet flyttet til Kirken fra Catacombe di San Callisto i det 8.århundrede. Også Kardinalerne Ercole Rangoli, Pirro Gonzaga, Niccolò Ridolfi og Giovanni Battista Cicala lod i de følgende år en række arbejder udføre i Kirken, under den sidste genopbyggedes for eksempel portico'en foran hoveddøren og under Niccolò Ridolfi menes brønden i forgården at være opført i 1530 i anledning af et besøg i Kirken af Kardinalens onkel Pave Clemens VII.

I 1568 overgik Klosteret til Ordenen "I Benedettini Umiliati" og i 1579 til "I Monaci Verginiani" (eller "I Benedettini di Montevergine").

I 1589 var den øverste del af apsisvæggen faldet sammen og den gamle mosaik fra Ricimerus' tid herved blevet ødelagt. I slutningen af 1500-tallet lod Titulær-Kardinal Federico Borromeo den ødelagte apsis genopbygge og i 1599 lod hans efterfølger Titulær-Kardinal Carlo di Lorena den nye apsis dekorere med en fresko forestillende "Martirio di Sant'Agata" udført af Giovanni Rocca, som muligvis også lavede malerierne "La Fede" ("Troen") og "La Carità" ("Barmhjertigheden") på triumfbuen foran apsis. (Andre mener at malerierne er nyere og forestiller "La Fede" og "La Speranza" ("Håbet") og at de er udført i 1633 af Paolo Gismondi, som var elev af Pietro da Cortona, og mester for den fresko, som smykker apsis idag: "Gloria di Sant'Agata" fra 1633).

I 1587 udpegede Pave Sixtus V i en bulle Sant'Agata dei Goti til diakoni.

Kort efter 1630 lod Kardinalerne Francesco og Antonio Barberini Kirken restaurere og radikalt ændre i barokstil med stukdekorationer med Domencio Castelli som arkitekt. Herfra stammer det forgyldte kassetteloft, der blev bygget over de tidligere buede hvælv. Samtidig blev der, mens Francesco Barberini var Titulær-Kardinal, lavet 4 rektangulære vinduer foroven i hver side og mellem disse opsat en række malerier med scener fra Sant'Agata's liv og martyrium. Mens Antonio Barberini var Titulær-Kardinal genopbyggede man koret og opsatte orgelet over hovedindgangen. Cappella di Sant'Agata for enden af det højre sideskib blev ligeledes restaureret og i 1633 blev den tidligere fresko i apsis erstattet af en ny: "Gloria di Sant'Agata", ifølge nogle udført af Paolo Gismondi, som var elev af Pietro da Cortona og også blev kaldt Paolo Perugino, ifølge andre udført af Domenico Cerrini, kaldet Cavalier Perugino.

Også Kirkens forgård ændredes i 1600-tallet, hvor de to sidebuegange blev opført.

I 1729 kom der påny en større ombygning, hvor de to sidebygninger blev ombygget og forgården fik en harmonisk 4-fløjs søjlegang. samtidig blev facaden ud mod nutidens Via Mazzarino bygget af arkitekten Francesco Ferrari. På denne tid lod munkekordenen "I Benedittini di Montevergine" Diakoni-palæet genopbygge og indrette til boliger til lægbrødre. Også Klosteret blev genopbygget. I 1730 opsattes et nyt orgel bekostet af Titulær-Kardinal Carlo Bichi. I starten af det venstre sideskib er der opsat et gravmæle for denne Kardinal.

I 1820 overgik Kirken og Klosteret til Ordenen "Le Maestre Pie Filippine" og nu blev Kirken påny restaureret i 1800-tals stil, samtidig blev lofterne i sideskibene og forskellig udsmykning istandsat.

I årene 1836 til 1926 passedes Kirken af irske munke, der beboede det nærliggende "Collegio Irlandese". I 1838 lod Kardinal John Franco Marco y Catalan Kirken reparere. I starten af det højre sideskib er et gravmæle for denne Titulær-Kardinal.

I 1928 skete der store ændringer, da man byggede den store administrationsbygning til Banca d'Italia, som ligger op mod Via Nazionale mellem Via Mazzarino og Via dei Serpenti. Til dette brug blev Klosterbygningen nedrevet. Samtidig overgik Kirken til Ordenen "I Padri Stimmatini" og forskellige nye restaureringer sattes igang samtidig med en genopførsel af Diakoni-palæet.

I 1933 opsattes den gamle cosmatiske baldakin over højalteret og det gamle trækor blev erstattet af en marmorskranke og en bispestol ligeledes i marmor. Kirkerummet fik herved sit nuværende udseende.

Den 2. December fejres de græske martyrer i Kirken, den 5. Februar er det Sant'Agata's festdag og den 12.Juni fejrer "I Padri Stimmatini" Ordenens grundlægger San Gaspare Bertoni.