ANNAS ROM GUIDE
Colle Esquilino

Mere om Colle Esquilino:

Allerede i Jernalderen har Colle Esquilino, en af Roms 7 høje, været beboet og man har fundet gravpladser fra det 8.århundrede før Kristus. I det 7.århundrede før Kristus forbød man begravelser på Forum Romanum og begyndte i stedet at bruge de nordligste områder af Esquilin til begravelsesplads.

Størstedelen af højen med de 3 toppe Mons Cispius, Mons Fagutalis og Mons Oppius blev i det 6. århundrede før Kristus indlemmet i byområdet bag Den Serviske Bymur, som gik ud til Porta Esquilina, der idag kendes som Gallienus-Buen på Via Carlo Alberto. Senere under Kejser Augustus (27 før Kristus - 14 efter Kristus) blev også den nordligere del inddraget i byområdet ved sanering af begravelsespladserne og bebyggelse af området.

De følgende kejsere ejede en stor del af højen, de købte ejendomme op, eller de arvede dem og lagde dem sammen med den jord, de allerede havde og således kunne Kejser Nero i år 64 efter Kristus virkeliggøre sin drøm om et kæmpekejserpalads, der strakte sig helt fra Palatin og op mod Cispio, den nuværende Piazza dell'Esquilino.

Senere skrumpede kejsernes besiddelser og andre rigmænd kunne igen bygge huse i området, men med goternes hærgen og ødelæggelse af vandtilførslen til Rom samt tilbagegangen i befolkningstallet begyndte højen at affolkes og de nordligste dele kom til at ligge hen som græsningsarealer og øde marker med enkelte kirker og klostre og ruiner af fortidens store bygningsværker, som langsomt forfaldt.

Efterhånden opkøbte rige romerske familier disse forsømte grunde og anlagde vingårde og køkkenhaver og parker til nye smukke paladser, som efter Italiens samling i 1870 måtte vige for byudvidelsen og den tætte nye bebyggelse i kvarteret, hvor der anlagdes nye veje såsom Via Nazionale, Via XX Settembre og Via Cavour og hele det nordøstlige område ændrede herved radikalt karakter.

Den vestlige del af Colle Esquilino, Colle Oppio, blev udlagt til arkæologisk park med de store ruiner af Trajan's Termer og Sette Sale som dekorative elementer, og Fagutal ligger stadig hen som et folkeligt og lidt forsømt kvarter med sine travle smalle gader fulde af små værksteder og forretninger og summende menneskemylder ligesom i Antikkens Subura, som Kejser Augustus i år 41 før Kristus ved en høj mur fik afskærmet fra sit nybyggede og mondæne Forum.


Tilbage til:
Esquilinturen

Fotos fra:
Esquilin-området

Kort over:
Esquilin-området

Steder i:
Esquilin-området

Seværdigheder i:
Esquilin-området

Personer fra:
Esquilin-området

Turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 1.4.2003 og sidst opdateret d. 5.8.2012