Det var Kejser Nero, der i perioden 54-68 efter Kristus ønskede bedre vandforsyning til sin nye pragtvilla Domus Aurea, samt til søen og fontænerne i den omgivende park, og derfor lod bygge en ca. 2 km. lang sidegren fra akvædukten Aqua Claudia ved lokaliteten Spes Vetus (nutidens Porta Maggiore) til Claudius-Templet på Celiohøjen.
Akvædukten førtes udelukkende frem ovenpå en række buer, som på latin kaldes arcus, og fik heraf navnet Arcus Neroniani. En række sammenhængende bueformede åbninger i mur- eller træværk kaldes "en arkade", så akvædukten omtales også som Neros Arkader. På italiensk taler man om Acquedotto Neroniano eller Acquedotto di Nerone. Man kan også finde den senere betegnelse Arcus Caelimontani, som akvædukten fik efter Nero's død. Acquedotto Neroniano kan også ses omtalt som Forma Lateranensis, fordi den passerede Piazza di San Giovanni in Laterano. Den benævntes også Forma Claudiana eller blot Forma og mange bygninger fik denne betegnelse som del af deres navn, for eksempel Kirken San Tommaso de Formis.
Senere - sandsynligvis under Kejser Domitian (81-96 efter Kristus) blev akvædukten ført videre over Via di San Gregorio til Palatinhøjen. Desuden blev der lavet en sidegren fra omkring Kirken Santo Stefano Rotondo og over til Aventinhøjen ved Kirken Santa Prisca. En anden gren førtes endog over Tiberen til Trastevere-området, men det skete først i det 3.århundrede.
Akvædukten blev repareret og vedligeholdt også i Senantikken og Middelalderen, hvor den stadig var i funktion. Mange af buerne og arkaderne står stadig den dag i dag og man kan faktisk følge Acquedotto Neroniano på det meste af dens vej gennem Esquilin- og Celio-områderne. - Se mere nedenfor.
Vandet, som Acquedotto Neroniano fører ind til Celio, stammer fra kilderne Cerula og Curzia (på latin Fons Caeruleus og Fons Curtius), som giver vand af en kvalitet, som i Antikken blev anset for den næstbedste. Kun vandet fra Aqua Marcia var bedre. Kilderne befandt sig i den øverste del af Valle dell'Aniene ved Subiaco, omkring 70 km øst for Rom. Udenfor byen førtes vandet frem af akvædukten Aqua Appia, som blev påbegyndt under Kejser Caligula og fuldført under Kejser Claudius. Denne akvædukt kommer ind i Rom ved Porta Maggiore, som ved akvæduktens opførelsen endnu ikke var en byport, ligesom bymurene på dette sted er af senere oprindelse. De store buer, der bærer indtil flere akvæduktkanaler, stod altså i begyndelsen blot som understøttelse af vandforsyningen og gav plads til vejene Via Praenestina, der førte ud af Rom mod nord, og Via Labicana, der gik mod syd. Højden på vandkanalerne er målt til kote 65,8 over havet umiddelbart før Porta Maggiore.
Lokaliteten omtaltes i Antikken som "Ad Spem Veterem", "Ved det gamle (Tempel for) Håbet". Det var det højeste punkt i den østlige del af Rom og derfor blev mange af akvædukterne ført ind til byen på dette sted. Fra sydøst kom Aqua Claudia og Aqua Anio Novus, som flød i 2 kanaler, den ene bygget oven på den anden på toppen af buerækken. Hovedledningen kommer ind på pladsen lidt syd for nutidens Porta Maggiore og drejer ud for denne i en skarp vinkel og fortsætter mod nord i svag østlig retning over Via Labicana og Via Praenestina, hvorefter den påny svinger skarpt mod nordvest. Men allerede inden det første sving lod Nero altså bygge en sideledning mod sydvest for at føre vand til byens sydlige og vestlige dele.
Den nye Acquedotto Neroniano fortsatte således hovedledningens indgangsløb efter Via Eleniana og løb derefter langs Via Statilia, hvor man stadig kan se lange stykker af arkaderne, der løb parallelt med den antikke vej Via Caelimontana. Igennem Lateran-området og langs Via di Santo Stefano Rotondo, over Piazza della Navicella (hvorfra der udgik en sideledning til Aventin) og hen mod Clivo di Scauro, hvor Claudius-Templet stod. Her var der et vandfordelingstårn, antagelig en fontæne. Senere lod Domitian føre en ledning videre herfra over Via di San Gregorio til Kejserpaladserne på Palatin.
På den første del af strækningen over Esquilin- og Celio-området løb Acquedotto Neroniano faktisk parallelt med Roms ældste akvædukt, Aqua Appia, som kom ind i byen ved Via Praenestina og Spes Vetus og løb hele vejen ud til Tiberen ved Aventinhøjens fod, samt med den gamle Rivus Herculaneus. Der er dog den væsentlige forskel på de tre akvædukter, at Aqua Appia og Rivus Herculaneus næsten udelukkende blev ført frem ad underjordiske kanaler, bortset fra et kortere stykke ved Porta Capena. Mens Aquedotto Neroniano altså hele vejen var fuldt synlig ovenpå sine store buer og derved medvirkende til at vise Kejserens storhed og formåen.
Domitian's udvidelse, som skete fra vandfordelingstårnet ved Claudius-Templet, blev bygget i perioden 81-96 langs med Clivo di Scauro, Antikkens Clivus Scauri, og blev ført over den antikke Via Triumphalis (Via di San Gregorio) i en højde af 39 meter på en omkring 350 meter lang "bro". Fire buer herfra kan ses på den anden side af gaden. Denne ledning skulle føre vand til Kejserens paladser på Palatin. Under den nuværende Kirke San Bonaventura har man fundet rester af vandreservoiret og det vides, at vandet blandt andet blev brugt til Domitian's Termeanlæg.
I løbet af 200-tallet udvidedes Arcus Caelimontani atter. Det skete sandsynligvis fra vandfordelingstårnet ved resterne af Claudius-Templet og denne ledning blev ført ned til floden og over denne på den gamle Pons Aemilius (nu Ponte Rotto) for at forsyne Trastevere-området med vand.
Akvædukten fik fra starten navn efter arkaderne, Arcus Neroniani, men i begyndelsen af 200-tallet blev navnet Arcus Caelemontani. Buerne var som nævnt også iøjnefaldende, høje (mellem 19 og 22 meter), og slanke med mellemrum på 8 meter. De var opbygget i teglsten og blev restaureret mange gange i tidens løb. Under Kejser Hadrian (117-138) delte man de meget høje buer op i 2 etager ved at der opsattes en ekstra murpille i hver side, hvorpå en mindre bue blev udpændt midt i den store åbning. Under kejserne Septimius Severus (193-211) og Caracalla (211-217) forstærkede man murpillerne yderligere, ligesom det var nødvendigt at genopbygge nogle af disse fuldstændigt. I så fald blev flere af de nye arkader opført i 2 etager. Også i det 3.-4.århundrede måtte Akvædukten restaureres.
Litteratur om Acquedotto Neroniano:
(2) Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 186, 245, 259.
(1) Frontinus, Sextus Julius: Roms akvædukter / oversat med en indledning om oldtidens vandforsyningsteknologi af Jørgen Hansen. - København : Museum Tusculanums Forlag, 1986.
- side 30, 74 (ill.), 75, 198.
Guide Rionali di Roma. -
Rione X Campitelli, Parte 4 / A cura di Carlo Pietrangeli. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1979.
- side 6, 16, 24, 26, 58, 69.
Guide Rionali di Roma. -
Rione XV Esquilino / A cura di Sandra Vasco Rocca. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1982.
- side 132, 148.
Guide Rionali di Roma. -
Rione XIX Celio, Parte 1 / A cura di Carlo Pietrangeli. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1998.
- side 8, 37, 64-68, 72, 74, 76, 78, 84, 105, 128, 129.
Platner, Samuel Ball: A topographical dictionary of ancient Rome. Completed and revised by Thomas Ashby. Oxford University Press, cop. 1926.
- side 22, 23, 40, 41.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 16, 17, 27.
ROMArcheologica : Guida alle Antichità della Città Eterna - 14. Itinerario. - Roma : Elio de Rosa editore, 2002.
- side 49-51.
Staccioli, Romolo A.: Acquedotti, fontane e terme di Roma antica. Newton & Compton Editori, 2002.
- side 65-72.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 47, 48, 67, 71, 141, 142, 143, 144, 145, 156, 163.
Staccioli, Romolo A.: Guida insolita ai luoghi, ai monumenti e alle curiosità di Roma antica. Newton & Compton Editori, 2. edizione, 2001.
- side 17, 20.
Morton, H.V.; Roms fontæner. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1973
- side 29.