EN TUR langs RESTERNE af Acquedotto Neroniano:

På Piazza di Porta Maggiore, ud for Via Germano Sommeiller, findes i et lille anlæg det sted, hvor Acquedotto Neroniano er afledt fra Acqua Claudia-ledningen, som kommer ind til Pladsen fra højre side, langs nutidens Via Casilina. Iflg. Jørgen Hansen (se litt.note 1) ligger vandkanalerne på kote 65,8 over havet umiddelbart før Aqua Claudia når Pladsen. Oprindeligt var der ikke bymure og decideret byporte her, men Akvædukten spændte over 2 store udfaldsveje, Via Labicana og Via Praenestina. Først i år 275 indgik Aqua Claudia's kanal i Aurelians Bymur og fik karakter af en egentlig Byport: kaldet Porta Praenestina og senere: Porta Maggiore. Det var området heromkring, der i Antikken kaldtes Ad Spem Veterem = Ved det gamle Håbets Tempel.

Det stykke af Akvædukten, der her er bevaret, er ret højt, med 2 store og høje buer og 2 buer, som er delt op i lavere buer forneden og mindre buer foroven. Øverst ligger selve vandkanalerne.

Når man har passeret buerne, kommer man til Via Statilia, hvor der findes endnu længere arkader. I deres nuværende udseende stammer de - ligesom de øvrige ruiner vi møder på denne tur - fra restaureringen under kejserne Septimius Severus og Caracalla i år 211. Det er dog kun den nederste buerække, der her er bevaret. Arkaderne, som følger forløbet af den antikke vej Via Caelimontana, fortsætter til tværgaden Via di Santa Croce in Gerusalemme.

På den anden side af denne gade ligger den store Villa Wolkonsky, som dækker hele området mellem Via Statilia, Via di Santa Croce in Gerusalemme, Via Giovanni Battista Piatti og Via Ludovico di Savoia, næsten helt ned til Via Emanuele Filiberto. Midt inde i villaens park - godt gemt mellem de høje træer - står endnu en lang række af Acquedotto Neroniano's arkader.

På den anden side af Via Emanuele Filiberti står endnu nogle høje buer fra Akvædukten på venstre side af Via Domenico Fontana og helt frem til Piazza di San Giovanni in Laterano.

Arkadens videre forløb har her måttet vige pladsen for trafikken, med den har fulgt linien af huse frem til Via Matteo Boiardo og er derpå bøjet svagt mod højre og har derved ligget en lille smule oppe i Via Merulana. Over de gamle huse, der ligger på det modsatte hjørne af denne gade og Piazza di San Giovanni in Laterano, kan man se endnu 2 høje buer, der ligesom "vokser op af" taget på husene nærmest kvindehospitalet, Ospedale delle Donne. Her ligger kanalerne på kote 63,3 over havet.

Ved starten af Via dei Santi Quattro spændte en af Akvæduktens buer over Via Tuscolana. Den kaldtes senere Arco di Basile og blev revet ned i 1604.

Herfra fortsatte Acquedotto Neroniano langs den gamle Via Caelimontana, der her er identisk med nutidens Via di Santo Stefano Rotondo, hvor man stadig kan se en lang række ruiner heraf. De er flere steder blevet ganske meget ændret, indbygget i mure, buer er blevet tilmurede, delvist nedgravede eller de øverste dele mangler, men alligevel er det et langt og spændende stykke af Akvæduktens historie, som vi her møder, først på gadens højre side indtil indgangene til Militærhospitalet, og derpå - efter Addolorata-hospitalet - på den venstre. Kun afbrudt af forskellige indgange, blandt andre til Kirken Santo Stefano Rotondo, fortsætter arkaden ned til Piazza della Navicella.

På et sted omkring Kirken Santo Stefano Rotondo blev der senere - muligvis under Kejser Domitian (81-96 efter Kristus) - lavet en sidegren over til Aventinhøjen ved Kirken Santa Prisca. En anden gren førtes endog over Tiberen til Trastevere-området, men det skete først i det 3.århundrede.

På hjørnet af Via di Santo Stefano Rotondo og Piazza della Navicella står et højt midterstykke af Akvædukten, hvor man tydeligt kan se afsættet til buerne på hver side og vandkanalen foroven.

På den anden side af Pladsen fortsætter Acquedotto Neroniano over Dolabella's Bue, en gammel travertinbue fra år 10 efter Kristus, hvor den oprindelige Porta Caelimontana i den gamle Servius-Bymur blev restaureret. Den blev under Nero fuldstændigt indkapslet i Akvæduktens teglstenskonstruktioner.

Nord for Dolabella's Bue lå Claudius-Templet på Celiohøjens skråning ned mod dalen, hvor senere Colosseum blev bygget. Da Acquedotto Neroniano blev anlagt, lå hernede imidlertid en sø i den store park, som omgav Kejser Nero's nye pragtpalads Domus Aurea. Og da Claudius-Templet var blevet ødelagt af den store brand i år 64, havde Nero i stedet ladet bygget et nymphæum, en stor fontæne, på stedet. Det var netop til disse nyskabelser, at han ønskede en ny vandforsyning til området og det er derfor heroppe, at Akvædukten i første omgang endte, antagelig i et vandfordelingstårn eller en fontæne, som ikke er bevaret.

På højre side af Via di San Paolo della Croce ligger en stor have, der tidligere tilhørte Klosteret ved Kirken Santi Giovanni e Paolo. Den kaldtes Orto dei Passionisti og herinde kan man se andre ruiner, som viser det sidste stykke af Acquedotto Neroniano's vej. Under Kirken og Klosteret til højre herfor findes betragtelige rester af Claudius-Templet og ifølge Coarelli (se litt.note 2) også rester af et vandbassin. Det er fra dette sted, at man mener, at Akvædukten under Kejser Domitian (81-96 efter Kristus) blev ført videre over Via di San Gregorio til Palatinhøjen.

På den anden side af Via di San Gregorio kan man ved foden af Palatinhøjen se 4 buer i 2 etager, rester af den gren af Acquedotto Neroniano, som Domitian lod føre over til Kejserpaladserne på Palatin i en højde af 39 meter på en omkring 350 meter lang "bro". Det er muligt, at der oprindeligt her var 3 etager, eller endog 4, på Akvædukten for at kunne føre vandet højt nok op. Ellers må der have været en eller anden form for hævert eller vandlås, men man har ikke fundet nogle beviser på hverken det ene eller det andet.

Lidt højere oppe på Palatin ligger Kirken San Bonaventura. Den er bygget på resterne af et antikt vandreservoir, hvor vandet fra Acquedotto Neroniano blev opsamlet. Vandet herfra brugtes også til Domitian's Termeanlæg, som lå lidt længere mod syd.

Det er så de sidste rester af Acquedotto Neroniano, som er bevaret til idag.