Denne institution kaldtes oprindeligt for Conservatorio delle Zitelle, Hjem for ugifte kvinder, men fik snart i folkemunde navneændring til Conservatorio delle Zoccolette, Træskopigernes Hjem, og har med dette givet navn til gaden, som løber på bygningens bagside: Via delle Zoccolette.

Men hvorfor "træskopigerne"? Fordi de unge piger, som skulle holdes væk fra gaden og i stedet lære husgerning og derved få mulighed for at blive gift og leve et anstændigt liv (hvor deres anden mulighed for selvforsørgelse ville være et liv i prostitution) ud over undervisning, kost og logi, også fik beklædning, blandt andet de træsko, zoccoli, som gav dem deres navn i folkemunde.

Der er dog også en anden forklaring på navnet, nemlig at folkesproget brugte ordet "zoccola" for en prostitueret. At man så for en af disse forældreløse, stakkels unge piger brugte det i diminutiv "zoccoletta", var en slags venlig omtale af staklernes fremtidsudsigter, hvis det ikke lykkedes dem at blive gift eller få plads i huset hos en anstændig familie.

Instituttet oprettedes i år 1700 af Pave Innocens XII, som viede arbejdet med de ugifte piger til helgenerne San Clemente og San Crescentino, hvorfor stiftelsens officielle navn er Conservatorio dei Santi Clemente e Crescentino. De første 15 år havde institutionen til huse i Kirken San Giovanni Decollato, men i 1715 lod Pave Clemens XII den flytte hen til denøstlige del af Pave Sixtus V's store Herberg for tiggere, fattige og hjemløse, Ospizio dei Mendicanti.

Det samlede byggeri dækker den store karré mellem gaderne Via del Conservatorio i sydøst, Via delle Zoccolette mod nordøst, Via dei Pettinari mod nordvest, og nutidens brede Tiberboulevard, Lungotevere dei Vallati, mod sydvest.

Meget er i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blevet ændret her i området, dels ved opførelsen af de høje Tiberdigemure og de brede Lungotevere-flodboulevarder, hvor tiligere Herbergets facade nærmest groede op fra flodbredden, og dels med nye bygninger og gadeændringer i nutidens Via delle Zoccolette. Ospizio dei Mendicanti har således idag ikke helt samme udseende og størrelse, som det havde ved opførelsen i 1586.

Ifølge Kompleksets arkitekt Domenica Fontana bestod den nye bygning af meget store sale og talrige værelser med særlige afdelinger for kvinder, ugifte piger (de såkaldte zitelle), gamle, og pigebørn. Der skulle ifølge arkitekten uden at være overfyldt være plads til 2000 beboere, som udover logi også fik kost, samt tøj. For børnene blev der organiseret undervisning i at læse og skrive, drengene lærte desuden et håndværk og pigerne at sy. Udover at indeholde køkken og kælder, var der også i bygningen et apotek, på den tid kaldet et "spezieria", og på facaden mod Tiberen og Via Giulia blev der opsat et smukt ur.

I bygningens sydlige del, som nu er forsvundet i Lungotevere dei Vallati, var der indrettet en lille kirke kaldet San Francesco dei Mendicanti. Både denne og Herberget havde hovedindgang i smukke portaler fra nutidens Piazza di San Vincenzo Pallotti, der fra 1613 kaldtes Piazza del Fontanone efter den store murfontæne, som Pave Paul V lod opsætte på Herbergets mur mellem de 2 indgange.

Både Fontæne og Kirke, samt den sydligste del af Herberget, blev revet ned i 1870'erne, så arbejdet med digerne kunne gå i gang. Inden da var områderne ned til floden voldsomt udsatte for Tiberens gentagne oversvømmelser, der havde det med at rive både træer og huse med sig i de rasende vandmasser.

Så længe Sixtus V levede, postede han penge i projektet til at dække Herbergets udgifter, men kort efter hans død i 1590 begyndte et langsomt forfald og tiggerne bredte sig atter i byen. Da Clemens XI blev Pave i år 1700, lod kan derfor opføre en ny, stor bygning ved flodbredden Ripa Grande i Trastevere, som blev det nye Ospizio Apostolico di San Michele. Hertil overflyttedes alle beboerne fra Ospizio dei Mendicanti, mens en del af dette Kompleks (den sydøstligste del) blev overladt til ensomme, ugifte kvinder og kaldet Conservatorio delle Zitelle. Det kaldes idag Conservatorio delle Zoccolette.

I Kompleksets nordvestlige del indrettedes derimod et hospital for fattige præster, der blev passet af en sammenslutning af 100 præster og 20 klerke, som sagde sjælemesser for de afdøde.

Kompleksets sidste store forandring var gennemgribende. Den fandst sted, da man begyndte at opføre Tibermurene og derfor rev facaden mod floden ned og genopførte den længere inde på land, så ejendommen blev noget formindsket i sin sydlige del. Den nye facade, som i løbet af disse år i 1885 ændredes til at indeholde en søjlegang i underetagen, skyldes arkitekten Augusto Bonnanni på den nordligste del, der indeholder Ospizio dei Mendicanti, mens den sydligste del, som huser Conservatorio delle Zoccolette, er tegnet af arkitekten Antonio Parisi i 1890.

Netop i 1890 blev bygningen genopbygget af arkitekten Andrea Busiri Vici efter en større brand.

EN TUR RUNDT OM OSPIZIO DEI MENDICANTI og CONSERVATORIO DELLE ZOCCOLETTE:

Kompleksets sydside ligger ud mod Lungotevere dei Vallati og dets nordvestside ligger ud mod Piazza di San Vincenzo Pallotti og Via dei Pettinari:

Det var på denne mur, der indtil 1890'erne stod en murfontæne fra Pave Paul V's tid, opført i 1613 og idag flyttet over floden til Piazza Trilussa. På højre side af denne sad indgangen til den nu nedrevne kirke San Francesco dei Mendicanti, og på venstre side den store portal ind til Ospizio dei Mendicanti.

Ejendommen har 5 etager og ialt 10 fag ud mod Lungotevere, fordelt med 7 i vestenden og 3 i østenden, adskilte af en lodret række stenkvadre. Gadeniveauet falder her ned mod Via dei Pettinari og af denne grund er den vestlige del af Ospiziets facade anbragt på et forhøjet fortov med en trappe ud mod sidegaden, hvortil bygningen nu har fået en ekstra høj kælder/stueetage. Facaden mod Via dei Pettinari består af forhusets 3 fag samt en lavere 4-etagers sidebygning med høje og skiftevis smalle og brede butiksvinduer og -indgange i brede travertinrammer i stueetagen, samt mindre kvadratiske vinduer i enkle rammer på førstesalen. Andensalens vinduer er høje og med samme enkle rammer. Komplekset fylder hele karréen op til sidegaden Via delle Zoccolette, som støder til Via dei Pettinari fra øst.

Kompleksets nordside ligger på sydsiden af Via delle Zoccolette, som løber fra Via Arenula til Via dei Pettinari:

Den lange ejendom, der fylder hele karréen mellem Via dei Pettinari i vest og Via del Conservatorio i øst, samt mellem Via delle Zoccolette i nord og Lungotevere dei Vallati i syd, er faktisk 2 ejendomme, som er bygget sammen og nærmest identiske. Den første del er Ospizio dei Mendicanti, den østlige del tilhører Conservatorio delle Zoccolette.

Ved hjørnet af Via dei Pettinari sidder et lille gadealterbillede i en profileret stukramme fra 1600-tallet. I den sidder en fresko fra 1500-tallet forestillende Madonna med Jesus-Barnet, flankeret af 2 helgener. Forneden er det forsynet med teksten "Ave Maria grazia plena".

Maria-billede på muren i Via delle Zoccolette - cop. Leif Larsson

På muren til venstre sidder lidt længere nede en mindetavle for stifterne af Roms første børnehospital. Teksten lyder: "L'Anno 1869 - i duchi Scipione e Arabella Salviati - in questa via fondarono - a sollievo dell'infanzia sofferente - l'Ospedale del Bambino Gesù - luce di amore e di progresso medico. - Nel 140. anno della fondazione - L'Ospedale Pediatrico Bambino Gesù - pose. - A.D. 2009". ("(I) året 1869 grundlagde greveparret Scipione og Arabella Salviati i denne gade Hospitalet Bambino Gesù, - et lys af kærlighed og medicinsk fremskridt - for at lette det for lidende børn. - I det 140. år fra grundlæggelsen lod Børnehospitalet Bambino Gesù (denne sten) opsætte. - I det Herrens År 2009").

De 2 institutioner har en sammenhængende bagfacade, hvor både åbne og tilmurede vinduer nogle steder alternerer med forskudte vinduer, samt brede firkantede portindgange, der ind imellem er omdannet til forretninger og værksteder. Ejendommene har dog forskelligt etageantal, Ospiziet har 4, men Conservatoriet kun 3 etager. Hovedindgangene ligger heromme bagved, til Ospiziet i nr. 17 gennem en stor porthvælving med travertinramme og til Conservatoriet i nr. 16 gennem en mindre, bredkarmet dør med halvcirkelformet overkant, hvorover der sidder en stor indskriftstavle med teksten "Clemens XI Pont. Max. - periclitantes puellas per Urbem collectas - ac olim apud Velabru(M) Inn(ocentio) XII p(onti)fice m(aximo) iubente locatas - ut amplioribus - salubrioribusque aedibus custidirentur - huc transtulit - anno sal(utis) MDCCXV pontif(icatus) XV" : "Pave Clemens XII lod i det Herrens År 1715, det 15. i hans pontifikat, flytte de unge piger, som var blevet hentet ind rundt om i byen, da de var i fare for at komme i uføre, og som under Pave Innocens XI var blevet bosat i Velabro-området, til dette sted, en større og sundere bopæl".

To fag derfra sidder en lille marmorsten med ejermærke for Conservatoriet. Her lyder teksten: "Conservatorio - di S. Clemente - p. le povere zitelle zoccolette" : "San Clemente-Hjemmet for de stakkels "zoccolette"-ugifte piger".

Næsten ved enden af den lange facade sidder en anden mindesten, der bærer teksten "Clementi XI P(ontifice) o(ptimo) m(aximo) - quod - has aedes ampl(iori) ac salub(riori) domicilio puellar(um) per - Urbem collectar(um) una cum aliq(ua) quant(itate) AquaeVirg(inis) et - 2/3 Aqu(ae) Paulae coemerit et ipsas aedes pene exintegro refici - iusserit alteramq(ue) unciam cum dimidia eiusdem Aqu(ae) - Paulae proximo de fonte apud pontem Xystum fluentis - pari sua largitate donaverit - Alex(ander) Bonaventura Archiep(isco)pus Nazianz(enus) eius a sec(retis) elemosyn(is) - huius loci praelatus - in - perp(etuum) tant(orum) benefic(iorum) monum(entum) p(oni) f(ecit) anno salautis MDCCXV" : "(Som tak til) Pave Clemens XI for at have købt denne bygning til et større og sundere sted for de unge piger, som er samlet op i byen, (og for) sammen med en vis mængde vand fra akvædukten Acqua Vergine og 2/3 unser fra Acqua Paola, og for at have befalet, at denne bygning skulle ombygges fra grunden og for med samme generøsitet at have givet en anden 1 1/2 unse vand fra Acqua Paola, som sprang i den nærliggende fontæne ved Ponte Sisto - har Alessandro Bonaventura, Ærkebiskop af Nazanzio, Pavens private skatmester, Leder af dette Pigehjem, i det Herrens År 1715 ladet sætte (denne sten) til evigt minde om så mange gode gerninger".

Kompleksets sydøstside ligger på vestsiden af Via del Conservatorio, som går ned til Lungotevere dei Vallati:

Her står den sydlige endemur til Conservatorio delle Zoccolette. Bygningen har 2-delt facade ud mod Via del Conservatorio. Den første del har 2 fag og 5 etager, mens den nordligere del har 5 fag og kun 3 etager. Det første fag, som nederst dækker 2 etager, er mod Lungotevere dei Vallati en bue, som er del af den lange søjlegang, der udgør bygningens stueetage hele vejen mod floden. Det andet fag har i stueetagen og førstesalen en lignende bue, tilmuret men gennemstukket af et stort vindue nederst og et mindre ovenover. Denne del af bygningen har lodrette rækker af kvadersten på hjørnerne og flere gesimser under andensalens vinduer, der ligesom trediesalens er høje og med vandrette overliggere, mens fjerdesalens blot har enkle rammer under et kraftigt fremspringende og udskåret tagudhæng. Den nordlige del af sidefacaden er ret enkel, med vandrette, smalle lister under anden- og trediesalens høje vinduer, der afsluttes af vandrette overliggere. Stueetagens vinduer har derimod buet overkant og er bredere. Vinduerne i det sidste felt er dog alle tilmurede. I det midterste fag forneden sidder indgangen i en profileret høj travertinramme under et vandret gavlfelt båret af 2 kraftige udskårne konsoller. Over selve døren er der i støbejern et relief af de pavelige kendetegn, Sankt Peters nøgler og den pavelige tiara. Nedenunder står teksten "Pontificio - S. Clemente".

Litteratur om Conservatorio delle Zoccolette:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte Terza (III) / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione, 1979. ------- side 72-76..
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20, 27, 28 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 200.
info.roma.it: Conservatorio dei santi Clemente e Crescentino o xxdelle Zoccolette.
info.roma.it: Ospizio dei mendicanti e convalescenti.
Laboratorio Roma: strani Conservatori ... senza musica.
Roma segreta.it. : Via delle Zoccolette.
Rome and Art: Via delle Zoccolette.
Rome Artlover: Collegio Ecclesiastico a Ponte Sisto.
Wikipedia (svensk tekst) : San Francesco d'Assisi a Ponte Sisto.
Habel, Dorthy Metzger: When All of Rome was Under Construction": The Building Process in Baroque Rome. (Google Books).
- side 161.