Facaden på Kirken Santa Maria in Monticelli er fra 1715, men den mangler idag sin højre side, som blev revet ned, da man i 1924 renoverede Kirken og genskabte det smukke gamle klokketårns oprindelige udseende (bortset fra de stadig manglende øverste 2 etager).

Dette klokketårn, eller kampanile, er meget gammelt og skal være opført under Pave Paschalis II i perioden 1099-1118. Det nederste murstykke - og det gælder både muren mod kirkefacaden og stykket mod kirkens nordside, som er ensartet udformet - består blot af en teglstensmur, hvorpå der lidt højere oppe sidder 2 vinduer med halvcirkelformet overkant, nærmest et dobbeltvindue. Disse er i de 3 nederste etager tilmurede, mens vinduerne på de 2 øverste etager, hvor de er smallere og optræder som 3-dobbelte, er åbne. De øverste vinuer adskilles af marmorsøjler med kraftige kapitæler, mens de øvrige vinduespartier adskilles af teglstensmur.

Under andenetagens vinduer løber en smal fremspringende murstensfrise, som er udekoreret, mens de 3 friser, der løber under tredie-, fjerde- og femteetagens vinduer, er fint udskårne og dekorerede, samt båret af små marmorkonsoller. Det gælder også de smallere gesimser, som andre steder pryder - og bryder - murværket.

Facade og kampanile før 1924 (foto de Alvariis)

Facade og kampanile idag (foto de Alvariis)

Kirkens facade er tegnet af Matteo Sassi i 1705. Byggeriet lededes af Giuseppe Sardi og stod færdigt i 1716 under Pave Clemens XI. Tidligere udgjordes facaden af en teglstensmur med en forhal i form af en søjlegang.

Den nye facade er i 2 etager med et brudt, buet gavlfelt over midterpartiet. Den var oprindeligt opdelt i 5 felter, hvoraf de 2 yderste udsmykningsmæssigt adskilte sig fra resten, mens de 3 midterste samledes af tværgående friser og dekorationsbånd, samt samme udsmykningselementer. Midterfeltet er her lidt fremskudt i en svag bue. Idag ses kun de 4 felter, mens beklædningen på det yderste højre som nævnt blev fjernet i 1924, så Kampanilen står med sine oprindelige teglstensmure. Det yderste venstre felt, der er mindre udsmykket, fremstår egentlig ikke som en del af Kirken, men nærmest som en del af dennes nabo- og hjørnehus med sin lyst pudsede facade og almindelige vinduer i kraftige rammer, samt en indgangsdør med husnr. 28 i stueetagen.

Det 3-delte midterparti afgrænses i stueetagen af høje, flade søjler med korinthiske kapitæler, der bærer de første - og kun svagt markerede, udskårne gesimser. På hver side af hovedindgangen i midterfeltet står flere kraftige, runde søjler med samme type kapitæler. Over de smalle vandrette bånd løber en bredere frise og dernæst nogle meget fremspringende gesimser, der over hver af de runde søjler bærer nogle lignende på andensalen, hvor yderfelternes flade søjler til gengæld mangler. Over indgangsgitteret er her et højt buet vindue mellem 2 mindre søjler og bag en stenbalustrade. Søjlerne bærer en bue, som slutter under gesimserne og er båret på toppen af sidesøjlerne. Herover toppes feltet af et kraftigt, brudt, buet gavlfelt med et kors. Sidefelterne er forneden forsynet med smalle nicher, mens de i den øverste del har vinduer i 2 etager. Disse er indsat i brede stenrammer, ligesom iøvrigt vinduerne i det sidste felt til venstre, samt i det følgende hjørnehus, som hører til Convento dei Padri Dottrinari.

Indenfor gitterdøren findes et lille "atrium" eller forrum, der nogenlunde kan sammenlignes med den gamle Kirkes søjleforhal. Herinde findes Kirkedøren, hvorover der sidder en indskriftstavle til minde om Pave Benedikt XIII's overdragelse af Kirken til I Padri Dottrinari. (se foto af Alvaro de Alvariis). Det lille rum har kuppelloft og marmorbemalede vægge med flade søjler rundt om døren.

Til højre er der adgang til Kampanilen.

KIRKENS INDRE:

Selve kirkerummet (se foto af Alvaro de Alvariis) er utroligt farverigt, med vægge beklædt med marmorplader eller flader malet som marmor, med søjler af alle slags marmortyper og -farver, med ethvert lille hjørne og underbue malet i kraftige farver. Ikke mindst den blå farve dominerer - i kuppel og apsis og mange flere steder. Det er udsmykningen fra 1860, hvor Kirken blev renoveret af arkitekten Francesco Azzurri og malerne Cesare Mariani og Ercole Ruspi, som møder vort blik idag.

Kirkerummet er delt op i 3 skibe, et bredt og højt hovedskib med krydshvælvet loft, samt 2 smallere og lavere sideskibe med 3 sidealtre hver og for enden 2 kapeller. Skibene er opdelt af ialt 8 brede, flade, marmorbeklædte søjler, der bærer høje, brede buer, bagved hvilke sideskibenes tøndehvælv gemmer sig og hvor sidealtrene står bag andre høje søjler med buer. Den gamle kirkebygnings oprindelige søjler skulle skjule sig inden i de firkantede marmorplader, som idag bærer loftsbuerne. (En af buerne kan rent faktisk ses i den højre væg i Dåbskapellet til venstre for indgangen).

Loftet: Hver af skibenes søjlepar bærer øverst nogle kraftige og høje loftsbuer, som i yderfelterne er bemalede i hvidt og guld, mens midterfelterne har skiftevis gylden og blå baggrund, opdelt af hvide stukrammer, og viser blandt andet en dør, et grantræ og en måne. Månen og solen symboliserer Madonna, der af Kirken hyldes som "pulcra ut luna, electa ut sol" ("smuk som månen, udvalgt som solen"). Mellem disse buer er loftet opdelt i 3 krydshvælvede loftspartier, hvor de store sidefelter på guldbund har billeder af kvindeskikkelser fra Bibelen (se foto af Alvaro de Alvariis). I det første loft ses til højre Judith og til venstre Abigail (se foto af Alvaro de Alvariis). I den midterste del af loftet ses til højre Ester og til venstre Batseba (se foto af Alvaro de Alvariis). I den del af loftet, der ligger længst fra indgangen, ses til højre Jael og til venstre Debora (se foto af Alvaro de Alvariis). Disse maleriers stukrammer spidser op mod toppen af hvælvet, hvor en lyst bemalt rondel omsluttes af bånd med farvede blomster og planter. De resterende felter har geometiske mønstre i guld på blå baggrund.

Presbyteriet med højalteret er hævet nogle trin over kirkegulvet og slutter i en halvcirkelformet apsis.

Mellem hver sæt buer og ud for hvert alter i sideskibene er det lille rums loft løftet op i en oval kuppel med et vindue foroven. Dette er en af grundene til, at kirkerummet forekommer så lyst og farverne så klare.

HØJRE SIDE:

Det første maleri i højre side forestiller Evangelisten Johannes med sit symboldyr ørnen. Det er - ligesom de øvrige 3, der kan ses i hver sit hjørne af hovedskibet - malet af Ercole Ruspi (se foto af Alvaro de Alvariis).

Det første sidealter er Cappella del Cristo Orante nell'Orto: Kapellet for Kristus, der beder i Getsemane Have. Altertavlen er et maleri med dette tema udført af Odoardo Vicinelli. (se foto af Alvaro de Alvariis). På den højre væg ses et billede af Marias Himmelfart ("Assunzione"), som er tilskrevet Andrea Sacchi. Kapellet blev bygget i 1715 for Grev Girolamo Ottone. På dette sted var der tidligere et maleri af en "Presepe" (Jesus-Barnet i krybben) og senere et maleri af San Biagio. Der var også en marmorbuste med en indskrift for Augustino Donati, den Agostino Donati, som ejede Kapellet til han døde i 1527. Kuppelloftet er udsmykket med runde felter, hvor der på blå bund er skrevet bibelsteder om bønnen i Getsemane. Øverst er der malet 4 engle mellem en hjort, en due og et lam. I gulvet foran alteret er der en gravsten for Geronimo/Girolamo Ottone: "DOM - Hieronymus - de nobili comitum Othononum familia - mortalitatis suae memor - hic - sibi vivens - monumentum posuit - Anno Salv.: MDCCXVII" ("Hr. Hieronymus (=Girolamo/Geronimo) af den ædle, grevelige Ottone-familie, satte her dette monument, mens han stadig levede, i mindet om sin dødelighed. I Det Herrens År 1717"). (se foto af Alvaro de Alvariis).

Det andet sidealter er Cappella del Cristo flagellato alla Colonna. Kapellet for Kristus, der blev pisket ved søjlen. På alteret ses maleriet "Flagellazione": "Piskningen" af Antonio Carracci. (se foto af Alvaro de Alvariis). Denne fresko sad oprindeligt i den gamle kirkes 3. kapel og blev opdaget her under renoveringen i 1860. Loftsbemalingen er delt i 4 dele med billeder af engle og vers fra Evangelierne om Kristi Lidelseshistorie. Også her er bundfarven klart blå. I Kapellets højre side ses en gravsten for Giuseppe Codini, som gav mange almisser til de fattige og gaver til kirkerne. Han døde den 15. Maj 1831 som 47-årig. Til venstre ses en sten for Prospero Mandosi, som var soldat i Ordine di Santo Stefano og døde den 18. September 1664.

Det tredie sidealter i højre side er Cappella di Santa Ninfa. Kapel for Santa Ninfa, som ifølge traditionen var datter af en Bypræfekt i Palermo i det 5. århundrede. Den unge kvinde ville bevare sin jomfrudom og døde martyrdøden, da hun ikke ville ofre til de hedenske guder. Altertavlen af Giovan Battista Puccetti forestiller netop Santa Ninfa, som nægter at ofre til guderne ("Santa Ninfa ricusa di sacrificare agl'idoli") (se foto af Alvaro de Alvariis). På den venstre væg ses over døren, som fører ind til endekapellet i højre sideskib, maleriet "Madonna col Bambino e i Martiri Palermitani" ("Madonna med Barnet og helgener fra Palermo") (se foto af Alvaro de Alvariis), udført af Etienne Parrocel (i Italien kaldet Stefano Parrocel). Det hang tidligere over Højalteret. Santa Ninfa, som fejres den 10. November, blev tidligere æret i sideskibets endekapel, der dengang tilhørte familien Rusticelli. I loftskuplen er der malet et skib med henvisning til den rejse, som Santa Ninfa efter sine mange prøvelser foretog for at besøge hvilestedet for apostlenes relikvier. Foran alteret er der en mindesten for Giuseppe Chiasso, der døde som 52-årig den 9. September 1848.

For enden af højre sideskib går man ud i et kapel viet til Jesus fra Nazareth: La Cappella di Gesù Nazareno (se foto af Alvaro de Alvariis). Det er dette rum, som tidligere var kapel for Santa Ninfa, der nu er flyttet ind i det tredie sidekapel. Endekapellet her er et langt og højt rum med krydshvælvet loft, der er bemalet som forgyldte mosaikker med spiraler af akanthusplanten og kristne symboler, udført af Eugenio Cisterna i slutningen af 1800-tallet/begyndelsen af 1900-tallet. Samme maler står for dekorationen i byzantinsk stil på væggene. Nogle steder er der freskomalerier, andre steder mosaikker. Væggenes nedre del er bemalet som murværk med geometriske former, mens der ovenover er et højt og lang felt - der strækker sig over alle Kapellets vægge - med lysende blå baggrund, på hvilken 14 personer træder frem. På endevæggen optræder de 4 evangelister i par på hver side af alteropbygningen (til venstre Marcus og Johannes, til højre Matthæus og Lukas), mens sidevæggene er fremstillet som en søjlegang, hvorimellem apostlene er anbragt. Friser med á-la-grecque-borter og lignende motiver løber ovenover malerierne og under de store halvrunde loftspartier og -hvælvingen. Sidepartierne er her bemalet i murstensmønster med et stort vindue i højre side (se foto af Alvaro de Alvariis), mens enderundingen rummer en fresko med flyvende engle på blå bund (se foto af Alvaro de Alvariis). På den modsatte væg ses i rundingen fresken "Madonna in trono" ("Madonna på tronen"). De 4 engle, der flankerer Maria, har forskellige sager i hænderne. Til højre er det "Veronikas svededug" ("La Tela della Veronica"), og indskriften på Korset ("I.N.R.I."), til venstre: en tornekrone og naglerne. Denne fresko er malet af Ercole Ruspi.

Alteret er opbygget i hvid marmor med indlagte mosaikfelter i mange forskellige farver og motiver. To flade søjler bærer 2 kraftige konsoller og en bue, som slutter i et højt, trekantet felt. Mellem søjlerne sidder et meget tilbedt Kristus-billede, et oliemaleri på lærred, forestillende "Gesù Nazareno" med tornekronen efter at han er blevet pisket. Det er malet af en ukendt kunstner i hvert fald før 1681, hvor det blev "reddet fra de vantro" i Mequinez i Spanien. Den 13. Juni 1854 bevægede billedet øjnene og blev straks genstand for kult. Miraklet godkendtes den 17. Oktober 1854 af Kardinal Costantino Patrizi. (se foto af Alvaro de Alvariis).

I højre sidevæg er der indmuret en gammel gravsten fra 1300-tallet for et medlem af Rusticelli-familien, der er afbilledet her i basrelief af en ukendt kunstner (se foto af Alvaro de Alvariis). I venstre væg er der en udgang til Presbyteriet, nedenfor trappetrinene op til Højalteret. Her hænger over døren et maleri af Evangelisten Markus med sit symboldyr løven (se foto af Alvaro de Alvariis). Det er - ligesom de øvrige 3, som kan ses i hver sit hjørne af hovedskibet - malet af Ercole Ruspi.

Presbyterium (se foto af Alvaro de Alvariis):

Over trappetrinene er Presbyteriet afgrænset af en lav marmorbalustrade, som i hver side ender i en af de 4 kraftige marmorsøjler med korinthiske kapitæler, der parvist bærer en bemalet bue og herved danner rummet, med tøndehvælvet loft og en stor buet apsis for enden. Denne udsmykning stammer fra restaureringen i 1700-1800-tallet.

Mellem hver af søjlerne i højre side sidder fresken "Le madri offrono i figli a Gesù" ("Mødrene bringer deres børn til Jesus (for at få dem velsignet)") (se foto af Alvaro de Alvariis), udført af Cesare Mariani. Emnet er taget fra Matthæus-Evangeliet 18,3 og har samtidig relation til Kirkens ejere, I Padri Dottrinari, der netop som hovedopgave har undervisning af børn i den kristne lære.

Over søjlekapitælerne løber en lang række smalle og brede gesimser og friser, udskårne, bemalede og forgyldte, og mellem de 2 buer, de tøndehvælvede lofter med dekoration af engle på blå bund. Den sidste bue bærer i en smal blå frise en inskription i gyldne bogstaver: "Fundamenta eius in montibus sanctis" (Salmernes Bog, Kap.87: (Salme af Kora-sønnerne. En sang): Han har grundlagt sin by på hellige bjerge") (Bibelen online).

Bag denne bue gemmer Apsiskuplen sig med sin blå mosaik på forgyldt bund, der gør den blå farve særligt lysende. Mængder af plantestængler i spiralform med blade og blomster snor sig kuplen rundt og danner ramme om 2 midterfelter: øverst en rund ramme omkring en gylden mosaik med Kristi hoved og glorie (se foto af Alvaro de Alvariis). Nedenunder et ovalt, gyldent felt med et rødt kors. Midtermosaikken stammer fra 1100-tallet og menes at have været en del af en større mosaik, som senere er gået til grunde. Måske under de store renoveringer i 1715 og 1860, hvor loftet blev hævet. Man mener, at Kristus oprindeligt var omgivet af Apostlene, hvoraf man ved restaureringerne har fundet utydelige spor.

Selve Apsisrundingen har på sin højre væg en fresko af San Paolo, udført af Ercole Ruspi i 1860 (se foto af Alvaro de Alvariis). Maleriet skal forestille et vævet tæppe, en fane, og under dette sidder 2 små engle med et våben for Pave Clemens XI af Albani-familien, som lod udføre den ene af de store restaureringer.

En lignende fresko af samme kunstner sidder på rundingens venstre væg. Her ses San Pietro over våbnet for Pave Pius IX af familien Mastai Ferretti, der regerede ved renoveringen i 1860 (se foto af Alvaro de Alvariis).

Mellem disse fresker står i midten af Apsisrundingen Højalteret, med Altertavlen "La Presentazione della Beata Vergine Maria al Tempio" ("Præsentationen af Maria i Templet" se foto af Alvaro de Alvariis), malet af Alfredo Bea (1885-1950) som erstatning for den tidligere altertavle af Etienne Parrocel, som forestillede Martyrerne fra Palermo. Det nye maleri er indsat i en bred ramme, flankeret af 2 søjler i verde antico-marmor på baser af breccia africana-marmor. De udskårne og forgyldte kapitæler bærer en vandret plade i hvid marmor, samt herover en bred frise i alabast. Flere andre marmortyper er brugt i mindre partier, i friser og kanter, samt i det let buede gavlfelt. (se foto af Alvaro de Alvariis) . Denne opbygning har Kirkens mæcener Albani-familien bekostet. Alterbordet i portasanta-marmor har hjørner og sokkel i marmortypen giallo antico. I midten er der en indskrift om de her opbevarede relikvier af de palermitanske helgener. På bordpladen står et stort skrin i forskelligt farvet marmor fra 1727. Det stammer fra det tidspunkt, hvor Pave Benedikt XIII overlod Kirken til I Padri Dottrinari. Skrinet har form af et lille ovalt tempel med i hver side 2 røde, flade marmorsøjler , der omslutter en dør i bronze under en vandret plade, som bærer en cylinder i verde antico-marmor, flankeret af søjler i onyx og med en dør af guldplade i midten. Basen er i sort marmor og kanterne i giallo antico.

Mellem de 2 bue-bærende søjler i venstre side af Presbyteriet sidder fresken "Gesù insegna nel Tempio" ("Jesus underviser i Templet"), malet af Cesare Mariani (se foto af Alvaro de Alvariis). Dette maleri har ligesom fresken overfor relation til Kirkens ejere, I Padri Dottrinari, der netop som hovedformål har at oplære børn i den kristne lære.

Nedenfor Presbyterietrappen er den øverste del af væggen smykket med et maleri af Evangelisten Matthæus med sit symbol, den lille engel (se foto af Alvaro de Alvariis). Det er - ligesom de 3 andre, som kan ses i hvert hjørne af hovedskibet - malet af Ercole Ruspi. Under maleriet sidder en dør, der fører ind til venstre sideskibs endekapel, samt derfra til Kirkens Sakristi.

For enden af venstre sideskib ligger Cappella del Beato Cesare de Bus. Cesare de Bus var født i 1544 i Provence og grundlagde i 1592 Ordenen Congregazione dei padri della Dottrina Cristiana. Han døde i Avignon i 1607 og saligkåredes i 1975 af Paul VI. I 1839 blev hans krop begravet i dette kapel, som nu er viet til ham, men graven blev åbnet i 1975 i forbindelse med saligkåringen.

Fra Cappella del Beato Cesare de Bus er der en dør ind til Sakristiet, hvis vægge er beklædt med nøddetræspaneler og -skabe fra gulv til loft. Disse stammer fra 1700-tallet. Loftet er tøndehvølvet og bemalet. Her hænger maleriet "Maria Santissima "Auxilium Christianorum" fra 1817, som tidligere hang i Kirkens Dåbskapel.

I et tilstødende, lille rum sidder på væggen en gammel marmorvask, hvorover 2 sammenslyngede delfiner støtter en hylde med en rund urne. Arrangementet menes også at stamme fra 1700-tallet.

Fra Sakristiet er der udgang til den lukkede Klostergård, som er indrettet på Kirkens venstre side. På østmuren er indsat en gravsten, som oprindeligt lå i kirkegulvet. På indskriften kan man se, at den stammer fra 1382. Hvem den afdøde mand er, ved man desværre ikke, men det er foreslået, at stenen skulle hænge sammen med den gravsten, som sidder på væggen i Cappella di Gesù Nazareno.

Tilbage i Kirken, fører døren til højre ind til det øverste - og tredie - sidealter i venstre sideskib. Det er Cappella di San Giovanni Battista, viet til Johannes Døberen (på italiensk: San Giovanni Battista). Altertavlen er her "La Predicazione del Battista" ("Johannes Døberens prædiken") af G.B. Puccetti (se foto af Alvaro de Alvariis). Maleriet på højre væg tilskrevet Sebastiano Conca og forestiller "La Madonna col Bambino e i santi Filippo Neri e Francesco d'Assisi" (se foto af Alvaro de Alvariis). Det er indsat i en bred, mørk malet marmorramme. Før restaureringen i 1700-tallet hang der herinde et maleri af "Maria Vergine con il Bambin Gesù e san Giovanni Battista", udført af en elev af Giulio Romano. I den ellipseformede loftskuppel er der på blå baggrund i hjørnerne skriftsteder med relation til Johannes Døberen. Ellipsen er opdelt i 4 runde felter og 4 kantede med skiftevis religiøse symboler og engle på gylden bund. Selve alteret blev skænket af Monsignor Alessandro Bonaventura d'Urbino i 1717 som gave til Kirken. En indskrift til minde herom ses i gulvet foran alteret. Under alteret er San Fortunato Martire begravet. Han døde i det 2.århundrede, men hans grav blev først fundet i 1777 i kælderen i et hus nær Kirken San Bartolomeo de' Vaccinari. Helgenens rester blev i 1778 overført til Santa Maria in Monticelli (se foto af Alvaro de Alvariis).

Mellem det tredie og det andet kapel i venstre side ses i gulvet en gravsten for Benedetto Palma ("Benedictus Palma"), som døde i 1771.

Det midterste kapel i venstre side er Cappella del Crocifisso (Den Korsfæstedes Kapel). Her opbevares på alteret et gammelt trækrucifiks, som tilskrives Pietro Cavallini, der virkede i 1250-1330 (se foto af Alvaro de Alvariis). Dette kapel tilhørte tidligere broderskabet Confraternita del Gonfalone, der anses for at være det ældste lægbroderskab i Rom. Den ovale loftskuppel er her særligt udsmykket med 4 store malerier af engle med forskellige af Lidelseshistoriens symboler. Over alteret og over indgangsbuen viser 2 engle Veronicas Svededug frem, mens englene til venstre viser den søjle, hvorved Kristus blev pisket, og englene til højre en klædning uden sømme, et symbol på menneskeheden samlet i den kristne kirke. Under restaureringen i 1800-tallet blev væggen freskobemalet med englemotiver for at genkalde de motiver, som havde været i kapellet inden ombygningen. Mester for disse fresker var Cesare Mariani, mens rummets tidligere freskoudsmykning var malet af Giovanni Ghelli.

Det fortælles, at Santa Brigida da Svezia - den Hellige Birgitta af Vadstena - særligt bad ved Kristus på Korset, oftest i Kirken San Paolo fuori le Mura, men hvis det var vanskeligt at bevæge sig derud, gik hun til San Lorenzo in Damaso - eller til Santa Maria in Monticcelli for at bede ved dette krucifiks.

I gulvet foran alteret ligger 2 gravsten. Den ene for Marianna Vincenti fra Viterbo, som begrædes af sin ægtemage Antonio Pila fra Milano. Marianna døde den 16. August 1788, blot 23 år gammel. Den anden gravsten er for juristen Luigi Sargiacomo ("Aloysius Sargiacomo"), der 69 år gammel døde i 1850.

Mellem det første og det andet alter i venstre side ligger der i gulvet 2 gravsten, hvoraf den ene er for Anna Celsi, som døde den 27. November 1831, mens den anden er for Familien Simonetti.

Det nederste og første alter i venstre side er viet til Kristi piskning og kaldes Cappella della Flagellazione. Her var tidligere Cappella di Sant'Angelo, men idag er altertavlen maleriet "La Flagellazione", udført af Gian Baptiste Van Loo (1684-1744) (se foto af Alvaro de Alvariis). Billedet bekostedes af familien Cavalieri Mandosi, der var blandt de første, der udsmykkede altrene i den nyrenoverede kirke. Oliemaleriet gengiver motivet fra den fresko af Antonio Carracci, som ved restaureringen flyttedes over i midterste kapel i højre side.

På rummets venstre væg hænger oliemaleriet "Martirio di Sant'Erasmo" af G. Prinoti (se foto af Alvaro de Alvariis). Det er malet i 1700-tallet. Den ellipseformede loftskuppel er udsmykket på samme måde, som i denne sides øverste kapel, Cappella di San Giovanni Battista. På blå baggrund er der i hjørnerne forskellige skriftsteder. Ellipsen er opdelt i 4 runde felter og 4 kantede med skiftevis religiøse symboler og engle på gylden bund.

Det sidste maleri i venstre side forestiller Evangelisten Lukas med sit symboldyr tyren. Det er - ligesom de øvrige 3, der kan ses i hver sit hjørne af hovedskibet - malet af Ercole Ruspi. (se foto af Alvaro de Alvariis)

Et ganske lille rum før indgangsvæggen huser "Il Fonte Battesimale" : Døbefonten. Til højre for denne kan man i muren se en af de gamle søjler fra Middelalderens Kirke. Rummet er ikke særligt udsmykket, men loftskuplen, som her kun er en halvkuppel i det halvrunde rum, er bemalet med motivet "Battesimo di Gesù" ("Jesu Dåb"), hvor denne hellige handling foregår under Helligåndens due (se foto af Alvaro de Alvariis). Her hang tidligere maleriet "Maria Santissima "Auxilium Christianorum" fra 1817, men det er nu flyttet til Sakristiet.

Kirkens indgangsvæg (se foto af Alvaro de Alvariis) er ganske majestætisk, selvom hovedskibet ikke er bredt og der kun er tale om en enkelt indgangsdør. Men over denne er der i hele rummets bredde en høj og bred korbalkon med et kraftigt fremspringende halvrundt midterparti foran det høje og store orgel. Både balkonvæggen og det halvcirkelformede felt under loftsbuerne er bemalede med fresker af henholdsvis Ercole Ruspi (øverst) og Tommaso Minardi (balkonen) (se foto af Alvaro de Alvariis). Ruspi har til venstre malet Jakobs drøm og til højre Moses foran den brændende tornebusk. Mens Ruspi har brugt mange forskellige farver, har Minardi holdt sig til en grå tone-i-tone. Det vil sige, det var Minardi, der tegnede forlægget, men hans elev Cesare Mariani, som udførte maleriet, der her forestiller et kor af engle, som i små grupper sammen med Santa Cecilia er ved at synge Guds pris (se foto af Alvaro de Alvariis).

Orgelet stammer fra 1917 og er udført af firmaet Inzoli i Cremona.

På hver side af indgangsdøren ses indskrifter til minde om restaureringerne i 1715 og 1860. På venstre væg, omkring en meter oppe, sidder - beskyttet af et metalgitter - et fragment af en af de gamle fresker, nemlig et portræt af Pave Paschalis II, der omkring 1101 indviede Kirken efter en større ombygning, nødvendiggjort af Normannernes hærgen. Det kan virke besynderligt, at denne fresko sidder så langt nede på væggen, men det skyldes den hævning af gulvplanet, som man foretog under senere renoveringer.