Denne brede flodboulevard, der er ligger i kvarteret Rione Ponte mellem Piazza di Ponte foran Tiberbroen Ponte Sant'Angelo (mod vest) og Piazza di Ponte Umberto I foran broen Ponte Umberto I (mod øst), har navn efter et gammelt og meget kendt tårn tilhørende familien Orsini's ejendom og kaldet Tor di Nona og tidligere Torre dell'Annona. I Tårnet, der senere blev brugt som fængsel, opbevaredes nemlig de af byens levnedsmidler, som ankom med skib hertil. Den pavelige forsørgelse kaldtes netop (ligesom den antikke) for Annona (papale) og det italienske ord "annona" betyder simpelthen "levnedsmidler".
Lungotevere Tor di Nona med gammelt hus ved Via della Rondinella
Cop. Leif Larsson
Nutidens Lungotevere, som blev anlagt i perioden 1876-1926, er temmelig kedelig og anonym, men den er anlagt over et område, der tidligere - fra Antikken og frem til slutningen af 1800-tallet - rummede en utrolig mængde gader, stræder og pladser; huse, palæer og havnefaciliteter; kirker, kapeller og tårne, samt indtil flere færgesteder. Men kun én bro, den antikke Pons Aelius, der idag kaldes Ponte Sant'Angelo og markerer den vestlige begyndelse på Lungotevere Tor di Nona.
EN TUR FRA Ponte Sant'Angelo TIL Ponte Umberto I:
Ud for Ponte Sant'Angelo ligger Piazza di Ponte Sant'Angelo, som idag mere er et vejkryds, hvor de 3 gader fra syd, Via Paola, Via del Banco di Santo Spirito og Via di Panico, møder den trafikerede Lungotevere degli Altoviti fra vest og turiststrømmen af fodgængere fra Ponte Sant'Angelo mod nord. Mod øst videreføres trafikken af Lungotevere Tor di Nona, der starter efter sidegaden Via di Panico, på hvis hjørne der står en stor nyere bygning. Det er Pontificio Istituto Regina Mundi, opført i 1931. Her findes i nr. 7 Instituttets bibliotek.
Ejendommen fremstår som opbygget i flere forskellige dele, der dog alle har fælles facadeudsmykning. Her er cremefarvede, pudsede mure, som opdeles af lodrette, flade søjler og vandrette friser, alle i gråt puds, der også er benyttet rundt om vinduerne og til forskellige flade reliefdekorationer i form af stjerner og kors.
Hjørnet mod Via di Panico er afskåret og kun ét fag bredt med en altan ud for andensalen. I stueetagen er der en høj dør med husnummer 28.
Facaden mod Lungotevere består først af en 6 fag lang bygning i 5 etager, hvorefter der følger en tilbagetrukket bygning med en en-etagers mindre indgangsbygning i 3 fag, som er i plan med resten af facaden. Dette er indgangspartiet til Instituttet's nr. 7 med en større dør i midten mellem 2 mindre vinduer. Den tilbagetrukne facade er kun i 3 etager og midtpå står skrevet: "Adveniat Regnum Tuum" ("Komme Dit Rige").
Til venstre herfor står en slags tårnbygning i 4 etager med høj kælder. Øverst er der 2 fag vinduer, mens der på de nedre etager kun er et lille, smalt vindue helt ude i venstre side.
Komplekset slutter derfter med en 3-fags hjørnebygning i 3 etager med høj kælder.
Herefter følger den første af de mange sidegader, der afbryder Lungotevere's forløb på dennes sydside. Nordsiden derimod består idag kun en lang række platantræer, der flankerer den lave mur, som udgør det øverste stykke af de høje digemure, der nu skærmer området mod Tiberens regelmæssige højvande.
Sidegaden Via del Mastro løber som nævnt fra sydsiden af Lungotevere di Tor di Nona og stik syd, hvor den ender med at munde ud i den skråtløbende Via di Panico.
Den næste bygning er endnu et sammensat kompleks bestående af større og mindre huse, tårne og loggia'er. Der er tale om Scuola Alberto Cadlolo, som er bygget af arkitekten Vincenzo Fasolo i 1930'erne, men ligesom den foregående ejendom i den stil, italienerne kalder "barocchetto". Det drejer sig om en kommuneskole med indgang fra den næste sidegade Via della Rondinella nr. 2.
Den første del af komplekset er en 5-fags bygning i 3 etager med høj kælder, mens den næste del består af en et-fags hus i 3 etager. Herefter følger en lavere bygning i kun 2 etager og 2 fag, hvoraf det venstre på førstesalen har en høj loggia og over denne en tagterrasse. En høj hjørnemur indeslutter en lille gårdsplads med tilbagetrukne bygninger ud mod sidegaden.
Via della Rondinella løber let mod sydøst, ned til Piazza di San Salvatore, hvor Kirken San Salvatore in Lauro står.
På gadens østside står en række ældre huse bag et lavt stakit og en lav mur, der skjuler at de rent faktisk ligger ud mod en helt anden gade. En lavereliggende, smal gade, som svarer til den gamle gade Via di Tor di Nona. Et navn som gaden stadig har bevaret, mens dens udseende og udstrækning ellers har undergået store forandringer, idet den - før Lungoteveres anlæggelse - løb helt ud til flodbredden og langs skrænten langs denne, næsten helt frem til Piazza di Ponte Sant'Angelo, men i hvert fald frem til den lille havn kaldet Portus Turris della Nona.
Husene, der altså står langs den gamle gade, som også idag hedder Via di Tor di Nona, og hvis øvre etager skuer ud over Lungotevere og floden, er alle af ældre dato. De første endog fra Middelalderen, med lystpudsede facader og brede lyse vinduesrammer. Først står et lavere hus med 3 fag og derefter et lidt højere i 2 fag og dernæst et i 3 fag.
En ganske smal indkørsel skyder sig ind blandt husene her. Den har intet navn og fungerer kun som en luftskakt mellem bygningerne.
Efter denne står der 2 smalle 2-fags ejendomme af næsten samme højde. Også disse stammer fra 1400-tallet. Ud for disse huse er der i stakittet på Lungotevere Tor di Nona en åbning med 2 trapper ned til Via di Tor di Nona. Til venstre står endnu et gammelt hus i 3 fag og derpå et lidt nyere hjørnehus med 2 fag mod floden.
Også sidegaden Vicolo dei Marchegiani, som løber mod syd ned til Piazza di San Salvatore, er ret smal.
På hjørnet står en 8-fags ejendom, som er ved at blive renoveret og efter denne følger blandt andet i nr. 40 et hus fra Renæssancen. Her sidder også på muren i nr. 41 et større Madonna-billede fra 1700-tallet.
Det Tårn, som har givet gaden navn, Tor di Nona, kan man imidlertid ikke møde, for det eksisterer ikke længere.
Efter sidegaden Vicolo degli Amatriciani kommer man til Casa della Confraternita di Sant'Anna dei Palafranieri a Tor di Nona, et 1700-tals hus i 3 fag og 4 etager, med okkerfarvet pudset facade med hvide vinduesrammer og vandrette bånd under disse. Adressen er Via di Tor di Nona 35. Ved siden af står 2 ældre huse, der hver har 2 fag og 3 etager. Det første er fra 1500-tallet og har tilhørt et lægbroderskab og kaldes derfor Casa XXXI della Confraternita di San Girolamo della Carità, det har husnummer 32. Det andet er fra 1400-tallet og har husnummeret 31.
Den næste sidegade hedder Via dell'Arco di Parma og på hjørnet her sidder en mindeplade om den store oversvømmelse af området under Tiberens højvande i 1870. Ud for sidegaden er der en høj stentrappe mellem Lungotevere og Via Tor di Nona. Og herefter deler de 2 gader sig, således at der mellem dem igen er bygget en række huse med front ud mod Lungotevere Tor di Nona.
Først står her en 2-etagers bygning bestående af en smal, tilbagetrukket del, hvis sidemur vender ud mod trappen, mens der er 2 fag mod Lungotevere. En indgangsdør her har husnummer 5. Resten af bygningen, der nu er trukket helt frem i gaden, har 3 fag herudtil.
Ved siden af står en stor ny ejendom med samme gulpudsede facade og vinduesstil, samt en stor indgangsdør i nr. 3. Huset har 5 fag og 5 etager med en høj kælder. Der er tale om et lejlighedskompleks fra 1929, hvor arkitekten Marcello Piacentini havde sin tegnestue her.
Det sidste hus i Lungotevere Tor di Nona er en stor hjørneejendom, som er hovedsæde for "almindeligt boligbyggeri's" kontorer og derfor kaldet "Sede ICP" eller "Sede Istituto Case Popolari". Bygningen er tegnet af Alberto Calza Bini og opført i 1927. Indgangen er i gadens nr. 1, i en kæmpestor, pompøs portal i grå stenkvadre, som dækker 2 af husets 3 etager og det midterste af de ialt 7 fag.
Her ender Lungotevere Tor di Nonna så i Piazza i Ponte Umberto I, mens trafikken fortsætter mod øst gennem en ny flodboulevard, Lungotevere Marzio.
LIDT MERE HISTORIE:
Hele vejen langs den gamle - og den nutidige - Via di Tor di Nona, og langs sydsiden af Lungotevere Tor di Nona har man fundet gammel gadebelægning efter en antik vej, som gik langs Tiberbredden her, hvor der var flere adgange til små havnepladser og forskellige mindre byporte, de såkaldte "posterule", der lettede denne adgang.
Her var også flere store buer, som i nogle tilfælde er helt forsvundet, mens de i andre tilfælde kan aflæses ud fra gamle gadenavne. Den største og kendteste var nok Arcus Gratiani Valentiniani et Theodosii, som stod vest for Lungotevere Tor di Nona, omkring den sydligste del af Piazza di Ponte Sant'Angelo. En anden var den såkaldte Arco di Mauritio, som tilsyneladende stod ud for Posterula Domitia og omtales sammen med en havneplads: Porto et Arco di Mauritio. Den stod nok ud for en sydgående vej kaldet Vicus Domitii, der her forbandt den gamle Via Turris None med den lidt sydligere liggende Via Recta, som havde et forløb stik øst-vest, frem mod den gamle Pons Neronianus i vest.
Den sidste bue, der kan nævnes på denne strækning, var Arco di Parma, som stod ved endnu en Posterula og ud for en gammel sydgående vej med ubekendt navn. Også her førte vejen gennem Buen ud til en lille havneplads.
I senere tid kom så nye gader, kirker og klostre, palæer og småhuse til:
I gadens vestlige del var den gamle Pons Aelius noget længere og med flere brobuer end idag. Piazza di Ponte var også noget større og havde en regulær adgang til Broen, som nu kom til at hedde Ponte Sant'Angelo, og herfra mod Peterskirken, så adgangen kaldtes Porta Sancti Petri. Det medførte, at det første vestlige stykke af vejen langs floden klades "a Porta Sct Petri".
Til højre for Broen rejstes i 1451 af Pave Nikolaus V et af 2 små kapeller til minde om den store ulykke på Broen i Jubelåret 1450. Dette Kapel var viet til "Santi Innocenti". Ved siden af dette lå ud mod flodbredden et andet kapel, Cappella di San Giovanni Decollato, og en ejendom der i 1748 omtaltes som "Confortaria pei condannati a morte" : "stedet, hvor de dødsdømte trøstes". Det var en gårdsplads omgivet af høje mure, hvor de dødsdømte afventede henrettelsen og hvortil præsterne kom for at give dem den sidste nadver. De fleste henrettelser fandt tilsyneladende sted i gården foran San Giovanni Decollato, men enkelte, meget omtalte eller "celebre" domme, blev eksekveret ude på selve Piazza di Ponte.
Et lille stykke længere mod øst lå i Antikken den lille port i bymuren, Posterula Domitia, og en lille havneplads, der gennem tiden har haft forskellige navne: Portus Posterula, Portus Turris della Nona, Porto di Mauritio. Fra flodbredden gik der her en færge, senere en trækfærge, over til den modsatte bred nedenfor de antikke Horti Domitiae og Hadrians Mausolæum, idag kaldet Castel Sant'Angelo.
Den lille Posterula lå på den gamle brolagte øst-vestgående vej overfor en sidevej fra syd, som i Antikken hed Vicus Domitii. Den senere Via di Tor di Nona løb her et lille stykke nordligere og ud til denne var der på dette korte stykke fra Piazza di Ponte ikke mindre end 3 sidegader: Via del Macello del Carnefice, Via della Palma og Vicolo de'Vecchiarelli. Denne sidste løb mod syd lige vest for den antikke Vicus Domitii, og begge endte nede i Via Recta, der idag kaldes Via dei Coronari.
Ved flodbredden og Porto di Mauritio stod også en bue, Arco di Mauritio, og til højre for nedgangen mod floden stod det gamle tårn, Tor di Nona, hvor det pavelige fængsel holdt til, indtil Carceri Nuove blev bygget i 1655. Tårnet har været omtalt på mange måder, som Turris Annonae, Torre Mozza, i 1413 som Torre del Soldano, og det var her, at der 1669 indrettedes en teaterbygning, Teatro Tordinona-Apollo, som kom til at stå frem til 1889.
Ud for Teatret løb en lille sidegade mod syd til Piazza di San Salvatore. Det var den stadig fungerende Vicolo della Rondinella. Længere mod vest fjernede Lungotevere Tor di Nonna sig fra den gamle Via Turris None, også omtalt som Via Pontificalis S. Sixtina, og de næste sidegader udgår fra nutidens parallelgade Via di Tor di Nona: Via de' Marchegiani og Vicolo de' Matriciani (nutidens Vicolo degli Amatriciani).
Den sidegade, der idag hedder Via dell'Arco di Parma, har det samme forløb som en antik navnløs gade, der lige nord for den antikke Vicus Turris None mødte en bue, der kaldtes Arco di Parma og blev revet ned i 1889. Her er der ikke tale om en antik bue, selvom den befrandt sig lige ved endnu en lille byport, Posterula, men derimod en portbue i Kardinalen af Parma's ejendom.
Ud for Arco di Parma lå nedgangen til endnu en lille havneplads og et færgested. Flodbredden kaldtes her også Ripetta Vecchia og havnen Porto all'Arco di Parma.
Lungotevere Tor di Nona blev herfra og frem til Ponte Umberto I anlagt lidt nordligere end den gamle Via Tor di Nona, som tidligere her også kaldtes Strada dell'Orso. Mellem de 2 gader stod indtil sidst i 800-tallet - ved nutidens Piazza di Ponte Umberto I - en lille gammel kirke kaldet Sant'Agata. På et senere tidspunkt - fra 1100-1200-tallet - stod også her overfor den nuværende Bro en anden gammel kirke kaldet Santa Maria in Posterula. Der har været delte meninger om, hvorvidt de 2 kirker er én og samme, men der er ingen fældende beviser herfor.
Litteratur om Lungotevere Tor di Nona:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 8.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione V Ponte, Parte I / a cura di Carlo Pietrangeli. - 4. edizione, 1990. --- side 66, 70.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 (før de nyeste fund).
Le Strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - 1. edizione. - Roma : Newton & Compton editori, 2004. - (Biblioteca de Il Messagero).
- Volume Terzo : P-Z. --- side 1265.
Info.roma: Lungotevere Tor di Nona.