ANNAS ROM GUIDE

Santa Barbara dei Librai

--- Mere om Kirken Santa Barbara dei Librai ---

Se nr. 40 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

Læs også: ---- Kort om Kirken ----- En Rundgang i Kirken ---- Plan over Kirken ------

Den lille Kirke menes bygget i 1000-tallet på ruinerne af det antikke Theatrum Pompei - ligesom også de tilstødende huse helt ned til Campo de' Fiori. Bygherren skal have været Giovanni Crescenzio.

I Kirkens venstre side findes i hvert fald en gammel indskrift, måske fra 1000-tallet, som beretter, at denne Kirke med al dens tilliggende blev overdraget til "Il Signore Gesù Cristo" af Giovanni di Crescenzio di Roizo (Lorenzo) og hans hustru Rogata til frelse for deres egne og alle deres slægtningens sjæle. Det vil sige, at donorerne frasagde sig enhver ret over Kirken.

Man ved dog ikke, om de ligefrem byggede en ny Kirke eller om de måske blot overlod et familiekapel eller et mindre privat kapel til menighedens brug.

Kirken ligger langt tilbagetrukket på den lille plads Largo dei Librai, på nordsiden af Via dei Giubbonari. Den blev som nævnt bygget ind i de antikke ruiner ag Pompejus' Teater og dens gamle navn "Santa Barbara in Satro" vidner herom, da "satro" er en forvanskning af det latinske ord "theatrum". Kirken har altså oprindeligt heddet Santa Barbara i Teatret.

Santa Barbara dei Librai - cop. Leif Larsson
1 : Aedes Veneris Victricis. Kult for guddommene Venus Victrix, Honos, Virtus, Felicitas og Victoria (?) - 2 : Theatrum Pompei - 3 : Arcus Tiberii - 4 : Porticus Lentulorum / Hecatostylum / Porticus ad Nationes - 5 : Porticus Pompeianae - 6 : Lacus - 7 : Arcus Pompei + Statue af Gnaeus Pompeius - 8 : Lacus - 9 : Curia Pompei - 10: Fontæne. Latrin (Forica Pensile) - 11: Aedes Larum Permarinum - 12 : Kolossalstatue af Jupiter - 13: Aedes Feroniae - 14: Aedes Fortunae Huiusce Diei - 15: Aedes Iuturna - 16: Latrin (Forica Grande)

Kirken, som er viet til Santa Barbara, opregnes i en bulle, udsendt under Pave Urban III i 1186, som hørende under den nærliggende San Lorenzo in Damaso. Den nævnes i 1192 af Cencio Camerario i hans kirke-katalog og blev muligvis genindviet i 1306.

I begyndelsen af 1500-tallet var Santa Barbara måske nationalkirke for englænderne, som lod opføre en tilbygning med indgang fra Campo de' Fiori. Denne oplysning gives dog kun af en enkelt kilde, og flere historikere mener derfor, at der er tale om en forveksling med den nærliggende Kirke San Tommaso in Caterbury.

Ifølge nogle kilder blev Santa Barbara allerede under Pave Leo X (1513-1521) titelkirke for en Kardinal, men ifølge andre skere dette under Pave Juliua III i 1551, hvor man hører om den første Titel-Kardinal Giovanni Andrea Mercurio (1551-1553), som efterfulgtes af Pierdonato Cesi (1570) og Gaspar de Zuniga y Avellaneda (1570-1571). Pave Sixtus V (1585-1590) ophævede derpå dette embede.

Indtil 1594 fungerede Kirken som sognekirke, herefter overlod Pave Clemens VIII den til Jesuiterne; men i 1601 blev den overgivet til boghandlernes broderskab, Confraternita dei Librari (eller: Librai), der var stiftet året før. Kirken fik herved det tilnavn, som den stadig bærer.

Straks boghandlerne havde overtaget bygningen, lod de den restaurere. Et af Broderskabets medlemmer, Paolino Arnolfi fra Lucca, bekostede dette arbejde og mindedes derfor på en indskrift, som findes i Kirkens venstre side.

I 1634 udbrød der ildebrand i nogle værksteder, som lå i de huse, der grænsede op til Kirken. Disse må være blevet ret ødelagte, for efter denne hændelse kunne Boghandlernes sammenslutning (Sodalizio dei Librai) den 22. Februar 1638 købe området foran Kirken, "helt op til den offentlige vej", for 400 scudi. Under det højre vindue på kirkefacaden ses en indskrift fra 1638 til minde herom.

Kirken blev gennemgribende restaureret i 1680, hvor bogtrykkeren Zenobio Masotti betalte for arbejdet, der blandt andet inkluderede en ny facade, tegnet af Giuseppe Passeri. Masotti døde i 1688 og hans gravmæle er opsat på den venstre væg i højalterkapellet.

Midt i 1800-tallet fulgte en ny renovering ved arkitekten Gaetano Bonoli og bygningen, som vi ser den idag, stammer fra disse indgreb. Under denne restaurering ommalede Domenico Monacelli tilsyneladende mange af de oprindelige fresker, som var udført af Luigi Garzi (1638-1721).

I løbet af dette århundrede mistede Confraternita dei Librai imidlertid langsomt sin betydning og i 1878 opløstes Broderskabet. Kirken overgik herefter til Pia Unione per il Suffragio dei Trapassati.

Kirken var i 1900-tallet gennem mange år meget forsømt og i 1969 blev den ligefrem lukket ned og anvendt som lagerbygning. I 1980'erne blev den imidlertid overgivet til Comunità di Santa Barbara, Santa Barbara-Broderskabet, til brug som møde- og andagtssted: Den er på det seneste blevet restaureret og genåbnet som en charmerende lille Kirke med rum, der emmer af varme og liv som følge af de gyldent-malede søjler og dekorationer.

Santa Barbara dei Librai har gennem tiden haft flere navne, den omtales således også som: Santa Barbara dei Librari, Santa Barbara in Satro, Santa Barbara alla Regola, Santa Barbara dei Giubbonari, Santa Barbara dei Pelamantelli (efter det tidligere navn på Via dei Giubbonari). Kirken viedes også af boghandlerne til deres særlige skytshelgener San Tommaso d'Aquino og San Giovanni di Dio, og omtaltes da som Santa Barbara e Tommaso.

 

Se: ---- Kort om Kirken ----- En Rundgang i Kirken ---- Plan over Kirken ------

Se også: Alvaro de Alvariis' photostream om Santa Barbara dei Librai på Flickr.

Litteratur om Santa Barbara dei Librai:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 409-411.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 507.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VI Parione, Parte 2 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione, 1980. ------- side 164-168.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 204-205.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 42-43.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 13. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1998.
- side 44-47.
Sicari, Giovanni: reliquie Insigni e "Corpi Santi" a Roma. Monografie Romane no. 12. A cura dell'Alma Roma, 1998.
- side 22.
Zeppegno, Luciano: Le chiese di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 194.
Roma Segreta: S.Barbara ai Librari.
Roman Churches: Santa Barbara dei Librai.
Rome Art Lover: S. Barbara dei Librai.
Thayer, Bill: Churches of Rome: Levels of Reality.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di Santa Barbara dei Librai.
Wikipedia (tysk tekst): Santa Barbara alla Regola.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 30.4.2014 og sidst opdateret d. 7.5.2014