Piazza del Paradiso er en mindre trekantet plads med en lille "hale" mod øst i kvarteret Rione Parione, hvor den breder sig mellem Piazza Pollarola samt Via del Biscione i sydvest og Largo dei Chiavari (der hører til nabokvarteret Rione Sant'Eustachio) i øst. Mod nord fortsætter Pladsen - efter den vestlige sidegade Vicolo de' Bovari - i gaden Via del Paradiso, som løber op til Corso Vittorio Emanuele II.

Både Pladsen og Gaden har navn efter nogle værtshuse, som lå her i Middelalderen: Il Paradiso Grande (Det store Paradis) og Paradiso Miccinello (Det lille Paradis). I 1445 ejedes det første af en vis Pirrone, mens en Francesco var ejer af det andet. I 1469 derimod hed ejerne Simone og Gilio da Novara, mens de i 1517 var Pietro Vicentino og Gabriel todesco. Af de sidste navne kan man se, at kroværterne på denne tid især kom fra Norditalien (Novara og Vicenza) eller ligefrem fra Tyskland.

Fra 1790 omtales "Det lille Paradis" ikke længere, mens det Store stadig eksisterede. Det var sikkert også tale om værelsesudlejning, herberg- eller hotelvirksomhed, og mens Pave Pius X (1903-1914) endnu kun var Biskop og på besøg i Rom, overnattede han i "Il Grande Paradiso".

Engang kaldtes Pladsen også for Piazza della Berlina Vecchia, Pladsen med den gamle gabestok, fordi mindre syndere straffedes med en tur i gabestokken på dette sted. Et andet navn var Piazza dei Muratori, murernes Plads, eftersom både disse og muldyrdriverne holdt til her. I 1700-tallet opsattes ved hus nr. 64 et af områdets mange små gadealtre, en smuk Madonna med Barnet. Foran dette billede samledes i Juleugen fløjte- og sækkepibespillere fra oplandet ("i pifferari e gli zampognari") for at spille natlige serenader efter ønske og betaling af de troende, der på denne måde ville hædre Jomfru Maria. Og måske ved antallet af bestilte serenader vise for deres naboer, hvor dybfølt deres tro var.

EN TUR RUNDT PÅ PIAZZA DEL PARADISO:
Pladsens vestside:

Vi starter ved den 4-etagers ejendom i 3 fag med numrene 15, 16 og 17, som er hjørnehus mod Piazza Pollarola, ud mod hvilken bygningen har ét enkelt fag, der dog er sammenbygget med 2 naboejendomme, så komplekset ialt har 6 fag med forretninger og restauranter i stueetagen. Facaden er pudset op i en støvet rosa farve og hushjørnet har nederst en beskyttelsesrække af tilhugne stenkvadre. Under rækkerne af vinduer i profilerede rammer løber vandrette, lyse stukbånd. Mod Piazza del Paradiso er der i nr. 15 en firkantet forretningsåbning, mens de gamle portbuer i nr. 16 og 17 idag giver adgang til et take-away-sted. Under tagudhænget er der i de 2 fag til højre anbragt en stukfrise, der er videreført på nabohusets facade, selvom der herover er endnu en etage tilbygget. Også de lyse bånd under vinduerne føres videre i huset til højre, hvilket giver indtryk af et på et tidspunkt fælles ejerskab. Helt til venstre på facaden, under førstesalens vinduesrække ses en lille indskriftsplade med Capitolo di San Lorenzo in Damaso's ejermærke (en grillrist og en pavillon) samt teksten S. P. CAP. - S. LAURENTII - IN DAMASO.

Nabohuset til højre (se foto fra borgato.be) er trods de ovennævnte fælles træk alligevel helt sit eget. Facaden er her i lyst pompejanskrødt puds og en stor og flot 1500-tals travertinportal under en bred stenbalkon, båret af profilerede gesimser og udskårne konsoller, findes til venstre i nr. 18, mens nr. 19 udgøres af en lav dør under et vindue i en kvadratisk, profileret travertinramme. Flere af etagernes vinduer er her udvidet med altandøre bag små smedejerns altaner. En række lyse, flade sten beskytter hushjørnet i stueetagen, da ejendommen er hjørnehus mod den lille gyde Vicolo de' Bovari, hvorudtil den har 5 brede fag. Mod Pladsen sidder i husmuren til højre for nr. 18 en lille marmorplade med indskriften "S. P. CAP. - S. LAURENTII - IN DAMASO", som angiver at huset ejedes af Kirken San Lorenzo in Damaso. Over teksten ses Kirkens ejermærke en grillrist og en pavillon. (Se foto fra borgato.be).

Herefter følger gyden Vicolo de' Bovari og Pladsen fortsætter mod nord og Corso Vittorio Emanuele II i det lille, korte gadestykke Via del Paradiso.

Midt på Pladsen står - omtrent ud for nr. 20B - en lille fontæne (se foto fra borgato.be). En lille steleformet stenklods er forsynet med et kohoved i bronze, hvorfra vandet langsomt plasker ned i en stille strøm til et halvrundt stenkar nederst på stenen.

Pladsens østside:

På østsiden af Piazza del Paradiso står overfor Vicolo de' Bovari først hjørnehuset til Via del Paradiso: en høj 5-etagers bygning med lysebrun pudset facade og hvide stukdekorationer i form af etageadskillelsesbånd og stenkvadre nederst på hushjørnet. Hovedindgangen vender ud mod gaden, mens der kun et 2 fag vinduer uden døre ud mod Pladsen.

Vinkelret på dette hjørnehus står så bebyggelsen på Pladsens østside (se foto fra borgato.be), der udgøres af et 5-fags hus i 4 etager med facade i okkerfarvet puds, afbrudt af hvide dør- og vinduesrammer, samt vandrette bånd under rækkerne af vinduer, hvoraf nogle er tilmurede. Åbningerne i stueetagen består af en høj firkantet butiksåbning til venstre med nr. 20B. Herefter følger mod højre: en lavere dør under et mindre tilgitret vindue (uden nummer). Mellem 2 høje rektangulære vinduer sidder til slut enkelt dør - alle uden husnumre.
Der er her tale om det gamle hus, som forhen husede værtshusene "Il Paradiso Grande" og "Il Paradiso Miccinello". En indskrift med teksten Antica locanda del Paradiso (det gamle Paradiso-værtshus) kunne indtil for kort tid siden stadig ses på husmuren.
Ejendommen er hjørnehus mod nordsiden af den lille "hale", som Pladsen danner mod øst ud mod Largo dei Chiavari. Bygningen har her kun 3 etager, men 5 fag vinduer i samme okkerfarvede, pudsede facade med samme udsmykning, og gadenumrene 46 (en lavere dobbelt butiksdør), 47 (en høj indgangsdør), 47A og 48 (begge firkantede træporte). Yderst til højre, mod nabohjørnehuset, sidder et lille vindue uden nummer, mens et tilsvarende vindue mellem de 2 træporte nu er muret til og har fået en ny bemaling i form af et lille Madonna-billede, hvor Jomfru Maria bærer Jesus-Barnet i en babysele på maven.
Til højre herfor er der indmuret en lille indskriftssten med oplysning om vandstandens højde ved Kirken San Pietro in Vincoli i 1756 (se foto fra borgato.be).

Nabohjørnehuset har kun ét fag og en garageport med nr. 49 mod Piazza del Paradiso, men hovedfacade med 8 fag og 2 hovedindgange mod Largo dei Chiavari.

Largo dei Chiavari er en aflang plads, som forbinder Piazza del Paradiso med Corso Vittorio Emanuele II i nord.

Pladsens sydside:

Overfor Largo dei Chiavari står mod syd, på hjørnet af Via dei Chiavari og Piazza del Paradiso, et 5-etagers hus med 5 fag mod Pladsen og 5 fag mod sidegaden. Huset er opført i 1700-tallet, facaden er i lyst puds, med smalle profilerede lister under rækkerne af vinduer, som er omgivet af profilerede rammer. På hushjørnet sidder en række sten som beskyttelse, kraftigere sten forneden og blot antydede stuksten foroven. Mod Pladsen er der i stueetagen til venstre først en høj portbue i bred travertinkarm med husnummer 54, derefter i nr. 55 en smal, høj rektangulær indgangsdør i en profileret karm, og dernæst endnu en bred portbue i bred travertinkarm (nr.56). En lignende bue sidder yderst til højre husende en forretning med nr. 57. På sidefacaden sidder i nr. 59 en gammel travertinportal, som måske stammer fra den nu nedrevne gamle kirke Santa Elisabetta dei Fornari tedeschi.

Mellem dette hus og det næstfølgende er der en lille blindgyde, der idag fungerer som gårdhave for nabohusets restaurant. (Se foto fra borgato.be)

Denne ejendom fra 1500-tallet med husnumrene 64 og 64A har kun 2 fag mod Pladsen samt i stueetagen 2 indgange til ovennævnte restaturant. Ejendommen har 3 etager med pudset facade og mellem førstesalens vinduer sidder under en jernbaldakin et lille Madonna-alter med et maleri af Madonna med Barnet, indsat i en udskåret oval ramme (se foto fra borgato.be). Til venstre for det venstre vindue sidder en lille indskriftstavle med teksten: "Coll. Ang. - No. 36", et ejermærke for Institutionen Collegio Inglese.
I en opgørelse fra 1630 om denne Institution, som lå i Via Monserrato, omtales netop en ejendom med en bagerforretning, som i 3 generationer havde været udlejet til Pietro Barsecca's familie. Der optælles i huset flere rum, stejle trapper og små indre gårde, bygget i ruinerne ovenpå tilskuerpladserne til det antikke Pompejus-Teater. I bygningen var der også en stor, rund ovn, samt en mindre ovn og en vask, samt et stort skab. Her var udsalgsstedet forneden og bagved et rum, hvori melet blev vejet af. Over en af de stejle trapper lå helt oppe under taget mellageret, mens bagerens bopæl bestod af 3 værelser på førstesalen. Her var der både en kamin og en terrasse, samt et køkken med kamin og vask. Vand hentedes fra en brønd i gården (borgato.be).

Til højre står et 2-fags hus i 4 etager med lystpudset facade med indridset stenmønster og kraftigt fremspringende, profileret tagudhæng (se foto fra borgato.be). I stueetagen er der til venstre i nr. 65 en bred portbue, som idag udnyttes til restaurant, og i nr. 66 en hoveddør med indgangsportal i profileret stuk. Over denne sidder en lille marmorplade med Naro-familiens våben og deres husregistreringsnummer: 36 (se foto fra borgato.be).

Nabohuset er en nyere ejendom, opført i 1800-tallet som erstatning for en tidligere bygning fra 1500-tallet, der husede det gamle hotel Albergo della Luna. Også idag er der hotel i bygningen, men nu med navnet Albergo della Lunetta. Ejendommen er i 4 etager og 3 fag med en facade i lyst puds, hvori der forneden er indridset et stenmønster. I stueetagen er der i hver side en stor firkantet portåbning (nr. 67 og nr.69) og i midten indgangsdøren i nr. 68, der afsluttes i en bue under et ovalt relief af Jomfru Maria i skikkelse af Den Ubesmittede Undfangelse (L'Immacolata Concezione) (se foto fra info.roma.it).

Pladsens sidste hus har nummeret 70, da der kun er én stor portbue i stueetagen. På de 4 øvre etager er der imidlertid 2 fag vinduer, inden huset "knækker mod syd" og endnu en 2-fags facade med numrene 71 og 72 vender ud mod Via del Biscione og Piazza Pollarola.

LIDT MERE HISTORIE:

Den vestlige del af Piazza del Paradiso dækker en del af det område, der i Antikken lå lige nordvest for rundingen på tilskuerpladserne til Pompejus' store Teater-kompleks, Theatrum Pompei, mens Pladsens østlige del ligger lige i udkanten af selve tilskuerpladsens nordlige halvcirkel inden sceneområdet, hvor idag Via dei Chiavari løber, som det kan ses af nedenstående Plan over Pompejus-Teatret og det moderne gadebillede:

A : Bidental alter - B : Schola collegii fabrum soliarium baxiarium - C : Schola collegii cantorum (?) - 1 : Aedes Veneris Victricis. Kult for guddommene Venus Victrix, Honos, Virtus, Felicitas og Victoria (?) - 2 : Theatrum Pompei - 3 : Arcus Tiberii - 4 : Porticus Lentulorum / Hecatostylum / Porticus ad Nationes - 5 : Porticus Pompeianae - 6 : Lacus - 7 : Arcus Pompei + Statue af Gnaeus Pompeius - 8 : Lacus - 9 : Curia Pompei - 10: Fontæne. Latrin (Forica Pensile) - 11: Aedes Larum Permarinum - 12 : Kolossalstatue af Jupiter - 13: Aedes Feroniae - 14: Aedes Fortunae Huiusce Diei - 15: Aedes Iuturna - 16: Latrin (Forica Grande)

Da Teatret efter en brand i Kejser Tiberius' regeringstid var brændt og derpå genopbygget efter Kejserens ordre, vedtog Senatet at opsætte en Triumbue til minde herom, kaldet Arcus Tiberii. Man mener, at Buen muligvis har stået ved den nordlige indgang til Teatret, altså omkring det sted, hvor den østlige del af Piazza del Paradiso løber ud i Largo dei Chiavari (omkring nr. 3 på planen ovenfor).

Det buede forløb, som husrækken på Pladsens sydside fremviser, svarer meget godt til tilskuerpladsernes nordlige halvcirkel. Og i flere af disse bygningers kældre og fundamenter skjuler sig rester af de gamle teatermure. Det gælder for eksempel i Hostaria Costanza (Piazza del Paradiso nr. 65), hvor der i kælderen findes rester af murværk.

Theatrum Pompei var i brug op til sidst i 500-tallet eller måske endog lidt senere. Så begyndte bygningen at forfalde, den sidste reparation foregik i 510 under Theoderiks regime, og byens indbyggere begyndte at lave boliger ud af ruinerne.

Den største og væsentligste findes netop på tilskuerpladsens runding, men lidt sydligere - ud mod Via del Biscione og Campo de' Fiori, mens mindre komplekser opstod i rundingens nordside, hvor der på det sted, hvor idag bygningen nr. 67-69 står på Pladsens sydside, i 1500-tallet lå en ejendom husende hotellet Albergo della Luna. (Den nuværende bygning erstattede i 1800-tallet den gamle).

I 1500-tallet stod der ud til Pladsen et hus, hvis facade var bemalet i clair-obscur med motivet "scena di naufragio" ("Et skibbrud"). Kunsthistorikeren Giorgio Vasari mente, at maleren var den berømte Polidoro da Caravaggio, som også var mester for mange andre af Roms facademalerier, eller muligvis en ukendt som efterlignede hans stil. Måske var ejendommen et af de 2 herberger, som lå i nærheden af Campo dei Fiori og havde samme navn: "Albergo della Nave" : "Hotel Skibet".

Et af de andre huse her på sydsiden stammer ligeledes fra 1500-tallet. Det ejedes i 1600-tallet af Collegio Inglese og var i 1630 og frem udlejet til en bager, der heri havde butik og bageri. Idag ligger her restauranten Hostaria Costanza, i hvis kældre der findes rester af antikt murværk.

Ligesom Piazza del Paradiso idag synes at bestå af 2 dele, den vestlige, trekantede og større del - og den østlige aflange "hale", var Pladsen oprindeligt måske opdelt i 2 pladser i forbindelse med de 2 værtshuse/herberger, som stod her allerede i 1400-tallet og kaldtes henholdsvis "Il Paradiso Grande" (Det store Paradis) og "Paradiso Miccinello" (Det lille Paradis). I 1445 ejedes det første af en vis Pirrone, mens en Francesco var ejer af det andet. I 1469 derimod hed ejerne Simone og Gilio da Novara, mens de i 1517 var Pietro Vicentino og Gabriel todesco. Af de sidste navne kan man se, at kroværterne på denne tid især kom fra Norditalien (Novara og Vicenza) eller ligefrem fra Tyskland.

På den lille del af Pladsen stod også en overgang gabestokken, hvor de mindre forbrydere blev udstillet. Dette instrument hedder på italiensk en "berlina", hvorfor Piazza del Paradiso en overgang kaldtes Piazza della Berlina Vecchia.

Det var her i 1600-tallet, at de 2 mindre pladser smeltede sammen til én og bebyggelsen omkring blev færdigdannet. Et 1700-tals hus findes på sydsiden, hvor der på muren til nr. 59 er opsat en gammel travertinportal, som stammer fra Kirken Santa Elisabetta dei Fornari Tedeschi. Denne lille Kirke stod med venstre sidemur mod Pladsens nordside, men forsvandt, da Largo dei Chiavari blev anlagt i slutningen af 1800-tallet.

I 1700-tallet opsattes også på husmuren ved nr.64 et Maria-billede af Madonna med Barnet. Foran dette billede samledes i Juleugen fløjte- og sækkepibespillere fra oplandet ("i pifferari e gli zampognari") for at spille natlige serenader efter ønske og betaling af de troende, der på denne måde ville hædre Jomfru Maria. Og måske ved antallet af bestilte serenader vise for deres naboer, hvor dybfølt deres tro var.

Litteratur om Piazza del Paradiso:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13, Tavle 220,221, 222, 223.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 674.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1980.
--- Rione VI Parione, Parte 1I / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione. ------- side 146, 148, 154, 162, 172.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 (før de nyeste fund).
Le strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - Roma : Newton & Compton editori, 2004.
--- Voume Terzo : P-Z. ----- side 964-965.
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 240-241.
borgato.be: Piazza e Via del Paradiso.
Info.roma.it: Piazza del Paradiso.