Opførelsen af Pompejus-Teatret begyndte omkring år 61 før Kristus på et jordstykke, som Gnaeus Pompeius tilsyneladende ejede på Mars-Marken, det store flade, åbne område mellem Via Flaminia/Via Lata (nutidens Via del Corso) og Tiberen. Ved siden af Teatret (muligvis oppe ved nutidens Piazza di San Pantaleo) lod Pompejus bygge et hus til eget brug.

Plutarch fortæller, at Pompejus under sine rejser i år 62 før Kristus havde været i den græske by Mytilene og havde beundret teatret her så meget, at han havde ladet fremstille en lille model, som han bragte med sig hjem og fik sine arkitekter til at bygge op i stor målestok.

Teatret, som blev indviet i år 55, havde en diameter på 150 meter, en scene på 90 meters længde, og kunne ifølge kilderne rumme 17.580 tilskuere. Det bestod af tilskuerpladserne anlagt som høje trappetrin i en halvcirkel rundt om den halvcirkelformede scene forneden. Hernede var der opstillet store statuer af Muserne og Apollon. To af disse 4 meter høje statuer findes idag på Louvre og Museo Nazionale di Napoli. Apollon-statuen samt nogle andre skulpturer kan ses i gården i Palazzo Borghese. Også 14 statuer af de lande, som Pompejus havde underlagt sig, var opstillet i Komplekset. De var udført af billedhuggeren Coponius.

Under tilskuerpladsernes trappetrin understøttedes disse af tykvæggede rum med kraftige tøndehvælvede lofter. Herinde fandtes der ramper og trapper, der forbandt de forskellige etager og havde udgange til tilskuerpladserne. Bygningens facade var forsynet med buer mellem flade halvsøjler i stenarten "pietra gabina", en tuf-art fra områderne Gabii ved Via Praenstina og Tusculum, og dekoreret med travertin. Øverst oppe rejste sig midt for tilskuerrækken Templet for Venus Victrix. Ifølge Richardson (se litt.note forneden) var der yderligere 3 eller 4 mindre templer heroppe, hvor guddommene Honos, Virtus, Felicitas - og måske også Victoria - blev dyrket. Andre historikere mener, at disse guddomme blev dyrket samme sted, nemlig i Templet for Venus Victrix.

Indvielsen i år 55 før Kristus foregik med stor pragt og over flere dage. Der var "litterære og musikalske optrin" og "kampe, to per dag i 5 dage. 500 løver, 20 elefanter og et antal losser blev massakreret ved den lejlighed" fortæller Politikens Kultur Guide Rom (s.248). Cicero kristiserer dog i et af sine Epistulae ad familiares (nr. VII,1) både skuespillere og opvisninger.

I år 32 før Kristus trængte Teatret til en renovering, som Kejser Augustus lod foretage. Ved denne lejlighed blev Curia Pompei for enden af det østlige søjlegangs-anlæg lukket af og den statue af Pompejus, som han havde ladet opstille der, flyttet frem til Teaterscenen.

I slutningen af Kejser Tiberius' regering (14-37 efter Kristus) blev scenerummet, som var skadet af en brand i år 21, restaureret, som det kunne ses af en mindeindskrift fra Kejser Claudius' tid (41-54), der blev opsat, da arbejdet stod færdigt og Claudius ved siden af scenen lod opføre en Bue til minde om sin onkel. (Arcus Tiberii - se nr.3 på planen nedenfor)

I år 66 lod Kejser Nero foretage forskellige forbedringer af scenen. Denne Kejser var meget optaget af teater, skuespil og sang og havde sikkert sin personlige mening om, hvorledes scenerummet skulle indrettes.

I år 80 efter Kristus raserede en stor ildebrand området, men Kejser Domitian (81-96) lod Teater-Komplekset reparere.

Omkring år 200, under Kejser Septimius Severus, blev Teater-Komplekset restaureret af Quintus Acilius Fuscus, som havde hvervet som "procurator operis Theatri Pompeiani".

Endnu en brand ødelagde dele af bygningen i slutningen af 200-tallet under Kejser Carinus, så de følgende kejsere Diocletian og Maximian lod foretage en større genopbygning.

I begyndelsen af 400-tallet lod Kejserne Arcadius og Honorius bygningerne restaurere. Den sidste reparation af Komplekset stammer muligvis fra Teoderiks regime i år 510.

Theatrum Pompei var i de 500 år, som Komplekset fungerede, anset for et af Roms mest storslåede anlæg, både hvad angår størrelsen og marmorets kvalitet og skønhed, samt de udsøgte skulpturer, der var opstillet i nicher i rummene og i søjlegangene bag scenen. De bedst bevarede rester kan idag ses i kælderen under Palazzo Orsini-Pio-Righetti, som desværre ikke er tilgængelig for offentligheden. Det er der til gengæld i restauranten Da Pancrazio (Piazza del Biscione 92), hvor man kan se rester af murværk fra understøtningen af tilskuerpladserne, i Ristorante Grotte del Teatro di Pompeo (Via del Biscione 73-74), og i Hotel Teatro di Pompeo (Largo del Pallaro 8), hvor morgenmadsrestauranten også er indrettet under de antikke mure.

Teatrets indre kurve ved overgangen til scenen kan stadig fornemmes i den buede Piazza di Grotta Pinta, mens bygningens ydre facade nogenlunde kan aflæses af forløbet Via dei Giubbonari, Campo de' Fiori, Via del Biscione og Piazza del Paradiso. Et luftfoto på GoogleMaps giver en fin idë om Kompleksets udstrækning.

På Pompeius-Teatrets ruiner opstod i tidens løb adskillige bygninger, både almindelige beboelseshuse, større ejendomme og palæer, samt kirker. Alle de ovennævnte bygninger naturligvis, men også huse og kirker i det østlige anlæg: kirkerne Santissimo Sudario dei Piemontesi og San Giuliano dei Fiamminghi i Via del Sudario. Her ligger også Casa del Burcardo, som blev bygget på ældre huse, ifølge Pavia (se litt.note forneden) klosterbygninger, som Benediktinermunkene fra Farfa solgte til den pavelige ceremonimester Johannes Burckhardt; kirkerne Santa Maria di Grotta Pinta og Santa Barbara dei Librai, Teatro Argentina og mange andre. På det vestligste stykke af Via dei Giubbonari, op mod Campo de' Fiori, ligger nogle lave barakbygninger ud til gaden. Hvis man går lidt tilbage, kan man bagved og over disse se et højt kantet hus - det er en del af Palazzo Orsini-Pio-Righetti, hvis mur her følger linien fra den gamle Teater-bygning.

Af og til arrangerer Roms kulturelle og arkæologiske foreninger rundvisninger i husenes kældre, der er bygget ind i de antikke rum. Disse står ifølge Pavia ofte som da de blev forladt i Middelalderen, hvilket også giver en speciel fornemmelse af, hvorledes livet i Rom fortsatte - og fortsætter - gennem århundrederne.

Litteratur om Teatro di Pompeo:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 1 : Testi e immagini. --- side 505.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 14 + tav. 220-221.
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 342-344.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1980.
--- Rione VI Parione, Parte 2 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione. ------- side 147-150, 154, 168-170.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 223-225.
Lozzi Bonaventura, M. Antonietta: A piedi nella Roma Antica: Passeggiate entro le mura. (Guide Iter, A piedi... 2). Edizioni Iter, 1993.
- side 38-43.
Neuumeister, Christoff: Das antike Rom. Ein literarischer Stadtführer. München, C.H. Beck, 3. Auflage, 1997.
- side 189-207.
Pavia, Carlo: Guida di Roma sotterranea. Gangemi Editore, 1999 (2.ed.).
- side 90-93.
Politikens kulturguide - Rom. Politikens Forlag, 2000.
- side 247-248.
Politikens visuelle guide - Rom. Politikens Forlag, 1994.
- side 146.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 383-385.
RomArcheologica : Guida alle Antichità della Città Eterna. - Roma : Elio de Rosa editore, 1999.
--- 4. Itinerario. ----- Side 16-18.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 317-319.
Staccioli, Romolo A.: Guida insolita ai luoghi, ai monumenti e alle curiosità di Roma antica. Newton & Compton Editori, 2. edizione, 2001.
- side 343-345.
King's Visualisation Lab: The Pompey Project.
Maquettes historiques: The Theatre of Pompey.
Wikipedia (engelsk tekst): Theatre of Pompey.
Wikipedia (italiensk tekst): Teatro di Pompeo.
Wikipedia (tysk tekst): Theater des Pompeius.