|
Indgangspartiet foran består af en travertinmur med 3 firkantede åbninger, hvoraf den midterste er både højere og bredere end de andre. Over hver åbning er der et spidsbuet felt med hvide marmorrelieffer på en bund af gyldne mosaiksten. Til venstre ses Sant'Alfonso, til højre San Clemente Hofbauer og i midten en gengivelse i mangefarvet mosaik af Madonna del Perpetuo Soccorso - det Maria-ikon som opbevares i Kirken - omgivet af skarer af engle i relief. Reliefferne er udført af Antonio della Bitta.
Denne facade afsluttes af en spids gavl med en statue af Kristus som Forløseren/Frelseren (på italiensk "Redentore", hvilket har givet navn til den religiøse præsteorden, som har bygget Kirken "I Padri Redentoristi", på dansk Redemptoristerne). På hver side er der et vandret murstykke inden hjørnernes smalle "tårne".
Foran Kirkens 3 indgange er der en høj og bred trappe (bygget i 1932) ned til en lille indhegnet plads med udgang til Via Merulana og Largo di Sant'Alfonso. Et smedejernsgitter mellem høje, kraftige søsjler af stenkvadre omslutter den indre plads.
På gamle stik kan man se, at indgangspartiet er kommet til senere. Oprindeligt var der tilsyneladende kun én indgang i det, der nu er den tilbagetrukne hovedfacade, og derfra gik der en trappe med nogle få trin ned til en stor af stenmure indhegnet plads forna Kirken. Ændringen af forpladsen skete i forbindelse med udvidelsen af Via Merulana, hvor gadeniveauet også blev sænket.
KIRKENS INDRE:
Kirken har 3 skibe, som adskilles af murpiller, der er beklædt med farvet marmor og bærer en række spidse, gotiske buer, hvorover der i hver side løber en balkon med plads til menighedens kvindelige medlemmer, et såkaldt matronæum. De er tegnet af den flamske Redemptorist Gerard Knockaert i begyndelsen af 1900-tallet. Over hver stor bue har matronæet 3 mindre, sammenhængende buer, adskilte af smalle søjler. Og over hver murpille er der en flad søjle, som slutter i en kapitæl ud for matronæets buer. Kapitælerne bærer de høje, spidste loftsbuer, som er bemalede og dekorerede med mangefarvet marmor og mosaikker ligesom undersiden af buerne nedenunder og alle ledige vægfelter. Denne udsmykning med engle og helgener stammer fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og er udført af et medlem af Redemptorist-Ordenen, den tyske maler Max Schmalzl (på italiensk kaldet Massimiliano Schmalz) efter tegninger af Eugenio Cisterna.
Gulvet har et stort mosaikmønster i blankpoleret marmor i flere farver.
Kirken får lys fra en lang række vinduer. Escobar (se litt.note) har optalt 46 af disse: 10 omkring højalter og i apsis, 15 i matronæerne, 7 i sideskibene og 14 øverst i hovedskibet. 12 af disse sidste er forsynet med glasmalerier af Dominikanermunken Marcellino Leforestier. I højre side forestiller malerierne "Arcangelo Gabriele" ("Ærkeenglen Gabriel"), "Giovanni Battista" ("Johannes Døberen"), "Martino di Tours", "San Nicola da Bari", "San Filippo Neri" og "Santa Maria Maddalena" ("Maria Magdalene"). Vinduesmalerierne i venstre side forestiller "San Michele Arcangelo" ("Ærkeenglen Mikael"), Ærkeenglen Raffaele, "San Gregorio Magno" ("Gregor den Store"), San Lorenzo, San Giovanni Nepomuceno og Santa Caterina d'Alessandria.
I starten af Kirkerummet er der et smalt forrum bag nogle murpiller og her er der en niche i hver side med statuegrupper af "Cristo coronato di spine" ("Kristus får påsat tornekronen") og "Crocifissione con la Madonna e San Giovanni" ("Korsfæstelsesscene med Jomfru Maria og apostlen Johannes").
I hvert af de smalle sideskibe med gotiske loftshvælv er der 3 altre, der ligesom resten af Kirken er udført i gotisk stil med udskårne altre med søjler, spidsbuer, stræbepiller og tårne, samt centrale nicher med statuer af forskellige helgener.
Det drejer sig om Santa Teresa d'Avila, San Giuseppe (Josef) og La Sacra Famiglia (Den Hellige Familie, det vil sige Maria, Josef og Jesus) i højre side og San Francesco d'Assisi, Maria Immacolata og Sant'Alfonso i venstre side. Altrene er tegnet af Gaspare Zambush og bygget i perioden 1932-1939.
Skriftestolene mellem kapellerne er udført af træskæreren Gerardo Uriati i begyndelsen af 1900-tallet efter en tegning af Gerard Knockaert.
Også disse er i gotisk stil.
På Kirkens triumfbue har Massimiliano Schmalz i begyndelsen af 1900-tallet malet et stort billede af "L'Incoronazione della Vergine" og helgenerne Alfonso, Gerardo Maiella, Clemente Hofbauer og Giovanni Nepomuceno Neumann, samt de saligkårede Giuseppe Passerat og Domenico Blasucci.
I Kirkens halvcirkelformede apsis, der er stor og lys, er der en mosaik med Kristus mellem Josef og Maria. Den er udført i 1964-1966 som erstatning for et tidligere maleri fra omkring år 1900 af Francesco von Rhoden.
På højalteret ses det gamle Maria-ikon, Madonna del Perpetuo Soccorso, som antagelig stammer fra 1300-tallets Grækenland. Det blev bragt til Rom omkring 1495 og ophængt i den nu nedrevne Kirke San Matteo, der lå lidt længere ude af Via Merulana.
Ikonet er anbragt på en bronzetrone udført af billedhuggeren Luigi Venturini i 1966. Dette til erstatning for en tidligere udført af Michele Stolz i 1870. Træreliefferne med Rosenkransens mysterier fra den gamle trone blev derpå fordelt på altre bag ved højalteret. Derved gik et maleri i apsis tabt. Det forestillede Gud Fader og Helligånden og var udført af Marcello Sozzi.
På Kirkens indgangsvæg er der over indgangspartiet anbragt en balkon med 2 orgler, et på hver side af det smukke rosetvindue med glasmalerier. Midterfeltet i vinduet er en gengivelse af Kirkens Maria-ikon.
|
