|
|
|
Diribitorium NU FORSVUNDEN ANTIK BYGNING: Se nr. 45 på Bykort til Piazza Navona "ØST"-turen : OMRÅDET I ANTIKKEN |
|
I Antikken stod der på det stykke af nutidens Corso Vittorio Emanuele II, der løber fra Piazza del Gesù til Largo Argentina, en aflang, rektangulær bygning, som kaldtes Diribitorium. Dens udstrækning var fra sydsiden af boulevarden og mod nord op til på den anden side af Largo delle Stimmate og Kirken San Francesco delle Stimmate. Ordet "Diribitorium" betegnede ifølge den gamle Latinsk-Danske-ordbog "En Bygning i Rom, i hvilken oprindeligt Stemmetavlerne ved Komitierne ordnedes; den brugtes senere i forskellige andre Øjemed". Det var altså her, at "diribitores", stemmetællerne, mødtes og "ordnede og adskilte stemmetavlerne" efter folkeafstemningerne. Ordet kommer af verbet "diribeo", der betyder "adskiller og ordner after deres forskellige Paaskrift de ved Afstemning i en Kasse lagte Stemmetavler ("tabellas")". Bygningen var opført lige syd for Saepta Iulia, hvor afstemningerne fandt sted, men Diribitoriums endemur stod en lille smule længere mod øst end Saeptas side mur. Den kendes fra et fragment af den antikke marmorbyplan Forma Urbis Romae og menes på kortsiden at have været omkring 43 meter bred med lysning mellem søjlerne på 33 meter. Den var opført af Marcus Agrippa, men afsluttet af Kejser Augustus, der åbnede den i år 7 før Kristus. Diribitorium brændte under den store brand i år 80 og mistede her sit tag, som aldrig senere blev genopbygget. Den sydlige mur af Diribitorium menes at være blevet fundet i 1884, da man udvidede den gamle gade, Strada Maestra dei Cesarini, for at den her kunne blive til den nye brede og trafikvenlige Corso Vittorio Emanuele II. Det lader også til, at man har fundet rester af nordmuren under Kirken San Francesco delle Stimmate. Ifølge fragmentet af marmorbyplanen ser det ud til, at indgangen til bygningen var fra vest, hvor der var store døre, som åbnede ind til en forhal med lignende døre i den modsatte side. Det ser ud som om der mod øst var en række mindre rum mellem og bagved en række søjler. Sydmuren, fundet under Corso Vittorio i 1884, bestod af blokke i peperino-marmor og fliser af travertin. Man fandt også her en smuk bue i dobbelte rækker af teglsten, men den blev ødelagt den 9.-10. Marts 1884. Både udgravninger og marmorbyplanen antyder, at der under gulvet nogle steder har været kanaler og søjlerækker langs murene, måske har der været tale om en søjlegang, en porticus. Da bygningen blev indviet i år 7 før Kristus, var det den største bygning under ét samlet tag, som fandtes i byen, og indtil branden blev dette tag båret af lange bjælker af lærketræ. En af disse, som ikke var blevet benyttet, opbevaredes i Saepta Iulia og vides at have været 100 fod lang og 1,5 fod tyk. Diribitorium mistede hurtigt sin oprindelige betydning, da folkeforsamlingerne i Saepta ophørte under Kejser Tiberius. Under Kejser Caligula blev rummet forsynet med trinvise rækker af bænke og kunne således benyttes som teater, hvis solen udenfor skinnede særligt stærkt. Som ovenfor nævnt gik bygningen op i luer i forbindelse med den store brand under Kejser Titus i år 80 efter Kristus og mistede her sit tag. Det blev ikke erstattet, fodi det var umuligt at finde så lange bjælker, som dem der nu var brændt. Hvad der sket med Diribitorium i de følgende år, vides ikke, men i 300-tallet var der indenfor dets mure blev opbygget et beboelseskompleks, som kaldes Domus Palis og som man anser for ejet af en fornem kvinde ved navn Palis, da man blandt ruinerne har fundet et vandrør med et ejermærke, som godt nok er ret ulæsligt, men tydes som Palis, Theodorus (og) Theodosius.
LIDT HISTORIE: Området syd for det sted, hvor Diribitorium stod, var i Antikken dækket af det store søjlegangsomkransede anlæg Porticus Minucia Frumentaria, hvorfra man foretog kornuddeling til befolkningen. I begyndelsen af 400-tallet faldt i hvert fald den sydlige søjlegang sammen og måske også de andre søjlegange. Årsagen var gentagne oversvømmelser, jordskælv og de plyndringer, som Rom blev genstand for i dette århundrede. Efterhånden opstod gennem Middelalderen andre, mindre huse og værksteder i de gamle ruiner, inden der i 1500-tallet opførtes de ny, lidt større palæer langs gaden "Strada Maestra dei Cesarini", nu en del af Corso Vittorio Emanuele II. Celsi-familien, der levede i Rom fra 1534, ejede flere huse i kvarteret, hvor en Giovanni Celsi lod en gammel og smal gade udbedre og udvide, så den efter ham kaldtes Via Celsa. Denne gade eksisterer stadig idag lige øst for Palazzo Celsi, der idag har hovedfacade ud mod Corso Vittorio, lige syd for stedet, hvor Diribitoriums sydmur stod. Her før 1550 påbegyndte Celsi-familien opførelsen af deres nye Palæ, antageligt opført på nogle af de ældre småhuse, der var i familiens eje, ligesom det gjaldt for mange andre nye huse på den tid. I samme periode byggedes også naboejendommen mod øst (til venstre), på hjørnet af Piazza del Gesù, Palazzo Petroni-Borgnana, og naboejendommen til højre Palazzo Ruggeri byggedes antagelig lidt senere, men Ruggeri-familien havde haft huse på stedet allerede fra 1400-tallet, hvor de havde butik som "aromatarii" (krydderihandlere). På den modsatte side af gaden Strada Maestra dei Cesarini, der i 1880-1890 blev udvidet til nutidens Corso Vittorio Emanuele II, stod inden da en større bygning kaldet Palazzo Colonna, som tidligere havde tilhørt Girolamo Rosolino og hvis portal blev genbrugt i Via del Gesù nr. 55 i det Palæ, som opførtes efter at de gamle bygninger langs gaden i 1880-1890 var blevet revet ned. Dette gjaldt også huset til venstre for Palazzo Colonna, et mindre hus indrettet til Scuola delle Maestre Pie: "De fromme lærerinders Skole". Disse huse stod netop indenfor muren til Diribitorium. Det lader derimod ikke til, at der blev revet huse ned på sydsiden af Strada Maestra dei Cesarini, hvor både Palazzo Celsi og Palazzo Ruggeri stadig har deres gamle facader ud til Corso Vittorio Emanuele II.
Litteratur om Diribitorium: |