|
|
|
Via dei Cesarini / Strada Maestra de' Cesarini nu FORSVUNDET og blevet en del af CORSO VITTORIO EMANUELE II Se mellem nr. 166 og nr. 169 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen Se ved nr. 47, 48 og 57 på Bykort til Piazza Navona "ØST"-turen |
|
Denne gamle - og nu til dels forsvundne - gade havde navn efter Cesarini-familien, der fra 1300-tallet havde ejendom i området og især det store kompleks Palazzo Cesarini, som lå på det nuværende Largo Argentina og forsvandt, da al bebyggelse i kvarteret blev revet ned i 1920'erne for at skabe et nyt boligområde, som imidlertid blev stoppet af fundet af mange interessante ruiner fra republikansk tid. Idag er området udgravet og udgør det, der kaldes Area Sacra di Largo Argentina. Gaden omtaltes både som Via dei Cesarini - en betegnelse som iøvrigt også anvendtes om en tværgående gade, der idag kaldes Via di Torre Argentina - og som Strada maestra de' Cesarini, altså den store Cesarini-vej. Og det er denne vej, der løb mellem Piazza del Gesù og nutidens Largo Argentina, som i slutningen af 1800-tallet blev opslugt af den store, nye, brede og trafikerede boulevard, Corso Vittorio Emanuele II. Selvom vejstrækningen omtaltes som "strada maestra", hovedvejen, var den ganske smal, faktisk så smal, at det skabte problemer, når de pavelige processioner ved højtiderne skulle passere herigennem, da vejen udgjorde en del af processionsruten, den såkaldte "via papalis". Ved sådanne lejligheder forbød man al anden færdsel, det være sig vogne eller fodgængere og der var da heller ikke mulighed for at eventuelle forbipasserende kunne knæle ned langs processionen for at modtage Pavens velsignelse. På gadens ene side, nordsiden som fandtes på højre hånd når man følger gaden mod floden, lå en række bygninger, som i slutningen af 1800-tallet blev revet ned for at gøre plads til den udvidelse, som anlægget af Corso Vittorio krævede. De nedrevne bygninger var blandt andre: Palazzo Mannoni, Palazzo Colonna Rosolino, Scuola delle Maestre Pie, Palazzo Amadei og Casa dei Ferretti, hvoraf dog en del stadig står ved nutidens Largo delle Stimmate. (I denne ejendom døde forøvrigt digteren Gioachino Belli i 1863). I de sidste årtier inden nedrivelsen, havde flere avisredaktioner sæde i de store palæer, hvor blandt andre dagbladet La Capitale blev udtænkt og herfra udsendte sit første nummer den 21. September 1870. Bladets direktør var Raffaele Sonzogno, der i 1875 blev myrdet her af en lejemorder ved navn Luciani. Husene på Gadens sydside blev ikke ofre for vejudvidelsen, men står mere eller mindre stadig som dengang. Det gælder for Palazzo Petroni, Palazzo Celsi, Palazzo Ruggeri og Collegio Calasanziano. LIDT HISTORIE: I Antikken lå der her en lang, rektangulær bygning, som kaldtes Diribitorium. Den placeres i den sydlige del af det såkaldte Saepta Iulia, men forlænget en smule mod øst. I Saepta afholdtes folkeafstemningerne, og i Diribitorium foretog de såkaldte "diribitores" optællingen af stemmerne. Bygningen kendes fra et fragment af den antikke marmorbyplan Forma Urbis Romae og menes på kortsiden at have været omkring 43 meter bred. Den var opført af Marcus Agrippa, men afsluttet af Kejser Augustus, der åbnede den i år 7 før Kristus. Diribitorium brændte under den store brand i år 80 og mistede her sit tag, som aldrig senere blev genopbygget. Diribitoriums sydlige del fandtes der, hvor Corso Vittorio Emanuele II løber idag, således at sydmuren har stået der, hvor denne gades sydlige fortov findes idag. I den første halvdel af 300-tallet efter Kristus lå der indenfor det rektangulære og aflange Diribitorium en beboelsesejendom kendt som "Domus Palis", som bestod af en sal med flere halvcirkelformede apsider mod vest. Man mener, at Domus Palis, også omtalt som Domus Palix, var ejet af en person af høj rang, måske en kvinde ved navn Palis, der på et vandrør fundet i nærheden er angivet sammen med en Theodorus og en Theososius. I 1500-tallet arbejdede man på at udbedre gadeforløbet mellem Pantheon og den pavelige processionsrute Via Papale. I 1537 påbegyndtes under Pave Paul III udvidelsen og forbedringen af Via dei Cesarini, ligesom man udbedrede de små tværgader, som forbandt denne gade og det parallelle gadeforløb Via dei Cestari / Via della Minerva. På denne måde forbedredes også adgangen til de offentlige markeder, som afholdtes i ruinerne af Agrippa's Thermer, der lå nordvest for gaden. Arbejdet blev igangsat af Kardinal Farnese og for at skaffe penge hertil blev der tilsyneladende i 1539 opkrævet en skat, som skulle dække sådanne ikke nærmere præciserede arbejder. Samtiden omtalte arbejdet som "via publica noviter facta": "den offentlige vej blev lavet påny". Omkring 1575 byggede Strozzi-familien et palæ på vestsiden af Via dei Cesarini og nord for gaden Via della Pellicciaria, som var den østlige fortsættelse af Via del Sudario og som forsvandt, da Corso Vittorio Emanuele II blev anlagt i 1870'erne. I 1500- og 1600-tallet opførtes mange af husene langs gaden. På nordsiden de senere nedrevne: Palazzo Mannoni, Palazzo Colonna Rosolino, Scuola delle Maestre Pie, Palazzo Amadei og Casa dei Ferretti, hvoraf dog en del stadig står ved nutidens Largo delle Stimmate. Og på sydsiden de stadig bevarede: Palazzo Petroni, Palazzo Celsi, Palazzo Ruggeri og Collegio Calasanziano. I 1587 lod Pave Sixtus V gaden brolægge på det stykke som gik "dal sig. Giorgio Cesarini per la Ciambella alla Rotonda" ("fra Hr.Giorgio Cesarini til La Ciambella ved Pantheon"), dvs. stykket fra Cesarini-familiens hus, så lå i den nordlige del af det nu udgravede område på Largo Argentina, og frem til Piazza della Rotonda. I slutningen af 1800-tallet anlagdes Corso Vittorio Emanuele II og nogle ejendomme blev som nævnt i den anledning revet ned.
Litteratur om Via dei Cesarini / Strada Maestra de' Cesarini: |