Syd for den trafikerede og kaotiske hovedfærdselsåre Corso Vittorio Emanuele II ligger - et lille stykke efter den store Piazza della Chiesa Nuova på den modsatte side - en lille og idyllisk oase under skyggefulde trækroner: den lille Piazza Sforza Cesarini opkaldt efter det store palæ, hvis sidemur afgrænser Pladsen mod vest.
Den nævnte mur stammer fra en ombygning af Palazzo Sforza Cesarini i 1888, men andre gamle husfacader afgrænser Pladsen mod syd og mod øst og bidrager til det charmerende indtryk. Vi befinder os her i kvarteret Rione V Ponte.
Foto cop. Leif Larsson
På Pladsens østside - og venstre hånd, når man kommer fra Corso Vittorio Emanuele - er hjørneejendommen til denne gade et 5-etagers nyere hus, der som alle her er ny- eller ombygget, da den brede gade blev anlagt i slutningen af 1800-tallet. Huset har en høj stueetage med facadeudsmykning af tilhugne stenkvadre, som også er anvendt til en lodret række på hushjørnet. Ellers er facaden pudset op i en lys gullig farve uden andre dekorationer end nogle smalle etageadskillelsesbånd under vinduerne. Disse er indsat i profilerede karme, hvoraf førstesalens er toppet af små udskårne konsoller bærende vandrette overliggere, andensalens ligner, men er uden konsollerne, trediesalens har ingen overliggere og fjerdesalens har lidt smallere rammer. De 7 fag buede forretningsvinduer og -døre ud til hovedgaden har gadenumrene 274-280. I nr. 276 sidder hovedindgangen og over denne og nabobuen, der også har nr. 276, sidder en kraftig stenbalkon båret af 2 kraftige og udskårne konsoller.
De 2 fags sidefacade ud mod Piazza Sforza Cesarini har samme udsmykning som hovedfacaden.
Ved siden af står en ældre 5-fags bygning i 4 etager. Dog er stueetagen meget høj her og blot forsynet med 4 åbninger: 2 brede vinduer med døre i nr. 23 og 24, et ganske smalt vindue og derpå en dør i en bue af kraftige stenkvadre uden gadenummer. Facaden er helt i gulligt puds, med brede lyse etageadskillelsesbånd og vinduerammer i puds.
Til højre står endnu et gammelt hus med 4 etager i 3 fag. Det stammer fra 1400-tallet og de dobbelt vinduer i de buede karme med profilerede rammer og overliggere udgør sammen med vandrette stukbånd under vinduerne den eneste udsmykning på den pudsede facade. Stueetagens 3 fag er fordelt med en smal bue med en indgang til lokalet bagved i nr. 25, derpå et mindre kvadratisk vindue, samt i nr. 26 en bredere hovedindgang i et bue af stenkvadre.
Den sidste ejendom her på Pladsens østside er også af ældre dato og har i stueetagen en smuk indgangsportal under en let dekoreret frise med en vandret overligger. Indgangen har nr. 28 og flankeres af 2 store firkantede forretningsvinduer i nr. 27 og 29. Facaden er i lyst rosa puds og de 3 høje vinduer på hver af de 3 øvre etager har profilerede karme og på de 2 nederste vandrette overliggere over brede friser.
Pladsens sydside er sammensat af 3 huse. Det første fra venstre har 3 fag i de nederste 4 etager, mens den øverste etage har 5 fag og rester af en tidligere pergola med 6 flade søjler og 5 buer. Den høje stueetage og den lave og med små kvadratiske vinduer forsynede førstesal har stenmønster i den okkerfarvede facade. Lodrette rækker i stenmønster markerer hushjørnerne hele vejen op. Gadenumrene er lidt forvirrende her. De 2 østligste portbuer med hovedindgang til venstre og port i midten har nummer 30 og 31, mens den vestlige bue har nr.37 - måske for at passe ind med nabohuset i nr. 38-40. Facaden bærer tydelige tegn af tidligere udsmykning og bemaling, men det meste er enten forsvundet eller tæt ved. To brede friser - under andensalen og trediesalen bærer rester af indskrifter, mens man på facaden mellem vinduesbuerne på de 2 øverste etager kan se rester af forskellige mønstre i tern og striber. Der er muligvis tale om en del af den ejendom, som anvendtes til Herberg for de böhmiske pilgrimme og hvis forside kan ses i Via dei Banchi Vecchi nr. 131-132. I så fald stammer bygningen fra 1400-tallet. Udsmykningen er tilsyneladende en rekonstruktion fra omkring 1875.
Til højre står bagsiden af Palazzo Accetti, som er hjørnehus fra Pladsen mod Via Sforza Cesarini og Via dei Banchi Vecchi. Facaden har til venstre 4 fag i 4 etager og derpå hen til hjørnet 3 fag i 5 etager. Der er her tale om 2 sammenbyggede huse og vinduesrækkerne korresponderer ikke med hinanden. Over portalen i nr. 40 sidder en lille balkon med smedejernsgitter, båret af travertinkonsoller. Indgangsportalen i nr.41 sidder i en høj kvaderstensramme, mens nogle andre lignende idag er indrettet til butikker. Komplekset har her gadenumrene 38-41.
Den venstre del af huset - med numrene 38-39 - har på øverste etage rester af en pergola med runde granitsøjler indmuret mellem vinduerne:
Foto cop. Leif Larsson
Midt på Pladsen står i det lille grønne anlæg en statue af Nicola Spedalieri. Den er udført af billedhuggeren Mario Rutelli i 1903 og blev i slutningen af 1900-tallet flyttet herhen fra Piazza di Sant'Andrea della Valle.
.....
Fotos cop. Leif Larsson
Tidligere stod her en anden statue, som i 1940 blev flyttet til den åbne plads i den vestligste del af Corso Vittorio Emanuele II ved Via Acciaioli. Den forestillede Terenzio Mamiani della Rovere og var udført i 1892 af Mauro Benini.
I Antikken løb der langs det, der idag er Corso Vittorio Emanuele II, og ud i Tiberen mellem Ponte Vittorio Emanuele og Ponte Sant'Angelo en kanal kaldet "Euripus". Muligvis var der her en naturlig bæk, men den blev senere omdannet til en afvandings- og dræningskanal, som førte vandet væk fra Stagnum Agrippae. Den omtaltes derfor også som "Euripus Thermarum Agrippae".
I Antikken lå der et meget stor bygning på det sted, hvor nu Palazzo Sforza Cesarini's nordlige del står. Den bredte sig også mod nord ud over nutidens Corso Vittorio Emanuele II og mod øst over Piazza Sforza Cesarini. Der er fundet mange rester herfra, men man kender ikke til dens brug eller betydning. Lanciani (se litt.note nedenfor) angiver den som Ara Ditis et Proserpinae i Tarentum, men Carandini har i sit Atlante (se litt.note nedenfor) flyttet dette kompleks meget længere mod nordvest, sådan som nyere forskning har påvist.
I 1400-tallet kaldtes området, hvor nu Piazza Sforza Cesarini ligger for Pizzomerlo, Pizzomeroli eller Pizzo di Merlo. Området stødte op til det mod nord liggende Pozzo Bianco. I Pizzomerlo - og man kender ikke navnets betydning eller oprindelse - boede Pave Alexander VI's elskerinde Vannozza Cattanei.
Litteratur om Piazza Sforza Cesarini:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 796-797.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione V Ponte, Parte IV / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1981. --- side 6, 11, 72, 78, 79, 80. -----XXXXXX
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 (før de nyeste fund).
Le Strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - 1. edizione. - Roma : Newton & Compton editori, 2004. - (Biblioteca de Il Messagero).
- Volume Terzo : P-Z. ---- side 1191.
Info.roma: Via Sforza Cesarini, Roma.