ANNAS ROM GUIDE
Strada Felice: tur nr.3

En tur ad Strada Felice i årene efter dens anlæggelse:

(NB: turen er opdelt i 5 etaper: stykket fra Kirken Santa Croce in Gerusalemme til Piazza Vittorio Emanuele II, stykket fra Piazza Vittorio Emanuele II til Kirken Santa Maria Maggiore, stykket fra Santa Maria Maggiore til Via Nazionale, stykket fra Via Nazionale til Piazza Barberini og endelig stykket fra Piazza Barberini til Piazza Trinità dei Monti.)

STYKKET FRA KIRKEN SANTA MARIA MAGGIORE TIL VIA NAZIONALE:

Bag Santa Maria Maggiore's nordvestlige hjørne udgøres Strada Felice idag af Piazza dell'Esquilino, opdelt i to niveauer, det højereliggende lige bagved kirken og ned til Via Cavour og det lavereliggende fra Via Cavour og ned til Via Urbana.

Disse niveauer var tidligere meget mere udtalte, men blev kraftigt opfyldte og nivellerede, da området blev anlagt i 1870'erne og de nye gader og den nye bebyggelse opstod. Man kan danne sig et begreb om de højdeforskelle, der var tale om på Sixtus V's tid, ved at se på Kirken Santa Pudenziana i Via Urbana. Den ligger idag et langt stykke under gadeplan og det var altså dernede, at datidens Vico Patricio befandt sig. Stigningen hernede fra og op ad bakken til Cispio-højtoppen, hvor Santa Maria Maggiore ligger, var derfor meget stejlere end idag og antallet af trappetin op til kirkens bagindgang ved apsis var færre (se foto).

Denne trappe havde i tidens løb undergået flere forandringer, blandt andet i forbindelse med Jubelåret i 1475 under Pave Sixtus IV. Apsis var også dengang anderledes bygget, den var femkantet, ragede længere frem og fik først i 1673 den smukke bue, den har idag. I 1585, mens Felice Peretti stadig var Kardinal, påbegyndte han arbejdet på et nyt kapel i Kirkens ene side (ud mod Via dell'Esquilino), beregnet til at huse hans gravmæle. Efter at han var blevet pave i 1585 lod Sixtus V Domenico Fontana stå for arbejdet med at nivellere pladsen bag apsis, således at der her i 1587 kunne opstilles den obelisk, som vi kan se idag.

Det er en ægyptisk obelisk, der stammer fra Augustus' Mausolæum, hvor den i Middelalderen væltede og blev liggende på jorden efterhånden begravet og glemt, indtil den blev fundet under en udgravning i området i 1519 og man begyndte at tale om, hvor den skulle opstilles. At Sixtus V ønskede den opstillet på pladsen bag sin elskede kirke, skyldtes måske også, at han på denne måde ville skabe en smuk udsmykning foran indgangen til sit landsted, Villa Peretti, der lå netop her.

For at udvide og nivellere pladsen, så obelisken kunne opstilles, tøvede man ikke med at nedrive to gamle kirker, San Luca og Sant'Alberto. San Luca kendes i hvert fald fra 1300-tallet og var sæde for "Confraternita dei Pittori", "Malernes Lægbroderskab", som blev flyttet til Kirken Santa Martina al Foro Romano. San Luca lå omtrent der, hvor obelisken står idag, og tæt ved lå et lille kapel for Santi Cosma e Damiano. Sant'Alberto lå længere nede mod Via Urbana og havde tilknyttet en hospitalsbygning, der nævnes allerede i 1287, men vides at have været ældre. Komplekset lå så lavt, at det kaldtes "pozzo" ("brønd"), måske også "Pozzo Roncone".

Nede i dalsænkningen mellem Pozzo Roncone, Sant'Alberto og Santa Pudenziana løb Vico Patricio, Antikkens Clivus eller Vicus Patricius, og i pladsens nordligste hjørne udgik en mindre vej, der kaldtes Clivus A Vico Patricii ad Thermas.

Jorden herefter ejedes på nordøstsiden af nonnerne ved Kirken San Lorenzo in Panisperna, i hvert fald ned til nutidens Via del Viminale, lidt længere inde mod nordøst lå også "Vigna già Zerla" i 1580 og på den anden side af Via del Viminale lå tidligere Vigna dei Frangipani, som ved Strada Felice's anlæggelse hed Villa Strozzi.

På Strada Felice's sydvestside lå bagved Kirken Santa Pudenziana det tilhørende Kloster. Dengang eksisterede Via Cesare Balbo ikke, så jordstykkerne på begge sider af denne har været sammenhængende ejendomme.

Lige efter Via del Viminale, som dengang hed Strada Strozzi og var kantet med høje mure ind til de pragtfulde landsteder, Villa Strozzi på venstre side og Villa Peretti på højre side, lod Pave Urban VIII bygge Kirken San Norberto i 1627 og overfor på nutidens Piazza del Viminale byggede munkene "I Fatebenefratelli" i 1584 Kirken Santa Maria della Sanità med det tilknyttede hospital bagved. Her fandt man under byggeriet på kirkens jord antikke ruiner og her forbi har i Antikken løbet vejen Vicus Portae Viminalis, som man har fundet rester af oppe ved nutidens Piazza Beniamino Gigli.

Op mod Via Nazionale købte munkene af Ordenen "San Paolo Primo Eremita" i 1669 et stykke jord af Cistercienser-munkene ved Kirken Santa Pudenziana og opførte her en lille kirke og et kloster. Resterne kan stadig ses idag, men portalen er fra en ombygning omkring 1770 (se foto).

Næste etape af turen ad Strada Felice er stykket fra Via Nazionale til Piazza Barberini.


Kort over Viminalområdet
Bøger og links om Rom
Tilbage til Viminalturen
Andre turforslag
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 17.4.2004 og sidst opdateret d. 17.8.2011