|
I kirkekataloget fra Torino fra 1320 kaldes Sant'Ambrogio-Kirken ligesom Klosteret: Santa Maria di Massima. De 2 navne må på dette tidspunkt begge have været brugt, for i Cencio Camerario's katalog benævnes Kirke og Kloster: "Sant'Ambrogio de Maxima".
Det var her i 1300-tallet, at Benediktiner-nonnerne ved Sant'Ambrogio officielt sluttede sig til La Congregazione delle Benedettine Santuccie, som var blevet grundlagt af Beata Santuccia Carabotti i 1258. Denne forbindelse lader dog til kun at have været kortvarig, mens tilknytningen til Benediktiner-Ordenen blev bibeholdt.
Man har i 1992 kunnet påvise forskellige rester fra de tidlige klosterbygninger, som idag er delvist nedgravede. Væggene har ikke været ret kraftige, hvorfor man mener, at der har været tale om flere småhuse med forskellige højde og udseende. I den nuværende spisesal og køkkenet ses i murværket spor af små buer i gulvniveau. Det er muligvis vinduesbuer fra de gamle bygninger. Ved siden af køkkenet (markeret med et "G" på planen nedenfor) ses også rester af en større bue, som svarer til den ovn, der stod herinde. Udgravningerne tyder på, at husene har fået tilføjet flere etager i 1100-tallet og atter i 1200-1300-tallet. Her indrettedes nonnernes soverum.
I 1411 var det en vis Lucia de Mancinis, som var Abbedisse i Klosteret. Hun var nævnt i en indskrift, som fandtes i kapellet for Santo Stefano, hvor hun tilsyneladende havde ladet foretage nogle forbedringer.
I 1400-tallet har der antagelig til Klosteret været tilføjet en kapitelsal på det sted, hvor Kirkens portico nu står. Her malede Antoniazzo Romano omkring 1490 på muren en fresko af "Nedtagelsen af Korset", som det var skik at have hængende i klostrenes kapitelsale.
I 1491 hed Abbedissen Margarita "de Civitate Castelli" og hun underskrev det følgende år sammen med 8 nonner en lejekontrakt på en vingård, hvilket de havde fået Kardinal Orsini's tilladelse til.
I et kirkekatalog fra 1492 opgives antallet af nonner i Klosteret at være knap 10. Det samme antal som i en opgørelse fra 1520. Det lader til at Klosteret, trods talrige gaver, var ret fattigt i Middelalderen, således måtte nonnerne i 1492 leje sig ind i et af familien Bucarmatiis' huse, fordi de ikke havde midler til at få foretaget de nødvendige reparationer på Klosterets ejendomme.
I 1497 var det påny et medlem af Mancini-familien, der var Abbedisse i Klosteret. Lucia de Mancinis fortsatte i denne stilling helt frem til 1526 og Klosteret voksede støt under hendes ledelse. I 1520 kunne 16 nonner underskrive et gaveløfte, mens tallet steg til 22 i løbet af 1520 og til 24 i 1525.
Stigningen i antallet af nonner var dog ikke uden problemer og i perioden 1515-1520 måtte de sælge nogle af deres små huse for at kunne betale for en ombygning af de resterende, så Komplekset kunne rumme det større antal nonner, der havde søgt hertil. Der måtte bygges flere soverum og både køkken, spisesal og arbejdsrum måtte udvides. Det var muligvis i denne forbindelse, at krypten under Kirkens portico blev udgravet. Kilderne omtaler også et "claustrum apertum", en åben klostergård og søjlerække langs Kirkemuren.
I 1527 ramtes Rom af den helt store katastrofe. Karl V's protestantiske lejetropper belejrede og indtog Rom med lang tids shærgen og plyndring til følge. Især gik det ud over kirker og klostre og de af protestanterne så forhadte præster, munke og nonner. Overfald, tortur, mord og voldtægter var daglige foreteelser, ligesom al kirkeudsmykning af værdi forsvandt i erobrernes lommer - nogle personer og genstande kunne dog tilbagekøbes mod klækkelige løsepenge. Hvordan nonnerne ved Sant'Ambrogio klarede denne periode, vides ikke. Måske har de søgt tilflugt hos deres respektive familier, selvom "almindelige" mennesker nu heller ikke blev skånet. Abbedissen Lucia Mancini skal være død i 1527, måske som følge af de voldsomme begivenheder.
I 1528 tiltrådte i hvert fald en ny Abbedisse, Margarita de Schiattesibus og i 1539 indtrådte nonnerne ved Sant'Ambrogio i Ordenen "Congregazione Cassinese". Fra denne Orden ville nonnerne herefter modtage en skriftefader på besøg 4 gange årligt.
På den ældst kendte plan over området, Bufalini's plan fra 1535-1551, er Kirkens grundplan angivet sammen med navnet "Divi Ambrosii". Nu er dette navn åbenbart blevet det fremherskende. Selve Klosteret er dog ikke angivet, ligesom de omkringliggende bygninger mangler. Men vi ved fra et dokument fra 1520 omhandlende forskellige arbejder i Komplekset, at der var en åben klostergård foran Kirken. Denne strakte sig måske hen til det sted, hvor der nu står en forntæne og hvor man i muren kan se spor efter en bue.
I 1564 fik Klosteret besøg af en kontrolkommission, som skulle besigtige kirker og klostre i området. Den gjorde ingen særlige bemærkninger om Klosteret, men noterede sig at Kirken havde 6 altre og en døbefont, hvilket vil sige, at den på denne tid sandsynligvis har fungeret som sognekirke.
Indtil slutningen af 1500-tallet bestod Kloster-komplekset af nogle små og beskedne huse, bygget i forbindelse med hinanden. Der var ikke brug for så meget, da det lille nonnesamfund ifølge kirkekatalogerne fra 1230 og 1320 kun talte omkring et dusin søstre. Desuden var der nogle gårdspladser beplantet med frugttræer. Under den nuværende Kirkes portico og i klostergården har man i 1981 udgravet rester af mure fra små huse, opført i ruinerne af Herkules-Templet og med genbrug af materialer herfra. Nogle af disse mure dateres til 700-tallet. De var forsynet med døre og vinduer, som blev muret til i 1100-tallet, hvorefter rummene blev fyldt op og hele niveauet hævet, dels for at bygge nyt ovenpå de ødelagte bygninger fra 1084 og 1091, dels for at kunne undgå Tiberens oversvømmelser. En sådan ramte i 1230 hele Campo Marzio-området og muligvis også Klosteret.
Egentlig havde nonnerne nogle problemer med deres små huse, der lå klemt inde mellem større ejendomme, hvori områdets notabiliteter - ofte nonnernes familier - boede. Nonnerne klagede over manglende privatliv og ro, og ved de kirkelige visitatser blev det gang på gang påbudt dem at forhøje murene rundt om Komplekset, samtidig med at familierne i de omgivende huse blev anmodet om at lade de vinduer tilmure, der havde udsyn over Klosteret.
I 1568 besluttede nonnerne at udvide deres hjem med en ny sovesalsfløj, som blev opført ved at sammenbygge 2 eksisterende mindre huse ved Via dei Funari, forsyne dem med hvælvet loft og tilføje en ekstra etage. Arkitekten Giacomo della Porta udførte tegninger til projektet og murermestrene Gabriel Pierucci og Angelo di Pietro stod for det praktiske. I deres kontrakt var indført denne kuriøse betingelse: "Hvis der under arbejdet findes (udgraves ?) kunstgenstande, skal disse afleveres til Klosteret, mens "ruinerne" kan beholdes af murerne". Det er muligt, at udgifterne betaltes af Pave Pius V, da det ikke lader til, at nonnerne denne gang solgte noget fra.
Den nuværende murfontæne i Klostergården er muligvis bygget i Domenico Fontana's værksted på et tidspunkt kort efter 1587, hvor Pave Sixtus V foranledigede akvadukten Acqua Felice bygget for at forsyne Rom med mere vand. De Dreuille (se litt.note forneden) foreslår på baggrund af ligheden med fontænerne i Quattro-Fontane-krydset, at også denne fontæne kan være blevet bekostet af Mattei-familien, der havde ejendomme begge steder. I 1596 indsendte nonnerne ved Sant'Ambrogio en ansøgning om at få tildelt 2 unser vand fra Acqua Felice, som lovet af Pave Clemens VIII i 1595.
Omkring dette tidspunkt erhvervede nonnerne også jorden foran Kirkebygningen, hvor der tidligere havde været en lille offentlig plads, hvor kvarterets beboere kunne hente vand ved fontænen. Nu indlemmedes pladsen i Klosterområdet og beboerne måtte benytte fontænen på Piazza Mattei.
I begyndelsen af 1600-tallet tilhørte flere af nonnerne den spanske Torres-familie. Her var de 2 søstre Olimpia og Margarita de Torres og deres slægtning Beatrice de Torres. Da deres fætter Ludovico de Torres i 1605 blev udnævnt til Kardinal brugte han en del af sine rigdomme til at udvide Klosteret og bygge en ny kirkebygning. Dette mindes i en indskrift over portalen i muren ud til Via di Sant'Ambrogio. Teksten lyder: "Moniales huius Ecclesiae B Virgini Mariae - ac S. Ambrosio de Maxima dicatae - Ordinis S. Benedicti - liberalitate Olympiae De Torres Abbatissae - erexerunt An Dom MDCXXII" : "Benediktiner-nonnerne i denne Kirke, som er viet til Jomfru Maria og Sant'Ambrogio de Maxima, rejste den i Det Herrens År 1622 ved hjælp af donation fra Abbedissen Olympia De Torres".
cop. Leif Larsson
I 1612 modtog nonnen Madalena Sotti en stor arv, som hun anvendte på en genopbygning af Klosterets spisesal og køkken.
I 1622-1623 ønskede nonnerne mere vand og de fik da tilladelse til at købe endnu 1 unse af Acqua Felice-vandet, men her taget fra det vandreservoir, der lå ved Campidoglio og som forsynede fontænen på den nu forsvundne Piazza Montanara. Som betaling herfor måtte de forsyne denne fontæne med et bassin i den øverste del.
Der foretoges endnu en Visitats i 1624, hvor kirkebyggeriet er beskrevet. Sognet sørgede for 4 kapellaner til at passe Kirken, men nonnerne måtte betale noget af udgiften, også til en messedreng. I Visitatsberetningen anføres, at der nu bor 64 kvinder i Klosteret. De 29 af disse er ordenssøstre, resten er vel så novicer og lægsøstre - eller tjenestefolk. Nonnerne ønskede igen mere plads og brugte nu en medgift fra Søster Hieronima Orsini til at købe et nabohus, som tilhørte Ordenen Suore di San Cosimato. Søsterens familie rundede beløbet op og andre nabohuse blev også opkøbt.
En fontæne midt i klostergården i niveau med det gamle Herkules-Tempel og Middelalderhusene er nu forsvundet, men eksisterede antagelig indtil 1600-tallet.
I 1630 brugtes Søster Maria Cherubina Sansoni's medgift til forskellige reparationer i Klosteret.
I en Visitats-beretning fra 1664 nævnes Klosterfontænen med den kommentar, at den forsynedes med vand fra akvædukten Acqua Vergine, så det er muligt, at der har været tale om 2 fontæner. Samtidig klagede nonnerne over, at den faktisk gav meget lidt vand. Her nævnes også en "Scala Santa", en Hellig Trappe, inde i Klosterområdet, som blev bygget for midler efterladt af Suora Leonora Orsini, der havde beklædt hvervet som Abbedisse i 1648.
Klosterets tilstand blev nøje beskrevet i Visitatsberetningen fra 1710 og en senere inventar-liste fra 1727, ligesom der findes gamle planer over Komplekset. Mod vest lå de 2 gårdspladser, der på planen nedenfor er betegnet G og 6. Den sidste ligger foran Kirkens indgang (8) med Fontænen (7) på nordvæggen ud mod køkkenrummene. Den første var omgivet af en søjlegang tegnet af Giacomo della Porta og forskellige bygninger. I stueetagen fandtes her nogle kontorer og arbejdsrum, samt mod øst som ovenfornævnt køkken og rum forsynet med bageovne, hvor man bagte kager, de såkaldte "ciambelle", som solgtes fra portnerboligen (F). Rummene i stueetagen var plaget af fugt og derfor ikke brugbare som beboelsesrum, "fordi Klosteret er bygget på et lavliggende og fugtigt sted, i nærheden af Pescheria (fisketorvet)".
I fløjene ud mod Via di Sant'Ambrogio havde Giacomo della Porta bygget en stor korridor med loggia'er både forneden og på førstesalen. Dette "for at give nonnerne noget mere frisk luft, så de ikke så tit blev ramt af de sygdomme, som de mente skyldtes de trange, mørke og dårligt ventilerede rum i Klosteret".
I perioden 1752-1772 måtte nonnerne bruge en del penge på ombygning af Klosteret og i 1764 var murene ud mod "Piazzetta Serlupi" (nutidens Piazza Lovatelli, i øverste venstre hjørne af planen nedenfor) så ødelagte og faldefærdige, at disse også måtte repareres. Bygningerne i denne del af Klosteret var ifølge arkitekten Luigi Vanvitelli i en forfærdelig stand. De bestod af en hel masse småbygninger, forbundet med hverandre af trapper og stiger, som nonnerne måtte klatre op og ned af for at komme frem. Efter den nødvendige ombygning kom denne fløj i Kompleksets nordøstlige del til at huse Novice-afdelingen. Da antallet af nonner samtidig var for stadigt nedadgående, fik de tilbageværende nu større rum og mere luftige omgivelser.
A : Kloster - B : Novicefløj - C : Have og gårdsplads - D : Hønsegård - E : Samtalerum - F : Portner og "rota" - G: Rum til køkken, opbevaring, bagning og vask, og lignende
1 : Indgang til Klosteret - 2 : Mur og Indgangsportal - 3 : Smal gårdsplads - 4 : Bygninger ved siden af Kirken - 5 : Klosterbygning - 6 : Gårdsplads og Kirkegård - 7 : Fontæne - 8 : Kirkefacade - 9 : Portico / forrum - 10: Kirkerum - 11: 1.Alter i højre side (Capp.S.Marcellina) - 12 : 2.Alter i højre side (Capp.S.Benedetto) - 13: Tværskibskryds og Kuppel - 14: Højre Tværskib/Altare del Crocifisso - 15: Apsis og Højalter - 16: Venstre Tværskib/Altare di S.Mauro
..... var tidligere Nonnernes Kor - 17: Sakristi - var tidligere Nonnernes Kor - 18: 2.Alter i venstre side (Capp.della Madonna) - 19: 1.Alter i venstre side (Capp.S.Giuseppe) - 20: Indgangsvæg med de studerendes kor
Ifølge Visitatsberetningen fra 1769 havde Klosteret efterhånden opkøbt alle ejendommene langs med Via di Sant'Angelo in Pescheria og ved Piazza Lovatelli.
Den 17. Maj 1809 lod Kejser Napoleon Rom indlemme i sit kejserrige og i sommeren 1810 nedlagde han med et pennestrøg alle religiøse institutioner og forlangte at alle munke og nonner skulle forlade deres Klostre inden den 15. Juni. Alle deres kostbarheder og arkiver blev forseglet og meget af det konfiskerede blev sendt til Paris. Fra Convento di Sant'Ambrogio fjernedes 161 dokumenter, som blev returneret til Vatikanet i 1817, men tilsyneladende er forsvundet et sted på vejen.
Det var den franske Regerings mening, at Kirken og størstedelen af Klosteret skulle nedrives for at gøre plads til et større og mere moderne fisketorv. Men Napoleons fald satte en stopper for disse planer og Pave Pius VII påbød munke og nonner atter at samles i deres klostre. De få nonner, der efterhånden var tilbage fra Sant'Ambrogio, foretrak imidlertid at flytte ind i Benediktinerklosteret i Campo Marzio.
Så stod Komplekset altså tomt og Pius VII overlod nu Klosteret til en anden Benediktiner-Orden kaldet "Le Zitelle del Conservatorio di Sant'Eufemia", som forblev her i kun 15 år, til 1828, hvorefter de flyttede til Conservatorio delle Trinitarie ved Kirken San Paolo Primo Eremita på Esquilinhøjen.
Efter 1828 lod Pave Leo XII Klosteret restaurere, så en ny nonneorden kunne flytte herind i 1838: Le Terziarie Regolari di San Francesco.
I perioden 1849-1850 blev Klosteret atter lukket under revolutions-optøjerne, men nonnerne kunne vende tilbage i April 1850.
I 1859 blev Klosteret imidlertid centrum for en stor skandale, da en tysk nonne anklagede Ordenen for stadig at dyrke deres grundlægger samt den nye, unge leder af novicerne som falske helgeninder, og for i al hemmelighed at have seksuelle aktiviteter nonner og skriftefædre imellem. Sagen kom op i højeste plan og i 1861 blev nonnerne flyttet til andre klostre, mens deres Abbedisse, novice-leder og skriftefædre blev straffet og sendt andre steder hen.
I 1861 overlod Paven Convento di Sant'Ambrogio til Abbed Pier Francesco Casaretto fra Congregazione Cassinese. Denne kom fra Abbediet San Giuliano d'Albero i Genova og ønskede at åbne et kollegium for studerende, der ville missionere i udlandet: "Collegio di giovani monaci da mandare all'estero".
For at finansiere Kollegiet lod Casaretto en stor del af Klosteret ud mod Via di Sant'Angelo in Pescheria og Piazza Lovatelli sætte i stand og udleje. Førstesalen mellem Piazza Lovatelli og den gamle hønsegård blev udlejet til nonner af Ordenen "Maestre Pie. Suore di Santa Dorotea della Madre Frassinetti", som i forvejen drev undervisning af 300 børn i kvarteret. Resten af denne del af ejendommen udlejedes til private, mens det pavelige trykkeri, Chrono-litografia Pontificia, lejede sig ind i dele af fløjen ud mod Kirken.
I resten af Klosteret blev de døre og forbindelsesveje, som gav adgang til de udlejede rum, tilmuret og lokalerne indrettet således, at der ikke var indblik udefra og de unge munke uforstyrret af den omgivende verden kunne fordybe sig i deres studier. Den gamle hønsegård (mærket D på planen ovenfor) blev isoleret ved at tilmure buerne i de omgivende søjlegange. De derved fremkomne store vægstykker blev derefter udsmykket på forskellig vis med opbygning af nicher og opsætning af statuer. Selve gårdspladsen blev anlagt som have med en fontæne og et fiskebassin.
De studerende blev indlogeret i den fløj, som vender ud mod Via di Sant'Ambrogio, mens lægbrødrene boede på andensalen i den modsatte fløj, det såkaldte "Dormitorio di San Satiro". Casaretto lod nonnernes gamle kapel med den såkaldte "Scala Santa" udsmykke og vie til Sant'Ambrogio, mens rummet ved siden af blev viet til Santa Marcellina. I de følgende år fortsatte istandsættelse og modernisering af Kloster og Kirke.
I 1867 blev Convento di Sant'Ambrogio hovedsæde for Il Procuratore Generale della Congregazione Cassinese della Primitiva Osservanza og Generalprokuratoren blev samtidig leder af Kollegiet.
Den 20. September 1870 brød de piemontesiske tropper ind i Rom og i de følgende år blev de religiøse institutioner endnu en gang lukket. I 1874 blev Klosterkomplekset oven i købet eksproprieret, men det lykkedes Abbed Casaretto at redde Kollegiet indtil sin død i 1878. Herefter blev Komplekset opdelt mellem Kollegiet og en kommunal skole. Endnu engang blev der revet vægge ned og ændret i lokalerne, hvorved man et sted fandt rester af en marmoroverligger med udskårne palmer, duer og kors, som dateredes til 900-tallet. Den blev opsat i Kirkens forrum.
Den 29. Februar 1884 blev Kollegiet opløst, mens en del af Klosterkomplekset forblev hjemsted for Generalprokuratoren indtil 1948.
I 1960'erne påbegyndtes en større og tiltrængt renovering af Klosterbygningerne, der som altid var plaget af fugt, og som derfor måtte gennem en ny restaurering i 1990'erne.
Kirkegård og begravelsesplads:
På et tidspunkt valgte nonnerne at blive begravet i en krypt under Kirkens kor. Men også Klosterets velyndere ønskede en begravelsesplads tæt ved alteret og tæt ved nonnerne, hvis fromme liv måske kunne smitte lidt af på andre. I 1710 måtte de kirkelige myndigheder derfor udstede et forbud mod at anbringe døde kvinder - også adelige kvinder - i nonnernes gravrum. Kun de, der arbejdede i Klosteret, måtte nu begraves i Kirken, men i en anden gravkrypt foran Altare di San Benedetto (nutidens Altare di San Giuseppe). At blive begravet i Kirken var så populært, at nonnerne modtog talrige - og ofte store - pengebeløb og gaver for denne begunstigelse, samt for bønner og messer for de afdøde.
Hvilke nonner boede så i Convento di Sant'Ambrogio?
Fra starten antages de at have været "canonicali". De fleste klostre fulgte dengang disse regler, kaldte canoni, som var fastlagt på de lokale konciler. Fra 936, hvor Abbed Sant'Oddone fra Cluny var blevet kaldt til Rom og Pave Leo VII derpå havde bedt ham om at indføre reformer i Abbediet ved San Paolo fuori le Mura, var San Benedetto's regler blevet almindeligt fulgt også i andre klostre. Det er dog først af et dokument fra 1272, at man kan udlede, at Klostersamfundet nu består af Benediktiner-nonner.
Benediktiner-nonner:
Omkring år 1300 sluttede disse sig så officielt til La Congregazione delle Benedettine Santuccie, som var blevet grundlagt af Beata Santuccia Carabotti i 1258. Denne forbindelse lader dog til kun at have været kortvarig, men tilknytningen til Benediktiner-Ordenen blev bibeholdt.
I 1539 indtrådte nonnerne ved Sant'Ambrogio i Ordenen "Congregazione Cassinese".
Nonnerne rekrutteredes primært fra familier i nabolaget, som følte sig tæt knyttet til Kirken og derfor naturligt nok også ønskede at blive begravet i nærheden. Blandt de familier, der støttede Kirke og Kloster, finder vi navne som Colonna, Orsini og Torres, en familie af spansk herkomst, der bekostede byggeriet af en ny Kirke i 1606, da et medlem, Beatrice de Torres, var Abbedisse og hendes broder Ludovico de Torres Kardinal.
En anden familie, der havde enorm betydning for Klosteret, var Fabi-familien, der fra 1400-1500-tallet havde deres ejendomme meget tæt på, på hjørnet af nutidens Via del Portico d'Ottavia og Via di Sant'Ambrogio. Flere døtre fra denne familie tog sløret i Klosteret, blandt andre en Silvia de Fabiis, som var Abbedisse i flere perioder à 2 år: i 1591, 1604 og 1616.
I 1580 indskrev Fabrizio de Fabiis i sit testamente, at hvis familien skulle uddø, skulle dens ejendomme deles mellem Klosteret og nonnerne ved Sant'Ambrogio og det religiøse Broderskab Arciconfraternita della Santissima Trinità dei Pellegrini. Fabrizio's hustru blev i 1622 begravet i Klosteret, hvor 2 af parrets døtre, Portia og Virginia dengang var nonner.
Som ovenfor nævnt havde nonnerne nogle problemer at at være afsondret for naboejendommene, men det var ikke de eneste gener, de havde ved at bo i et tæt bebygget, folkeligt kvarter med fisketorv og havn som nære naboer. En gang indsendte de en klage over en af fiskehandlerfamilierne, der var meget højtråbende i deres bod og tilsyneladende også havde et sprog, som ikke faldt i nonnernes smag. Der blev dog indgået forlig i sagen, så familien ikke måtte flytte.
Et andet problem var de mange prostituerede, som færdedes ved havnen og ofte lejede sig ind i kvarterets ejendomme. Det var dette forhold, der i 1566 fik Pave Pius V til at dekretere, at alle kurtisanerne skulle samles i Kirken og påhøre en særlig messe, hvortil mænd var forment adgang (Læs mere herom på Kirke-siden). Disse tiltag hjalp imidlertid ikke rigtigt på problemet og en pavelig anordning i 1710 anbefalede Abbedissen at lade skøgerne bortjage fra området omkring Klosteret.
I 1630 brugtes Søster Maria Cherubina Sansoni's medgift til forskellige reparationer i Klosteret og i 1631 påbegyndtes opførelsen af Altare della Madonna i Kirken for midler, som skaffedes tilveje af nonnerne Gismonda Verili og Pulcheria Ceci. Efter Abbedissen Silvia de Fabiis' død blev en sum penge, som var sat til side, brugt til udsmykningen af et Altare di Santo Stefano.
I 1633 brugtes en arv fra Søster Madalena Sotti til at færdiggøre Kirkens kuppel. Som tak blev relieffet af Sotti-familiens våbenmærke, en komet, sat flere steder i kuplen sammen med Torriani-familiens, et tårn, og Broggi-familiens, en kande. (Orazio Torriani var Kirkens arkitekt og Simone Broggi dens murermester).
I 1635 betalte nonnerne Portia og Maria Virginia de Fabiis for et maleri til Kirken forestillende Santo Stefano's martyrium og udført af Pietro da Cortona.
De mange bygningsarbejder og anstrengelserne for at skaffe penge til Kirken og udvidelsen af Klosteret med dertil hørende køb og salg af ejendomme havde tilsyneladende fjernet noget af nonnernes fokus på det religiøse aspekt, ja så meget, at det nævntes i Visitatsberetningen fra 1636, at der var sket en "afslapning" af reglerne og at nonnerne fik en advarsel mod "mondænitet". I den følgende Visitatsberetning fra 1639 roses de derimod for god orden i Kirke og Kloster, så de synes at have taget advarslen til følge.
Men det var dog nødvendigt for visitatorerne at gentage advarslen både i 1646 og 1659, hvor nonnerne anbefaledes at passe bønnerne dag og nat, at yde godgørenhed, at overholde deres tavshedsløfte og mindske brugen af samtalerummene, samt at følge reglerne for deres klædedragt og være påpasselige med at bære deres slør - også på Klosterets område.
Trods dette havde nonnerne et godt omdømme og Klosteret søgtes stadig af unge kvinder fra kvarterets bedrestillede familier.
Omkring 1664 efterlod Suora Leonora Orsini, der havde beklædt hvervet som Abbedisse i 1648, en sum penge til opbygningen af en "Scala Santa", en Hellig Trappe, inde i Klosterområdet. I samme periode (1663) tillod en donation fra søster Chiara, hvis dåbsnavn var Francesca Aquilani (men det drejer sig måske istedet om Elisabetta Aquilani?), opbygningen af et nyt kor i massivt nøddetræ i Kirken. Det drejer sig antagelig om nonnernes gamle korrum, hvorfra de gennem et tilgitret vindue kunne følge messerne. I rummet var der også et orgel, der på hver side var dekoreret med Aquilani-familiens våben. Over korbygningen var der en terrasse, hvor nonnerne kunne trække frisk luft uden at blive set udefra. Kort før 1664 døde den tidligerenævnte søster Madalena Sotti, som efterlod 3 klokker til Klosteret.
I 1713 var antallet af nonner omkring 60, hvoraf de 40 var ordenssøstre.
På et tidspunkt før 1727 var en vis Giovanna Altensi Abbedisse i Klosteret og for hendes tilskud blev opført et nyt tabernakel i forgyldt kobber.
I 1728 havde Klosteret den sjældne ære at få besøg af Pave Innocens XII, som viede søster Anna Maria Cristina Cremona til Abbedisse og velsignede hende og de øvrige 14 nonner.
I 1740 havde Klosteret påny fornemt besøg, da Pave Benedikt XIV den 7. December aflagde visit og i den anledning forærede nonnerne et maleri af Sant'Ambrogio, udført af Aureliano Milani.
I Visitatsberetningen fra 1746-1747 rostes nonnerne for deres fromhed og for den gode stand, hvori de holdt Kirke og Kloster. Desværre havde nonnerne de sidste 18 år haft en forvalter, der havde vist sig at være uærlig og åbenbart snydt nonnerne for nogle af deres indtægter.
Det var til stadighed nødvendigt at reparere og vedligeholde bygningerne og nonnerne fik i 1751 retten til de næste 20 år at benytte en arv, som søster Virginia del Conte havde efterladt, til byggeri af Klosteret. Arven var ellers øremærket til at nonnerne kunne optage nogle unge piger uden medgift, men myndighederne accepterede, at der kun optoges én hvert andet eller tredie år, så midlerne i stedet kunne gå til byggeriet.
I 1752 var antallet af nonner faldet til 31 og 16 ordenssøstre, og i 1769 til 28 og 13 ordenssøstre. Mellem 1779 og 1785 beboedes Klosteret af 15 ordenssøstre.
I 1787 fik nonnerne tilladelse af Pave Pius VI til at foretage en valfart til "de 7 kirker".
Den 16. November 1794 tog Gertrudes Contini sløret og i den anledning udfærdigedes - som altid - et særligt dokument med hendes navn og betingelserne for hendes indtræden i Klosteret. Det store ark er forsynet med farvelagte illustrationer i form af springende løver, overflødighedshorn med blomster, koloreret begyndelsesbogstav og tekstdele og øverst en nonne på knæ foran Sant'Ambrogio. Ved et rent held er dette ark undsluppet Napoleons tropper, der fjernede de øvrige, da de overtog styringen i Rom.
I 1802 bad nonnerne om tilladelse til at afholde færre sjælemesser, da de levede i stor armod, eftersom mange af deres indtægtskilder var blevet dem frataget.
Den 17. Maj 1809 lod Kejser Napoleon Rom indlemme i sit kejserrige og i sommeren 1810 nedlagde han med et pennestrøg alle religiøse institutioner og forlangte at alle munke og nonner skulle forlade dere Klostre inden den 15. Juni. Alle deres kostbarheder og arkiver blev forseglet og meget af det konfiskerede blev sendt til Paris. Fra Convento di Sant'Ambrogio fjernedes 161 dokumenter, som blev returneret til Vatikanet i 1817, men tilsyneladende er forsvundet et sted på vejen.
Det er sandsynligt, at Benediktiner-nonnerne fra Sant'Ambrogio søgte tilflugt hos deres familier, der alle boede i kvarteret, og boede her til de senere kunne blive forenet igen.
I 1814 påbød Pave Pius munke og nonner atter at samles i deres klostre. De få nonner, der efterhånden var tilbage fra Sant'Ambrogio, foretrak imidlertid at flytte ind i Benediktinerklosteret i Campo Marzio og med sig bragte de deres mirakuløse Madonna-billede, som det var lykkedes dem at fjerne, inden de napoleonske tropper forseglede Komplekset.
Ny Benediktiner-Orden:
Så stod Komplekset altså tomt og Pius VII overlod nu Klosteret til en anden Benediktiner-Orden kaldet "Le Zitelle del Conservatorio di Sant'Eufemia", som forblev her i kun 15 år, hvorefter de flyttede til Conservatorio delle Trinitarie ved Kirken San Paolo Primo Eremita på Esquilinhøjen.
Le Terziarie Regolari di San Francesco:
Denne reformerte udgave af en Franciskaner-Orden for nonner var blevet grundlagt i 1806 af nonnen Maria Agnese Firrao, der sammen med en mindre gruppe ligesindende havde levet i streng klausur i en lille klosterbygning i Borgo Sant'Agata, indtil hun var blevet dømt som bedragerinde og falsk helgeninde og var blevet forflyttet, mens hendes Orden levede videre og i 1838 kunne flytte ind i Convento di Sant'Ambrogio.
Natten mellem den 5. og 6. Juni 1849 måtte nonnerne i hast forlade Klosteret, som derefter blev lukket under revolutions-optøjerne. Året efter kunne de dog vende tilbage i April 1850.
I 1859 blev Klosteret imidlertid centrum for en stor skandale, da en tysk nonne anklagede Ordenen for stadig at dyrke deres grundlægger samt den nye, unge leder af novicerne som falske helgeninder, samt for i al hemmelighed at have seksuelle aktiviteter nonner og skriftefædre imellem. Sagen kom op i højeste plan og i 1861 blev nonnerne flyttet til andre klostre, mens deres Abbedisse, novice-leder og skriftefædre blev straffet i andre klostre. - Læs mere om Skandalen her.
Læs også: --- Kort om Kirken ----- Mere om Kirken ------ En Rundgang i Kirken ------ Plan over Kirken
Litteratur om Sant'Ambrogio della Massima:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!).
- side 564-565.
De Dreuille, Mayeul: S. Ambrogio della Massima : casa paterna di S.Ambrogio : XXII secoli di storia : La più antica casa religiosa di Roma. - Parma : Tipolitografia Benedettina Editrice,1996.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 75.
Escobar, Mario: Le chiese sconosciute di Roma. Newton Compton editori, 1992.
- side 28-31.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XI S.Angelo - 4. edizione riveduta e ampliata / a cura di Carlo Pietrangeli. - 1984. ------- side 62 -64.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!).
- side 344.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 23.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 15. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1999.
- side 6-10.
Wolf, Hubert: The Nuns of Sant'Ambrogo : The True Story of a Convent Scandal / Hubert Wolf. Translated by Ruth Martin. - Oxford: Oxford University Press, 2015 (Originaltitel: Die Nonnen von Sant Ambrogio).
Zeppegno, Luciano: Le chiese di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 205.
Info.roma: Sant'Ambrogio della Massima.
Romanchurches.wikia.com: Sant'Ambrogio della Massima.
Romeartlover: Sant'Ambrogio alla Massima.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di Sant'Ambrogio della Massima.
Wikipedia (engelsk tekst): Sant'Ambrogio della Massima.
Wikipedia (tysk tekst): Sant'Ambrogio della Massima.
|
