|
Ospedale del Salvatore er nærmest vokset frem af sig selv - med tilbygninger, ombygninger og nybygninger - fra 1400-tallet og til 1900-tallet, indtil det har fået den form, som vi møder idag.
1300-tallet:
Det startede med det lille Ospedale di San Michele, som lå på sydsiden af Via di Santo Stefano Rotondo og overfor udmundingen af Via dei Santi Quattro. Det blev bygget i 1348 ved siden af den lille Kirke San Michele Arcangelo (ifølge nogle historikere måske ligefrem indrettet i den gamle kirkebygning) som herberg og hospital for fattige og syge pilgrimme, som ankom til Rom gennem den nærliggende Porta San Giovanni. Bygherrerne var det religiøse Broderskab Compagnia del Salvatore, der i forvejen stod for styret i Ospedale dei Santi Pietro e Marcellino (= Ospedale di Sant'Antonio iuxta Lateranum), som nu var blevet for lille og for nedslidt.
Det nye Ospedale di San Michele havde foran bygningen - eller måske foran den gamle kirkebygning - en smuk lille søjleforhal, som i 1932 blev genopbygget. Ved siden af en anden bygning står stadig den gamle hovedingang, som kan ses til højre for Kirken Santi Andrea e Bartolomeo.
1400-tallet:
Den 25. Marts 1430 donerede Lorenzo di Matteolo de Novelli en ejendom til Hospitalet, der forøvrigt oprindeligt blev bygget på et område, som man havde købt af Novelli-familien. Den nye ejendom omfattede nogle bygninger og rester af Acquedotto Neroniano ("casarena et domos dirutas et contiguas muris antiquis formarum urbis").
I midten af 1400-tallet modtog Hospitalet fra Everso II degli Anguillara en sum på 800 dukater til byggeriet af en ny fløj og navnet på det samlede kompleks blev herefter ændret til Ospedale del Salvatore. Til højre for Kirken Santi Andrea e Bartolomeo kan man se den nye indgang til Hospitalsområdet, som blev opsat i forbindelse med Everso's tilbygning. Over portalen sidder en frise med teksten: "Hospitale Salvatoris refugium Pauperum et Infirmorum" ("Ospedale del Salvatore, tilflugtssted for fattige og syge"). En frise fra den gamle indgang er også bevaret.
Canezza (se litt.note 1 forneden) nævner, at man i 1462 - mens Mario Diotaiuti og Giovanni Bonadies var "guardiani" i Compagnia del Salvatore - begyndte byggeriet af en ny fløj, som ligger mellem Kirken Santi Andrea e Bartolomeo og Piazza di San Giovanni. Denne fløj kaldtes i mange år "la corsia vecchia" og var efter tidens skik indrettet som en lang sygesal, men blev senere delt op i 2 mindre rum. Efter få år fulgte endnu en fløj, som kom til at ligge vinkelret på "corsia vecchia" og langs Piazza di San Giovanni's vestside ned mod Laterankirkens Dåbskapel. Denne nye fløj kaldtes naturligvis "corsia nuova", men dette ændredes senere til "corsia del Santissimo Salvatore", et navn som snart kom til at dække hele Hospitalet, og blev endnu senere kendt som "sala Mazzoni".
Det var som ovenfor nævnt et større beløb fra Everso II degli Anguillara, som satte gang i byggeriet, men Broderskabet brugte også dertil indsamlede midler og gaver, og både Elena (omkring 1462) og Elisabetta degli Anguillara (omkring 1495) testamenterede beløb hertil. Anguillara-familiens våben blev opsat på den nye bygning som tak og det kan stadig ses på den senere facade ud mod Piazza di San Giovanni, ved siden af det andet vindue i højre side.
1500-tallet:
I 1500-tallet opførtes der atter nye bygninger og i 1592 var Hospitalet i stand til at huse 100 lettere syge, 50 alvorligere syge og 80 kvinder. Og alligevel var det ikke nok, så allerede i begyndelsen af det næste århundrede skulle der bygges nyt igen. (Se nedenfor, hvorledes området så ud i 1576)
1600-tallet:
Projektet lagde Broderskabet i 1630-1636 i hænderne på arkitekten Giacomo Mola, der under byggeprocessen fik hjælp af Carlo Rainaldi, Flaminio Ponzio og Onorio Lunghi.
De gamle bygninger blev mere eller mindre revet ned (det er muligt, at nogle dele blev indkorporeret i nybyggeriet, men det er svært at påvise) og det nye Hospital i flere etager blev rejst på et område, som ifølge Canezza (se litt.note 1 forneden) og andre tidligere husede stalde tilhørende kannikerne ved Kirken San Giovanni in Laterano. Bygningen fik en lang facade ud mod Piazza del Laterano og 2 mindre sidefacader ses ud til Via di San Giovanni in Laterano (overfor det gamle kvindehospital Ospedale delle Donne), hvor der på hushjørnet opsattes en mindeindskrift for Pave Urban VIII's hjælp til byggeriet, og Via dell'Amba Aradam, overfor Laterankirkens Dåbskapel.
At byggegrunden tidligere havde tilhørt Lateran-kannikerne, forårsagede at disse stadig følte en vis ejendomsret over den og derfor hvert år ved festen for Corpus Domini gik i procession med bannere gennem Hospitalet, fra den ene ende til den anden, under salmesang og musik. Denne skik ophørte først i 1867, fordi den megen uro, hvor raskere patienter løb ud og så til fra balkonerne på de øvre etager, var skadelig for de alvorligt syge.
Tilsyneladende var det almindeligt, at munke, præster og religiøse agitatorer besøgte Hospitalet for at hjælpe, pleje og opmuntre de syge. Det fortælles, at den senere San Camillo de Lellis i årene 1609-1614 ofte besøgte Ospedale di San Giovanni - som han vist faktisk ønskede at overtage styret af, dog uden at det lykkedes ham - og en historie fortæller, at han en gang ved Pantheon fandt en meget syg mand. Han fik derfor sine medbrødre til at hente en båre og bringe den syge først til Convento della Maddalena, hvor San Camillo opholdt sig, og derpå til Ospedale di San Giovanni, hvor han så kunne blive plejet på bedste vis.
(Se nedenfor, hvorledes området så ud i 1748)
1900-tallet:
I 1900-tallet byggede man en ny, stor og moderne hospitalsbygning på området bag ved Ospedale del Salvatore, det område som i 1748 kaldes Vigna dello Spedale di San Giovanni in Laterano, altså en vingård som tilhørte Ospedale di San Giovanni. Byggeriet blev allerede planlagt i 1936, men kunne først indvies i 1960. (Udgravninger under byggeriet har blotlagt rester af Kejser Marcus Aurelius' familie-ejendom, Domus Annorum, og af hans moders landsted, Horti Domitiae Lucillae, samt måske også af Kejser Commodus' palads, Domus Vectiliana.)
Inden da var Ospedale di San Giovanni i 1950 blevet del af "Pio Istituto di Santo Spirito - Ospedali riuniti di Roma", en fælles sundhedsorganisation, som rummede alle hospitaler i Rom.
Idag er Ospedale di San Giovanni fusioneret med Ospizio dell'Addolorata, som ligger lidt længere mod vest på Celiohøjen, til Hospitalskomplekset San Giovanni-Addolorata. (Se nedenfor, hvorledes området ser ud idag)
------------------- LÆS MERE OM: --------------------
--------- Ospedale di San Giovanni - kort fortalt --------------- En Rundtur omkring Ospedale di San Giovanni ----------
---------- Hospitalskomplekset San Giovanni-Addolorata -------- Hospitalsvæsen i Rom gennem tiden ----------
---------- Det gamle Ospedale di San Michele -------- Det endnu ældre Ospedale di Sant'Antonio iuxta Lateranum ----------
--------- Hospitaler på Celio ----------
|
