Denne landejendom på Esquilinhøjen ved Gallienus-Buen mellem kirkerne Santi Vito e Modesto og San Matteo eksisterer ikke idag, men fra 1543 til indtil engang efter midten af 1600-tallet ejedes den af Cesi-familien og kaldtes "Orto Cesi in Merulana", fordi den lå tæt ved Via Merulana, eller "Orto Cesi all'Arco di Gallieno", fordi den lå tæt på denne Bue.

Noget af det første vi hører om ejendommen efter storhedstiden i Antikken, hvor den udgjorde en del af Maecenas' berømte landsted, og tiden efter 400-tallet, hvor området lå ret øde hen, er at Ghislieri-familien havde en ejendom på Esquilinhøjen og at Lippo Ghislerio den 5. Marts 1543 solgte den til Cesi-familien for 100 scudi i guld. Ejendommen, der kaldtes "Vigna all'Arco di San Vito" ("Vingård ved San Vito-Buen") bestod da af 8 "pezze" (mindre jordstykker, dyrkede marker, i Rom af målet 26,40 ara (1 ara = 100 kvadratmeter)) med 2 huse og et vandbassin.

Cesi-familien ændrede meget ved ejendommen, de lod opstille statuer og antikke fragmenter, blandt andre en sten med en indskrift fra bytolden, som man ikke kender findestedet på, og en sten med en hædersindskrift for L. Aemilius Karus, som man havde udgravet ved Santa Sabina.

I 1580 omtales en ejendom tilhørende Kardinal Cesi, som liggende overfor den vingård med antikke rester og ruiner, som en vis Stefano Pernigoni fra Friuli solgte til Pasquale Vezio. Pernigoni's ejendom beskrives som liggende ved den nye gade, som går mellem Kirken Santa Maria Maggiore og Kirken San Giovanni in Laterano. Den omtalte gade er Via Merulana, som blev nyanlagt (i en lidt anden retning end den antikke gade på næsten samme sted) under Pave Gregor XIII (1572-1585) og derfor kaldtes Via Gregoriana. Pernigoni's ejendom omtales desuden som beliggende på det sted, hvor det antikke landsted Horti Lamiani havde ligget. Dette menes at have været noget længere mod syd, omkring nutidens Via Machiavelli og Piazza Dante. Kardinal Cesi's ejendom må derfor have ligget nord for dette område, det vil sige omkring nutidens Via Leopardi og Via dello Statuto - netop det område, som senere kaldtes Villa Caserta.

På tegningen nedenfor, som gengiver en del af et kort fra 1576, ses området som beliggende ovenfor Via Gregoriana mellem nr. 4, 5 og 6, der angiver henholdsvis Gallienus-Buen, Kirken San Giuliano og Kirken San Matteo. (øvrige nr dækker: 1=Santa Maria Maggiore, 2=Sant'Antonio Abate, 3=San Vito, 7=Santa Prassede, 8=San Martino ai Monti, 9= San Clemente, 10=Santi Pietro e Marcellino, 11= Santi Quattro Coronati, 12=Acqua Claudia, 13=San Giovanni in Laterano).

På kortet ovenfor er der ikke angivet navn på vingårde og urtehaver, men andre steder benævnes ejendommen på denne tid som "Orto Cesi in Merulana" eller "Orto Cesi all'Arco di Gallieno".

På Cesi-ejendommen udgravede man i 1591 ud for nutidens Largo Brancaccio en marmorstatue, som ifølge Lanciani (se litt.note forneden) skal have stået på den ejendom, som Vettius Agorius Praetextatus og hans hustru Fabia Aconia Paulina ejede på Esquilin i Antikken. Idag mener man dog, at denne ejendom har ligget længere østpå, på den anden side af nutidens Via Carlo Alberto.

I samme periode (1592-1605) udgravede man bag Kirken San Giuliano et smukt antikt maleri, som idag kendes som "Nozze Aldobrandini", da det blev overgivet til Paven, der på det tidspunkt var Clemens VIII af Aldobrandini-familien. Billedet opbevaredes længe i familiens villa, Villa Aldobrandini, ved Montemagnanapoli, men kan idag ses i Vatikanets Museer i Sala delle Nozze aldobrandine.

Cesi-familien var også Hertuger af Acquasparta og deres landsted kaldtes også i 1600-tallet for "Orto del duca d'Acquasparta". Ejendommen, som på de tidligere kort blot fremstår som vingård, frugthave og køkkenhave med kun enkelte mindre bygninger spredt på i området, blev på et tidspunkt før 1625 forsynet med nye bygninger: blandt andre et stort palæ med en bred og flot indkørsel fra Via Gregoriana, som det kan ses på Maggi's kort fra dette år. Måske var det under dette byggeri, at man udgravede 9 antikke statuer, blandt andre nogle af muserne, som blev foræret til Dronning Cristina af Sverige og til Kardinal Francesco Barberini.

Villaen er på kortet mærket med et 2-tal, som vises både på venstre side af selve villabygningen i den del af ejendommen, der vendte ud mod Via di San Vito med Kirken San Vito og Gallienus-Buen (nr.1 på kortet), og på højre side, hvor den store park strakte sig bag Kirken San Giuliano (nr.4) og ned til Kirken San Matteo (nr.6). Man kan på kortet tydeligt se, at villabygningen ligger lidt højere end gadeniveauet, og at der er angivet en rampe som opkørsel dertil. Til venstre løb den lille gade Via della Coroncina, som dengang forbandt Piazza di Santa Maria Maggiore med Via Merulana, der på den tid kaldtes Via Gregoriana. (Numrene 3 og 5 angiver henholdsvis Kirken Sant'Eusebio og Kirken San Martino ai Monti).

- efter Giovanni Maggi's Romkort fra 1625 -

Senere blev landstedet købt af Kardinal Francesco Nerli fra Firenze, der i 1673 som Titelkirke havde modtaget den nærliggende San Matteo.