EJENDOMMENS HISTORIE:

Oprindelig lå det meste af området i Antikken indenfor den gamle Servius-Bymur, som løb op over Via Merulana omkring nutidens Largo Leopardi og derefter op til Gallienus-Buen, som dengang var Byporten Porta Esquilina. I Kejser Augustus' tid var Bymuren ikke i brug længere og Kejserens rige ven Maecenas opkøbte et stort område, hvor han lod anlægge et pragtfuldt udstyret landsted. En af bygningerne herfra ligger netop på nutidens Largo Leopardi og kaldes for Maecenas' Auditorium.

Maecenas' ejendom overgik efter hans død til kejserhuset, som ejede dem i flere hundrede år. Efter de store omvæltninger, barbarinvasioner og krige i 400-tallet og fremefter, blev området på Esquilin delvis forladt og forsømt. Her var dog stadig enge og græsningsarealer og kirker og klostre havde deres indhegnede vingårde og urtehaver her.

Denne tilstand varede mange hundrede år og først efter at Paverne var vendt endeligt tilbage fra Avignon i 1377 og Rom fik nyt liv med Renæssancen, begyndte der at ske noget også i byens yderområder.

Noget af det første vi hører er, at Ghislieri-familien havde en ejendom på Esquilinhøjen og at Lippo Ghislerio den 5. Marts 1543 solgte den til Cesi-familien for 100 scudi i guld. Ejendommen, der kaldtes "Vigna all'Arco di San Vito" ("Vingård ved San Vito-Buen") bestod da af 8 "pezze" (mindre jordstykker, dyrkede marker, i Rom af målet 26,40 ara (1 ara = 100 kvadratmeter)) med 2 huse og et vandbassin.

Cesi-familien ændrede meget ved ejendommen, de lod opstille statuer og antikke fragmenter, blandt andre en sten med en indskrift fra bytolden, som man ikke kender findestedet på, og en sten med en hædersindskrift for L. Aemilius Karus, som man havde udgravet ved Santa Sabina.

I 1580 omtales en ejendom tilhørende Kardinal Cesi, som liggende overfor den vingård med antikke rester og ruiner, som en vis Stefano Pernigoni fra Friuli solgte til Pasquale Vezio. Pernigoni's ejendom beskrives som liggende ved den nye gade, som går mellem Kirken Santa Maria Maggiore og Kirken San Giovanni in Laterano. Den omtalte gade er Via Merulana, som blev nyanlagt (i en lidt anden retning end den antikke gade på næsten samme sted) under Pave Gregor XIII (1572-1585) og derfor kaldtes Via Gregoriana. Pernigoni's ejendom omtales desuden som beliggende på det sted, hvor det antikke landsted Horti Lamiani havde ligget. Dette menes at have været noget længere mod syd, omkring nutidens Via Machiavelli og Piazza Dante. Kardinal Cesi's ejendom må derfor have ligget nord for dette område, det vil sige omkring nutidens Via Leopardi og Via dello Statuto - netop det område, som senere kaldtes Villa Caserta.

På tegningen nedenfor, som gengiver en del af et kort fra 1576, ses området som beliggende ovenfor Via Gregoriana mellem nr. 4, 5 og 6, der angiver henholdsvis Gallienus-Buen, Kirken San Giuliano og Kirken San Matteo. (øvrige nr dækker: 1=Santa Maria Maggiore, 2=Sant'Antonio Abate, 3=San Vito, 7=Santa Prassede, 8=San Martino ai Monti, 9= San Clemente, 10=Santi Pietro e Marcellino, 11= Santi Quattro Coronati, 12=Acqua Claudia, 13=San Giovanni in Laterano).

På kortet ovenfor er der ikke angivet navn på vingårde og urtehaver, men andre steder benævnes ejendommen på denne tid som "Orto Cesi in Merulana" eller "Orto Cesi all'Arco di Gallieno".

På Cesi-ejendommen udgravede man i 1591 ud for nutidens Largo Brancaccio en marmorstatue, som ifølge Lanciani (se litt.note forneden) skal have stået på den ejendom, som Vettius Agorius Praetextatus og hans hustru Fabia Aconia Paulina ejede på Esquilin i Antikken. Idag mener man dog, at denne ejendom har ligget længere østpå, på den anden side af nutidens Via Carlo Alberto.

I samme periode (1592-1605) udgravede man bag Kirken San Giuliano et smukt antikt maleri, som idag kendes som "Nozze Aldobrandini", da det blev overgivet til Paven, der på det tidspunkt var Clemens VIII af Aldobrandini-familien. Billedet opbevaredes længe i familiens villa, Villa Aldobrandini, ved Montemagnanapoli, men kan idag ses i Vatikanets Museer i Sala delle Nozze aldobrandine.

Cesi-familien var også Hertuger af Acquasparta og deres landsted kaldtes også i 1600-tallet for "Orto del duca d'Acquasparta". Ejendommen, som på de tidligere kort blot fremstår som vingård, frugthave og køkkenhave med kun enkelte mindre bygninger spredt på i området, blev på et tidspunkt før 1625 forsynet med nye bygninger: blandt andre et stort palæ med en bred og flot indkørsel fra Via Gregoriana, som det kan ses på Maggi's kort fra dette år. Måske var det under dette byggeri, at man udgravede 9 antikke statuer, blandt andre nogle af muserne, som blev foræret til Dronning Cristina af Sverige og til Kardinal Francesco Barberini.

Villaen er på kortet mærket med et 2-tal, som vises både på venstre side af selve villabygningen i den del af ejendommen, der vendte ud mod Via di San Vito med Kirken San Vito og Gallienus-Buen (nr.1 på kortet), og på højre side, hvor den store park strakte sig bag Kirken San Giuliano (nr.4) og ned til Kirken San Matteo (nr.6). Man kan på kortet tydeligt se, at villabygningen ligger lidt højere end gadeniveauet, og at der er angivet en rampe som opkørsel dertil. Til venstre løb den lille gade Via della Coroncina, som dengang forbandt Piazza di Santa Maria Maggiore med Via Merulana, der på den tid kaldtes Via Gregoriana. (Numrene 3 og 5 angiver henholdsvis Kirken Sant'Eusebio og Kirken San Martino ai Monti).

- efter Giovanni Maggi's Romkort fra 1625 -

Senere blev landstedet købt af Kardinal Francesco Nerli fra Firenze, der i 1673 som Titelkirke havde modtaget den nærliggende San Matteo.

Kardinal Nerli bosatte sig på sin nye ejendom , som kaldtes "Villa Nerli" eller "Orto Nerli", og førte stor selskabelighed, blandt andet modtog han i 1699 Pave Innocens XII som gæst og året efter havde han besøg af den polske enkedronning Maria Casimira.

På tegningen nedenfor, som gengiver en del af et kort fra 1693, ses området som beliggende ovenfor Via Gregoriana mellem nr. 3, 4, og 6, der angiver henholdsvis Gallienus-Buen, Kirken San Giuliano og Kirken San Matteo. Selve villabygningen ses ved nr.5. (øvrige nr dækker: 1=Santa Prassede og 2=San Vito).

Da Nerli døde i 1708, testamenterede han ejendommen til Ospizio di Santa Maria della Misericordia, som kort efter solgte den til Antonio Turboli, der var Greve af Peschici.

I 1725 blev ejendommen atter solgt og den nye ejer var Michelangelo Caetani, som var Hertug af Sermoneta og Prins af Caserta. Ejendommen kaldtes herefter "Villa Caserta" (eller "Villa Caetani") og villabygningen for "Palazzo Caserta". I 1748 så området således ud iflg. Nolli's Romkort:
De skraverede felter på kortet er bygninger, mens de bølgede linier er haver, marker, bede og beplantning. nr.1 og 2 angiver Palazzo og Villa Caetani, samt Giardino Caetani (=Caserta), 3=San Vito (tv) og Gallienus-Buen (th), 4=Conservatorio delle Viperesche, 5=Sant'Eusebio, 6=San Giuliano, 7=Strada della Coroncina, 8=Vigna dei Carmelitani di San Martino ai Monti, 9=Giardino della Casa Professa dei Gesuiti, 10=Orto Pighini, 11=Villa Palombara, 12=San Matteo, 13=Vigna dei Celestini)

- efter Giovanni Battista Nolli's Romkort fra 1748 -

Bemærk at ejendommen nu har indgang fra Via di San Vito nr.29.

I 1792 fik Prins D. Camillo de Rohan pavelig tilladelse til at lave udgravninger efter antikke levn i en gyde, som lå mellem Kirken San Matteo, Villa Caserta og Villa Massimo.

I 1798 lod den revolutionære franske General A. Massena den nærliggende gamle Kirke San Matteo rive ned sammen med det tilknyttede Kloster og grunden blev herefter en del af Villa Caserta.

Også Caetani-familien førte stor selskabelighed på landstedet. Her mødtes forskellige af tidens litterære og videnskabelige akademier - ganske i Maecenas' ånd - og her indrettede man en botanisk have og et trykkeri. I parken med de mange eksotiske planter og høje træer stod der mange mindre bygninger, vel sagtens lysthuse og pavilloner, og på det højeste sted var der et hus til fuglefangt. Heroppe modtog Francesco Caetani i 1806 Pave Pius VII.

Efterhånden havde familien dog ikke råd til at holde den store ejendom, parken forfaldt og villabygningen blev for stor for familiens behov, så i 1852 kunne den skotske Redemptorist Edoardo Douglas opkøbe området for 40.000-45.000 scudi og indrette palæet til Kloster, mens staldbygningerne ved Via di San Vito blev revet ned for at give plads til en nybygget Kirke viet til Sant'Alfonso dei Liguori.

I 1872 eksproprierede den nye Italienske Stat villa'ens parkområde med de forskellige mindre bygninger for at udnytte arealet til nybyggeri og anlægget af de nye gader Via dello Statuto og Via Pellegrino Rossi, der herefter afgrænsede ejendommen mod syd og øst. Under anlægning af disse gader fandt man resterne af Maecenas' Auditorium, som idag kan ses på Largo Leopardi. Det har altså engang ligget begravet under Villa Casertas smukke park.

I begyndelsen af 1930'erne skete der en større omlægning og udvidelse af Via Merulana, der yderligere indskrænkede ejendommen ud mod denne gade. I forbindelse hermed måtte den gamle villa- og Klosterbygning fuldstændig ombygges efter tegninger af arkitekten Alessandro Villa.

Litteratur om Villa Caserta:
Escobar, Mario: Le chiese sconosciute di Roma. Newton Compton editori, 1992.
- side 25-27.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione XV : Esquilino. side100-102.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.23.
Lanciani. Rodolfo (Amedeo): Storia degli scavi di Roma, e notizie intorno le collezioni romane di antichità. Roma, Edizioni Quasar.
Volume Terzo: 1550-1565. 1990. - side 181, 186.
Volume Quarto: 1566-1605. 1992. - side 114, 237.
Volume Quinto: 1605-1700. 1994. - side 145, 285.
Volume Sesto: 1700-1878. 2000. - side 201, 208.
Strenna dei Romanisti: Paolo Tournon: Note sulla scomparsa villa Caserta nel rione Esquilino.