HISTORIEN FØR PALÆETS OPFØRELSE:

I begyndelsen af 1600-tallet erhvervede Kardinal Scipione Borghese, nevø af Pave Paul V, de jordstykker på Quirinalhøjens top og dennes østskråning ned mod den gamle Strada Lunga i Vallata di San Vitale, hvor Kejser Constantin i sin tid havde eksproprieret og nivelleret området for at rejse sit elegante badeanlæg, Constantin's Termer.

Termeanlægget var i brug til i hvert fald efter 443, hvor det ifølge en indskrift blev restaureret af Bypræfekten Petronius Perpenna, og måske har nogle af anlæggene været genbrugt under Pave Paul I i årene 757-767. De store ruiner af Termerne var synlige på stedet igennem de næste mange århundreder og stod stadig, da Scipione Borghese overtog jorden, som ellers var på flere hænder. Her lå Pomponio Leto's hus, der senere overgik til Angelo Colocci og hans Ginnasio Greco, og Fabio Biondi, Patriark over Jerusalem, havde sit hus og have på dette sted. Her lå også ved starten af nutidens Via XXIV Maggio en lille kirke kaldet San Salvatore de Caballo eller de Cornutis, efter gadens daværende navn, Vicus dei Cornutis. Ved denne Kirke boede Hieronymitterne, på italiensk kaldet Gli Eremiti di San Girolamo, familien Acciaiuoli havde deres ejendomme her og lidt længere nede af gaden lå der overfor Kirken San Silvestro al Quirinale et hjem for unge piger: Conservatorio delle Zitelle di Santa Maria del Rifugio.

Scipione Borghese's onkel blev Pave i 1605 og straks efter pavevalget udnævnte han sin søstersøn til Kardinal. Scipione ønskede naturligt nok at opholde sig tæt på sin indflydelsesrige slægtning, ligesom den nye Pave ønskede at have sin nevø i sin nærhed som hjælper og rådgiver (såkaldt "cardinal-nepote" ) og da paverne på dette tidspunkt yndede at tilbringe de varme sommermåneder i de højereliggende dele af byen og derfor havde erhvervet Kardinal Ippolito d'Este's landsted på Quirinalhøjens top og nordskråning, opkøbte Scipione i samråd med sin onkel jorden på den modsatte side af Piazza del Qurinale for her at anlægge sin egen sommerbolig med en "hemmelig have" ("giardino segreto") efter tidens mode.

For at virkeliggøre denne drøm, måtte området ryddes,. De ovenfor omtalte huse blev revet ned og præsterne og beboerne ved Kirken San Salvatore de Caballo og Conservatorio delle Zitelle di Santa Maria del Rifugio måtte flyttes til andre opholdssteder, så også disse bygninger kunne jævnes med jorden. Endelig gav den ellers kunstinteresserede Kardinal ordre til at fjerne alle de endnu stående - og stadig imponerende store - ruiner fra Constantin's Termer, hvorfor der idag intet er tilbage herfra. Det er dog muligt at nogle dele, eller måske simpelthen de ituslåede stykker, ikke blev flyttet alt for langt væk, men kom til at danne den "forhøjning", hvorpå bygningen i kompleksets nordvest hjørne, Casina dell'Aurora, og den smukke have foran i kompleksets nordside, hviler.

BYGGERIET:

Scipione Borghese bad forskellige arkitekter om at give deres bud på byggeriet og blandt projekter fra Onorio Longhi, Giovanni Vasanzio og Flaminio Ponzio, valgte Kardinalen denne sidste til at starte arbejdet allerede i 1605. Ponzio stod også for andre af Borghese-familiens byggerier, men han døde allerede i 1613. På dette tidspunkt var byggeriet ellers ret fremskredent, men det kunne derpå afsluttes af efterfølgeren Carlo Maderno.

Den første del af komplekset blev til omkring det fra Fabio Biondi erhvervede Casino Biondi, hvor Guido Reni og Paul Brill i loggia'en udførte den smukke dekoration "Il Pergolato". Denne bygning ligger bagved byggeriets højre fløj på grunden ned mod Via Nazionale, der ved sit anlæg var årsag til, at størstedelen af den gamle have her forsvandt og med den havepavillonen Casino Psiche.

I årene herefter fulgte en del af Palazzo Ferrero ved Via Mazzarino som gave fra Kardinalens onkel og køb af en række andre småhuse og nogle tårne, Kirken San Salvatore de Cornutis og en ejendom tilhørende en vis Tranquillo Ceci og i 1612 kunne pavillon'en Casino dell'Aurora bygges i den tilhørende have og Guido Reni gå i gang med loftsdekorationen "Aurora", der dog først kunne færdiggøres i 1614, da den gamle Kirke var nedrevet.

Haveanlægget kom Giovanni Vasanzio til at stå for og han valgte at lade den skrånende grund opdele i 3 terrasser ned mod Magnanapoli og nutidens Via Nazionale, der som nævnt ved anlæggelsen i 1870'erne "stjal" en større bid af den nederste have. I hver af haverne byggedes en pavillon: Casino dell'Aurora i den øverste i kompleksets nordvestlige del, "Loggia delle Muse" samt et nymphaeum kaldet "Il Teatro" i den lavereliggende have i kompleksets nordøstlige del og endelig en pavillon i den tredje have, der lå, hvor nu Teatro Eliseo ligger.

Samtidig med opførelsen af landstedet, havde Kardinalen, hans onkel Paven og Borghese-familien gang i flere andre store byggeprojekter, et stort familiepalæ inde i byen (Palazzo Borghese) og et større landsted på Pincio-højen (Villa Borghese). Måske blev alle disse byggerier for meget, i hvert fald valgte Kardinalen i 1616 at sælge sin ejendom, mens det indre endnu ikke var færdiggjort, til Giovanni Angelo Altemps, der imidlertid allerede 3 år senere solgte den videre til familien Bentivoglio, der fortsatte arbejdet med den indre udsmykning. I de følgende år skiftede stedet atter ejer, over familien Lante til Kardinal Giulio Mazzarino, der købte det i 1641 og boede der, indtil han flyttede fast til Paris. Kardinalen kunne således senere for et år udlåne landstedet til bopæl for Sveriges eks-dronning Kristina, da hun slog sig ned i Rom efter 1655. Det fortælles også, at Kardinalens familie, hans søster Girolama Mancini og hendes børn Laura, Filippo Giuliano, Olimpia, Maria, Maria Anna og Ortensia havde deres gang i onklens hus og have. Som hans arvinger overtog Mancini-familien komplekset efter Kardinalens død i 1661 og fortsatte med at udvide ejendommen og ændre haverne.

DEN NYERE HISTORIE:

I 1704 solgte Mancini-familien ejendommen til familien Pallavicini Rospigliosi, der var blevet dannet ved ægteskabet mellem Maria Camilla Pallavicini, niece og arving til Kardinal Lazzaro Pallavicini, og Giovanni Battista Rospigliosi, en nevø til Pave Clemens IX.

De nye ejere fortsatte med at udbygge komplekset med blandt andet nogle nye huse mod syd. Familien Pallavicini var meget kunstinteresserede og Kardinal Lazzaro havde efterhånden fået samlet en stor mængde malerier, som man måtte finde rum til. Efter ægteparrets død delte den næste generation imidlertid arven mellem sig, således at hovedpalæet kom til at tilhøre familien Rospigliosi, der senere solgte ud af deres del af maleri-arven, mens Pallavicini-familien fortsatte med at udbygge samlingen, ved køb og ved medgift, da Margherita Colonna kom ind i familien.

Malerisamlingen er idag ordnet i et lille museum, Galleria Pallavicini Rospigliosi, og ophængt i familiens private del af palæet. Her findes omkring 540 malerier, tegninger og skulpturer af alle de mest kendte og berømte kunstnere. Mange kunstværker er imidlertid også opstillet i kompleksets øvrige bygninger og et af de berømteste er loftsmaleriet "Aurora" af Guido Reni, som udsmykker den midterste sal i den gratiøse havepavillon Casino dell'Aurora, der ligger på grundens nordvestlige hjørne, ud til Via XXIV Maggio og Vicolo Mazzarino.