MERE HISTORIE:

Den runde hjørnebygning, hvori San Bernardo nu er indrettet var som nævnt en del af ydermuren, der gik rundt om Diocletian's Termer. Man ved ikke nøjagtigt hvad bygningen har været brugt til, nogle mener at den med sine fire døre har været en slags "entrè" til termeanlægget, andre at der herinde også har være nogle koldtvandsbade.

Andre igen taler for at her har været et vandreservoir beklædt med bly, fordi man i 1500-tallet fandt en stor mængde bly i jorden. Andrea Palladio mente at bygningen var et Tempel og vi ved, at der lå flere helligdomme på termeområdet, men ikke præcis hvor de lå. Måske har det været det Priapus-Tempel, som kilderne omtaler. Guden Priapus var beskytter for "hortuli", lysthaverne, og arkæologen Rodolfo Lanciani mener, at netop dette område var det såkaldte "Collis Hortulorum".

Murene i den antikke bygning var opført i en speciel teknik, hvor de var gjort lettere ved indlægning at tufstykker. De var beklædt med et dække af teglsten. Man kan se rester af disse mure på stykket ud mod nutidens Via Torino.

Efter at akvædukterne blev ødelagt under barbarinvasionerne i det 5.århundrede og vandforsyningen på denne måde blev afbrudt ophørte det store termeanlæg at fungere og da samtidig området var blevet så ødelagt og Roms befolkningstal mindre, så de tiloversblevne flyttede væk fra byens yderkanter, forfaldt anlægget langsomt. Men mange af de tykke, soldie mure fik tidens tand dog ikke bugt med. På gamle stik og tegninger kan vi se, hvorledes ruinerne stadig står op igennem tiden, deriblandt vores runde hjørnebygning, hvor dog kuplen er revnet og bevokset med klatreplanter. I 1554 nævnes den som "Unum Turrionium", "En Tårnbygning" i den købskontrakt som udfærdiges, da den franske Kardinal Jean du Bellay køber området for at indrette sit pragtfulde landsted "Horti Bellaiani".

Men dette "tårn" lå lidt afsides på Jean du Bellay's landsted, som var centreret omkring nutidens Via Nazionale's udmunding i Piazza della Repubblica. Derfor lykkedes det præsten Antonio Lo Duca at få tilladelse til at bruge det som magasin for de altre og udstyr, som han stillede op i ruinerne af termeanlæggets centralkompleks, hvor han drømte om at der skulle indrettes en kirke for Jomfru Maria og de 7 Ærkeengle, en drøm som i 1561 skulle blive til virkelighed.

Men på det tidspunkt lå vores "tårn" stadig øde hen bevokset med klatreplanter, mens Pave Pius IV overlod jorden til Karteusermunkene ved den nyindrettede Santa Maria degli Angeli. Disse solgte den derefter igen til Caterina Nobili Sforza i 1593. Bortset fra at Caterina ønskede at hjælpe og støtte den franske Abbed Jean de la Barrière og hans munke "I Foglianti", var jorden også interessant for hende, for herfra udgravede man utallige antikke kunstværker, som tiden slet ikke kunne få nok af. Caterina overlod jorden til munkene, men forbeholdt sig ret til de antikke rester, man fandt.

Og så gik arbejdet med at indrette kirkerne og klosteret ellers i gang: Kuplen, der blot var en halvkugle med en cirkelrund åbning i toppen, blev nu repareret og forsynet med en "lanterne" kronet med en lille kuppel og et kors.

Den oprindelige bygning havde 4 indgange og mellem dem 4 store nicher i de tykke vægge. Af indgangene blev den vestlige anvendt som indgang til kirken, mens den østlige blev udvidet og en del af rummet bagved inddraget til kor og højalter. De 2 andre indgange (mod nutidens Via Orlando og Via Torino) blev først lukket for at stabilisere bygningen. Senere åbnedes de imidlertid delvist i de 2 sidealtre, vi ser i kirken idag. Ved siden af disse altre opstilledes nogle smukke grønne marmorsøjler, som man havde fundet ved udgravningerne i Horti Bellaiani og som muligvis stammer fra Termerne. I korets ene side åbnede man et nyt rum som forbindelse til sakristi og kloster.

De 4 gamle nicher i det antikke rum blev også lukket af og istedet lavede man de 8 nicher oppe i væggene, hvor man i 1670 opstilledede de 8 store statuer, som stadig står der. Det gamle loft var lavet i kassetter og tilsyneladende var der rester af fresker. Kilderne fortæller i hvert fald om, at man overmalede eller fjernede fresker under byggeriet af Caterina's 2 kirker og klosteret, fordi disse fresker havde obskøne motiver og var uegnede til et helligt sted. Måske er der virkelig tale om udsmykning i et Priapus-Tempel? Priapus var jo guden for frugtbarhed, så malerier til hans ære kan godt have været betragtet som obskøne.

I kirkerummet blev væggene pudset og malet og der opsattes flade søjler med joniske kapitæler i stuk. Gulvet blev sandsynligvis også hævet. Men trods dette har kirken jævnligt været plaget af fugtproblemer.

Den nyindrettede kirke blev indviet i 1602 af Kardinal Arnaud D'Ossat, der havde været en god ven af Jean de la Barrière, der imidlertid var død i 1600. Til hans ære blev der i kirken i 1626 bygget et gravmæle, der er opsat mellem koret og Altare di San Bernardo. Maleriet på gravmælet tilskrives Andrea Sacchi og anses for et af hans bedste værker. Det blev meget beundret, af maleren Carlo Maratta så meget, at han forgæves forsøgte at købe det mod istedet at opstille en kopi, som han selv havde lavet.

I 1647 lod Caterina Nobili Sforza's nevø Vincenzo Nobili bygge et familiegravkapel til højre for koret. Det blev viet til San Francesco og til helgenerne San Gaudenzio og San Compagno, hvis relikvier blev overført hertil. I dette kapel og i kirken er mange medlemmer af slægterne Nobili, Sforza og Del Monte begravede. På væggen overfor hovedalteret lod Vincenzo Nobili's hustru Eleonora Orsini i 1649 opsætte et gravmæle for sin nyligt afdøde ægtemage.

I 1670 udnævnte Pave Clemens X Giovanni Bona til Kardinal af San Bernardo og den nye Kardinal begyndte straks på en gennemgribende restaurering af kirken. Han forsynede koret med nøddetræssæder og lod højalteret genopbygge i sten med en balustrade. De 2 sidealtre blev udsmykket og forsynet med Kardinalens våbenskjold. Og det var ved denne lejlighed at de 8 statuer af Camillo Mariani fik plads i deres nicher.

Kuplen var på dette tidspunkt meget medtaget og den blev forstærket og den 8-kantede tambur med de ovale vinduer i stukrammer blev lavet og taget repareret. Fresken af "San Bernardo con la Croce" ("Sankt Bernhard med Korset") over indgangsdøren blev sandsynligvis også opsat på dette tidspunkt.

I 1711 lod kirkens nye Kardinal Vincenzo Maria Gabrielli de oprindelige malerier på sidealtrene af Tommaso Laureti erstatte af nye af Giovanni Odazzi, som stadig er på deres plads idag. Motiverne er "San Bernardo in estasi abbracciato da Gesù Crocifisso" ("Sankt Bernhard i ekstase med Den Korsfæstede Jesus") på Altare di San Bernardo og "Sposalizio Mistico di San Roberto con la Vergine" ("San Roberto's åndelige vielse til Jomfru Maria") på Altare di San Roberto, der samtidg blev viet til denne helgen. De gamle malerier med det samme motiv på Altare di San Bernardo, men med motivet "La Natività" på det der dengang hed Altare della Natività, blev istedet flyttet over i Kirken Santa Caterina d'Alessandria, hvor de blev ødelagt, da denne blev revet ned i 1870'erne.

I 1718 gav munkene lov til Antonio de Laurentiis kunne bruge Altare di San Bernardo som familiens gravkapel og han lod da udsmykningen ændre med en ny gavl med stukengle over alteret, samt en lunette malet af Giovanni Odazzi. Senere lod munkene også Altare di San Roberto forsyne med en lunette af Odazzi.

I 1833 indrettedes et lille kapel ved siden af Cappella di San Francesco. Her blev Federico Napoleone, søn af Storhertuginden over Toscana Elisa Bonaparte, begravet.

I 1850'erne udførte Rinaldo Rinaldi et gravmæle for billedhuggeren Carlo Finelli, som døde i 1853. På en høj base med en mindeindskrift sidder figuren "Troskaben" til venstre overfor "Den grædende". I midten står en urne med løvefødder og ovenover denne er der en statue af den afdøde i en firkantet niche smykket med blomster og engle. Rinaldi har sat sin egen signatur under "Troskaben".

I 1857 lod Pave Pius IX kirken reparere som man se af mindeindskriften på facaden over hovedindgangen. Ved den lejlighed blev den gamle lanterne udskiftet med en glaslanterne med blykalot. Koret fik nye træsæder og gulvet blev restaureret, da fugtproblemerne stadig gjorde sig gældende. Og de fortsatte, så gulvet efter få år atter måtte laves om og i 1950 faldt en stuk-due i loftet ned, fordi den var ødelagt af fugt.

Op til Jubelåret 2000 blev kirken atter gennemgribende restaureret og fremstår køn og ren og klar i farverne, forhåbentlig går der nogle år, inden fugten atter har ødelagt det smukke resultat.