Mere om Santi Giovanni e Paolo

KIRKENS HISTORIE:

Kirken har i årenes løb gennemgået utallige restaureringer og ombygninger, allerede kort efter at den gamle kirke var bygget omkring 398, blev den meget ødelagt under Alariks gotiske troppers plyndringer i år 410 og igen under et jordskælv i 440, Pave Leo I (440-461) lod den restaurere og Pave Symmachus (498-514) lod opføre en bagtrappe til højre sideskib, mens Pave Hadrian I (772-795) fornyede taget. Efter normannernes hærgen under Robert Guiscard nedbrændte kirken næsten, men Pave Paschalis II (1099-1118) lod den genopbygge og samtidig begyndtes opførelsen af klosteret og klokketårnet og disse arbejder fortsattes op igennem århundrederne. Pave Honorius III (1216-1227) byggede portalen med ørnen og de to løver og lod gulvet udsmykke med cosmatisk gulvbelægning. I 1256 indviedes højalteret og fra denne tid stammer nogle meget smukke fresker bag alteret.

Også i i det 15. og 16.århundrede restaureredes og udbyggedes kirken og i 1700-tallet blev den helt renoveret og ændrede herved næsten totalt udseende. Efter tidens smag lod Kardinal Fabrizio Paolucci næsten alle rester af tidligere arkitektur fjerne og lod de 2 sideskibe omdanne til 2 rækker af kapeller, højalteret ombyggedes og relikvierne flyttedes over i en stor antik porfyrurne, som han lod dekorere med bronze, som man stadig kan se idag. Det eneste minde om middelalder-kirken var nu det cosmatiske gulv, mens væggene blev malet over i det 18.århundredes stil.

I årene 1948-1952 startede Kardinal F. Spellman en ny restaurering, som delvis førte kirken tilbage til sit oprindelige udseende.

KIRKENS FACADE:

På kirkens facade er de 5 smukke buer øverst som de oprindeligt stod i slutningen af det 4.århundrede, mens "buegangen" forneden er bygget af Kardinal Savelli omkring 1216. Indgangshallen er bygget af Kardinal Sutri midt i det 12.århundrede og står også i sin oprindelige skikkelse, her findes ved siden af hovedindgangen 2 søjler, som før det 13.århundrede sammen med 2 andre dannede 5 buer, som førte ind til kirken.

Portalen er cosmatisk arbejde fra det 13. århundrede og flankeres af 2 løver, som symboliserer den militante og dømmende kirke (den ene løve er ifærd med at æde et menneske) og kirken som beskytter af de retfærdige (den anden løve slikker et barn). Ved siden af og over portalen er der 3 nicher, som oprindeligt var bemalede med fresker, man kan i nichen til venstre samt i en frise under loftet se rester af bemalingen. Smedejerns-stakittet er fra 1704.

Klokketårnet er fra begyndelsen af det 12.århundrede under kardinal Teobaldo og bygget på en af støttebuerne fra det gamle Claudius-Tempel. Middelalderlige keramiksager er sat ind i murværket til pynt, andre rester heraf kan ses i et lille "keramik-museum" ved kirken.

EN RUNDTUR I KIRKEN:

Indtil 1911 stod de overmalede hvide vægge som lavet i 1718, idag er disse derimod malet op som var de marmor-beklædte.

Gulvet er restaureret i det 18.århundrede, men har mange steder rester af det oprindelige cosmatiske gulv fra det 13.århundrede. Midt i hovedskibet er der angivet det sted, hvor helgenerne led martyrdøden i det underliggende hus.

Loftet er også restaureret i 1904, men er trods dette for en stor del, som det stod i 1598, da Kardinal Agostino Cusano lod det bygge.

I sideskibene er der nyere malerier:

1. alter i venstre side huser en glasrude af G.C.Giuliani med "Santa Gemma Galgani stigmatizzata" (1942).

2. og 3. alter: altertavler af Aureliano Milani fra 1716: "I Dodici Martiri Scillitani" og "S. Giuseppe".

4.alter: et maleri af korsfæstelsen "Crocifissione" af Tommaso Conca fra slutningen af det 18.århundrede.

For enden af det venstre sideskib er der et lille kapel "Cappella del Santissimo Sacramento" med et maleri af Giovanni Torelli fra 1716: "Maria Assunta in cielo" ("Maria's Himmelfart").

Bag højalteret, som skal være udført af Francesco Ferrari i 1730, er der en smal gang, hvor man kan se en fresko af "Den Velsignende Kristus med 6 Apostle" ("Cristo benedicente tra sei Apostoli") fra 1255.

I apsis kan ses rester af en fresko fra 1587 af Nicolò Circignani (kaldet "Il Pomarancio"): "Il Salvatore seduto sopra un globo, circondato da una schiera di angeli, con una moltitudine di Santi e Sante" ("Frelseren siddende på jordkuglen omgivet af engle og helgener"). Dette er det eneste, der er tilbage af kirkens tidligere fresker efter 1700-tallets renovering.

Til højre herfor er der et kapel for San Gabriele della Addolorata med en altertavle af G.B.Conti fra 1920: "San Gabriele" og lige udenfor er der adgang til de romerske huse, der er udgravet under kirken.

Herefter følger på højre side et stort kapel for San Paolo della Croce, grundlæggeren af Passionist-ordenen, som stadig passer kirken idag. Det er bygget i slutningen af 1800-tallet efter tegning af arkitekten Filippo Martinucci og efter dennes død i 1862 fuldført af hans søn og medarbejder Vincenzo Martinucci. og rigt udsmykket: her er en altertavle af Francesco Coghetti: "San Paolo della Croce che abbraccia il Crocifisso" ("San Paolo della Croce omfavner den Korsfæstede"), alteret er af R. Ingami og de 2 alabast-søjler ved siden af er en gave fra Sultanen af Ægypten til Pave Pius IX (1846-1878). På væggene er der malerier af Francesco Grandi fra 1879, til højre "La Pietà" og til venstre "Gesù nell'Orto". Også loftet er udsmykket af Coghetti.

Det 2. alter til højre er indviet til kirkens stifter og har en altertavle fra 1716 af Aureliano Milani: "San Pammachio". Læg mærke til det nederste venstre hjørne, hvor der er gengivet grundplanen for den kirke, som den kristne senator Pammachius byggede.

I det 1. alter er der en altertavle af Marco Benefial fra 1716: "San Saturnino".

I rummet til højre for indgangen er der 2 gravmæler og adgang til sakristiet. I forkammeret hertil er der et stort maleri af Aureliano Mariani fra 1716: "San Francesco di Sales, Vincenzo de Paoli e Giovanna Francesca de Chantal". I sakristiet er der et smukt maleri af "Madonna col Bambino tra i Santi Giovanni Battista, Gerolamo, Giovanni e Paolo", det er af Antoniazzo Romano (ca.1435-1508).