Dette store Palæ, som i tidens løb har tilhørt både Fieschi-familien og Boncompagni-familien, fylder næsten hele karréen mellem sidegaderne Via Sora (til venstre/mod vest - hvor hovedindgangen tidligere fandtes) og Vicolo dei Savelli (til højre/mod øst) samt Corso Vittorio Emanuele II, hvor hovedindgangen findes idag i nr. 217.

Bygningen har igennem tiderne gennemgået mange og store forandringer:
- fra den spæde begyndelse i 1200-tallet, hvor Savelli-familien på dette sted - samt på området foran kaldet Pozzo bianco, hvor idag Corso Vittorio Emanuele II løber, - lod bygge en familieresidens (Palazzo Savelli) bestående af småhuse og et større fæstningsagtigt byggeri med mindst ét befæstet tårn;
- over en nedrivning af dette kompleks beordret af Pave Sixtus IV i 1483 og overdragelsen af resterne til Urbano Fieschi, der i 1484 på stedet lod opføre sit eget palæ, kaldet Palazzo Fieschi med tårnet Turris de Flisco;
- igennem endnu en periode under Savelli-familien, da Fieschi'ernes stjerne dalede i 1547 og familien Savelli overtog bygningen til 1579 - som endnu engang omtaltes som Palazzo Savelli;
- til Pave Gregor XIII i 1579 købte Palæet til sin søn Giacomo Boncompagni, der i 1578 var blevet Hertug af Sora og Arpino og i 1585 bosatte sig i Palazzo Boncompagni di Sora, som dengang havde hovedindgang fra nutidens Via Sora, som dengang var et lille torv kaldet Piazza Sora;
- til den sidste store ombygning omkring 1888, da Corso Vittorio Emanuele II blev anlagt ved at skære gennem det tætbebyggede område med nedrivninger og ødelæggelser i sit spor. Hvad angår Palazzo Sora var det nødvendigt at rive en stor del af Palæts sydside frem mod Via del Pellegrino ned (se foto fra info.roma.it) og opføre en ny facade på den amputerede bygning. En facade som i store træk kopierede den facade, som findes mod Via Sora og som til dels af nogle tilskrives arkitekten Donato Bramante.

EN TUR RUNDT OM PALAZZO SORA:

Ejendommen har ialt 4 etager med høj kælder, 3 høje etager med rektangulære vinduer og en lavere loftsetage med mindre, kvadratiske vinduer. Engang var der i bygningens hjørner, hvor det sidste fag vinduer er let fremtrukket og markeret med høje flade søjler - hvis kapitæler viser de 3 klassiske "ordener": flade, vandrette forneden, joniske i midten og korinthiske foroven - anbragt en ekstra etage, der gav indtryk af at der var 2 tårne. Facaden er i tynde, lange teglsten med dekoration i travertin.

Palæets vestside - ud mod Via Sora - er det, der efter amputeringen i slutningen af 1800-tallet er tilbage af den oprindelige i 1500-tallet opførte hovedfacade, som vendte ud mod den lille Piazza di Sora (Se Nolli's Romkort fra 1748: nr. 652 og 651), også kaldet Largo Sora, der ligesom Palæet selv bredte sig længere mod syd - mod Via del Pellegrino - før Corso Vittorio blev anlagt.

Her er 9 fag vinduer på etagerne og i stueetagen en høj imposant indgangsportal mellem kannellerede flade søjler i midten i nr. 34 (se foto fra borgato.be).
I stueetagen er de høje vinduesbuer i rektangulære rammer flankeret af flade søjler med små kapitæler, der bærer en bred, let udskåret frise under en vandret overligger, alt i travertin. Under vinduerne er der gesimser på udskårne konsoller omkring høje kældervinduer, der mest er tilmurede. Under førstesalens og andensalens høje vinduer, der er i profilerede rammer med vandrette overliggere, løber en smal gesims. Førstesalens vinduesbuer flankeres af profilerede søjler med korinthiske kapitæler, der bærer vandrette friser og overliggere under skiftevis trekantede og halvcirkelformede gavlfelter. Andensalens vinduer er rektangulære og indrammet af brede profilerede rammer. De har vandrette overliggere og vindueskarme over en høj lys travertinplade. Trediesalens vinduer er mindre og kvadratiske og indsat i brede profilerede rammer.
Tagudhænget består af flere smalle friser, med udskårne firkanter og derover en bred frise med blomsterrelieffer mellem konsoller.
Facadens første fag til venstre og sidste fag til højre er fremhævet med brede, flade mursøjler i travertin, bærende høje, udskårne vandrette felter og ekstra fremspringende, udskårne gesimser.

Oprindeligt var facaden mod Via Sora / Piazza Sora på 11 fag (se foto fra info.roma.it), men et stykke svarende til 2 fag blev fjernet for at give plads til Corso Vittorio Emanuele II og facaden blev derefter genopbygget og tilrettet til 9 fags længde med samme harmoni og symmetri som den havde med de 11 fag.

Palæets sydside - mod Corso Vittorio Emanuele II - viser den nye facade, som opsattes her på sydsiden efter at der var fjernet 2 fag i Palæets længde. Fordi denne facade kom til at ligge ud mod den nye, brede pragtboulevard Corso Vittorio, projekteredes den nye facade til at blive Palæets hovedfacade med hovedindgang i nr. 217. Den nye facade opbyggedes på nøjagtigt samme måde som den gamle facade mod Via Sora.

Her er 11 fag vinduer på etagerne og i stueetagen en høj imposant indgangsportal mellem kannellerede flade søjler i midten i nr. 217 (se foto fra borgato.be - og fra info.roma.it).
I stueetagen er de høje,vinduesbuer i rektangulære rammer flankeret af flade søjler med små kapitæler, der bærer en bred, let udskåret frise under en vandret overligger, alt i travertin. Under vinduerne er der gesimser på udskårne konsoller omkring høje kældervinduer, der mest er tilmurede. Under førstesalens og andensalens høje vinduer, der er i profilerede rammer med vandrette overliggere, løber en smal gesims. Førstesalens vinduesbuer flankeres af profilerede søjler med korinthiske kapitæler, der bærer vandrette friser og overliggere under skiftevis trekantede og halvcirkelformede gavlfelter. Andensalens vinduer er rektangulære og indrammet af brede profilerede rammer. De har vandrette overliggere og vindueskarme over en høj lys travertinplade. Trediesalens vinduer er mindre og kvadratiske og indsat i brede profilerede rammer.
Tagudhænget består af flere smalle friser, med udskårne firkanter og derover en bred frise med blomsterrelieffer mellem konsoller.
Facadens første fag til venstre og sidste fag til højre er fremhævet med brede, flade mursøjler i travertin, bærende høje, udskårne vandrette felter og ekstra fremspringende, udskårne gesimser. Bemærk også her søjlernes kapitæler, der viser de 3 klassiske "ordener": flade, vandrette forneden, joniske i midten og korinthiske foroven.

Palæets østside - mod Vicolo dei Savelli - er naturligvis også 2 fag kortere end den oprindeligt var og udgør Palæets bagside og dermed den mindst udsmykkede mur. Den fremstår mestendels i rå mursten eller let afskallet puds - hvorimod de andre facader er pudset op og udsmykket med dekorative elementer. Det første fag på hjørnet af Corso Vittorio er udsmykket med travertinsøjler og -dekorationer ligesom hjørnerne på de andre facader.

Her er 9 fag vinduer på etagerne og i stueetagen er der enkelte mindre døre og vinduer, men også 3 høje, rektangulære vinduer i kraftige profilerede rammer med skrå overliggere og båret af gesimser på udskårne konsoller omkring høje kældervinduer. Under førstesalens og andensalens høje vinduer, der på midterstykket er rammeløse, men i venstre og højre side i profilerede rammer med vandrette overliggere, løber en smal gesims. Over de sidste 2 fag er huset forhøjet med en ekstra etage med små firkantede vinduer. Midt mellem stueetagens åbninger sidder en mindre dør med husnummer 44.

I Palæets indre gård, som har undergået flere ændringer gennem tiden, ses langs siderne en række buegange. I gården er opstillet en smuk sarkofag fra det 3.århundrede efter Kristus dekoreret med guirlander af laurbærblade og fugle.

LIDT MERE HISTORIE:

Der er tilsyneladende ikke gjort særlige antikke fund i området omkring Palazzo Sora, når antages en mulig gravplads for Cajus Vibius Pansa på Via Sora's sydlige del, syd for nutidens Corso Vittorio Emanuele II, og resterne af ældre gadebelægning på den vej, som idag kaldes Via del Pellegrino.

Omkring år 0 havde generalen og Kejser Augustus' ven Marcus Vipsanius Agrippa en stor ejendom i området nord og syd for Piazza della Cancelleria, og på denne tid lå der mod syd flere store staldanlæg, hvor tidens 4 væddeløbshold holdt til. Et anlæg for Det Grønne Hold, Stabulum Factionis Prasinae, er lokaliseret under nutidens Palazzo della Cancelleria.

I 300-400-tallet efter Kristus ejedes en del af dette område - inklusive staldanlægget - tilsyneladende af Pave Damasus I's familie og det var i nogle rum her, at den første San Lorenzo-kirke opstod, opkaldt efter Damasus: San Lorenzo in Damaso.

Med tiden byggedes der i området flere mindre kirker med tilstødende klosterbygninger, for eksempel lå der lidt længere vestpå Kirken og Klosteret Santa Elisabetta al Pozzo Bianco (fra Middelalderen til ca. 1570), Kirken San Giovanni in Vallicella (fra 500-tallet til omkring 1179), Kirken San Leone VI (fra 900-tallet til 1400-tallet), Kirken Santa Margherita (1200-1500-tallet) og Kirken Santo Stefano de Piscina (fra før 1100-tallet til 1850). Ind imellem disse bygninger med tilhørende gårdspladser og klosterhaver, lå også håndværkernes værksteder, heriblandt flere steder marmorværksteder og kalkovne, hvori sten fra de antikke bygningsværker blev brændt til det til nybyggeriet eftertragtede kalk.

Og gennem denne bygningsmasse, denne bikube af travle håndværkere, handlende, præster, munke, nonner og godtfolk, løb de gamle gader og stræder mellem den lidt større Via Florida, kaldet også Via Papalis, fordi de pavelige processioner mellem Peterskirken og Santa Maria Maggiore, samt San Giovanni in Laterano, bevægede sig herigennem ved festlige lejligheder.

I dette miljø slog Savelli-familien sig ned i 1200-tallet, da de ønskede en mere central placering i Rom end deres gamle palæ på Aventinhøjen kunne give. Nord for Via del Pellegrino grundlagde de derfor en familieresidens (Palazzo Savelli) bestående af småhuse og et større fæstningsagtigt byggeri med mindst ét befæstet tårn.

I 1300-tallet vides det, at brødrene Niccolò og Antonio di Alessandro Savelli - som nedstammede fra Kardinal Cencio Savelli, der i 1216 var blevet Pave med navnet Honorius III - på det sted, hvor Palazzo Sora står idag, ejede "en bygning med tårne". Stedet omtales også "al Pozzo Bianco": "ved den hvide brønd". Savelli-familien beboede deres Palazzo Savelli helt frem til slutningen af 1400-tallet. I 1483 skete det, at Pave Sixtus IV udstedte en nedrivningsordre af tårn og Palæ, fordi Maurizio Savelli, der senere døde omkring 1496 i sin egenskab af Herre over Palombara havde gjort oprør mod Paven. Samme nedrivningsordre ødelagde familiens Palæ på Aventinhøjen.

Efter nedrivningen og Savelli-familiens fordrivelse overtog Fieschi-familien ved Urbano Fieschi ruinerne og lod i 1484 her opføre sit eget palæ, kaldet Palazzo Fieschi. Efter Urbano's død i 1484 overgik Palæet til hans broder Kardinal Niccolò Fieschi (1456-1524), der flyttede herind med hele sit hof. Kardinalen lod nu bygningen udvide og udsmykke. Af nogle tilskrives nybygningen arkitekten Donato Bramante, men om rigtigheden heraf diskuterer man stadig. Palæet forblev i familiens eje indtil efter 1547, hvor familiens held vendte efter et mislykket komplot mod Doria-familien den 2. Januar.

Savelli-familien var imidlertid vendt tilbage til Rom og overtog nu igen deres gamle bolig, men i ny, udvidet og forskønnet udgave. Denne nye periode af Palæets historie varede dog kun 32 år, før Savelli-familien i 1579 solgte bygningen til Pave Gregor XIII, som var af slægten Boncompagni og derfor døbte sin nyerhvervede ejendom Palazzo Boncompagni. Paven forærede Palæet til sin søn Giacomo Boncompagni, der i 1578 var blevet Hertug af Sora og Arpino og Palæet fik nu "di Sora" eller blot "Sora" føjet til sit nye navn.

Herefter og i 1600-tallet var Palæet centrum for den romerske elites mondæne og intellektuelle liv. Her skrev i 1585 Cristoforo Castelletti kommedien "Le stravaganze d'amore" til ære for Grev Giacomo og i 1711 stiftede Gian Vincenzo Gravina den litterære sammenslutning Accademia dei Quirini.

I tidens løb har Palazzo Sora også indimellem været udlejet til prominente personer, f.eks skal Kardinal Agostino Trivulzio have boet her engang i første halvdel af 1500-tallet, samt Kardinal Giovanni Angelo Medici på et tidspunkt herefter, inden han blev valgt til Pave Pius IV i 1559.

I 1830 benyttedes Palæet en tid som kavalerikaserne og det samme skete mellem 1870 og 1883. På et tidspunkt i 1800-tallet blev bygningen restaureret og ved den lejlighed fandt man 2 gulvmosaikker, som Pave Gregor XVI lod flytte til Museo Lateranense.

I 1870 overgik Palæet til den Italienske Stat og som ovenfor nævnt benyttede man påny bygningen som kaserne og stald for kavalleriet.

Omkring 1888 blev Corso Vittorio Emanuele II anlagt og de 2 sydligste fag af Palazzo Sora blev revet ned. En ny facade i stil med den tidligere hovedfacade mod Via Sora blev opført og idag er hovedindgangen fra den nye vej i nr. 217.

I 1892 overgik ejendommen til Roms Kommune, som lod gymnasiet Liceo Terenzio Mamiani flytte ind og da dette flyttede til Via delle Milizie, blev bygningen overtaget af Scuola Vincenzo Gioberti.

Litteratur om Palazzo Sora:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Carpaneto, Giorgio: I palazzi di Roma. 3.edizione. Newton Compton editori, 1998.
- side 491-494.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VI Parione, Parte II / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione, 1980. ----- side 560, 61, 62, 64.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 (før de nyeste fund).
Le Strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - 1. edizione. - Roma : Newton & Compton editori, 2004. - (Biblioteca de Il Messagero).
- Volume Terzo : P-Z. --- side 1373.
Se Nolli's Romkort fra 1748: nr. 652 og 651.
060608: Palazzo Sora.
borgato.be: Palazzo Fieschi Sora.
Info.roma.it: Palazzo Fieschi Sora.
RomeArtLover: Palazzo di Sora.
Wikipedia (italiensk tekst): Palazzo Sora.