|
|
|
|
|
Mere om kirken Santo Stefano Rotondo
I slutningen af det 5. århundrede indviede Pave Simplicius (468-483) denne rundkirke, Sancto Stephanus in Coeli Monte, som skulle huse Santo Stefano's relikvier, som var blevet sendt til Rom fra Jerusalem ca.439. Man formoder, at det var Pave Leo I (440-461), der som den første ønskede en kirke rejst ovenpå ruinerne af de gamle kaserner (Castra Peregrina) og markeder (Macellum Magnum) på Monte Celio og man ønskede tilsyneladende med denne rundkirke at skabe et "himmelsk Jerusalem", som det beskrives i Ezechiel's forudsigelser og Johannes' Åbenbaring. Således blev nu kasernevæggene savet over i den ønskede højde og en Kirke rejst her oven på. Oprindeligt var det en stor rundkirke med 3 cirkelformede søjlegange med diametre på ca. 65, 42 og 22 meter. Mens de inderste ringe var uden skillemure, havde den yderste søjlering en række af disse, som inddelte den i mange mindre rum, hvoraf nogle var overdækkede og andre åbne. Nogle af rummerne var særligt høje og markerede ved hjælp gulvbelægning og brug af særlige søjletyper. Disse side og tvær-bygninger gav Kirken form af et græsk kors. Kun én af disse korsarme er bevaret idag, hvor rummene udnyttes til vestibule og kapeller. Det midterste rum menes oprindeligt at have været forsynet med en kuppel. De mange søjler var tildels genrug fra antikke bygninger, mens resten menes at stamme fra et lager af præfabrikerede byggeelementer, som ifølge Fabricius Hansen (se litt.note forneden) stadig eksisterede i 400-tallet. Den oprindelige Kirke havde ikke nogen hovedindgang, men 8 døre i den yderste cirkelmur. De 6 af dem blev dog lukket allerede mens byggeriet stod på. Der var heller ikke fra begyndelsen nogen apsis eller andet, som gav angav Kirkens orientering. Det var en usædvanlig bygning, men ikke enestående. Allerede Kejser Constantin havde opført en rundkirke i Jerusalem og den har muligvis været inspirationen for den nye bygning. Kasernebygningen, hvorpå Kirken blev bygget, var i hvert fald i brug til sidst i 300-tallet og komplekset var Kejserhusets ejendom. Også efter soldaterne havde forladt bygningen, benyttede nogle stadig det gamle Mithras-kultrum, som man i 1973 har udgravet undet Kirken. Man antager, at kirkebyggeriet har haft opbakning fra Kejseren, der på dette tidspunkt var Libius Severus, en af de kejsere, som den gotiske general Ricimerus holdt på tronen. Man har også i fundamenterne fundet 3 mønter, som denne Kejser har udstedt i perioden 461-465. Det er imidlertid ikke den eneste sikre datering, vi har. Dendrokronologiske undersøgelser af træspær har vist, at disse stammer fra midt i 460'erne. Det er dog, som nævnt ovenfor, mest sandsynligt, at idéen til byggeriet allerede var udtænkt tidligere, måske af Pave Leo I med hjælp fra Kejser Valentinian III (425-455) eller fra Kejser Majorian (457-461). Formålet med byggeriet var at skabe en "mindekirke", en kirke til brug for højtideligholdelsen af Santo Stefano's festdag, der fejres den 26. December. Der var således ikke regelmæssige gudstjenester i Kirken i starten, men kun gudstjenester i forbindelse med særlige højtider, hvorfor der heller ikke var særlige præster og gejstlige tilknyttet, og ejheller nogen menighed. Allerede fra 499 regnedes Santo Stefano Rotondo for "titelkirke" og den benævnes således i forbindelse med synoden under Pave Symmachus. Pave Johannes I (523-526) lod muren dække med marmorplader og Pave Felix IV (526-530) lod en stor mosaikdekoration opføre. Det var også på denne tid, at de åbne gårde blev overdækket, således at hele bygningen nu var under tag. Under Pave Gregor I (590-604) blev Kirken fast besøgt under fasten, som en af "stationskirkerne". En indskrift til minde herom er opsat på kirkevæggen til venstre for indgangen over den antikke stol, som Paven skal have benyttet. I 644 lod Pave Theodor I (642-649) lave et kapel for enden af den nordlige korsarm, hertil flyttedes relikvierne af soldatermartyrerne Primo og Feliciano, som er afbilledet på en mosaik fra denne tid i kapellets apsis. Dette er et af de tidligste eksempler på en flytning af relikvier fra gravene udenfor byen. For at skabe et passende rum til kapellet, blev en del af ydervæggen revet ned, så der kunne laves en lille halvrund apsis bag alteret. Paven lod derefter denne forsyne med en smuk og kostbar mosaik, som stadig kan ses idag. Pave Hadrian I (772-795) lod Kirken restaurere både ud- og indvendigt og det var muligvis også ham, der lod opføre den høje tværgående støttemur, der deler Kirken. Sammen med sin betroede medarbejder Januarius, der beklædte posten som "vestiarius" , lod han Kirken forsyne med 20 store purpurfarvede linnedgardiner, som antagelig skulle ophænges mellem søjlerne, som det nævnes ved en lignende gave til Peterskirken. I 800- og 900-tallet forfaldt Kirken stille og roligt, og under Robert Guiscard's og hans normanniske hærs hærgen i Rom i 1085 blev kirken voldsomt ødelagt. Pave Paschalis II (1099-1118) begyndte at overveje en restaurering, men først under Pave Innocens II (1130-1143) kom der til at ske en gennemgribende renovering af Kirken, hvor taget var ved at styrte sammen. Det var ved denne lejlighed, at det blev nødvendigt at tilmure mellemrummene mellem søjlerne i den mellemste søjlegang og således reducere Kirkens diameter til 40 meter af de oprindelige 65 meter og til at bestå af kun 2 søjleringe. De nye mure blev forsynet med små runde vinduer og Kirken fik et nyt og mindre tag. En del af Kirkens mange vinduer i den høje, indre ring blev også tilmuret for at sikre stabiliteten (8 af 22). Kirkens indgangsparti, en smal søjlegang med 4 grå granitsøjler blev opført på dette tidspunkt. Værdigheden som titelkirke blev nu genoprettet. Innocens II overlod Kirken til Kardinal Martino Cybo og Celestin III overdrog den til Kardinal Giovanni da Salerno. I 1200-tallet hørte Santo Stefano Rotondo ind under Laterankirken, men i midten af 1300-tallet overgav Pave Clemens VI den til Santa Maria Maggiore, som beholdt rettighederne, indtil disse atter overgik til San Giovanni in Laterano i 1402. I disse år var Kirken gået mere og mere i forfald og kilderne beretter om, i hvor dårlig stand den henlå, indtil man atter begyndte at reparere på den. En af grundene var Pave Martin V's tilladelse til at der kunne fjernes marmor og bygningsdele til brug for nylægning af gulvet i San Giovanni in Laterano fra de kirker, hvor der ikke afholdtes messer. I det hellige år 1450 fortælles det, at Santo Stefano Rotondo stod uden tag, men Pave Nikolaus V (1447-1455) lod den restaurere i 1454 og nu blev resterne af den yderste søjlering revet ned. Midt i Kirken, der nu ikke længere havde form af et græsk kors, blev der rejst et højalter i marmor (som blev opsat igen i 1990 og kan ses idag) og 2 sidealtre og der blev lavet et sakristi ved siden af kapellet for helgenerne Primo og Feliciano. Arkitekt for den store renovering, der blandt andet forstærkede taget og ændrede på vinduer og døre, samt lagde et nyt gulv, var Bernardo Rossellino. Ved denne lejlighed forsvandt desværre de gamle mosaikker og marmordekorationer fra det 6.århundrede. Klosterbygningen ved siden af Kirken blev muligvis bygget på dette tidspunkt, men Krautheimer (se litt.note forneden) mener, at den måske er lidt yngre og muligvis stammer fra tiden under Pave Leo X, hvis våben findes på en brøndkarm. I 1454 overgav Nikolaus V Kirken til ungarske munke af Ordenen San Paolo Primo Eremita, som tidligere havde haft Kirken San Salvatore in Onda. Ordenen, der følger Augustins regler, lod bygge et nyt kapel i Kirken til deres stifter. Det kaldes idag Cappella dei Santi Stefano d'Ungheria e Paolo I Eremita og har desværre ikke længere det oprindelige udseende, da det blev nydekoreret i slutningen af 1700-tallet. Selve Kirken fik imidlertid forskellig anden udsmykning i slutningen af 1400-tallet og under Leo X (1513-1521) blev Klosteret udvidet og der blev gravet en krypt til gravplads for munkene. Under den frygtelige plyndring af Rom i 1527 led både Kirken og Klosteret store skader. Kirken passedes i denne tid af Paoliner-munkene, hvis leder ungareren Valentin Kapusi lod indvie et alter for den ungarske konge Santo Stefano. I 1579 overtog Jesuiter-munkene Kirken og lod Klosteret indrette til tysk-ungarsk præsteskole (Collegium Germanicum et Hungaricum). Instituttets rektor Michele Lauretano lod nu udføre en del repations-og forskønnelsesarbejder i Kirken. Han lod bygge et otte-kantet kor udenom højalteret og lod kunstneren Antonio Tempesta udsmykke Cappella di Primo e Feliciano. I årene 1580-1585 udsmykkede maleren "Il Pomarancio" sammen med sin hjælper Matteo da Siena Kirkens vægge med fresker forestillende alle slags martyrier med omhyggeligt udpenslede detaljer over 200 kvadratmeter. Dette er et typisk værk fra Mod-Reformationen. I begyndelsen af 1600-tallet tillod Pave Urban VIII at San Primo og San Feliciano's relikvier blev taget op og det samme gentog sig hundrede år efter under Kardinal Antonio Severio Gentili. I 1736 blev relikvierne flyttet over til et nyt marmoralter, som Kardinalen havde ladet arkitekten Filippo Barigioni udføre i deres kapel. I 1778 vedtog man at bygge et nyt kapel til Santo Stefano d'Ungheria og til San Paolo I Eremita. Det skulle ligge overfor Cappella dei Santi Primo e Feliciano, men projektet, som Pietro Camporesi stod for, blev aldrig realiseret og det gamle San Paolo kapel blev i stedet forsynet med nye fresker og viet til begge helgener. På dette tidspunkt var den ungarske menighed fra Kirken Santo Stefano Minore, som lå ved Peterskirken og nu skulle rives ned for at give plads til et nyt sakristi, flyttet over til Santo Stefano Rotondo. Kirken er gentagne gange blevet restaureret og under arbejder i 1973 udgravede man rester af et mithræum, som har ligget i en bygning i den antikke kaserne, hvis rester blev opdaget allerede i 1905. Sidste restaurering har fundet sted i slutningen af 1900-tallet og begyndelsen af 2000-tallet. Ved denne lejlighed er blandt andet gulvet blevet helt nylagt med respekt for den oprindelige gulveblægning og indretning.
------- Kort om Kirken ----- ----- En Rundgang i Kirken ----- ----- Plan over Kirken ----- ----- Fotos fra Kirken -------
Litteratur om Santo Stefano Rotondo: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|