Mere om Kirken Santa Maria Maggiore:

DEN FØRSTE KIRKE:

Ifølge en legende, som var meget udbredt fra det 12.århundrede og blev nedskrevet i det 13.århundrede af Fra Bartolomeo da Trento, blev den Kirke, som vi idag kender som Santa Maria Maggiore, grundlagt den 5. August 358 efter en natlig drøm, som Pave Liberius og rigmanden og senatoren Giovanni (Patrizio) og dennes hustru alle havde tilfælles. I deres drøm så de Jomfru Maria, som bad dem om at bygge en kirke og vie den til hende. Og hun fortalte også hvor bygningen skulle stå, nemlig på det sted, hvor der om morgenen på mirakuløs vis ville falde sne. Og ganske rigtigt, den næste morgen, den 5. august, sneede det oppe på det højeste sted af det gamle Cispius-højdedrag på nordsiden af Esquilin-højen. Både Paven og Giovanni og hans hustru skyndte sig til stedet og Liberius tegnede med sin stav i sneen grundlinierne til den Kirke, som Giovanni og hans hustru derpå lod bygge.

Kirken var ifølge mange historikere den første i Rom, der blev viet til Guds Moder, og den kaldtes ved grundlæggelsen Ecclesia Sanctae Dei Genitricis (Den Hellige Guds Moders Kirke) og derpå basilica sanctae Mariae eller blot Santa Maria, men omtaltes også som Basilica Liberiana. På grund af legenden om snemiraklet benævnes Kirken også nogle gange Sancta Maria ad Nives, Santa Maria delle Nevi eller Madonna delle Nevi (Sneens Madonna), et navn som dog også brugtes af flere andre og mindre kirker i Rom.

(Der findes også forskere, der mener, at Santa Maria in Trastevere var den første Maria-Kirke i Rom, idet den skal være blevet viet til Guds Moder allerede i årene 217-222, hvor Calixtus I var Pave. Andre gamle Maria-kirker i Rom er: Santa Maria ad Martyres (Pantheon), viet i 609, Santa Maria Antiqua, viet i perioden 635-642, og Santa Maria in Aracoeli, der måske blev viet til Jomfru Maria i 731-741).

Der findes ingen rester af den første kirkebygning og man mener, at den gamle Kirke måske slet ikke har ligget på nøjagtig det samme sted, som den nuværende Kirke, der stammer fra perioden 432-446. I 1931-1933 fandt man nogle murrester under Kirkens apsis, som man alligevel mente kunne stamme fra en tidligere Kirke med kun ét skib. I 1960-1961 bragte nye udgravninger nye fund for dagen, der gjorde, at man idag mener, at de gamle bygningsrester under Kirken stammer fra et tidligere privat hus fra Kejsertiden med værelser rundt om en central gård med søjlegang. (Læs mere om udgravningerne her). Det har ikke været muligt at udgrave hele dette kompleks, da den nuværende Kirkes fundamenter hviler herpå. Nogle har foreslået, at ruinerne skulle stamme fra det Macellum Liviae, som har ligget i området. Men dette marked skal efter de flestes opfattelse have ligget længere mod syd i nærheden af Kirken San Vito, og det var iøvrigt efter kilderne i brug i løbet af det 4.århundrede og kan således ikke være blevet erstattet af en kirkebygning.

Måske har de udgravede dele i stedet forbindelse med andre fund i området af blandt andet et badeanlæg tilhørende en rig og mægtig person ved navn Naeratius Cerealis. Han havde et barnebarn kaldet Naeratius Palmatus, der var Bypræfekt i 412, og Palmatus havde ejendom på Esquilin og dette "Domus Palmati" blev ifølge optegnelser af Pave Sixtus III overdraget til Kirken Santa Maria Maggiore, da han genopbyggede denne i 432-446. Hvordan ejendommen er kommet i Pavens - eller den romerske menigheds - hænder, vides ikke, men den omtales som "Domus Palmati beliggende tæt ved Kirken og forsynet med et badeanlæg og en ovn".

Den første Kirke, Basilica Liberiana, var måske skueplads for det drama, der udspillede sig i 367, da der skulle vælges ny pave efter Liberius' død. Præster og menighed delte sig i 2 grupper, hvoraf den ene samledes i en kirke, der kaldtes "basilica sicinini" og her valgte Diakonen Ursinus (eller Ursicinus, deraf måske betegnelsen "sicinini") til Pave. Den anden og største gruppe mødtes muligvis i San Lorenzo in Lucina og valgte Damasus til Pave, dog er det usikkert at denne Kirke allerede var bygget i 367!. Da ingen af grupperne ville opgive deres kandidat, endte det med et væbnet sammenstød, hvor ialt 137 af Ursinus' tilhængere blev dræbt. Det er ikke ganske klart, hvad der menes med "basilica sicinini", andet end at det drejer sig om en kristen kirke. Nogle mener, at der er tale om Santa Maria Maggiore, hvor det frygtelige sammenstød så har fundet sted, mens andre mener, at det var i Kirken Santa Maria in Trastevere. Ursinus-støtterne barrikaderede sig i Kirken og Damasus-tilhængerne klatrede op på taget, hvor de rev tagstenene løse og brugte dem som kasteskyts mod deres modstandere.

Basilica Liberiana eller Santa Maria-Kirken var dog i brug indtil 430'erne, da Pave Sixtus III lod en ny Kirke opføre. Flere af mosaikkerne under vinduerne i Kirkens Hovedskib, på Triumbuen og i Apsis stammer fra denne tid.

DEN NUVÆRENDE KIRKE:

I 431 havde Koncilet i Efesos vedtaget dogmet om Maria som "gudsføderske" og Paven brugte dette som påskud til at bestyrke den position, som Pavedømmet var ved at få i Det Vestromerske Kejserrige, hvor flere og flere opgaver, der tidligere løstes af Kejseren, nu overgik til Paven. Den nye Santa Maria-kirke blev den første kirkebygning, som en Pave i sin egenskab af kristen leder lod opføre i et af byens centrale og kraftigt bebyggede områder. Det er dog tvivlsomt, om det nu også var Sixtus III, der fik idéen og startede kirkebyggeriet, der sandsynligvis må have taget meget længere tid end de kun 9 år, han kom til at sidde som Pave.

BYGGERIET:

Kirken ligger på et højdedrag, der oprindeligt havde temmelig stejle sider. Området var tæt bebygget allerede i Antikken og eksisterende bygninger måtte jævnes med jorden og brugtes som fundament under den nye bygning. Det drejede sig blandt andet om det ovenfornævnte privathus med værelser rundt om en central gård med søjlegang. Man har fundet husets dekorerede mure, heriblandt nogle med en malet kalender med scener fra årets gang. Mange steder måtte der suppleres med fyldjord og støttemure måtte også benyttes. De blev opført i teglsten, fordi de kunne ses på højens sider.

Da terrænet så var nivelleret, kunne byggeriet gå i gang. Kilder fra det 8.århundrede omtaler en søjleomkranset atrium-gård foran facaden, der - som idag - vender mod syd, mod Kirken San Giovanni in Laterano. Der er dog ikke fundet rester af en sådan. Kirken havde 21 buede vinduer i hver side øverst i hovedskibet, men i Middelalderen blev nogle af disse tilmuret og i slutningen af 1500-tallet lod Kardinal Pinelli hvert andet vindue tilmure, så udseendet blev som idag. Kirken havde - som idag - 3 skibe, og det midterste og største sluttede med en triumfbue, afrundet med en apsis med 5 vinduer. Skibene adskiltes af 40 søjler, 20 i hver side, hvoraf de 34 var i prokonnesisk marmor og de 6 af cipollino-typen. Disse søjler var - ligesom de joniske kapitæler - genbrug fra antikke bygningsværker (se litt.note 1 nedenfor). Kirken havde oprindelig spærtag og gulvet var dækket af genbrugsmarmorplader, der lå omkring 5 cm. under det nuværende gulv. Kirken var rigt udsmykket, men under mosaikkerne har man fundet rester af maling, der af nogle tolkes som tilhørende en bygning fra før Sixtus III's tid. I så fald skylder Kirken ikke Sixtus sin opståen, men kun sin mosaikudsmykning og færdiggørelse. Til udsmykningen hørte et mosaikpanel på den indre indgangsvæg, hvor Jomfru Maria, betegnet som Guds Moder, er omgivet af helgener med deres martyrsymboler. Af teksten, som kendes fra Middelalderlige afskrifter, udleder nogle, at samme motiv har udgjort den apsisdekoration, som blev ødelagt under ombygning i det 13.århundrede. Kirkens tagdækning er et kapitel for sig. Man har under en reparation i 1972-1973 fundet en masse gamle teglsten, hvoraf de 6 stammede fra Kejser Nero's tid, 9 fra Flaviernes tid, 26 fra Kejser Trajan's tid, 23 fra Hadrian's tid, 22 fra Antoninus Pius' tid, 11 fra Marcus Aurelius' tid, 25 fra Commodus' tid, 65 fra Severus-kejsernes tid, 86 fra Theoderik's tid og endelig en del, som ikke kunne nærmere tidsbestemmes, samt 70 med Kristus-mærket og noget, der tydes som teksten "Maria Madre di Cristo" påtrykt. Disse sidste mener man også er fra Theoderik's tid og at de stammer fra det syriske teglværk Kaccioy. Til taget har man altså, ligesom til søjlerne nævnt ovenfor, brugt genbrugsmaterialer fra antikke bygninger.

KIRKEN I MIDDELALDEREN:

Selvom Pave Hilarius i anden halvdel af det 5.århundrede erklærede Santa Maria for ligeværdig med San Giovanni in Laterano (der dengang kaldtes San Salvatore), skete der ikke nogle ændringer i bygningen før end i midten af det 8.århundrede, da Pave Gregor III lod nogle ødelagte bjælker erstatte. Sidst i samme århundrede lod Pave Hadrian I foretage flere restaureringer, blandt andet blev flere tagspær erstattet.

I 809-810 lod Pave Leo III alle Kirkens bærende strukturer og indgangssøjlegården reparere. Få år senere lod Pave Paschalis I bispealteret i midten af apsis hæve så meget, at der under det nye gulv kunne indrettes en såkaldt confessio, en krypt eller rum med relikvier. Kilderne beretter, at årsagen til denne ændring var, at Paven blev forstyrret sf kvindernes småsludren under messen!

I 1075 fandt en voldsom hændelse sted: under julemessen blev Pave Gregor VII kidnappet. Hans modstandere, og heriblandt Cencio Frangipane, trængte ind i Kirken og angreb og sårede Paven ved højalteret. Derpå bar de ham ud og lukkede ham inde i et af byens mange tårne. Men befolkningen samledes og næste dag lykkedes det dem at befri Gregor, som derpå vendte tilbage til Santa Maria Maggiore og fortsatte messen fra det sted, hvor han var blevet afbrudt dagen før.

I midten af 1100-tallet blev gulvet i cosmatisk stil lagt og Pave Eugen III lod tilføje en søjlegang foran den underste del af facaden. Og 100 år senere blev Kirken voldsomt renoveret under Pave Nikolaus IV (1288-1292). Der blev bygget et 35 meter langt tværskib, hvorved Kirken blev mere lys og rummelig, men derved ødelagdes den gamle halvrunde apsis og erstattedes af en ny kantet afslutning. Titulær-Kardinalen Jacopo (eller Giacomo) Colonna havde overopsynet med ombygningerne, der også omfattede facaden, der blev udsmykket med mosaikker. Forholdene var ikke de letteste, pladsen omkring Kirken var begrænset, der var som nævnt tidligere lavet støttemure og foretaget opfyldninger og nivelleringer og det var nødvendigt at holde tværskibets bredde indenfor 6 meter og at gøre den nye apsis blot 70 cm bredere end den gamle. Den mangekantede apsis var ellers ikke meget brugt i Rom, men måske inspireret af kirken i Assisi, der var ledet af Franciskaner-munke, som var særligt knyttede til Nikolaus IV. Man mener, at det var en drøm, som Kardinal Colonna havde haft, der blev temaet for den række mosaikker, som blev opsat i den nye apsis. Motiverne var blandt andet Jomfru Maria med Jesus-Barnet og helgenerne Agnese, Cecilia, Lucia og Caterina. Hvad angår udsmykningen af tværskibet, blev den aldrig færdig, men der findes fragmenter for enden af det venstre sideskib, som viser, at dekorationen her skulle have bestået af fresker. Måske skyldes afbrydelsen, at Nikolaus IV's efterfølger Bonifacius VIII ikke brød sig om Kardinal Colonna, der derfor forlod Rom.

Kirken var gennem århundrederne gravplads for adskillige præster, Biskopper og Kardinaler, samt talrige medlemmer af Roms fineste familier. I 1227 begravedes for eksempel Kardinal Stefano da Fossanova i Kirken og i 1299 fik Kardinal Gonsalvo Rodriguez et smukt og stort gravmæle øverst til højre i det højre sideskib. (Der er delte meninger om den afdødes identitet. Nogle mener, at gravmælet er for Kardinal Gonzalo Garcia Gudiel). I 1323 blev Teodora Conti Ceccano begravet her og ca. 1368 var det Pietro Tedallini's tur. Han var kannik ved Kirken og blev begravet i det venstre sideskib foran det første kapel. Gravstenen (med relief af den afdøde, en indskrift og hans våben) findes - ligesom de to andre nævnte's - ikke idag, men kendes fra træsnit i Vatikanets arkiv. Også Kardinal Bortolomeo Mezzavacca's gravsten fra 1398 er forsvundet, mens andre gravsten er blevet flyttet og indsat i væggene ved præsternes trappe op til loggia'en. Her findes på venstre væg Kardinal Agapito Colonna's gravsten fra 1380 i hvid marmor med hans våben i mosaik. Hans grav fandtes oprindelig i hovedskibets venstre side før alteret. Gravstenen for Kardinal Stefano Palosij, der i 1398 blev begravet i højre sideskib før den næstsidste søjle, ved Cappella di San Girolamo, findes også idag indmuret i trappevæggen - ligesom Biskop (eller Abbed) Ieronimus Planca's hvide marmorsten fra omkring 1410 og Biskop Thomas Rucantis de Amelia's. Han døde i 1422. En del af Kardinal Francesco Landi's gravmæle er også bevaret idag ved præstetrappen. Han døde i 1427 og gravmælet var oprindeligt opsat på den indre facadevæg i det højre sidskib. Stenen for Kannik Girolamo Foschi de Berta, der døde i 1433, kendes derimod kun fra træsnit.

KIRKEN I RENÆSSANCEN:

En af de store begivenheder i Santa Maria Maggiore var den årlige procession i August måned, hvor man bar det gamle Jesus-billede, Acheropita, der ansås for malet af engle og ikke af mennesker, fra dets opholdssted i Cappella del Sancta Sanctorum i Kirken San Giovanni in Laterano til Santa Maria Maggiore. Den lange og varme tur mellem de to kirker foregik dengang gennem et øde landskab mellem vingårde og marker og enge, hvor der hist og her stod ruiner af de antikke bygninger og bymure. Området var så sparsomt bebygget og beboet, at Pave Nikolaus V for at øge antallet af deltagere i processionen helt opgav at opkræve den told, som de udefra kommende pilgrimme normalt måtte betale.

Det øde og mennesketomme prægede Roms yderområer og forfaldet prægede resten af byen, men Santa Maria Maggiore blev flere gange repareret. Under Eugen IV (1431-1447) blev taget renoveret og under Calixtus III (1455-1458) blev dørene sat i stand. Kardinal Guglielmo d'Estouteville, der i perioden 1443-1483 havde Santa Maria som Titel-Kirke, sørgede for at færdiggøre klokketårnet og restaurere Altare di San Girolamo, og han lod indrette forskellige kapeller, der senere er blevet revet ned: Cappella di Sant'Antonio til venstre for presbyteriet samt Cappella di San Michele og Cappella di San Pietro ad Vincula i højre sideskib. Endelig blev det nye loft bekostet af Alexander VI, der fra 1483-1492 var Kirkens Titel-Kardinal, inden han blev Pave i årene 1492-1503.

I 1527 blev Rom offer for plyndring og røverier, da Karl V's lejehær brød in i byen og hærgede den med bål og brand i den såkaldte "Sacco di Roma". De lutheranske landsknægte havde især set sig gale på kirker og klostre og heller ikke Santa Maria Maggiore undgik plyndring, men kom alligevel relativt uskadt igennem perioden.

I slutningen af 1500-tallet modtog Kirken store pengegaver og arv fra rige familier og Kardinaler og bygningen kunne nu udvides med nogle store sidekapeller: Cappella Sforza og Cappella Cesi i venstre side. I perioden 1555-1559 blev det venstre sideskib repareret og Kardinal Guido Ascanio Sforza lod fra 1562-1572 presbyteriet renovere. Under dette arbejde fandt man Pave Nikolaus IV's grav. I anledning af Jubelåret 1575 lod Pave Gregor XIII søjleforhallen sætte i stand og med henblik på pilgrimsstrømmene, som ville komme til at vandre mellem kirkerne, udtænkte han en bedre vej mellem Kirken og San Giovanni in Laterano: Via Merulana. Hans efterfølger Sixtus V, der selv havde en stor ejendom lige nordvest for Santa Maria Maggiore, fortsatte med at udbygge vejnettet omkring Kirken med blandt andet den lange gade Strada Felice (nutidens Via Depretis). Han beordrede de små, gamle kirker Sant'Alberto og San Luca nedrevet og indretningen af en større plads bag Kirkens apsis, hvor han lod opsætte en obelisk, der stammede fra Augustus' Mausolæum.

Sixtus V lod også bygge et nyt gravmæle for Pave Nikolaus IV til venstre for højalteret, men det blev senere flyttet til sin nuværende plads ved indgangen. Og han lod sin chefarkitekt Domenico Fontana tegne et nyt kapel, som skulle bygges på Kirkens nordøstside med indgang fra det højre sideskib og huse Pave Pius V's grav, samt i krypten den gamle statuegruppe af De Hellige Tre Kongers tilbedelse af Jesus-Barnet, som var udført af Arnolfo di Cambio.

I 1593 blev Kirkens freskoudsmykning fornyet med en række scener fra Jomfru Maria's liv mellem vinduerne i hovedskibet. Det var Kirkens tidligere Titel-Kardinal Domenico Pinelli, der bekostede dette arbejde.

KIRKEN I BAROKKEN:

Efter at være blevet Pave i 1605 lod Paul V Kirken udvide med et nyt stort kapel, Cappella Paolina, i den venstre side tæt ved højalteret. Det er ligeledes denne Pave, der ønskede udsmykning af det gamle "vinterkor", der idag fungerer som dåbskapel.

I 1673 blev den nye apsis færdiggjort og fra denne tid stammer også gravmælerne for Gerolamo Manili, Patrizi-familien og Odoardo Santarelli.

I 1700-tallet var det især rundt om Kirken, der blev arbejdet. En stor præstebolig blev bygget til venstre for søjlehallen med hovedindgangen. Den stod færdig i 1721, men facaden blev ændret under den senere renovering af Kirkens facade og indgangsparti i 1743. Dette var nødvendigt, fordi der var problemer med stabiliteten i søjlehallen. Men Kirken havde også andre problemer, fugt truede med at ødelægge mosaikkerne på triumbuen. Man prøvede at udbedre skaden, men snart efter var det galt igen. Derfor måtte man sætte en grundig restaurering i gang, der kom til at forandre Kirkens indre en del. Tabernaklet i hovedskibet blev revet ned og den porfyrsarkofag, hvori Kirkens grundlægger Giovanni lå begravet, blev åbnet og genbrugt som alterbord i det nuværende højalter. Herpå blev anbragt et nyt tabernakel, mens de to gamle gotiske tabernakler i sideskibene blev fjernet. Det var også ved denne lejlighed, at Nikolaus IV's gravmæle blev flyttet hen ved siden af hovedindgangen.

Det var arkitekten Ferdinando Fuga, der havde ansvaret for alle disse arbejder, og han dekorerede også lofterne i sideskibene med palmeblade, guirlander og rosetter. Også gulvbelægningen fik en større omgang, de gamle gravsten blev fjernet og en stor del af det cosmatiske gulv blev omlagt. I sideskibenes vægge blev der mellem flade søjler lavet små nicher til skriftestole og ensartede altre. Facaderne på Cappella Cesi og Cappella Sforza blev fjernet og en mængde indskrifter og buster blev flyttet til begyndelsen af det venstre sideskib og til dåbskapellet. Endelig blev en masse billedhuggere sat i gang med at fremstille relieffer og statuer til den nye portico og loggia i Kirkens nye facade.

Under de mange reparationer af Kirken udgravede man under kapellerne Sistina, Sforza og Paolina forskellige gamle levn: en afløbskanal, et stykke brolagt gade og dele af murværk.

I 1743 stod en tilbygning til Kirken på den venstre side færdig. Pave Benedikt XIV var dog ikke synderlig tilfreds med det samlede resultat. Han syntes mest det lignede en balsal.

KIRKEN I DE SENERE ÅR:

I 1825 blev der med henblik på Jubelåret iværksat en ny restaurering af Kirken. Herunder blev mosaikkerne på facaden og triumfbuen repareret. Loftet blev renoveret og porfyrsøjlerne ved pavealteret fik kranse af forgyldte bladranker. Året efter indrettedes det nuværende dåbskapel i det tidligere vinterkor.

Andre restaureringer blev foretaget i 1870-1871, hvor malerierne i Cappella Sistina blev renoveret, i 1902, hvor der blev indlagt elektrisk lys, i 1904, hvor sideskibene blev repareret, og i 1916, hvor loftet fik en omgang. 1933 var ekstraordinært Jubelår og i den anledning lod Pave Pius XI foretage flere ændringer i presbyterie-området. Buer og loftshvælv fra Kardinal d'Estouteville's tid blev revet ned og det gamle tværskib fra Nikolaus IV's tid blev genskabt. Mosaikkerne i apsis blev næsten fuldstændigt omlagt - hvilket forårsagede en del kritik.

Problemet med fugt fra Kirkens undergrund var stadig ikke løst og i perioden 1963-1978 lod Pave Paul VI foretage udgravninger under gulvet for at prøve om det ville hjælpe. Under dette arbejde fandt man cirka 6 meter under det nuværende gulv rester af antikke bygninger, som man tolker som et privat hus.

Også Kirkens tag blev repareret i denne periode (1972-1973) og herved fandt man - som omtalt ovenfor - en mængde gamle teglsten, der er genbrug fra antikke bygningsværker.

Restaurering og reparationer fortsætter naturligvis i den gamle bygning, men den eneste større nyskabelse er sket i 1997, hvor man har opført en grav for Kardinal Ugo Poletti i Cappella Paolina. Desuden har man arbejdet på at kunne åbne udgravningerne under Kirken for besøgende. Et besøg kan bestilles i Kirkens Museum (Museo Storico) eller via telefon og fax (06-69 88 68 02) eller e-mail til: museo@basilica.va - man skal her angive navnene på de besøgende og et telefonnummer. Besøget vil foregå i grupper på 15-25 personer og en guide. Hvis man ikke er nok til at udgøre en gruppe, kan man - stadig efter forudbestilling af plads - om lørdagen kl.10.00 eller om søndagen kl.16.00 møde ved Museet, som så arrangerer en grupperundvisning ( http://www.vatican.va/various/basiliche/sm_maggiore/it/museo/sotterranei.htm ).