I årene 1967-1972 lod Pave Paul VI foretage forskellige arbejder i Kirken Santa Maria Maggiore for at afhjælpe de fugtproblemer, som blev ved med at plage Kirken. I denne forbindelse blev der gravet ud under kirkegulvet og omkring 6 meter nede stødte man på nogle interessante fund: rester af en stor bygning med en stor gårdsplads (30 x 37,30 meter) og flere værelser og en indgang på det sted, hvor Kirkens ældste apsis befandt sig. Ud til gården, der havde en 4 meter bred søjlegang langs alle 4 sider, var der mod nord flere rum, måske små forretningslokaler. De dateres til perioden 41-68 efter Kristus og i et af dem findes gulvet med mosaikbelægning bevaret. Et andet har gulvbelægning i det såkaldte "opus sectile" (gulvbelægning i geometriske mønstre), der er lagt ovenpå nogle høje sten for at skabe plads til luftcirkulation nedenunder, ligesom man brugte det i de rum, der blev opvarmet i badeanlæggene. I et af rummene er der på væggen en række graffiti, bestående af ordspil og billeder med mennesker og dyr. Det er disse "dekorationer", som har fået nogle til at foreslå, at komplekset skulle være det antikke "Macellum Liviae". Det er dog ikke tilfældet, idet denne markedsplads menes at have været placeret i nærheden af Kirken San Vito og Piazza Vittorio Emanuele. Forskerne mener idag, at fundene stammer fra et rigmandshus. Måske tilhørende Naeratius-familien.
De tidligste bygningsdele, der findes bygningens sydøstlige del, skal ifølge Coarelli (se litt.note 2 nedenfor) stamme fra det 2.århundrede før Kristus.
Udgravningerne under Kirken viste, at man i det 1.århundrede efter Kristus havde brugt en terrassemur i gården som væg i nogle af rummene, men at denne mur trak fugt fra den jord, som udgjorde terrassen, og fra nogle afløbskanaler, som løb bagved. I perioden 90-120 efter Kristus byggede man derfor en ny teglstensmur til forstærkning.
Omkring slutningen af det 2. og begyndelsen af det 3.århundrede blev bygningen ændret ved at rive nogle vægge ned mellem værelserne, således at der opstod andre rum. I Søjlegangen omkring gården blev der ligeledes indrettet rum og i et af disse var væggene dækket af marmorplader. De blev dog kort efter erstattet af en freskoudsmykning, hvoraf der stadig ses rester idag. Den overleverede fresko, der har dækket de to længste sider af søjlegårdens vægge, viser en kalender med navne på dage og årstider, de månedlige festdage og de ting, som skulle gøres i landbruget i den pågældende periode.
Kalenderen, der dækkede de to langvægge indenfor søjlegangene, bestod af en række røde vandrette bånd på ca. 1,80 meters højde og 0,45 meters brede med hvid tekst. Hvert bånd indeholdt oplysninger om en måned, men det er kun Juli, August, September, Oktober, November og December, der dækkede sydvæggen, som er bevaret. Mellem båndene er der store fresker (ca. 1,80 meter høje og 2,80 meter brede) med scener fra livet på landet. Udsmykningen, der viste 6 måneder på hver side startende i den vestlige del af nordvæggen, anses for et af de bedste eksempler på landskabsmaleri fra den sene Kejsertid og man daterer kalenderen til perioden 176-275 efter Kristus. Ifølge Coarelli (se litt.note 1 nedenfor) er der imidlertid nogle elementer der antyder, at den måske skal dateres til et senere tidspunkt, efter Tetrarkernes periode men før den sidste fjerdedel af det 4.århundrede, hvor malerierne dækkedes af en malet marmordekoration. (Se flere detaljer om Kalenderen nedenfor)
Det spændende kompleks må være gået i forfald og derefter delvis nedrevet og opfyldt med jord for at danne fundament for den nye Kirke, som Pave Sixtus III lod opføre på stedet i 430'erne.
EN KORT GENNEMGANG AF UDGRAVNINGSOMRÅDET (tallene i parantes henviser til kortet over udgravningerne nedenfor):
Idag er udgravningerne under Kirken åbnet for besøgende. Et besøg kan bestilles i Kirkens Museum (Museo Storico) eller via telefon og fax (06-69 88 68 02) eller e-mail til: museo@basilica.va - man skal her angive navnene på de besøgende og et telefonnummer. Besøget vil foregå i grupper på 15-25 personer og en guide. Hvis man ikke er nok til at udgøre en gruppe, kan man - stadig efter forudbestilling af plads - om lørdagen kl.10.00 eller om søndagen kl.16.00 møde ved Museet, som så arrangerer en grupperundvisning ( http://www.vatican.va/various/basiliche/sm_maggiore/it/museo/sotterranei.htm ).
Man starter i den lille gård, som ligger på højre side af Kirken (1), og går gennem det gamle Cappella di San Michele og ned af en trappe til man når ca. 6 meter under det nuværende niveau. Her ligger en række rum, hvor man i det første rum har opsat en plan over udgravningen og i de øvrige er forskellige af de udgravede fund udstillet.
Fra det første rum går man lige frem, gennem to lange rum (2), hvor man på højre side kan se rester af en væg, som har været en del af en ydermur på en af langsiderne af en gård med søjlegang. Væggen består af to dele. Den nederste stammer fra det 1.århundrede, mens den øverste er bygget i 300-tallet. På muren er der rester af udsmykning, malet som marmor, over nogle få fragmenter af Kalenderen, som er beskrevet ovenfor (3).
Det næste rum (4) er mindre og nærmest kvadratisk. I den højre side er der en halvcirkelformet apsis, der bryder væggen. Den består af 3 nicher, der er adskilt af teglstenssøjler, som er indemuret i væggen. På gulvet ses rester af de såkaldte "suspensurae", de høje sten som har skabt plads til luftcirkulation under gulvet, ligesom man brugte det i de rum, der blev opvarmet i badeanlæggene.
De rum, der ligger længere fremme (5), befinder sig under Kirketrappen og de bygninger, hvortil der er indgang ude fra Piazza dell'Esquilino til venstre for bagindgangen ved Kirkens Apsis. Men vi skal tilbage til det første rum og derfra ind under Kirkens hovedskib omtrent ud for det sted, hvor de to kapeller, Sistina og Paolina er opført.
Det første rum, vi her støder på, har muligvis været en butik eller lokale for en håndværker (6). Det er bygget ind i den tidligere nævnte søjlegang og i højre side har det en dør og 2 vinduer, der nu er muret til men oprindeligt var åbne ud mod gårdspladsen. Langs endevæggen er der i gulvet nedgravet 3 store amfora'er, der mangler den øverste del.
Videre fremme (vi er nu hvad der svarer til midt i Kirken) ligger der et aflangt rum (7), hvor man kan se nogle rester af søjlegangen, en søjlebase i hvid marmor og nogle flade søjler i teglsten ved endevæggen. Desuden er der et lille stykke gulvmosaik i et sort og hvidt geometrisk mønster, som har hørt til et andet rum.
Det tilstødende store rum (8) breder sig helt op mod nedgangen til Kirkens krypt. Det har en væg i teglsten fra det 4.århundrede efter Kristus, der menes at stamme fra en større bygning. I væggen er der en stor rektangulær niche med en bue og rester af bemaling i et geometrisk mønster. I rummet har man anbragt en række af de udgravede brændte tagsten med forskellige stempelmærker. De blev blandt andet fundet under en reparation af Kirkens tag i 1972-1973. Her fandt man 6 tagsten, som stammede fra Kejser Nero's tid, 9 fra Flaviernes tid, 26 fra Kejser Trajan's tid, 23 fra Hadrian's tid, 22 fra Antoninus Pius' tid, 11 fra Marcus Aurelius' tid, 25 fra Commodus' tid, 65 fra Severus-kejsernes tid, 86 fra Theoderik's tid og endelig en del, som ikke kunne nærmere tidsbestemmes, samt 70 med Kristus-mærket og noget, der tydes som teksten "Maria Madre di Cristo" påtrykt. Disse sidste mener man også er fra Theoderik's tid og at de stammer fra det syriske teglværk Kaccioy.
Fra det store rum kommer man atter ind i en række mindre rum under Kirkens venstre sideskib. De første ligger under stykket ud for nutidens Cappella Paolina og her ses først en mur fra Kejser Hadrian's tid (9). Den er bygget op til gårdspladsens oprindelige ydermur og har rester af bemaling, der forestiller 3 mennesker.
Det næste rum (10) er lidt større og indeholder også et stykke mur fra søjlegangen samt en flad hjørnesøjle og en søjlebase. Også her kan man se et fragment af Kalender-dekorationen, der viser Juli måned.
Lidt længere fremme (11) kan man se et noget større stykke af dekorationen på venstre hånd. Her er et hele 5 meter langt stykke af Kalenderen med månederne September og Oktober, en del af nogle landskabsscener i August måned og alle scenerne fra September måned. Nedenunder ses rester af et gulvpanel, der tidligere har været beklædt med marmorplader. Dekorationen sad på ydermurens indervæg.
I et lille rum herefter (12) er der flere stykker af Kalenderen: en del af scenerne fra landlivet i November måned samt de tilsvarende for December måned og den tilhørende Kalender.
De næste fire rum (13-16) ligger under den øverste del af Kirkens venstre sideskib og udgør et lille museum, hvor der er opstillet fund fra udgravningerne.
De sidste tilgængelige rum ligger for enden af det venstre sideskib under trappen og pladsen bag Kirken. Her (17) findes 3 vægge fra en taberna, som oprindelig lå ud til den søjleomkransede gårdsplads. Man kan se dørtrinet i gråt marmor og en dør, der senere er blevet tilmuret. Til højre herfor ligger et lignende rum (18), hvor væggene bærer tegn af graffiti og forskellige tegninger og indskrifter. På den ene væg ses for eksempel en mand i toga.
Udover det nævnte udgravningsområde er der også fundet rester af et afløb, en brolagt gade og murstykker under de store kapeller i Kirkens sider, men disse udgravninger er ikke tilgængelige.
LIDT FLERE DETALJER OM KALENDEREN:
Den malede Kalender har ialt dækket næsten 20 meter og indeholdt oplysninger om de 12 måneder, seks på hver side. Dekorationen var opdelt i en række store felter med en højde på 1,80 meter og en bredde på 2,80 meter. Mellem disse felter var der smallere felter af samme højde men med kun 45 centimeters bredde. De store felter indeholdt malerier med scener fra livet på landet, mens de smalle felter havde rødmalet bund med hvid tekst, der opregnede datoer og fester i den pågældende måned. Der er desværre ikke så meget bevaret. På nordsiden, til venstre for indgangen til rummet, er der kun ganske lidt tilbage, mens sydsiden er bedre bevaret. Her kan man se noget af månederne Juli og August, September er næsten helt bevaret ligesom en stor del af Oktober, November og December.
Øverst i tekstfelterne står nogle hentydninger til landbrugets gøremål for den enkelte måned og disse bemærkninger bekræfter sammen med freskerne med landmotiver Kalenderens særlige formål: at holde rede på de særlige riter og gøremål, som hører landbruget til.
Øverst på December måneds tekstpanel nævnes "Ludi Sarmatici". Det var nogle særlige festdage, som blev startet for at mindes Kejser Constantin's sejr over Sarmaterne, måske den i 322 eller måske snarere den i 332. Af denne oplysning kan Kalenderen dermed dateres til et tidspunkt efter disse år.
De store fresker er også meget interessante med deres landskaber, der er set oppefra (en fremstillingsmåde som allerede brugtes i hellenistisk tid). De anses for at være af høj kvalitet og et af de bedste eksempler på rumudsmykning fra denne tid. September er bedst bevaret. Her kan skelnes nogle personer, der plukker æbler og foretager et offer. På Novemberfresken kan man se folk, der høster oliven.
SAMMENHÆNG MED ANDRE KALENDERE:
Ved et mærkeligt tilfælde er en anden lignende kalender blevet overleveret til vor tid. Det drejer sig om et manuskript, som man har dateret til år 354 efter Kristus
og hvori der er tegnet en kalender af samme type som vægkalenderen under Santa Maria Maggiore. Manuskriptet var oprindeligt en nytårsgave til en vis Valentinus, der menes at have tilhørt den romerske overklasse, hvoraf mange stadig dyrkede de gamle guder op til slutningen af det 4.århundrede. (Coarelli (se litt.note 2 nedenfor) anser Valentinus for at høre til denne gruppe, mens de fleste andre anser ham for at være kristen ud fra den dedikation, som findes på værkets første side: "Valentine floreas in Deo": "Valentinus, gid du må blomstre i Gud"). Den skriver, der fremstillede manuskriptet, signerede det og derfor kender vi også hans navn: Dionysius Filocalus, der var en kendt kalligraf på den tid og blandt andet udførte indgraveringerne af Pave Damasus' epigrammer. Idag kalder vi manuskriptetet for Calendario Filocaliano efter dets fremstiller.
Forskerne mener, at denne kalender er blevet til efter et forbillede, måske i form af et stort maleri. Nogle har foreslået, at dette skulle have befundet sig i Constantin's Termer, et pragtbyggeri fra samme tid. Termerne lå mellem nutidens Via XXIV Maggio og Via Nazionale - altså ikke så langt fra det sted, hvor den malede Kalender, som nu er blevet udgravet, befinder sig. Man har heraf sluttet, at der sikkert har været flere af den slags malerier i datidens Rom.
SAMMENHÆNG MED KIRKEN:
På et tidspunkt blev Kalenderen overmalet med en dekoration af malet marmor. At erstatte de værdifulde og smukke fresker med noget intetsigende "falsk marmor" kan synes besynderligt. Men der er måske en forklaring. Som nævnt ovenfor var indholdet af disse kalendere muligvis beregnet på rigmænd, der stadig dyrkede de gamle guder.
Freskerne dateres altså til omkring 354 efter Kristus. Dengang var der stadig senatorer, der dyrkede de gamle romerske guder. Men i 394 betød sejren i slaget ved Frigido, at hedenskabet blev endeligt besejret. Arkæologen Filippo Coarelli (se litt.note 2 nedenfor) foreslår, at bygningen kan have tilhørt en af de rigmænd, som kilderne omtaler som havende ejendom i området (måske et medlem af Naeratius-familien). Måske har han solgt sin ejendom til en kristen. Eller han har måttet opgive den mere eller mindre frivilligt. Eller han er blevet kristen. Ejendommen kan så være blevet indrettet til Kirke, måske den Basilica Sicinini, som kilderne omtaler som den første kirke på Cispius-højtoppen, hvor Santa Maria Maggiore nu står.
Hvis denne hypotese er rigtig, har den hedenske bygning naturligvis skullet tilpasses til sit nye formål. Og de hedenske fresker måtte overmales med en mere passende dekoration. En kilde fortæller, at Pave Liberius (352-366) byggede en apsis på en bygning, som andre kilder benævner Basilicia Sicinini. Coarelli (se litt.note 2 nedenfor) foreslår, at den lille apsis på søjlegangens nordvæg kan være tilføjet af Pave Liberius. Den almindelige opfattelse er ellers, at den første Kirke ikke har ligget på samme sted som Santa Maria Maggiore, der blev bygget omkring 432 af Pave Sixtus III, men på et endnu ikke identificeret sted i nærheden. Yderlige udgravninger kan imidlertid meget vel bekræfte Coarelli's teori.
