Denne Plads er på en måde opdelt i 2 - mod nord: en brostensbelagt plads med biltrafik og parkering på et trekantet stykke gadeudvidelse af Via dei Giubbonari mod vest og ud til Via Arenula mod øst, ud for Kirken San Carlo ai Catinari - og syd herfor: et grønt anlæg med træer, en statue og en fontæne, der mod syd og vest afgrænses af den bugtede Via degli Specchi.

cop. Leif Larsson

cop. Leif Larsson

Pladsen har navn efter statsmanden Benedetto Cairoli, som levede mellem 1825 og 1889, men det er ikke en statue af ham, som kan ses i anlægget på den sydlige del af Pladsen, det er derimod et monument for en anden politiker, der levede fra 1825 til 1893: Federico Seismit-Doda.

cop. Leif Larsson

EN TUR RUNDT PÅ PLADSEN:

På hjørnet af Via Arenula og Piazza Cairoli står en ejendom, der udfylder hele karréen mellem dette område, sidegaden Via Giovanni Borgi og den nordlige Via di Sant'Anna. Huset er det såkaldte "Palazzo Podesti", som er bygget i eklektisk stil i 1895 af arkitekterne Giulio Podesti og Camillo Boggio.

Efter det smalle hushjørne og den lige så smalle Via Giovanni Borgi kommer Barnabiter-Ordenens Kloster og Hovedsæde, "Casa Generalizia dei Chierici Regolari di San Paolo", opført i 1600-tallet. Facaden ud mod Piazza Cairoli har 6 brede fag og 4 etager. Hovedindgangen ligger i faget tættest på Kirken San Carlo ai Catinari, som rejser sig lige til venstre for Klosteret, hvis facade er næsten dækket af smalle gyldne teglsten. Vinduerne i de øvre etager er i enkle travertinrammer, mens brede buer i teglsten med de øverste hjørner og et midterfelt i travertin indrammer de høje tilgitrede vinduer i stueetagen. Det andet vindue fra hjørnet er erstattet af en mindre indgangsdør. Hovedindgangen i husets vestlige hjørne er indsat i et smalt felt, afgrænset af en smal, flad søjle i hele facadens højde. Dette felt danner overgang mellem Klosteret og Kirken og har et ganske anderledes udseende. Døren er høj og smal, i marmorramme med lister og let udsmykning. Øverst er der en bred frise med indskriften "Clerici Regul. S. Pauli". Herover et brudt, buet gavlfelt med en krukkedekoration i midten, foran et lille ovalt vindue. Øverst ses 2 høje vinduer i rektangulære travertinrammer med buet overkant.

Ved siden af Barnabiter-Klosteret hæver San Carlo's facade sig 8 trin over gadeniveauet. Kirkebygningen udfylder karréen herfa og mod vest til sidegaden Via del Monte della Farina, der også markerer stedet, hvor Piazza Cairoli går over i gaden Via dei Giubbonari. På sidegadens modsatte hjørne ligger som det første i det nye gadestykke Palazzo Iacobilli Tanlongo, der også er bygget i 1600-tallet.

Overfor San Carlo ai Catinari står mellem Via dei Catinari og Via degli Specchi, og med nordfacaden ud mod Piazza Cairoli, Palazzo Santacroce, der også kaldes Palazzo Pasolini dell'Onda. Byggeriet af Santacroce-familiens palæ påbegyndtes omkring 1598 og fortsatte til 1668 under forskellige arkitekter (Carlo Maderno, Francesco Peparelli og G. A. De Rossi). Palæet har en nordfacade med 9 fag ud mod Kirkepladsen og en anden facade med 10 fag mod øst.

Huset er i 5 etager med hjørner med stenkvadre og alle vinduer i travertinrammer med forskellig udforming. I det midterste fag overfor Kirken sidder den store hovedportal mellem 2 smalle søjler med joniske kapitæler, der bærer en udsmykket frise og over denne en marmorbalkon. De sidste fag mod hjørnet er i stueetagen udnyttet til butikslokale. Rundt om det nordøstlige hushjørnes kvaderbelægning snor sig 2 lange marmorbalkoner ud for første- og fjerdesalen. Under den nederste sidder et lille gadealter fra 1800-tallet, et relief i marmor af Madonna med Barnet.
Ejendommens østside ligger ud mod det grønne anlæg, som udgør den sydlige del af Piazza Cairoli. Mellem anlægget og Palæet løbet en del af den snoede Via degli Specchi, der også løber for enden af Pladsen og langs Palæets sydside.
Palazzo Santacroce's østfacade har ialt 10 fag:: 3 fag + 1 fag med portal + 2 fag + 1 fag med portal + 3 fag til hjørnet. De 2 portaler er begge flankeret af søjler med kapitæler, der bærer en stenbalkon. Denne facades udformning er ellers ganske som nordfacadens.

Syd for Palæet løber Via degli Specchi på tværs og ud mod Via Arenula. Den danner således sammen med ejendommen Palazzo Signori sydgrænse for Piazza Cairoli. Denne 5-etagers ejendom stammer fra 1700-tallet, hvor Signori-familien lod den opføre. Dette palæ er noget mere pauvert i udsmykning og udførelse end Palazzo Santacroce. Til venstre for indgangsdøren i nummer 2 sidder en lille indskriftsplade til minde om Baron Hüffer, som bekostede anlægget midt på Pladsen. Her står: "SPQR - area pubblica ridotta - a giardino a spese di - Guglielmo Hüffer - MDCCCXC" : "Senatus Populusque Romanus (det romerske senat og folk - i vore dage: Roms Kommune) - offentlig område omdannet til park bekostet af Guglielmo Hüffer, 1890". Den tyske Baron Wilhelm Hüffer, der var født i Münster i 1821, levede sine sidste 15 år i Rom, hvor han døde i 1895.

Ud for indgangen til Palazzo Signori ligger en af indgangene til anlægget på Piazza Cairoli, der engang kaldtes Piazza Branca, fordi denne families Palæ stod på den nuværende Via Arenula og det område, der idag rummer det grønne anlæg. Dette blev anlagt i 1890 af den franske havearkitekt Edouard André og tilplantet med plataner, elmetræer, stenege og palmer. Lige indenfor indgangen står en fontæne i bayersk granit med bronzeudsmykning. Det midterste bassin er bragt hertil fra Piazza dei Cenci, hvor det blev fundet i 1887, men det stammer oprindeligt fra Forum Romanum.

I den anden ende af anlægget står statuen af patrioten og politikeren Federico Seismit-Doda (1825-1893), den blev opsat i 1919. Den siddende bronzefigur er af Eugenio Maccagnani.

PIAZZA BENEDETTO CAIROLI - HISTORISK SET:

På Pladsens nordside, i området hvor Barnabiter-Klosteret ligger idag, lå efter fleres mening i Antikken det såkaldte Domus Pulverata. Heroppe stod måske også et Alter for Hercules Custos ("Aedes Herculis Custodis"). Mod sydøst (og dermed på den anden side af nutidens Via Arenula) stod en lang søjlegang, tilsyneladende som en del af en lang forbindelsesvej, der gik mod nordvest omtrent som nutidens Via dei Giubbonari. Det var i dette område kaldet Circus Flaminius, at man i århundrederne før Kristus afholdt legene og festerne "Ludi Taurei", "Ludi Plebei" og "Ludi Apollinares". Søjlegangen dateres til år 81-96 efter Kristus og man kan stadig se rester af den i Via di Santa Maria dei Calderari.

Lidt længere mod vest, på den anden side af nutidens Vicolo dei Catinari, stod på et tidspunkt efter år 133 før Kristus en helligdom for Guden Mars: "Aedes Martis in Circo", hvoraf man ifølge Atlante di Roma (se litt.note nedenfor) kan se rester af en søjle i den nærliggende Kirke San Salvatore in Campo.

Forskellige Kirker og Klostre skød herefter op i kvarteret. Nord for Pladsen lå Kirken San Benedetto in Clausura, som kendes allerede fra 1100-tallet. Fra samme tid stammede Kirken San Blasius de Anulo, som lå lidt længere mod nordvest.

I begyndelsen af 1200-tallet blev Napoleone Orsini, hvis familie ejede store dele af området omkring Campo de' Fiori, gift med Risabela di Tagliocozzo. Parret boede i en ejendom, der lå hvor Kirken San Carlo ai Catinari nu ligger, og pladsen foran disse huse kaldtes dengang for "Platea Taliacotia" : Piazza Tagliacozza.

I den sene Middelalder ejedes området af familien Branca, der i 1300-tallet havde ejendomme i kvarteret, der på det tidspunkt omtaltes som Contrada dei Catinari, fordi her boede mange håndværkere, der fremstillede kar og krukker ("catini") af træ og kobber, de såkaldte catinari.

Efter at San Carlo ai Catinari blev bygget i 1600-tallet kaldtes pladsen foran Kirken: Piazza di San Carlo, mens de sydlige del af nutidens Piazza Cairoli, der lå adskilt fra kirkepladsen af flere palæer - heriblandt Palazzo Branca, kaldtes "Plateam detam d. Bracio" (Bufalini's kort fra 1551), "Piazza di Branca" (Maggi's kort fra 1625) "eller Piazza de' Branchi" (Falda's kort fra 1676).

I 1693 var Giovanni Pietro dei Signori "conservatore" ved Roms Kommune, men først i 1700-tallet lod Signori-familien opføre det palæ syd for Piazza di Branca, Palazzo Signori, om stadig står på hjørnet af Via degli Specchi og Via Arenula.

I 1888 blev den nye, brede Via Arenula anlagt og i den forbindelse blev en mængde huse revet ned og gamle gader og pladser forsvandt. Således også bygningerne omkring Piazza Branca og det ledige rum mellem San Carlo ai Catinari, Palazzo Santacroce og Via Arenula omdannedes til pladsen San Benedetto Cairoli, der mod syd afgrænses af Palazzo Signori. Som nævnt ovenfor var det den tyske Baron Wilhelm Hüffer, der bekostede det lille haveanlæg i områdets sydlige del.

Litteratur om Piazza Benedetto Cairoli:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 1 : Testi e immagini. --- side 500, 502, 504, 514
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18 + tav. 213a, 214, 222, 223.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 213-214.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte I - 3. edizione / a cura di Carlo Pietrangeli. - 1980. ------- side 48.
--- Rione VIII S. Eustachio, Parte I - 2. edizione / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 1980. ------- side 11, 24, 88.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 290-292.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Quattrocento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Bonifacio IX ad Alessandro VI. Leo S. Olschki Editore, 2004. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, X).
- side 59.
Info.roma.it: Piazza Benedetto Cairoli, Roma.
Romasegreta.it: Piazza Cairoli Benedetto.