Via della Corda er et kort gadestykke, som i kvarteret Rione Regola forbinder Campo de' Fiori med Piazza Farnese.

Gaden har navn efter den vippegalge, som brugtes til at straffe uærlige handelsmænd på Campo de' Fiori. En vippegalge er ifølge ODS: en galge med en kran, hvori den dømte hejses op med bagbundne hænder og faar armene revet af led under nedstyrtningen. Denne straffemetode anvendtes her på stedet indtil 1816.

Der fandtes forøvrigt flere steder og pladser i Rom med navnet "della Corda", hvor samme slags vippegalger var opsat. Der var en "Vicolo della Corda" i nærheden af Via della Consolazione og en "Piazza della Corda" ved Via del Corso på hjørnet af Via della Frezza, men den eneste, der findes idag, er den lille gade ved Campo de' Fiori.

Denne Via della Corda kaldtes tidligere Vicolo della Goletta, ifølge Delli (se litt.note nedenfor) måske efter et værtshusskilt med et skib, da ordet "golletta" udover at betyde "en halsstrimmel" også betegner "en skonnert". Der er dog også dem, der hævder, at navnet "golletta" hentyder til den galgeløkke, som man for enden af gaden kunne se hænge fra galgens talje.

EN TUR GENNEM VIA DELLA CORDA:

Med start fra Campo de' Fiori:

På gadens højre hjørne står en ejendom i 4 etager, som stammer fra 1600-tallet (se foto fra info.roma.it). Hjørnet og stueetagens facade er dækket af kraftige stenkvadre. Førstesalens vinduer er kvadratiske, mens anden- og trediesalens er høje og rektangulære. Alle vinduer er i brede rammer under pagodeformede vandrette overliggere. Over en buet frise med udskæringer og ganske små vinduer rager tagudhænget kraftigt frem. Mod Campo de' Fiori har ejendommen ét fag, mens der mod Via della Corda er 3 fag. I stueetagen er de 2 længst mod hjørnet tilmurede inde i de store kvaderstensbuer, mens det sidste fag mod venstre er en mindre indgangsdør i travertinkarm med husnummer 10.

Umiddelbart ser det ekstra fag i nr. 10 ud til at være tilføjet senere, selvom facade og vinduesudsmykning samt placering og husets højde flugter med hjørnehuset. Men faget er tilsyneladende "klistret på" den anden bygning til venstre for et gammelt hushjørne, der er markeret med en lodret række stenkvadre op til andensals højde.

Huset, der herefter følger, har 3 etager og 2 fag vinduer samt en lille indgangsdør i travertinramme mellem 2 kvadratiske vinduer med nr. 11. (Se foto fra info.roma.it). Førstesalens vinduer flugter med den næste ejendom (se foto fra borgato.be), som dog blot er i 2 etager og meget lig nabohuset, men idag pudset op i en okker farve. Ejendommen har 4 fag og toppes af en tagterrasse. I stueetagen er der første 3 store portbuer i brede stukrammer og til sidst, yderst til venstre, en smal indgangsdør med husnummer 9. De 3 portbuer har tilsammen nummer 10.

Også vinduer og højde i ovennævnte ejendom flugter med nabohuset til venstre, som er hjørnehus mod Piazza Farnese:

På hjørnet af Via della Corda står mellem Via dei Baullari ud mod Piazza Farnese det store Palazzo Fusconi Pighini, idag kaldet Palazzo Del Gallo di Roccagiovine. Hovedindgangen findes på Pladsens nr. 44, mens bygningen mod Via della Corda har 4 fag, hvoraf det ene er tilmuret. I stueetagen er der kun 2 brede portbuer (nr. 9A og 9B) og en enkelt smallere tilmuret indgangsdør.

Herefter er vi nået frem til Piazza Farnese.

TILBAGE mod Campo de' Fiori:

Huset på hjørnet af den fra øst kommende gyde Vicolo del Giglio har 4 etager under en meget kraftigt fremspringende tagudhæng. Facaden er i lyst gult puds med hvidtpudsede vindues- og dørkarme, samt vandrette bånd under vinduerne. Mod Via della Corda har huset 4 fag. I stueetagen er der 2 brede portbuer med numrene 8 og 9 og en smal indgangsdør i en gammeldags spids bue med søjlerester ved siderne (nr. 7A). En lille firkant af teglsten til venstre angiver et tidligere vindue, som nu er tilmuret. Mod Vicolo del Giglio er der en smal indgang i en bred peperino-ramme i nr. 13 og en bred portbue i nr. 14. Til venstre for nr. 13 sidder et lille, kvadratisk vindue i en teglstensramme, der fortsætter til jorden, så det kunne tyde på, at her tidligere har været en dør, der nu er muret til.

Det næste hus er en lang bygning, der samtidig er hjørnehus mod Campo de' Fiori. Der er 8 fag i 5 etager mod Via della Corda. Facaden er i lyst cremefarvet puds med lyse etageadskillelsesbånd under anden- og trediesalens vinduer, der ligesom de øvrige er i brede, profilerede rammer. I stueetagen er der 7 brede portbuer, der er indrettet til restaurant og i det 7. fag til højre sidder en smallere indgangsdør i travertinkarm med spidsbuet overkant og numrene 5 og 6. Hushjørnet mod Pladsen er markeret af brede flade søjler og herpå sidder øverst i førstesals højde et våbenskjold i relief for en ikke nærmere bestemt pave. Teksten lyder: "Sacrosancta - Lateranensis - Ecclesia - Omnium Urbis - et Orbis - Ecclesiarum - Mater - et Caput" ("(Tilhørende) Den Hellige Laterankirke, Moder og Overhovede for alle Byens og Verdens Kirker". (Se foto fra borgato.be).

LIDT HISTORIE:

I Antikken var området omkring Campo de' Fiori og Piazza Farnese ikke synderligt bebygget, mens der øst herfor stod de store anlæg, som Gnaeus Pompejus havde ladet opføre omkring år 55 før Kristus: det store halvcirkelformede Teater og øst for det de langstrakte søjlegangsanlæg med forskellige offentlige bygninger. Teatrets højtragende tilskuerpladser med blandt andet Templet for Venus Victrix på toppen lå frem mod den østlige del af Campo de' Fiori og derfor heller ikke ret langt fra Via della Corda's udmunding i Pladsen, men tilsyneladende har man ikke fundet særlige rester af bebyggelse lige der, hvor Via della Corda løber.

Der løb dog i Antikken en gammel gade, måske den såkaldte Via Tecta, nede fra byen, forbi Pompejus-Teatret og langs nutidens Campo de' Fiori's sydvestlige område, hvorefter den fortsatte mod nordvest ligesom nutidens Via dei Cappellari. Men bortset fra noget måske antikt gadebrolægning er der som nævnt ikke gjort særlige fund på stedet.

Pompejus-Teatret blev restaureret mange gange i løbet af de omkring 500 år, det var i brug (fra år 55 før Kristus til efter år 510 efter Kristus, hvor den sidste store restaurering fandt sted), men i løbet af Middelalderen forfaldt anlægget og Pladsen foran kom til at ligge øde og forladt hen.

I denne periode samlede Orsini-familien sig store ejendomme netop i dette område, hvor de i Teaterruinerne lod bygge deres residens, idag kaldet Palazzo Orsini-Pio-Righetti. Familiens besiddelser strakte sig i midten af 1200-tallet fra stykket Largo dei Librai, Piazza dei Satiri, Via di Grottapinta, Piazza del Paradiso, Piazza del Biscione, og fra Via dei Giubbonari over Campo dei Fiori, hvis sydside mod nutidens Piazza Farnese på stykket mellem Via dei Balestrari og Via dei Baullari var afgrænset af mure rundt om køkkenhaver og urtegårde.

I 1400-tallet begyndte den første spæde bebyggelse langs Campo de' Fiori's sider. Den bestod mest af beskedne kroer og værtshuse og på hjørnet mod Via del Biscione afholdtes der hestemarked. Pladsen henlå ellers mest som eng, måske med mange blomster, hvilket kunne være grunden til navnet Campo dei Fiori, Blomsterengen. Der forøvrigt havde bestemte stedsangivelser: den vestligste del mod Via dei Cappellari omtaltes som "in pede", mens den østlige del kaldtes "in capite" ("i benenden" og "i hovedenden"). På "in pede"-området fandt også kornmarkedet sted hver uge og på de ældste kort er der her aftegnet nogle mindre huse og en aflang bygning, som nok var et kornmagasin (disse blev måske først bygget i perioden 1468-1471 under Pave Paul II, hvor der var stor mangel på korn. Denne Pave var særligt opmærksom på kornforsyningen i Rom). I 1440'erne fik Pave Eugen IV en henvendelse fra Kardinal Scarampo om Pladsens dårlige stand: "Jeg har set, at Piazza di Campo di Fiori er henfaldet til blot at være en græsningsmark for heste, og mener derfor, at den bør brolægges." Paven døde i 1447, så det var kun den første del af dette arbejde, som blev sat i værk og afsluttet i 1449.

I midten af 1400-tallet begyndte interessen at samle sig om den ellers øde og forladte blomstereng og tidens magtfulde familier begyndte at strides om ejerskabet. Orsini-familien residerede altså i sydøsthjørnet, mens deres hovedfjende Grev Everso dell'Anguillara opkøbte ejendomme lidt vest for Via del Biscione for at kunne kontrollere området herfra. I samme område, men tæt på Orsini-familiens ældste huse lod også Pave Eugen IV's nevø Kardinal F. Condulmer bygge et nyt palæ. I Pladsens modsatte ende havde Tebaldeschi-familien deres huse med et befæstet tårn i Via dei Tebaldeschi, nutidens Via dei Cappellari. Ejendommen overtoges i 1400-tallet af familien Della Valle.

Indtil omkring 1860'erne var Campo dei Fiori ikke så lang, som den er idag. Den nåede egentlig i nordvest kun frem til Via dei Baullari, hvor der imellem denne gade og en nu forsvunden gade ud for Vicolo del Gallo stod en lille samling huse, som grænse for det åbne område.

På Campo de' Fiori færdedes alle slags mennesker: prælater, notarer, håndværkere, turister og udenlandske legater og ambassadører, der ofte fandt logi i Palazzo Orsini. Den store tilstrømning gjorde, at næsten alle Pladsens sider fra slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet var bebygget med huse, der i stueetagen havde værtshus eller "osteria", mens sidegaderne fyldtes med både beskedne herberger og "luksushoteller". Disse var som oftest ledet af tyske tilflyttere, som var meget ansete af blandt andre Pave Pius II.

Blandt gæstgiverierne kan nævnes "Capo d'Oro" på selve Campo de' Fiori ved Via dei Cappellari og det meget gamle "Arco di Campo de' Fiori", som har navn efter Buen i starten af Via dei Cappellari. "Il Gallo" ("Hanen") beliggende på hjørnet af Via dei Cappellari og Vicolo del Gallo lå her i 1700-tallet, mens "Hostaria della Vacca", som ejedes af Pave Alexander VI's elskerinde Vannozza Catanei i slutningen af 1400-tallet lå på netop dette hjørne. Huset står her stadigvæk! Ved siden af stod "La Barca" ("Båden") og overfor "La Fontana" ("Fontænen"), som også ejedes af Vannozza, og et andet værtshus kaldet "La Scala" ("Trappen"). Ved Via dei Baullari stod "Albergo La Corona", mens der i begyndelsen af Via dei Balestrari fandtes "Osteria dei Balestrari", som omtales allerede i 1600-tallet.

I 1495 opkøbte Kardinal Alessandro Farnese (der senere blev Pave Paul III) en række huse, ejet af Kardinal Ferritz og andre, i området sydvest for Campo de' Fiori og ned mod floden. Disse blev revet ned, dels for at opføre det nye Palæ, Palazzo Farnese, og dels for at skabe en stor og fornem Plads foran familiens nye bolig. Pladsen kaldes idag Piazza Farnese, men da Farnese-familien i 1500-tallet fik titel som Hertuger af Parma, "Duchi di Parma", kaldtes Pladsen også for Platea Ducis Parmae.

På nordsiden af Via della Corda opførtes fra 1520 den bygning, som i 1700-tallet udvidedes til nutidens store Palazzo Fusconi Pighini mellem Piazza Farnese og Via dei Baullari, mens der også i disse århundreder rejstes hjørnehuset på sydsiden af Via della Corda og Vicolo del Giglio.

Gadens bebgyggelse mod Campo de' Fiori fandt også sted på denne tid. Hjørnehuset på nordsiden opførtes i 1600-tallet, mens hjørnehuset på sydsiden blev bygget i 1700-tallet. I denne periode udvidedes Palazzo Fusconi Pighini som nævnt også.

Det var i disse århundreder, at gaden på et tidspunkt kaldtes Vicolo della Goletta, måske efter et værthusskilt med et skib, da ordet "golletta" udover at betyde "en halsstrimmel" også betegner "en skonnert". Senere skiftede den navn til Vicolo della Corda efter den vippegalge, som stod ved gadens udmunding i Campo de' Fiori, hvor den anvendtes til afstrafning af uærlige handelsmænd. En vippegalge er ifølge ODS: en galge med en kran, hvori den dømte hejses op med bagbundne hænder og faar armene revet af led under nedstyrtningen. Denne straffemetode anvendtes her på stedet indtil 1816, da Byens Råd, det såkaldte Tribunale del Governatore, bekendtgjorde, at "man for al fremtid ville stoppe denne grusomme straffemetode, der resulterede i at forbryderne rev armene af led og derefter var ude af stand til at arbejde".

Litteratur om Via della Corda:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Carpaneto, Giorgio: I vicoli di Roma. 3.edizione. Newton Compton editori, 1995.
- side 110 og 139-140.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 316.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1981.
--- Rione VI Parione, Parte II / a cura di Cecilia Pericolo Ridolfini. - 3. edizione, 1980. ----- side 160, 164.
--- Rione VII Regola, Parte II / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1984. ------- side 90, 116.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 og 21 (før de nyeste fund).
Le strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - Roma : Newton & Compton editori, 2004.
--- Voume Primo : A-D. ----- side 417-418.
borgato.be: Via della Corda.
Info.roma.it: Via della Corda.