De fleste huse, som ligger langs Via Merulana, er etageejendomme fra Umberto-tiden, bygget efter Italiens samling i 1870. De er ret ens og kedelige arkitekturmæssigt.

EN TUR OP OG NED AD VIA MERULANA:

VESTSIDEN med start nede ved Piazza di San Giovanni in Laterano (de omtalte bygninger ses til venstre for vandreren):

På hjørnet ligger her - ved siden af en mindre bygning i 3 etager med forretninger - kvindehospitalet "Ospedale delle Donne" fra 1600-tallet. Det er tegnet af G.A. de Rossi (1616-1695), men facaden er fra 1700-tallet. Hovedindgangen findes i Via San Giovanni in Laterano nr.155, men der er også en indgang i Via Merulana nr.143a, efter den lille, ret anonyme hjørnebygning's 5 fag og det næste stykke lange mur, som omgiver hospitalsområdet på denne strækning.

Lige før indkørslen til Hospitalet sidder der på muren et Madonna-billede i mosaik: "Madonna del Divino Amore". Den lange mur fortsætter på den anden side af indkørslen. Herinde bagved ligger flere store hospitalsbygninger. Længere fremme findes på muren et andet Madonna-billede: "Madonna del Carmine".

Kort før krydset, hvor Via Labicana støder til fra venstre, ligger i nr. 162 den gamle kirke Santi Marcellino e Pietro , som muligvis i sin tidligste form stammer fra Pave Siricius (384-399), men idag fremstår som efter ombygningen i 1751.

De næste etagebygninger er ikke synderligt interessante. På stykket indtil Via Pasquale Villari ligger der flere små butikker, ligesom det er tilfældet med det næste stykke op til Via Ruggero Bonghi. Lidt vest for vejen lå her i antikken et stort Tempel for Isis og Serapis, som gav navn til den gamle region "Ab Isis et Serapis". Dette stykke blev bebygget i 1873 efter et projekt af arkitekten Giuseppe Micheletti. I nr.170 ses over et mindre murstykke endnu et Madonna-billede, "Madonna incoronata da angeli", også kaldet "Madonna della Valle". Det lille alter, der også stammer fra slutningen af 1800-tallet, er opsat i tilknytning til det bagvedliggende Convento delle Suore di Carità del Buono e Perpetuo Soccorso.

Efter Via Bonghi ligger der en stor bygning, som huser Istituto Figlie di Santa Anna med indgang i nr.177, og straks derefter Kirken Santa Anna, der er bygget i 1885, men ombygget i nyrenæssance-stil i 1927. Herefter følger et højt, 6-etagers hus i 9 fag med pudset facade og en flot buet portal omgivet af stenkvadre, ligesom der er rækker af disse på bygningens hjørner. Over portalen (nr.183) er der en marmorbalkon ud for husets andensal. Den næste ejendom er bygget i samme stil, men har mønster af stenkvadre på facadens nederste to etager. Den har 7 fag ud mod via Merulana og et skråt hjørnefag, inden den fortsætter i en spids vinkel ned ad Via Guicciardini med 6 brede fag. Begge bygninger huser en række mindre butikker.

Hjørnehuset på den modsatte side af gaden, har næsten samme udseende, med stenmønster forneden, 2 fag ud mod sidegaden, et skråt hjørne med 1 fag og derpå 7 fag mod Via Merulana. Flere marmorbalkoner er opsat på andensalen og husets 5 etager afløses af kun 2 i det sidste fag.

En række lignende og ikke særligt interessante ejendomme følger herefter. Over porten til nr.200 er der indhugget et våben for familien Pignatelli. Også hjørneejendommen ud til Via Angelo Poliziano har et skråt hjørne og går i en spids vinkel ned ad sidegaden med 9 fag og flere balkoner på andensalen, mens der er 10 fag ud til Via Merulana.

På den anden side af Via Poliziano er der opsat en votivtavle samt et gadealter for "Madonna di Fatima", som også omtales som "Madonna su un albero con pastori ai piedi" ("Madonna på et træ med hyrder for fødderne") på hjørnehuset (nr.227), der er en kompakt retvinklet bygning med stenmønster i pudsen på de to nederste etager og stenmønstrede lodrette bånd på hjørner og som opdelere af facadens 5 fag mod sidegaden og 9 fag mod hovedgaden. En lignende bygning følger herefter, men forsynet med meget mere udsmykning, gavlfelter over vinduerne og en stor og flot portal (nr.234) med buet ramme med en maske i relief og en overligger, hvorpå der hviler to konsoller i relief, flankerende et vindue, der toppes af et våbenskjold med initialerne C og M mellem bånd og blomsterranker. Herover en smuk marmorbalkon båret af kraftige, udskårne konsoller.

Hjørnehuset med 5 fag er ligeledes nydeligt udsmykket med farvede stukfelter under vinduerne og buede gavlfelter med englehoveder, båret på udskårne konsoller over andensalens vinduer. Et skråt afskåret hjørnefag, hvoromkring der slynger sig en marmorbalkon på brede konsoller, ender med en sidefacade på 4 fag ned ad sidegaden Via Mecenate.

På den anden side af denne ligger på hjørnet Teatro Brancaccio's buede, lange, lave facade med en række butikker og barer i lokalerne, der støder op til det enorme Palazzo Brancaccio, som idag huser Museo Nazionale d'Arte Orientale.

Efter den brede Largo Brancaccio, hvor vejene Viale del Monte Oppio og Via Giovanni Lanza støder til, ligger atter en hel række høje etageejendomme, med forskellige forretninger i stueetagen, på stykket op til Via di San Martino ai Monti. Facaderne er pudsede med stenmønster og vinduerne på andensalen har særligt dekorerede trekantede eller buede gavlfelter. Efter gadehjørnet ligger et lille gammelt hus, hvor der på muren i nr.267 er opsat en mindetavle for digteren Carlo Emilio Gadda. Teksten lyder "A questa via - all'umanità vitale e dolente - della Roma fra le due guerre - si ispiro - Carlo Emilio Gadda - per il suo "pasticciaccio" - capolavoro della letteratura del '900. S.P.Q.R. MCMXCVII" ("Denne gade og det levende og smertelige liv i Rom mellem de to verdenskrige inspirerede Carlo Emilio Gadda til sin "pasticciaccio", et hovedværk i 1900-tallets litteratur. Roms Kommune 1997"). Gadda skrev i 1957 romanen "Quer pasticciaccio brutto de via Merulana" ("Det frygtelige rod i Via Merulana").

Det er tydeligt, at disse første huse efter Via di San Martino ikke er bygget samtidig med gadens øvrige huse i slutningen af 1800-tallet. Tournon (se litt.note) nævner, at en lille bygning på dette sted stammer fra den gamle Via della Coroncina, som netop lå heroppe i denne del af Via Merulana. Kan det være hjørnehuset (nr.268)? og er det mon det, der kan ses på Giovanni Maggi's kort fra 1625? Idag har vi foran os en lille, kompakt bygning i 2 etager med enkle gesimser under rækkerne af vinduer i enkle travertinrammer. 4 fag med brede mellemrum ud mod Via Merulana, og 4 fag mod Via di San Martino. Det sidste fag - på hjørnet af Via di Santa Prassede, hvortil huset har 3 fag - er en smule højere end resten af huset - og har kun et enkelt vindue i stueetagen - er der mon her tale om et af byens gamle tårne? Det er i hvert fald et meget kompakt og "selvstændigt" udseende hjørne. Portalen med hovedindgangen ud mod Via Merulana er høj og smal med travertinramme under et lille skråtag. Den midterste del af huset er forsynet med en ret stor kvadratisk overbygning, et slags tårn, med 3 tætsiddende vinduer, hvoraf nogle kan være indsat på et senere tidspunkt.

Huset nr.272 har en lidt mere spændende dekoreret facade i barokstil og er således også af ældre dato end størstedelen af gadens bebyggelse. Ejendommen har 4 etager med facade i puds og stenmønster i stueetagen, hvor der er 2 + 3 fag forretningsvinduer og -indgange og en portal i midten. En bred frise med 2 marmorbalkoner adskiller stueetagen og førstesalen, hvor vinduer og balkondøre er i smukt udskårne rammer, toppet af relieffer med store konkylieskaller mellem flagrende bånd. Tredie- og fjerdesalens vinduer har en lignende udsmykning, mens andensalen blot har enkle udskårne rammer. Det brede tagudhæng er udskåret med dekoration af stjerner og liljer.

Det næste lille hus (nr.275-277) er gammelt og dårligt vedligeholdt. Det er i 4 etager og har 3 fag vinduer, hvoraf de 2 til venstre sidder ret tæt, hvorefter der er et stort mellemrum inden det sidste fag. Der er måske oprindeligt tale om 2 huse, som er slået sammen, eller et fag vinduer som er blevet tilmuret. I venstre side har stueetagen et forretningsvindue og en portal, som iflg. Giorgio Carpaneto (se litt.note) stammer fra 1700-tallet, mens den højre side optages af en meget større butik. Herover sidder der i førstesals højde et lille Madonna-billede. Det er en kopi af "Madonna del Perpetuo Soccorso" til minde om et mirakel i 1867, hvor et sygt barn blev helbredt ved denne Madonna's forbøn. Det omtales også som "Madonna Liberiana/Madonna della Valle".

Huset ved siden af (nr.278) er også af ældre dato. Det er i 5 etager med 4 høje og smalle fag vinduer. Facaden er udsmykket på forskellig vis. Ejendommen huser idag et hotel, Hotel Amalfi, og stueetagen har derfor fået ændret facaden til at indeholde en stor indgang og 2 store vinduer. Den er her pudset med et enkelt stregmønster. Førstesalen har facade af stenkvadre og over de rammeløse vinduer er der trekantede felter med vingede masker. Førstesalens vinduer er flankeret af "søjler" af stenkvadre og over de 2 midterste sidder en række udskårne konsoller, som bærer en dobbeltbalkon med smedejernsgitter ud for andensalen. Heroppe er vinduer og balkondøre indsat i travertinrammer med vandrette, udskårne overliggere. Fjerdesalens vinduer har blot enkle travertinrammer.

Efter en ret uinteressant moderne bygning kommer sidegaden Via di San Giovanni Gualberto, som fører ned til Kirken Santa Prassede. Og hermed er vi oppe ved Via Merulana's sidste bygning, som samtidig er hjørnehus på Piazza di Santa Maria Maggiore. Ejendommen, som optager karréen mellem Via Merulana med 3 fag, Via di San Giovanni Gualberti med 6 fag, Via di Santa Prassede med 9 fag og Piazza di Santa Maria Maggiore med 5 fag mod den yderste del af pladsen og 6 fag ud mod Via Liberiana, er en stor kolos på 6-7 etager i en enkel byggestil fra 1800-tallet. Facaden er i puds, men den nedre del er pyntet lidt med et murstensmønster. Gesimser løber under anden- og fjerdesalen, hvor vinduerne er højere end de øvrige og forsynet med vandrette overliggere. Alle vinduer er i enkle rammer og huset ellers uden udsmykning. Over hovedindgangen fra pladsen sidder et våbenskjold, båret af 2 små englebørn. Her står også byggeåret: 1884.

ØSTSIDEN med start oppe ved Piazza di Santa Maria Maggiore (de omtalte bygninger ses til venstre for vandreren):

Via Merulana udgår her fra pladsens sydøstligste hjørne. Hjørneejendommen har 3 facader: en mod Via Merulana, en mod pladsen og en mod Via Carlo Alberto. Det er en smuk 6-etagers bygning med tilhugne stenkvadre på stueetagens facade og på hushjørnerne. De nederste etager har høje vinduer, hvoraf det midterste er afsluttet med en bue. Mellem vinduerne pryder par af flade, hvide søjler facaden under de forskellige gesimser, som adskiller etagerne. Bygningen har 3 fag ud mod Via Carlo Alberto, 7 fag ud mod Piazza di Santa Maria Maggiore og 3 fag ud mod Via Merulana. Fagene mod pladsen er opdelt med 2 i hver side og derpå et bredt midterfelt med 3 buede vinduer mellem søjlepar. I stueetagen er der 3 fag på hver side af en stor portal med en dør mellem 2 søjler på høje baser som støtte for en række buer i stigende størrelse. Under disse bærer en overligger teksten "COLL -AP-POEN-S-M-M-DE-URBE". Her huses nemlig "Collegio Apostolico dei Penitenzieri di Santa Maria Maggiore", der tæller en del af Kirkens administrative personale, som er rekrutteret blandt Dominikanerne, kaldet Frati Predicatori.

Ejendommen ved siden er er et ret anonymt hus i 4 fag og 5 etager, med pudset facade, der som udsmykning har fået et stribet mønster på de første etager og dernæst nogle smalle gesimser mellem nogle af de øvre etager. Alle vinduer er høje og smalle, andensalens med trekantede gavlfelter over flade sidesøjler i puds. Foran de to midterste vinduer er der en lille balkon af smedejern. Tagudhænget er bredt og enkelt udskåret.

Den næste ejendom er ganske pyntelig, med 11 fag og stenkvadre rundt om forretningsvinduer med halvcirkelformet overkant og søjler ved siden af førstesalens små vinduer, stenbalkoner på brede, udskårne konsoller ud for midtervinduer og i hver side på anden- og til dels fjerdesalen, og mindre balkoner på femtesalen. Huset har i alt 7 etager, hvoraf den øverst ligger tilbagetrukket over tagudhænget. Over indgangsdøren står på en frise i den udskårne portal, der krones af relieffer af 2 overflødighedshorn, husets byggeår: 1932.

Den følgende ejendom er samtidig hjørnehus mod Largo di Sant'Alfonso, hvortil den kun har 2 fag, mens den har 7 fag mod Via Merulana. Over indgangsdøren i nr.19 ses indhugget et våbenskjold med en stjerne over 3 bjergtoppe (for Albani-familien). Også her er facaden nederst udsmykket med stenkvadre og højere oppe med balkoner. Alle vinduer har brede rammer og tredie- og femtesalens toppes af ekstra udskæringer og udsmykning. Hushjørnet er rundt med plads til et fag vinduer og to balkoner, som går hele vejen rundt.

Vi er nu kommet til sidegaden Via di San Vito og den lille plads Largo Sant'Alfonso. Her ligger på hjørnet Kirken Sant' Alfonso de' Liguori, bygget i 1855 i ny-gotisk stil, noget tilbagetrukket og hævet over gadeplan med en lille trappe. Kirken huser det meget tilbedte Maria-billede Madonna del Perpetuo Soccorso, som stammer fra engang før 1300-tallet. Lidt længere nede af gaden ligger i nr.31 et kloster for ordenen PP.Redentoristi. Midt på den imponerende facade er der 2 nicher med statuer af Kristus og Sant'Alfonso dei Liguori. Denne ejendom går helt ned til Via dello Statuto, som fører op til Piazza Vittorio Emanuele II.

Herefter begynder beplantninger af platan som allé-træer, der gør resten af gaden lidt mørk og skyggefuld. Nu følger igen fire etageejendomme med butikslokaler. De er alle fra begyndelsen af 1900-tallet og bygget i samme stil, med mønster af sten og stenkvadre, store stenbalkoner, høje vinduer med gavlfelter på anden- og fjerdesalen, og i 5-6 etager. Huset i nr. 48 har en smuk portal med marmordekorationer med familien Pignatelli's våben, 3 kogekar. Herefter når man frem til pladsen Largo Leopardi med ruinerne af Maecenas' Auditorium i et lille anlæg.

Den følgende store moderne bygning er Roms Matrikelkontor ("Catasto"). På hushjørnet sidder Savoia-husets våben i travertinrelief med indskriften "FERT", som står for: "Fortitudo eius Rhodum tenuit", hvilket hentyder til Grev Amedeo V af Savoia, som i 1310 ifølge familielegenden befriede Rhodos fra arabiske angreb, selvom det er historisk bevist, at han slet ikke deltog i denne krig! Ejendommen har travertinplader på de nederste etagers facade, mens de øvre 5 etager er i puds. Huset har 10 fag ud mod Via Merulana, men hovedindgangen ligger ud mod Largo Leopardi, hvortil der er 16 fag.

Det næste lange stykke, afbrudt af vejene Via Buonarroti, Via Machiavelli, Via Alfieri og Via Galilei, består af etageejendomme med butikker. I nr.67 kan man se resultatet af boligspekulation i Umberto-tiden: de 2 ekstra etager, som på uharmonisk måde er bygget ovenpå huset. Ved nr.105 er der opsat en mindeplade for en af martyrerne fra Fosse Ardeatine.

Midt på den næste strækning står resterne af det tidligere sundhedskontor ("Ufficio di Igiene"), som er delvist nedrevet for at gøre plads til det nye "Assessorato alla Sanità" på hjørnet af Viale Manzoni. Da man lagde fundamentet til den nye bygning fandt man herunder rester af antikke huse med fresker.

Den brede gade, der nu krydser Via Merulana, er Viale Manzoni fra øst (venstre side) og Via Labicana fra vest (højre side).

Hjørnehuset på sydsiden af Viale Manzoni er "Collegio dei frati minori di Sant'Antonio da Padova", et Kloster tilknyttet Kirken Sant'Antonio da Padova, som ligger lige ved siden af. Ud mod Viale Manzoni har bygningen, der er opført i 1930, 5 etager og 23 fag, mens de første 5 fag ud mod Via Merulana ligeledes har 5 etager, hvorefter der følger en 2-etagers bygning i 7 fag. Facaden er i røde teglsten og har høje, buede vinduer i de nederste etager og høje, rektangulære vinduer i de øverste etager. Vinduerne er indsat i enkle travertinrammer.

En lille lav forbindelsesbygning holder - set fra gaden - sammen på Klosteret og Kirken, men i virkeligheden skjuler den tildels den bagvedliggende gamle Klosterbygning, som ligger parallelt med Kirken og den senere opførte bygning ved Viale Manzoni. Denne bygning og den tilsvarende på Kirkens højre side er tegnet af arkitekten Luca Carimini og bygget i slutningen af 1880'erne. For enden af de to bygninger blev der samtidig bygget en tværbygning ud til Via Matteo Boiardi.

I nr.124 ligger det pavelige kontor "Pontificio Ateneo Antonianum" og derefter følger Kirken Sant'Antonio da Padova med det tilhørende præstekollegium. Her er vi på den grund, som i 1600-tallet optoges af Villa Giustiniani, der senere kom til at hedde Villa Massimo og Villa Lancellotti.

Hjørnebygningen ud mod Via Aleardo Aleardi er i samme stil som bygningen mod Viale Manzoni og er den sydligste del af Sant'Antonio-komplekset. Der er 3 fag mod Via Merulana og 19 fag mod Via Aleardi, hvor en høj mur langs hele gaden skærmer skolen fra den omgivende trafik. For enden af sidegaden kan man se Palazzina Massimo, som var en del af Villa Giustiniani.

Det sidste stykke mellem Via Aleardo Aleardi og Piazza di San Giovanni in Laterano består igen af 3 nydelige etageejendomme med forskellige forretninger.

For enden af Via Merulana knejser Lateran-Obelisken, som blev bragt til Rom i år 357 efter Kristus af Kejser Constantius og anvendt på spina i Circus Maximus. I 1587 lod Pave Sixtus V den udgrave og rejse på Piazza di San Giovanni. Bagved Obelisken ses sidefacaden af Kirken San Giovanni in Laterano.

(plan over gaden med tilstødende gader og serværdigheder, åbner i nyt vindue))

---------- Læs også om gadens historie --------- FOTOS fra Via Merulana ----------