|
|
|
Via dei Cimatori Se ovenfor nr. 80 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen |
|
Via dei Cimatori er en lille sidegade i kvarteret Rione Ponte, hvor den forbinder Via Giulia med Corso Vittorio Emanuele II. Idag har gaden navn efter "i cimatori", de håndværkere der med deres sakse skar nyvævede stofstykker rene for overskydende garnstumper. Men gennem tiden har gaden haft mange andre navne, såsom Via dei Varani, Via dei Lombardi eller Via di Monte d'Oro. Først efter 1531, da mange florentinske tilflyttere ankom til Rom efter at være flygtet fra borgerkrigen i Firenze, blev gaden kaldt Via dei Cimatori, hvilket peger på, at mange af tilflytterne udøvede dette erhverv, som var almindeligt i tekstilfremstillingen i deres hjemegn. I Via dei Cimatori boede engang Pave Urban VIII's forfædre af Barberini-slægten. Via dei Cimatori i Rione Ponte var ikke den eneste gade i Rom med dette navn. Der fandtes også en gyde, Vicolo dei Cimatori, i kvarteret Rione Regola, tæt på Via dei Cappellari. I Rione Ponte fandtes desuden tidligere en lille plads ved navn Piazza dei Cimatori. EN TUR GENNEM GADEN - fra Via Giulia til Corso Vittorio Emanuele II - den sydlige og højre side af Via dei Cimatori: Turen starter her i sydvest og løber i let nordøstlig retning, kun afbrudt af en lille sidegade fra syd. Via dei Cimatori starter overfor det sidste hus på vestsiden af Via Giulia inden Largo dei Fiorentini, nemlig Palazzo del Collegio Bandinelli. På østsiden af Via Giulia er det sidste hus før Via dei Cimatori et gammelt hus med indgang i nr. 83. Dette hjørnehus har 3 fag og 4 etager med lyst pudset facade uden anden dekoration end brede etageadskillelsesbånd og kraftige profilerede vinduesrammer. I stueetagen er der kun et vindue til venstre og hoveddøren indsat i en buet karm til højre. Mod Via dei Cimatori har ejendommen 4 meget brede fag. Nabohuset Via dei Cimatori nr. 15 og 16 er et ganske smalt hus med kun 2 fag, et i hver side af facaden, adskilte af et bredere murstykke, hvor facaden måske engang har været bemalet, som det ofte ses på lignende ejendomme. Bygningen er i 3 etager med en senere tilbygget ekstra etage. De 2 døre er indrammet af profilerede karme og facaden har i stueetagens tykke, lyse pudslag fået indridset et stenmønster. På etagerne har pudsen en lys okker farve og her er pyntet med flere smalle, vandrette lister. Førstesalens vinduer er udført som altandøre bag smalle franske altaner. Her er smalle, profilerede karme, der toppes af kraftige, vandrette overliggere. Andensalens vinduer er blot i firkantede rammer. På frisen under disse vinduer ses årstallet MDCCCLXXV = 1875. Den næste ejendom har gadenumrene 12, 13 og 14 og ligger som hjørnehus til den lille sidegade, der er en stikvej til parallelgaden Vicolo delle Palle. Bygningen er af ældre dato, antagelig 1500-tallet, hvilket kan ses flere steder, trods den kraftige restaurering i tidens løb og senest i 2014-2015 (se foto fra borgato.be). Huset er i 4 etager under et bredt, let udsmykket og fremspringende tagudhæng. Mod Via dei Cimatori er der 6 fag vinduer, hvoraf de til højre er ganske små og sat tæt på det femte fag, nærmest som en slags udluftning eller glughuller. Alle vinduer er i brede travertinrammer, der nogle steder er profilerede, andre steder glatte. Andenetagens vinduesrammer toppes af vandrette overliggere. Smalle gesimser løber under andensalens vinduer og mellem trediesalens. Facaden er i lyst puds, også i stueetagen, hvor der er 6 asymmetrisk anbragte åbninger, til venstre et vindue, derpå en dør i en profileret bue med nr. 12, hvorefter der følger endnu et vindue. I nr. 13 er der en mindre, firkantet dør i profileret karm. På muren lidt ovenover sidder en vandret, profileret karm. Et mindre vindue over en kraftigt fremspringende vindueskarm er indsat i profileret ramme og har fået nr. 14, mens en lav, uindrammet dør helt til højre har nr. 14B. Efter sidegaden kommer et langt stykke havemur, der omkranser et stort parkagtigt område mellem Vicolo delle Palle og Via dei Cimatori. Muren er forsynet med en række små vinduer og herimellem, samt foroven, en dekoration i form af metalplader i geometriske former, malet i lysegrønne og lyseblå nuancer. For enden af muren er der til venstre en gitterlåge med adgang til området og nummeret 9. En delvist nedrevet mur med et tilmuret vindue i førstesals højde og en tilmuret dør forneden står og læner sig op af gadens sidste hus på denne side, hjørnehuset mod Corso Vittorio Emanuele II. Det er en ældre bygning i 3 høje etager og med kun 2 fag mod Via dei Cimatori, hvor de brede, firkantede portåbninger er indrettet til butikker. Facaden i stueetagen er påsat kraftige stenkvadre, mens den over en udskåret mæanderbort er pudset op i en okker farve. Tre høje, flade søjler omkranser vinduerne. De har komposite kapitæler under et bredt, profileret tagudhæng. Vinduerne er i profilerede rammer og førstesalens har brede, vandrette overliggere, der bæres af små, udskårne konsoller. TILBAGE GENNEM GADEN - fra Corso Vittorio Emanuele II til Via Giulia - på vor højre hånd ligger nu nordsiden af Via dei Cimatori: Hjørnehuset her på nordsiden har et afskåret hjørne med kun ét fag, der i stueetagen har nr. 304 F og leder ind til en forretning. Ejendommen har en trekantet form med en 8 fag lang hovedfacade mod Corso Vittorio Emanuele II, hvor hovedindgangen findes i en smuk portal i midten i nr.308. Døren er indsat i en udskåren ramme med profileringer og relieffer af engle- og løvehoveder samt blomster- og bladguirlander. Stue- og førsteetagefacaden er påsat stenkvadre i sandstenslook. Forneden er der en række forretninger i store portbuer og imellem disse sidder også nogle enkelte vinduer. Førstesalens vinduer er mindre og kvadratiske i smalle profilerede rammer med let buet overkant. Facaden er foroven pudset op i en gylden farve, der brydes af smalle, lyse, profilerede, vandrette lister og lyse rammer i stuk omkring vinduerne, der på andensalen er høje og forsynet med gavlfelter, som er formet som skiftevis halvcirkler og trekanter. Tagudhænget er bredt og udskåret i flere gesimser og former, blandt andet øverst med rosetter. En smuk marmorbalkon båret af udskårne konsoller sidder på andensalen over indgangspartiet. Bygningen har en ét-fags sidefacade mod Via del Consolato. Herefter følger en et-fags ejendom i lyst puds med stenmønster. Huset har en indgangsport i nr. 21 og på de 3 øvre etager er der høje vinduer mellem små runde "koøjer". Den smalle ejendom hører til det bag et stort haveanlæg liggende Palazzo De Rossi, som har hovedfacade mod parallelgaden Via del Consolato. En høj bølgende mur mellem firkantede søjler beskytter have og Palæ mod nyfigne blikke. Muren strækker sig helt ned til en lignende smal bygning med en tilmuret portbue, stadig en del af det bagvedliggende Palæ. Et 3-fags hus med 2 porte i nr. 19A og 19B følger nu. Her er en meget høj stueetage og derpå 2 lavere etager adskilte af vandrette bånd under vinduerne. Facaden er i rødt puds og vinduerne i lyse, profilerede rammer. Det næste hus med nr. 19 er fra slutningen af 1400- eller begyndelsen af 1500-tallet. Det skal være bygget af Pave Julius II (1503-1513) og overladt til lægbroderskabet Arciconfraternita della Pietà dei Fiorentini som erstatning for nogle af deres tidligere ejendomme, der blev revet ned for at anlægge Via Giulia. Det angives netop i Lægbroderskabets liste over ejendomme som nr. 36. I 1539 beboedes det af en vis Zucca, der arbejdede som kurér, men samme år overgik det til en Giovanni Ansaldi. I 1545 var ejeren Biskoppen af Spoleto Fabio Vigili, som også var sekretær for Pave Paul III. Efter Fabio overtog hans nevø Onofrio huset, der i 1562 beboedes af apotekeren Antonio Mannini, hvis efterkommere beholdt det indtil slutningen af 1600-tallet. Gadens sidste bygning på denne side er samtidg hjørnehus mod Via Giulia og har desuden en nordlig sidefacade mod Piazza dell'Oro. GADENS HISTORIE: I Antikken var der i den vestlige del af Via dei Cimatori og ned mod floden et stort område, der brugtes til væddeløbsbane, kaldet Trigarium. Her afholdtes festerne Equirria, October Equus og Ludi Saeculares. Området strakte sig fra omkring midten af nutidens Piazza dell'Oro og Kirken San Giovanni dei Fiorentini og mod sydøst ned til Vicolo delle Prigioni og Vicolo del Malpasso. Midt ned gennem Via dei Cimatori løb den gamle Via Triumphalis, som forbandt den antikke Pons Neronianus med vejen ind til centrum i et forløb heroppe omtrent som nutidens Via dei Banchi Vecchi. I kvarteret her bosatte sig fra 1400-tallet og måske tidligere talrige tilflyttere fra Firenze og egnen deromkring. De byggede deres huse og indrettede deres forskellige værksteder og erhverv, og flere af de huse, man idag stadig kan se i Via dei Cimatori, er bygget netop af og til de florentinske tilflyttere. Florentinerne slog sig ned som bankierer eller levede af de håndværk, som de bragte med sig fra Firenze, hvor man forarbejdede uld og vævede stoffer. Heriblandt var håndværket som "cimatore", den der tilskar de vævede stofstykker og skar de overskydende tråde væk. Navnet lever videre i Via dei Cimatori, hvor der antagelig har været flere klædeshandlende. Naturligvis bragte de også deres egne skikke med sig, blandt andet et særligt boldspil, som har givet navn til den nærliggende gyde Vicolo della Palla. Og Firenze's skytshelgen San Giovanni Battista fik tilegnet den kirke, som florentinerne senere fik bygget. Helgenfesten, Festa di San Giovanni, som fejredes i Firenze den 24. Juni, fik også stor tilslutning her og fyldte naturligvis kvarteret med processioner, udsmykning af husenes facader, væddeløb og fyrværkeri. Syd for Via dei Cimatori lå omkring 1500 ud til den senere Via Giulia - og måske også længere mod vest - en stor urtegård tilhørende Kirken San Biagio. Disse jorder, Gli Orti di San Biagio, må være forsvundet i begyndelsen af 1500-tallet. I 1508 lod Pave Julius II anlægge en ny lang gade gennem bydelen. Den kaldtes efter hans italienske navn (Giulio) Via Giulia og ved anlægget måtte nogle ejendomme rives ned, mens andre opførtes i stedet enten hurtigt efter eller over en lidt længere periode. Den gang var Via dei Cimatori noget længere end den er idag, idet den gik fra Via Giulia og som idag mod vest, men henover det, der nu er Corso Vittorio Emanuele II, hvor den stødte til Via dei Banchi Vecchi, der også dengang startede helt heroppe fra østsiden af nutidens Largo Tassoni. Næsten ovre på den anden side af Corso'en sluttede Via dei Cimatori, før den brede nye trafikåre blev åbnet i slutningen af 1800-tallet. På denne tid lader det også til at have været projekteret, at bryde en bred gade igennem bebyggelsen på Via dei Cimatori's sydside, men projektet er aldrig blevet realiseret.
Litteratur om Via dei Cimatori: |