Facaden på den gamle Kirke San Nicola in Carcere (Læs her om Kirkens historie) er meget nyere end resten af kirkebygningen og de tempelrester, som den hviler på og hvis rester af mure og søjler kan ses både inde i Kirken og langs ydermurene. Den nuværende facade blev først tilføjet i 1599, da Kardinal Pietro Aldobrandini lod arkitekten Giacomo Della Porta give forslag til et nyt indtryk af Kirkens ydre, der dengang vendte ud mod en lille plads. Eftersom gadeniveauet efter fritlæggelsen af Kirken og dens omgivelser er faldet meget, er der idag 9-10 trin op til indgangen, mens der i 1599 kun var 3 trin ned til det lille torv, som Della Porta også fik anlagt (se stik af Giuseppe Vasi fra 1756 i Alvaro de Alvariis' samling og foto fra 1937).

Facaden er enkel, udført i teglsten og pudset op i en lys farve. Den er opbygget i kun én enkelt "etage" kronet af et trekantet gavlfelt over en høj udskåret frise, der indeholder relieffer af guirlander, blomster og kandelabrer. Facaden består af 3 lodrette dele, 2 smalle sidestykker med en smal sidedør forneden til højre og en stukramme uden indhold højere oppe i begge sider. Øverst sidder et relief af en stjerne, en del af Aldobrandini-familiens våben. Flankerende det brede midterstykke står 2 høje kannellerede søjler med komposite kapitæler. De stammer fra det gamle Juno-Tempel, som Kirken er bygget over. Indgangsportalen sidder i en del af midterstykket, som er ganske let fremtrukket. En høj, profileret marmorkarm ender i en indskriftsfrise med teksten "Indulgentia Plenaria Quotidiana Perpetua - Pro Vivis et Defunctis" ("Evigt, dagligt og fuldt Aflad - for levende og døde") og toppes af et trekantet gavlfelt, der peger op mod et stort rundt vindue i en bred ramme med relieffer af små stjerner. På hver side af vinduet sidder et aflangt relief af San Nicola di Bari (til venstre) og helgenerne San Marco og San Marcelliano (til højre). Ovenover sidder under det brede udhæng en frise med teksten "Petrus SRE Diac. Card. Aldobrandinus": "Kardinal-Diakon Pietro Aldobrandino".

Foran trappen op til Kirkens indgang er der i et lavere niveau et lille aflukket anlæg med de udgravede rester af den trappe, der i Antikken gav adgang til det midterste af de 3 templer, som Kirken er bygget over. Ruinerne blev udgravet af Valadier i 1808.

På Kirkens sidemure kan man se søjlerester fra disse templer, som stod ganske tæt sammen og havde facader med åbne søjlegange på samme linie, så de - trods deres forskellige størrelse, alder og stil - på et tidspunkt har udgjort en helhed. Det ældste tempel - og samtidig det mindste - stod til venstre for den nuværende Kirke. Det var bygget i dorisk stil og viet til Gudinden Spes, Håbets Gudinde, og omtales som Aedes Spei. Det midterste var det længste og næsten lige så højt som naboen til højre. Det er bygget i jonisk-attisk stil og er samtidig det yngste af templerne, viet til Gudinden Juno Sospita og omtalt som Aedes Iunonis Sospitae. Templet yderst til højre havde omtrent samme størrelse som midtertemplet. Det var bygget i jonisk stil og viet til Janus. Det kaldes derfor Aedes Jani.

San Nicola in Carcere er bygget over den midterste del af det midterste tempel, men i sådan en bredde, at søjlerne, som adskiller hovedskib og sideskibe stammer fra de 2 andre templer. Sideskibene dækker således over de smalle passager, der var mellem templerne og Kirkens sidemure er således bygget op af de 2 yderste templers mure, således at søjlerækken i travertin og dorisk stil, der kan ses til venstre for Kirken, stammer fra højre side af Aedes Spei, og søjlerækken i peperino-marmor og jonisk stil på Kirkens højre side fra venstre side af Aedes Iani.

På den smalle teglstensmur til venstre for Kirkefacaden kan man se endnu en søjle fra Junotemplet. Her er den i peperino-marmor, men de genbrugte søjler inde i Kirken er af forskellige stenarter.

Til højre for facaden ses den gamle kampanile (klokketårn) fra Middelalderen, hvor der stadig hænger de gamle klokker, støbt af Giudotto Pisano og doneret af Pandolfo Savelli i 1286 . På den vestligste del af muren ses Kirkens sideindgang med en gotisk portal, der fører ud til Piazza di Monte Savello (se foto af Alvaro de Alvariis - udefra). Det er muligt, at det var denne sidedør, som Titel-Kardinalen Giovanni Gaetano Orsini, der senere blev Pave Nicolò III, lod åbne i midten af 1200-tallet, som det blev fortalt på en gammel indskrift, der desværre nu er forsvundet: "Has de Ursinis fecit portas levita Ioannes" ("Giovanni de' Orsini lod åbne disse døre"). I hvert hjørne af portalens øverste del ses nogle små roser, der oprindeligt kan være udført af de marmormestre, som kaldes Cosmaterne. Rosen var netop en del af Orsini-familiens våben.

Går man rundt om Kirkens venstre side, der vender ud mod Via del Foro Olitorio, kan man se de ydre mure i rødbrune teglsten med de forovennævnte indfældede antikke søjler og længere fremme den firkantede udvækst med en lille halvrund apsis, som huser Cappella di Nostra Signora di Guadalupe, til hvilket der er adgang inde fra Kirkens venstre sideskib.

Længere fremme mod floden og Lungotevere dei Pierleoni står muren omkring Kirkens vestligste del med dens hovedapsis og 2 sidekapeller, det første og lidt større er Cappella di San Nicola di Bari, mens det andet - efter apsis - er lidt mindre og tilegnet Madonna del Rosario. Begge kan kun tilgåes inde fra Kirken.

KIRKENS INDRE:

Kirkerummet er opdelt i 3 skibe af 2 rækker à 7 søjler i forskellige stenarter og udføring. Der er tale om genbrugte søjler fra de antikke templer og andre bygningsværker. Søjlebaserne er derimod nyere, fra restaureringen i 1800-tallet. Som man kan se af fotoet nedenfor er der i den øverste del af søjlerækkernes forløb en lille forskydning grundet det tidligere tempels fundament. Heroppe er de sidste 2x2 søjler i grå granit med glatte skafter og joniske kapitæler, mens søjlerne på midten fortrinsvis er i grønstribet Cipollino-marmor med glatte skafter og korintiske kapitæler, bortset fra den midterste højre søjle, som er udført i den røde marmorsort Porta Santa med kannelleret skaft og korinthisk kapitæl. I højre side er de 3 nederste søjler i grønstribet Cipollino, som ligeledes har kannelleret skaft og korinthiske kapitæler, mens de i venstre side fordeler sig på Cipollino (søjle nr.3 fra indgangen), Rød granit (nr.2) og Grå marmor (nr.1), alle med korinthiske kapitæler og glatte skafter. Den anden søjle i højre side bærer desuden en længere indskrift, der muligvis stammer fra 700-800-tallet og beretter om en kirkelig embedsmand ved navn Anastasius, som donerede gaver til en ældre kirke viet til Santa Anna, San Simeone og Santa Lucia. Og nederst på søjlen er der en indskrift, der angiver, at en person var begravet på det sted, hvor søjlen engang stod. Altså i en anden kirke, som man ellers ikke kender til.

Søjlerne bærer en række buer, der er bemalet med en rosa marmorimitation, og ovenover løber en række udskårne og forgyldte friser under den øverste del af midterskibets mure, der er forsynet med høje vinduer (4 i hver side) mellem store firkantede rammer med malerier, udført af Guido Guidi i 1865-1866 med scener fra San Nicola's liv. Samme maler er også ophavsmand til billederne på hver side af Triumfbuen: engle med symboler for bispeværdigheden og San Nicola's attributter (3 ringe, symboliserende 3 pengepunge, biskopdragt, samt 3 små drenge i et trækar).

Sideskibene er lavere og har tøndehvælvede, lyst pudsede lofter. Midterskibets loft er derimod udskåret i kassetter med rosetter og våbenskjolde for Pave Pius IX og Kirkens administration, samt for Kardinal Pietro Marini, alt bemalet og forgyldt, samt udført i 1855-1863. Kirkegulvet er overalt ganske enkelt med store hvide marmorfliser omkranset af rammer i gråt marmor. Dog er der i midten en rund granitsten, som flere steder er flækket. Det er den eneste rest af den gamle mosaikgulv.

Når man kommer ind i Kirken er rummet først afgrænset af 2 sidemure, hvoraf der i den til højre sidder en dør, som fører ind til Klokketårnet. Herefter udvider rummet sig, så man her også har adgang til sideskibene.

HØJRE SIDESKIB:

På endevæggen ud mod Klokketårnet sidder et maleri af Guercino forestillende Treenigheden med engle ("Trinità e angeli"). Det er malet ca. 1650. (Ifølge RomaSacra er maleriet en kopi fra 1850 af et maleri fra Kirken Santa Maria della Vittoria, udført af Costantino Brumidi efter ønske af Pave Pius IX). Her er også indmuret forskellige gamle indskriftssten. Heriblandt en fra Kirkens indvielse i 1128 med teksten: "Anno Dnicae Incar - nationis MCXXVIII Pon - tificat : Dni Honorii II PP - IIII XII die msis Madii ind - vi ddicata e haec ecla in - honore sci Nicolai cf - (A R P Dno Epo Sabinen)". Oversættelsen lyder: I år 1128 efter Kristi fødsel, i det 4 år af Pave Honorius II's pontifikat, på den 12. dag i Maj måned, i den 6. "indictio", blev denne kirke viet til ære for San Nicola skriftefader (af Konrad Biskop af Sabina)".

En anden sten stammer fra 1370 og er en mindeindskrift over en afdød: "Hic requiescit corpu - S Andreas Bartholom - ei Valtrameti dictus - cahetu - qui hobiit - anno - D O M CCC Septuagesi - mo in die XXVI Ianuarii": "Her hviler legemet af Andreas Bartholomeus Valtrametus .. som døde i Det Herrens År 1370 på den 26. dag i Januar".

Sidevæggen til højre er pudset op i en lys farve mellem flade, grå søjler med koribthiske kapitæler, der støtter smalle grå buer under det tøndehvælvede loft.

I den første bue sidder en indskriftsplade med en lang tekst fra 1000-tallet, hvor der angives hvilke gaver, Kirken har modtaget fra Præsten Romano ("Presbyter Romanus") under Pave Urban II (1088-1099): "... ego Romanus presbyter divine dispensationis grata sanctissimi confessoris Christi Nicolai ecclesie que in carcere dicitur procurator vel rector ..." "....Domini Urbani pape ... indicio". Denne Pave levede sine sidste 2 år ved San Nicola in Carcere beskyttet af Pierleoni-familien.

I den næste bue er der på væggen et fragment af en fresko af Jomfru Maria med Jesus-Barnet, udført af en elev af Antoniazzo Romano eller af kunstneren selv. Maleriet dateres til 1470 eller af nogle til 1486, hvilket år alteret i venste sideskib blev indviet. Det er muligt, at fresken var malet her, for den er ikke mindre end 2 gange blevet taget ned og flyttet til en anden plads, og som det ses har den lidt nogen skade under disse nedtagninger. Ligesom den også i tidens løb er blevet restaureret og i bedste mening nogle steder overmalet. En tid befandt fresken sig i Kirkens kælder, hvor fugt også gjorde sit til ødelæggelsen. I 1962 blev den endnu en gang taget ned og på ny restaureret, men denne gang af kyndige hænder.

Det er på søjlen overfor, at man kan se den lange indskrift, der muligvis stammer fra 700-800-tallet og beretter om en kirkelig embedsmand ved navn Anastasius, som donerede gaver til en ældre kirke viet til Santa Anna, San Simeone og Santa Lucia. Og nederst på søjlen en kortere indskrift, der angiver, at en person var begravet på det sted, hvor søjlen engang stod. Altså i en anden kirke, som man ellers ikke kender til. Teksten lyder: "De donis di et - sce di genetrici Marie - sce Anne scs Simeon et sce - Lucie ego Anastasius ma - iordomu ofero Bobis pro nata - licies bestre binea tabul VI - QP in portu sev - bobes paria II iumentas v pecora - XXX porci X furma de rame libras - XXVI lectusitratun utilita - te pbr seu aleo lectositra - to at mansionariis equi - sequentibus" ("I taknemmelighed mod Gud for hans gaver, og til Maria Guds Hellige Moder, og til Santa Anna og San Simeone og Santa Lucia, giver jeg Anastasius til Jer på Jeres fødselsdag en vingård på 4 "tavler", som er min ejendom, i nærheden af havnen, (samt) 1 par okser, 2 hopper, 5 får, 30 grise, 10 libre (måleenhed) kobberpenge, 20 tæpper til brug for præsten og andre tæpper til de hjælpere, som tager sig af hestene".

Herefter er der i højre væg en lille niche, hvori der står en statue af Sant'Antonio, udført i træ. Og på væggen et alter for "Sacro Cuore di Gesù": "Jesu Hellige Hjerte", med et maleri fra slutningen af 1800-tallet.

Kort før Højre Sideskib ender i et kort Tvæskib, som ikke er bredere end de 3 skibe tilsammen, ses til højre Kirkens sideindgang med en gotisk portal, der fører ud til Piazza di Monte Savello (se foto af Alvaro de Alvariis - udefra). Det er muligt, at det var denne sidedør, som Titel-Kardinalen Giovanni Gaetano Orsini, der senere blev Pave Nicolò III, lod åbne i midten af 1200-tallet, som det blev fortalt på en gammel indskrift, der desværre nu er forsvundet: "Has de Ursinis fecit portas levita Ioannes" ("Giovanni de' Orsini lod åbne disse døre"). (Læs ovenfor om portalens udvendige del).

I det højre, korte "Tværskib", eller højre del af Presbyteriet, sidder et Gravmæle for Kardinal Giovanni Battista Rezzonico. Det er udført i 1787 af den irske billedhugger Cristoforo Hewetson som en sarkofag på svungne og kannellerede ben, stående foran en høj marmortavle med indskrift. På sarkofagen sidder 2 englebørn, der flankerer en buste af den afdøde. (Se foto af Alvaro de Alvariis). Gravskriften (se foto af Alvaro de Alvariis) er lang og fortæller, at Kardinalen var nevø af Pave Clemens XIII og født i 1740, samt i 1770 udnævnt til Kardinal ved San Nicola in Carcere. Han døde den 21. Juli 1783 og hans brødre, Kardinal Carlo, Ludovico og Abbondio Rezzonico, lod udføre dette gravmæle. Den lille engel til venstre holder et blad, hvorpå der er en indskrift, der betyder: "Han er ikke død, men sover".

Endekapellet i højre side er Cappella della Madonna del Rosario, som tidligere kaldtes Cappella del Santissimo Sacramento og tilhørte Aldobrandini-familien. Det kaldtes derfor også Cappella Aldobrandini. Vægge og lofter er freskobemalet af Giovanni Baglione.

Kapellet stammer fra slutningen af 1500-tallet og Buen foran er udsmykket i Barokstil. Det lille firkantede rum afsluttes af marmorplader, hvorpå der som altertavle hang et maleri af Lorenzo Costa forestillende Madonna del Rosario. Lærredet blev tilskåret, så det kunne passe ind i marmorrammen. Idag er det flyttet til rummets venstre væg, mens altertavlen udgøres af en fresko af Jomfru Maria, udført af Giovanni Baglione.

Da Kapellet oprindeligt var tiltænkt Sakramentet, blev motivet i de mange kunstfærdige, udskårne og forgyldte stukrammer udformet derefter. På Buen ind til Kapellet er der malerier af Helligånden i form af en due, flankeret af Moses og David. I rummets loft er der et maleri af manna fra Himmelen, til venstre ses en engel og Elias og til højre Melchisedech og Abraham. På væggene har Baglione malet 2 profeter (måske Esajas og Malakias).

Kirkens APSIS (se foto af Alvaro de Alvariis) og APSISKUPPEL (se foto af Alvaro de Alvariis):

Den brede halvcirkelformede Apsis, der dækker over hele hovedskibets bredde, blev i midten af 1800-tallet bemalet af Vincenzo Pasqualoni med fresker, der vises San Nicola i Koncilet i Nikæa (San Nicola al Concilio di Nicea), der fandt sted i år 325. Til venstre sidder Kejser Constantin i sin kejsertronstol og lytter til Helgenens ord. Til højre står de pavelige udsendinge, Biskop Osio fra Cordova og de romerske præster Vincenzo og Vito.

Maleriet i Apsiskuplen skyldes samme kunstner, der her har gengivet Kristus på sin trone i Himmelen mellem Jomfru Maria og San Nicola. Nedenunder er der en allegori på den Katolske Kirke, hvor en båd med biskopper, ledet af Pave Pius IX, sejler gennem et stormfuldt hav, fuldt af rev og klipper. En stor drage vil fortære dem, men San Michele kaster sig imellem.

HØJALTERET:

står midt i Presbyteriet under en høj himmel, der er udskåret og forgyldt, og båret af 4 søjler i alabast. Alterbordet er et antikt kar i grøn ægyptisk porfyr, der indtil slutningen af 1500-tallet stod i Kirkens krypt, men derpå blev flyttet op under Højalteret af Kardinal Federico Borromeo. I hver side bæres marmorbordpladen af en bronzeengel. På karrets bagside er der 3 relieffer, et dyrehovede flankeret af 2 kvindeansigter.

Bag Alteret er der en gravsten for Kardinal Pietro Vidoni, der døde i 1830 og hvis urne er begravet i Kirkens Krypt. På gravstenen står: "Praecordia - Petri card. Vidoni - huiu. basil. diaconi - munificentissimi - in inferiory hypogeo - propre aram - condita sunt - anno sui obitus - MCCMXXX".

Foran Alteret er der nedgang til KRYPTEN og de underjordiske udgravninger af de antikke tempelfundamenter. Hernede kan man gå igennem 3 lange rum, der svarer til kirkeskibene ovenover. De var for en stor del tilgængelige i Middelalderen og nogle rum brugtes til magasiner. I Renæssancen begyndte man at udforske dem og lede efter antikke fund til salg og pynt i de riges palæer. I 1851 blev der foretaget større udgravninger, mens Kirken blev renoveret og kældrene fik opsat støttemure for at holde bygningen ovenover.

KRYPTENs venstre rum: her kan man i højre side længst inde se baserne til 6 doriske søjler fra Spes-Templet. I midterrummet er der søjlebaser fra det midterste antikke tempel og rester af en indgangstrappe. I begge rum er der fundet brønde og regnvandsrender. I Templet har der været nogle depoter for votiv-gaver. I det højre rum ses flere søjlerester, her fra det yderste af de 3 antikke templer.

VENSTRE SIDESKIB:

Endekapellet i venstre side er det såkaldte Cappella del Santissimo Crocifisso, tidligere Cappella di San Nicola di Bari. Loftskuplen er udsmykket med forgyldt stuk i snirkler og blomsterranker og biskopssymboler tilhørende San Nicola, til hvem Kapellet tidligere var viet. På venstre væg hænger et maleri fra det sene 1800-tal, udført af en ukendt kunstner. Det forestiller San Nicola mellem Kristus og Jomfru Maria. Alteret er i marmor og perlemor. På bordet står et Tabernakel, det vil sige et alterskab hvor hostien opbevares. Det er udført i nyere tid i metal. Som altertavle er der ophængt et trækrucifiks fra 1400-1500-tallet (se foto af Alvaro de Alvariis), som ifølge nogle overleveringer har tilhørt Den Hellige Birgitta. Fortællingen menes dog uden bund i virkeligheden. I 1923-1925 blev Kapellet nyindrettet og viet til Den Korsfæstede Kristus. I 1934 opbevaredes her et særligt relikvie, nemlig et blodbestænkt klædningsstykke, som siges at have tilhørt Kristus og i 1708 blev foræret til Kirken af Giulio Savelli. Det tilbedes især af lægbroderskabet Pia Unione del Preziosissimo Sangue, som blev oprettet i 1808 af Gaspare del Bufalo i et nu forsvundet kapel, der tidligere stod ved siden af Kirken.

I det venstre, korte "Tværskib", eller venstre del af Presbyteriet, hænger et maleri af Den Genopstande Kristus ("Cristo risorto"), malet i 1503-1506 af Lorenzo Costa. (Se foto af Alvaro de Alvariis). Det store maleri (4,50 x 3,10 meter), der også omtales som "Ascensione di Gesù" ("Kristi Himmelfart"), hang tidligere som altertavle i Cappella Aldobrandini (endekapellet i højre sideskib). For at passe til alteret i dette kapel, blev Costa's maleri tilskåret og led nogen skade i kanter og hjørner. Disse har man forsøgt at udbedre under en restaurering i 1969. Hvornår præcist maleriet er kommet til San Nicola in Carcere, vides ikke. Nogle mener i 1865, andre at det været i begyndelsen af 1600-tallet.

Midt i Venstre Sideskib findes indgangen til det bagvedliggende store Cappella di Nostra Signora di Guadalupe (se foto af Alvaro de Alvariis):

Kapellet er opført i 1400-tallet, men genopbygget i 1694 efter ønske af Francesco Alfonsi. Væggene er dækket af imiteret marmor og de 4 sider består af buer, der bæres af kraftige flade marmorsøjler, som øverst bærer en høj kuppel med kassetteudsmykning. Alt dette er kommet til i 1865 under Pave Pius IX, som det kan læses af en mindesten ved siden af orglet. Bag den bageste bue er der en dyb apsisniche med et halvkuplet loft udsmykket med rhombeformede kassetter i stuk indeholdende malede englebørn, der er udført af Luigi Martinori i 1862. Samme kunstner har også malet Profeterne i de trekantede felter mellem buerne. En stor marmorramme indrammer altertavlen, der består af en himmelblå baggrund, hvorpå der inde i en forgyldt strålekrans sidder maleriet "Madonna di Guadalupe", som blev bragt til Italien i 1773 af Jesuitiske Mexico-missionærer, der lod det ophænge i den nærliggende og i 1929 nedrevne Kirke Santa Maria in Vincis, hvorfra det så blev flyttet til San Nicola. På Kapellets højre væg ses et maleri af "L'Annunciazione" ("Bebudelsen"), udført i 1600-tallet af en ukendt kunstner af den toscanske skole. På den venstre væg hænger en 1800-tals kopi af maleriet "Assunzione della Vergine" ("Maria's Himmelfart") af Annibale Carracci.

Til venstre for Kirkens indgangsvæg er der - under maleriet "L'Immacolata Concezione" ("Den Ubestimmede Undfangelse") af Guido Guidi - en dør ind til SAKRISTIET, hvor man kan se 2 søjler og noget af overliggeren mellem disse, som stammer fra det antikke doriske tempel. Her findes også et 1700-tals krucifiks i træ og en kopi fra 1850 af Domenichini's maleri "Estasi di San Francesco" ("San Francesco i ekstase"), som hænger i Cappucciner-kirken: Santa Maria della Concezione dei Cappuccini i Via Veneto 27. Tidligere hang her også en anden kopi, udført under Pave Pius IX i 1850 af Costantini Brumidi. Det var en kopi af Guercino's maleri "Santissima Trinità" ("Den Hellige Treenighed"), der hænger i Kirken Santa Maria della Vittoria. Kopien hænger idag i begyndelsen af San Nicola's højre sideskib.

Før 1934 var rummet Dåbskapel, BATTISTERO, men denne funktion udførtes i 1400-1600-tallet i rummet til højre for indgangen, i nederste del af Klokketårnet.

På INDGANGSVÆGGEN, hvor det store orgel troner over indgangsdøren, sidder Pave Pius IX's våben mellem 2 store indskriftssten fra 1800-tallet. Den højre er opsat til minde om restaureringen af Cappella della Madonna di Guadalupe i 1865 og den til venstre til minde om den gamle indvielse foretaget af Pave Honorius II i 1128 (selvom der fejlagtigt på stenen er skrevet 1127). Nedenunder sidder en korbalkon i træ bemalet med blomster- og plantemotiver og stammende fra 1800-tallet. Våbensmærket i midten er for Kirkens administration, kaldet "lo stemma del Capitolo". Orglet, der er fra 1908 og bygget af Nicola Morettini, har samme dekoration.

Under korbalkonen sidder på muren til højre, ind mod Sakristiet, sidder en gammel indskriftssten med Fabi-familiens våben (2 dansende løver der holder et bjerg med 3 toppe) og derunder teksten: "D O M - virtute et numero fa - biorum clara propago - una olim potuit ponere - castra domus , en iacet - et paucis tota hic con - cluditur annis. Vix que Petrus superest hic mo - numenta dedit qvid qve - roe hev notum est nulli - superabille fatum tyrres - atque humiles mors - quatit equa casas - M CCCCLXXXVI". Fabi-familien var blandt de tidlige ejere af ruinerne af det nærliggende Marcellus-Teater og lod deres afdøde begrave i San Nicola-Kirken. Stenen omtaler et familiemedlem, Pietro Fabi, og årstallet 1486, men måske blev den allerede under restaureringerne i 1500-tallet flyttet og først i 1783 anbragt på sin nuværende plads. Denne oplysning ses nederst på stenen, hvor teksten er udført med en anden skrifttype: "Antonius Bovio Silvestri de Fabys - in lucem restitui curavit anno 1783".