|
|
|
Piazza Vittorio Emanuele II : Pladsens historie ----- Pladsen og dens omgivelser - kort fortalt ----- |
|
Området har været beboet fra meget gammel tid, allerede før byggeriet af den gamle Bymur, Servius-Muren, som i det 6.århundrede før Kristus indlemmede en del af Esquilin i Byen Rom, men udelod en anden del, hvor nutidens Piazza Vittorio ligger. Kvarteret var beboet, men der var også store øde områder, som blev brugt til begravelsesplads for slaver, forbrydere og fattigfolk. Pæne mennesker holdt sig helst derfra, så der var frit spil for røvere, mordere og andre lyssky elementer, som holdt til blandt de nødtørftigt tildækkede grave. Denne tilstand ændredes under Kejser Augustus, på hvis opfordring rigmanden Maecenas lod området sanere og forbedre med adskillige vognlæs god muldjord for derefter at anlægge en pragtfuld park med villa, lysthuse, fontæner og fiskedamme, beplantet med alskens eksotiske vækster og udsmykket med statuer. Maecenas testamenterede sin villa til Augustus og den kom således i Kejserhusets eje. Villaen lå lidt sydvest for nutidens Piazza Vittorio, men netop på Pladsens område anlagde Konsulen Lucius Elius Lamia omkring år 3 efter Kristus et andet pragtfuldt landsted, som kaldtes Horti Lamiani. Også dette overgik, måske allerede under Kejser Tiberius i perioden 14-37 efter Kristus, til at være Kejserhusets ejendom. I årene 222-235 var Alexander Severus Kejser og dermed ejer af landstederne på Esquilin. Og i det nordevstlige hjørne af nutidens Piazza Vittorio lod han rejse en monumentalfontæne, kendt i samtiden som Nymphaeum Alexandri og i eftertiden som Trofei di Mario. Ruinerne heraf rager stadig op blandt træerne ud for Via Carlo Alberto's udmunding. Et lille stykke vest for Pladsen stod en Byport i Serviusmuren, Porta Esquilina, der idag mest omtales som Gallienus-Buen. Herigennem gik den gamle gade Clivus Suburanus, som kom nede fra byen og næsten fulgte nutidens Via Carlo Alberto hen til vor tids Plads, hvor der var et lille torv foran Nymphaeum Alexandri og hvor gaden delte sig i 3 veje, som gik ud i landskabet udenfor Rom. En gik mod nordøst mod byen Tibur og kaldtes derfor ViaTiburtina (eller Collatina Vetus). Den kom senere til at gå ud gennem en byport i Den Aurelianske Bymur, som blev rejst i perioden 270-282, Porta Tiburtina, den senere Porta San Lorenzo. En anden gik mod øst i let nordlig retning (omtrent som nutidens Via Principe Eugenio) mod byerne Gabii og Praeneste og kaldtes derfor enten Via Gabina eller Via Praenestina. Den kom senere til at gå ud gennem en byport i Den Aurelianske Bymur, Porta Praenestina (Prenestina), den senere Porta Maggiore. Vejen indenfor Bymuren kaldtes også for Via Labicana. Den tredje gik næsten stik syd og ned til Lateranområdet (Praedia Lateranorum), det var den gamle Via Merulana, som gennemskar hele det område, der idag er kendetegnet af et netværk af ens lige gader, tværgader og rektangulære boligkarréer. Den ramte nutidens Via Merulana nede ved stykket mellem Via Alfieri og Via Galilei. I området nord for Via Praenestina, som på dette stykke også kaldtes Via Labicana, lå fra de sidste år før Kristi Fødsel et gravmonument, som man idag omtaler som "Casa Tonda" ("det runde hus"). Bygningen blev fjernet i 1886, da man anlagde Piazza Vittorio, men i 1975 fandt man rester af fundamentet under Pladsen, da man skulle grave ud til Roms metro. Graven var en cylinderformet bygning med en diameter på 20 meter, opsat på en kvadratisk base med sidemål på 24 meter. Indenfor de tykke mure havde den en grundplan i korsform. Man kender ikke ejerens navn, men nogle historikere mener, at der er tale om Maecenas' grav, som f.eks. Sueton fortæller lå i udkanten af Esquilin-området, ved siden af Digteren Horats' grav. To af de skulpturer, som prydede Nymphaeum Alexandri, gav anledning til fontænens senere navn Trofei di Mario, da man troede, at de forestillede krigsbytte (våben og skjolde), som hærføreren Gajus Marius havde hjembragt efter sejren over cimbrerne i år 101 før Kristus. (Trofæerne stammer imidlertid fra sejren over Catterne og Dakerne i de kampe, som blev udkæmpet under Kejser Domitian i år 89 efter Kristus). Men Pladsen kaldtes tidligt "ad Cymbros", "ved Cimbrerne" og Delli (se litt.note forneden) foreslår, at man måske efter Marius' sejr her på stedet har haft en lejr som bopæl for de tilfangetagne cimbrere, som Marius bragte med hjem til Rom. Måske har navnet og myten sin oprindelse heri. Man har udgravet rester af flere antikke bygninger på Pladsen og dens umiddelbare nærhed. En del har relation til de kejserlige ejendomme og det gælder også de mange statuer og dekorative elementer, som er kommet for dagen i årenes løb. Ved systematisk "skattejagt" i Renæssancen og århundrederne efter, ved Pladsens anlæggelse i slutningen af 1800-tallet, og nu senest ved udgravningen til tunnelbanen. Der er blandt andet fundet rester af et stort bygningskompleks med en teaterlignende konstruktion i halvcirkelform, en fontæne, en søjlegang omgivet af rum med freskobemalede vægge med parkmotiver, et mindre badeanlæg beklædt med udsøgt farvet marmor, en næsten 80 meter lang underjordisk gang, som var meget smukt udsmykket med blandt andet gulv i alabaster og kostbare søjler i giallo antico-marmor med kapitæler i forgyldt stuk. Andre rum var beklædt med marmor af typen ardesia nera, som var dekoreret med forgyldte arabesker. Man har også fundet vægbeklædning af forgyldte kobberplader med indsatte ædelsten og i et kælderrum et stort antal statuer, som man idag kan se i Museo del Palazzo dei Conservatori på Capitol i Sala degli Horti Lamiani. Man mener, at disse bygninger måske stammer fra Kejser Caligula's tid. Denne Kejser, som elskede overdådighed og pragt, holdt særligt meget af dette landsted, som han lod udsmykke uden at skele til omkostningerne. Efter Caligula's død, blev han til at starte med begravet i Horti Lamiani, men senere flyttet til slægtens grav. Fra Alexander Severus' tid har man fundet flere blyvandrør med Kejserens navn indgraveret, men ellers er det ruinerne af monumentalfontænen Nymphaeum Alexandri, som bærer vidnesbyrd om hans virke på stedet. På området vest for Pladsen lå mange velhavende borgeres domus og i et af disse grundlagde den kristne præst Eusebius en lille huskirke i anden halvdel af 300-tallet. Efter at han havde lidt martyrdøden her, blev der bygget en "rigtig" kirke over huset i slutningen af 300-tallet. Fra 400-tallet og de følgende århundreder fulgte nogle hårde perioder for Rom. Goterne belejrede og erobrede byen, goter og byzantiner skiftedes i perioder til at belejre og indtage byen. Yderområderne blev usikre og forladte, akvædukterne skåret over for at skade byens vandforsyning. Befolkningen blev dræbt eller ført væk som gidsler, de der kunne flygtede til sikrere steder, livet gik ned på et lavere blus og det store Esquilinområde kom til at henligge øde og forladt. Kun kirker og klostre holdt stand mellem de gamle pragtvillaer, der nu var omdannet til marker, enge, vingårde og græsningsarealer. I Pladsens nordvestlige hjørne lå - som også idag - Kirken Sant'Eusebio, men den tilhørende Klosterbygning endte med at være meget større end idag og rundt om den lå Celestiner-munkenes jorder. Syd herfor lå i Pladsens sydvestlige hjørne den lille kirke San Giuliano, som var bygget på et tidspunkt før 1200-tallet. Den blev revet ned i 1874 for at give plads til Piazza Vittorio. I slutningen af 1500-tallet, hvor Paverne begyndte at interessere sig voldsomt for udbygningen af området og for vejføring mellem de forskellige store kirker heroppe, var der stadig ikke nogen stor sammenhængende plads. Sixtus V lod anlægge en lang, lige vej, som fra Santa Maria Maggiore førte ned Santa Croce in Gerusalemme. Den gennemskar på denne måde det, som idag er Pladsens midterakse, men på begge sider rejste der sig mure ind til munkenes vinmarker og de landsteder, som formuende romere var begyndt at anlægge. Bag ruinerne af Nymphaeum Alexandri, som rejste sig bag et lille torv, der lå mellem Sant'Eusebio og San Giuliano, lå Villa Savelli, som senere kom til at hedde Villa Palombara. Efter endnu flere århundreder med landlig ro og fred, kun afbrudt af kirkelige processioner mellem de store kirker og af pilgrimmenes vandringer, blev "tornerosesøvnen" afbrudt af Roms erobring af de piemontesiske tropper og den efterfølgende udnævnelse til det nye samlede Kongeriges hovedstad med deraf følgende behov for ny bebyggelse. Esquilin blev genstand for en ny byplan. Her skulle bygges masser af nye lejligheder, anlægges smukke lige og nydelige gader, jerbane og station udbygges. Her opstod det nye "Quartiere Piemontese". Men midt i denne hektiske aktivitet valgte man at bevare en grøn plet, som blev til Piazza Vittorio Emanuele II. Den første byplan for området blev nedfældet i 1873 ("Piano Regolatore 1873") efter idé af arkitekten Alessandro Viviani, som havde ladet sig inspirere af et udkast, som Pietro Camporese il Giovane havde fremlagt for den i 1870 nedsatte Kommission, der skulle forestå udbygningen. Det var først meningen, at der midt på Pladsen skulle rejses et monument for Italiens uafhængighed og énhed, men denne idé blev aldrig til noget. Den store Plads, som har målene 316 x 174 meter, blev anlagt efter engelsk mønster som et stort, rektangulært rum med et haveanlæg i midten og herskabsboliger langs de omgivende gader, som går på alle Pladsens sider og midtvejs og i alle hjørner er forbundet med andre gader. Så begyndte udstykningen og et veritabelt byggeboom satte ind. Den første bygning i kransen omkring Pladsen blev rejst i april 1882, men allerede i 1887 blev Italien ramt af en økonomisk og byggemæssig krise, som nedsatte byggetempoet noget. Nogle af tidens store arkitekter tegnede bygninger til Pladsen. Zanotti stod for den første bygning, Gaetano Koch for de midterste huse på Pladsens langsider og Giulio Podesti for husene på de korte sider. Enighed var der om de høje buegange, som løber under alle facaderne rundt om Pladsen og de gader, som ligeledes omkranser den. (Læs her om de tilknyttede gader, om Pladsens bevoksnig og seværdigheder) Fra 1902 til engang i 1990'erne husede Pladsen et enormt og meget velbesøgt fødevaremarked, hvor mange romerske husmødre henlagde de daglige indkøb - og mange turister kom for at betragte den livlige handel og det maleriske folkeliv. Markedet er nu flyttet til nye, indendørs haller i den gamle Mælkecentral og de tidligere kaserner Caserma Sani og Caserma Pepe.
Litteratur om Piazza Vittorio Emanuele II: |