|
|
|
Piazza di Santa Maria Maggiore Mere om pladsen: |
|
PLADSENS HISTORIE: Lige fra Kirken Basilica Liberiana, nutidens Santa Maria Maggiore, blev bygget - måske allerede i årene efter 352, hvor Pave Liberius og patricieren Giovanni havde deres fælles drøm om Jomfru Maria, der ønskede Kirken bygget - mener man, at der opstod der en plads foran Kirkens hovedindgang. Stedet, der ligger på det højeste punkt af Cispiushøjen, var i Antikken temmelig bebygget, men mest med store og rige villaer. Her lå lidt længere mod nordvest det badeanlæg, som Naeratius Cerealis lod bygge, og under selve Kirken lå et stort huskompleks, som måske havde sammenhæng hermed. Det var muligvis det Domus Palmati, som det berettes, at menigheden fik forærende. Øst for nutidens Via Gioberti - og dermed lidt nord for pladsen foran denne - lå den store Basilica, som Junius Bassus lod opføre, og syd for pladsen lå måske i slutningen af 400-tallet huskirken Titulus Praxedis (der er dog ikke enighed om lokaliseringen af denne). Vest for Kirken lå - måske allerede i det 1.århundrede efter Kristus - Senatoren Pudens' hus og i midten af det 4.århundrede lod Pave Liberius tilsyneladende oprette Titulus Eusebii, forgængeren for Kirken Sant'Eusebio der ligger lidt længere mod sydøst. Alle disse bygninger var større ejendomme omgivet af haver eller gårde, så stedet har vel haft et grønt præg af villakvarter. Så kom de hårde år med belejringer og angreb af goterne, kampe mellem longobarderne og byzantinerne, ødelæggelsen af akvædukterne, fraflytningen af yderområderne.... Nu var området landligt med marker og enge, vingårde og urtehaver op til de nævnte kirker og de dertil knyttede klostre. Det er måske på dette tidspunkt, at pladsen fik navnet "Mons Superagius". Der er delte meninger om dette navn. Det er muligvis en forvanskning af "Sub Aggere" : "Under Agger". (Agger var det voldanlæg, som på dette sted trådte i stedet for bymuren i den gamle forsvarslinie. Og "Campus Viminalis Subager" var måske navnet på en for bebyggelse friholdt plads ved voldanlægget). Eller det kommer af udstrykket "Super Aggerem" : "Over Agger", fordi Cispiushøjen lå hævet over volden. Stedet betegnedes også som "Livio" efter det nærliggende Macellum Liviae. Rundt om pladsen foran Santa Maria Maggiore lå nu igennem Middelalderen små, gamle huse og mod syd murene omkring Klosteret ved Kirken Santa Prassede, samt mod nord fra 1259 Ospedale dei Cronici, som Kardinal Pietro Capocci havde ladet bygge for dem, der var ramt af sygdommen Helvedesild, den såkaldte "Fuoco di Sant'Antonio", ved siden af Kirken Sant'Andrea Cata Barbara, som var opstået på resterne af Junius Bassus' Basilica og idag er erstattet af Kirken Sant'Antonio Abate. Pave Nikolaus V gav i perioden 1447-1455 tilladelse til at hele kvarteret omkring Santa Maria Maggiore blev fritaget for skat. Således håbede han at kunne støtte handelen og salget til de mange tilrejsende pilgrimme. Under Pave Sixtus V blev området omkring Kirken ordnet, nivelleret og planeret og nye veje blev anlagt: Strada Felice, som fra Kirkens bagside førte mod nordvest ind til Pinciohøjen og Kirken Trinità dei Monti, og fra Piazza di Santa Maria Maggiore fortsatte mod sydøst ud til Kirken Santa Croce in Gerusalemme. I 1611 gav Pave Paul V den religiøse Orden "I Padri Passionisti", som passede Kirken, tilladelse til at lade arkitekten Flaminio Ponzio stå for byggeriet af en klosterbygning til højre for Kirken. Den store søjle, som står midt på pladsen, blev rejst i 1614 ad Carlo Maderno. Den stammer fra Maxentius' Basilica og øverst oppe anbragte man en bronzestatue af Jomfru Maria med Barnet. For foden af søjlen rejste man derpå en fontæne, tegnet af Carlo Maderno. I 1642 fratog Pave Urban VIII kirkeområdet skattefriheden, der havde varet i omkring 200 år. Munkene, der nu skulle erlægge afgifter af deres salg, protesterede, men Paven var ubøjelig. Dog gav han dem som erstatning et årligt beløb på 800 scudi, der dog var beskedent i forhold til deres tidligere indtjening. Pladsens udseende ændredes tilsyneladende ikke meget i disse år, det landlige præg bibeholdtes selvom mange af de mindre marker og vingårde blev opkøbt af de rige Kardinaler og familier og omdannet til store, sammenhængende landsteder. Villa Peretti-Montalto omfattede et stort område mod øst og inkluderede også små skove og vidstrakte marker, bag den jord som tilhørte Klosteret ved Sant'Antonio Abate. Mod vest lå stadig områder, som tilhørte Santa Prassede. Men kirkerne og klostrene skiftede udseende, de blev ombyggede, renoverede, fik tilbygninger og nye facader. I 1740'erne blev Santa Maria Maggiore udbygget med en ny forhal og facade til erstatning for den gamle, der stammede fra Pave Eugen III's tid. Og sidebygningerne på hver side af facaden blev ombygget og istandsat i samme stil. I 1870'erne kom de virkeligt store forandringer, da hele området fik en ny byplan og skulle omdannes til et stort beboelseskvarter for de mange nye tilflyttere, som kom til Rom, efter at byen var blevet hovedstad i det nye, samlede Kongerige Italien. De landlige områder blev opkøbt - ofte af boligspekulanter - og fra 1870-1880 skød der bygninger i vejret overalt. De gamle Middelalderhuse rundt om pladsen blev revet ned og erstattet af nye, mere eller mindre kønne, lejekaserner. Det gamle Kloster ved Santa Prassede med den smukke middelalder-klostergård blev revet ned og en ny bygning rejst i 1880 og indrettet til teknisk skole. Pladsen er knudepunkt for flere store og mange små gader og voldsomt trafikeret, selvom en trafiksanering og -omlægning omkring år 2000 har bedret på det. Pladsens naturlige centrum er Kirken Santa Maria Maggiore, hvis majestætiske facade rejser sig mod vest. Den facade, som vi ser idag, stammer fra 1740'erne og er tegnet af arkitekten Ferdinando Fuga. Ved dette arbejde blev den gamle facade delvist dækket, men man kan gennem buerne på Loggia'en på førstesalen skimte de meget spændende mosaikker fra slutningen af 1200-tallet. --- Læs mere om Kirkens Facade og Forhallen. På hver side af Kirken munder en trafikeret gade ud i pladsen. På nordsiden er det Via dell'Esquilino, der løber frem til Kirkehjørnet med den ældste af sidebygningerne (til højre for Kirkens facade), som stammer fra 1605, hvor Pave Paul V lod arkitekten Flaminio Ponzio stå for byggeriet. Pavens våben kan ses foroven i bygningsfacadens midterfelt. Ud for Kirkehjørnet udgår sidegaden Via Gioberti, der løber mod nord op til Stazione Termini og Via Giolitti. Efter Via Gioberti begynder den egentlige plads, der her afgrænses af den skæve facade på det store UPIM Varehus. Denne bygning, udført i jern og beton, følger ikke gadelinjen fra Via dell'Esquilino, men skyder sig frem på pladsen over mod Kirken. Den strækker sig fra midtvejs til det første gadekryds i Via Gioberti, har en skrå facade over mod Kirkens højre sidebygning og knækker derpå igen med en facade ned langs Piazza di Santa Maria Maggiore, hvor denne går over i Via Carlo Alberto. Varehusets stueetage udgøres af store butiksruder mellem jernpiller, mens de øvre 4 etager er i pudsede røde plader med en række smalle vinduer, hvoraf andensalens sidder forskudt og er højere end de øvrige. I det nordøstligste hjørne af Piazza di Santa Maria Maggiore udgår den brede Via Carlo Alberto, der fører ned til Piazza Vittorio Emanuele II og derfra under et andet navn videre ud til Kirken Santa Croce in Gerusalemme. Den gule 4-etagers ejendom på gadens venstre side huser Det Pavelige Institut for Orientalske Studier: "Pontificio Istituto Orientale" ved siden af Kirken Sant'Antonio Abate og Collegio Russicum. På den anden side af Via Carlo Alberto ligger mellem denne og Via Merulana en smuk 6-etagers bygning med tilhugne stenkvadre på stueetagens facade og på hushjørnerne. De nederste etager har høje vinduer, hvoraf det midterste er afsluttet med en bue. Mellem vinduerne pryder par af flade, hvide søjler facaden under de forskellige gesimser, som adskiller etagerne. Bygningen har 3 fag ud mod Via Carlo Alberto, 7 fag ud mod Piazza di Santa Maria Maggiore og 3 fag ud mod Via Merulana. Fagene mod pladsen er opdelt med 2 i hver side og derpå et bredt midterfelt med 3 buede vinduer mellem søjlepar. I stueetagen er der 3 fag på hver side af en stor portal med en dør mellem 2 søjler på høje baser som støtte for en række buer i stigende størrelse. Under disse bærer en overligger teksten "COLL -AP-POEN-S-M-M-DE-URBE". Her huses nemlig "Collegio Apostolico dei Penitenzieri di Santa Maria Maggiore", der tæller en del af Kirkens administrative personale, som er rekrutteret blandt Dominikanerne, kaldet Frati Predicatori. I pladsens sydøstligste hjørne udgår Via Merulana, der fører ud til Kirken San Giovanni in Laterano. Lige ved gadehjørnet løber en lille sidegade ved navn Via di San Giovanni Gualberto, som går ned til Kirken Santa Prassede. Hjørnebygningen, som optager karréen mellem Via Merulana med 3 fag, Via di San Giovanni Gualberti med 6 fag, Via di Santa Prassede med 9 fag og Piazza di Santa Maria Maggiore med 5 fag mod den yderste del af pladsen og 6 fag ud mod Via Liberiana, er en stor kolos på 6-7 etager i en enkel byggestil. Facaden er i puds, men den nedre del er pyntet lidt med et murstensmønster. Gesimser løber under anden- og fjerdesalen, hvor vinduerne er højere end de øvrige og forsynet med vandrette overliggere. Alle vinduer er i enkle rammer og huset ellers uden udsmykning. Via di Santa Prassede udgår fra det sydvestlige hjørne af Piazza di Santa Maria Maggiore ud for Via Liberiana og Kirkens hjørne. Lidt nede i gaden ligger på dens højre side Kirken Santa Prassede, der har sideindgang herfra. Hjørnehuset ud mod Pladsen er samtidig hjørnehus for Via dell'Olmata, der løber mod syd i en let vestlig retning (hvor Via di Santa Prassede løber i en let østlig retning). Også denne bygning er en stor kolos i enkel udførelse med stuk og murstensmønster forneden - ligesom huset på det modsatte hjørne - men har kun 4 etager, der alle er forsynede med høje, brede vinduer, som på første- og andensalen afsluttes med buer. Trediesalen har en del ekstra, mindre vinduer indsat mellem de store. Der er 6 fag ud mod Via di Santa Prassede og 9 fag ud mod Via dell'Olmata. Her lå tidligere et Benediktiner-Kloster i tilknytning til Kirken Santa Prassede og senere husede den nye bygning en afdeling af det naturvidenskabelige gymnasium "Liceo Scientifico Statale Isacco Newton". Bygningens brug har sat sit præg på dens ydre. Huset på den anden side af Via dell'Olmata ligger på hjørnet af Via Liberiana, der løber på Santa Maria Maggiore's sydside. Det er en nydelig istandsat 4-etagers bygning i puds med murstensmønster forneden. Facaden er enkel med smalle gesimser under vinduerne, der har buede og trekantede gavlfelter på førstesalen og blot vandrette overliggere på de øvre etager. Huset har 6 fag ud mod Via dell'Olmata og 12 fag ud mod Piazza di Santa Maria Maggiore og Via Liberiana, hvor der efter 4 fag i hver side er en stor flot portal mellem 4 slanke søjler, der bærer en lille balkon. Huset kaldes idag Palazzo Cassetta, men da det i slutningen af 1600-tallet blev opført af familien Ravenna, kaldtes det Palazzo Ravenna. Det er bygget på det sted, hvor der tidligere lå det såkaldte Patriarchio Liberiano, som brugtes til beboelse for præsterne ved Kirken Santa Maria Maggiore. Rester af de gamle mure kan ses i palæets gård og i gården til nabohuset Caserma Cadorna, der ligger i Via dell'Olmta. Rundturen på Pladsen slutter ved Via Liberiana og den sidebygning til Santa Maria Maggiore, som ligger ud til denne gade: Præsteboligen til venstre for Kirkens facade er bygget i perioden 1721-1743. Påbegyndt efter ønske af Pave Clemens XI, men først fuldendt under Pave Benedikt XIV. Der var også flere arkitekter om opgaven, idet Simone Costanzi udarbejdede projektet, som derpå blev tilendebragt af Ferdinando Fuga. Det er en lang og høj bygning i teglsten med 5 etager og kronet af en balustrade. Mellem etagerne løber der under vinduerne, der alle er indsat i rammer af travertin, en smalt travertinbånd. Et sidste glimt ud over Piazza di Santa Maria Maggiore stopper ved pladsens centrum, hvor der midt på pladsen knejser en høj, kanneleret søjle med korinthisk kapitæl. Den er udført i marmor af typen "imezio" og stammer fra Maxentius' Basilica på Forum. Det er den eneste søjle herfra, som er bevaret. Søjlen blev flyttet hertil i 1614 under Pave Paul V, der lod arkitekten Carlo Maderno tage sig af opgaven. Han lod søjlen opsætte på en høj base i marmor og travertin og udsmykkede hjørnerne med Borghese-familiens adelsmærker, ørnen og den vingede drage, udført i bronze af Giacomo Laurenziano. Øverst krones søjlen af en bronzestatue af Jomfru Maria med Barnet. Nedenfor søjlen er der foran den side, der vender mod Kirken, opsat en smuk fontæne, som er tegnet af Carlo Maderno. Hævet 4 trin over jorden troner her et stort, aflangt bassin i travertin med buede former, hvori en lille piedestal bærer et mindre, rundt kar, hvorfra vandet spyes ud. Nutidens fontæne er dog enkel i forhold til den oprindelige, der var meget rigere dekoreret. Da man i Middelalderen mente, at resterne af Maxentius' Basilica egentlig stammede fra Vespasian's Fredstempel, hængte denne opfattelse stadig ved søjlen, da den blev flyttet til sin nye plads og indskrifterne på basen fortæller netop om sammenhængen med Fredstemplet. --- Læs mere om indskrifterne!
Litteratur om Piazza di Santa Maria Maggiore: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|