Kirken San Lorenzo in Damaso ligger idag godt gemt inde i det store og kompakte Palazzo della Cancelleria, som har hovedfacade og hovedindgang ud mod Piazza della Cancelleria.

Til højre i Palæets facade findes en mindre portal, der giver adgang til Kirken. Portalen (1), der stammer fra 1500-tallet og er udført af Jacopo Barozzi kaldet "Il Vignola", er i marmor med en profileret rektangulær karm flankeret af 2 flade søjler, der tre fjerdedel oppe udvides i høje, svungne og udskårne konsoller, som bærer en vandret overligger i flere etager, hvor undersiden har udskåret mønster og højere oppe en frise i æggemønster. Over døren sidder et marmorskilt med teksten: "Basilica Parrocchiale - S. Lorenzo in Damaso.

Noget af udsmykningen består i basrelieffer af de farnesiske liljer til minde om Kardinal Alessandro Farnese, der bestilte portalen.

(Se foto af Alvaro de Alvariis)

På trædøren, som blev udført efter ønske af Kardinal Pietro Ottoboni og beklædt med bronzeudsmykning, hvoraf der idag kun resterer 2 relieffer, det ene af San Lorenzo og det andet af Pave Damasus I (San Damaso).

cop. Leif Larsson

KIRKENS INDRE:

Selve kirkebygningen menes at være tegnet af Donato Bramante, men bærer også mindelser om arkitekterne Antonio da Sangallo il Vecchio og Baccio Pontelli.

Forhallen: består af 2 sidekapeller og et midterrum, der har samme bredde som hovedrummets midterskib.

Hovedrummet (se foto af Alvaro de Alvariis): er opdelt i 3 skibe: 2 smalle sideskibe, der afsluttes i et mindre endekapel, og i midten et meget bredt hovedskib, som afsluttes af et stort højalterrum foran en dyb apsisrunding. Det højre sideskib er udvidet til dobbelt bredde, der sine steder giver indtryk af et ekstra sideskib.

Sideskibene er adskilt fra Hovedskibet af en række høje buer båret af store firkantede søjler med stukudsmykning i firkantede rammer ligesom underbuerne, mens der i de trekantede felter mellem disse er grottesker i stuk. Over buerne er der et højt felt inddelt i lange rektangulære rammer med profilerede kanter af forgyldt stuk. Heri er der en lang række malerier med scener fra San Lorenzo's liv.

Ovenover malerirækken løber en smallere frise med skiftevis runde, aflange og firkantede rammer, bemalet som forskelligtfarvet marmor. Over disse sidder i venstre side en række vinduer i høje nichebuer, mens disse buer på de andre vægge indeholder malerier i høje buede rammer.

Loftet: er et forgyldt kassetteloft i træ med dybe kassetter indeholdende blomsterrelieffer (se foto af Alvaro de Alvariis). Loftet blev nybygget i 1940'erne efter at en voldsom brand havde hærget den 31. December 1939. (Ved siden af Sakristiet findes et lille rum, hvori man kan se resterne af det gamle loft på Pius IX's tid, 1846-1878).

Gulvet: består af store geometriske flader i forskelligt farvet marmor.

Siden opførelsen i 1496 har rummet undergået en del ændringer, først under Kardinal Alessandro Farnese i 1500-tallet og senere under Kardinal Francesco Barberini, der i 1638-1640 lod Gian Lorenzo Bernini omforme Højalterrummet med Apsisbuen i barok stil. I 1799 indrettede man under den franske besættelse kirkerummet til hestestald og senere stod det forladt i en årrække. Trods en kortvarig restaurering i 1807 gentog ødelæggelsen sig under den franske besættelse i 1813 og først i 1816-1820 blev rummet genopbygget af arkitekten Gaspare Salvi, mens en restaurering i 1868-1882 af Virginio Vespignani førte rummet tilbage til renæssancestilen og næsten fjernede Bernini's tiltag.

FORHALLEN (2) :

er et smallere rum med krydshvælvet loft, hvor der lige til højre for indgangen på væggen sidder (3) en gravsten for Alessandro Valtrini, der var kammertjener for Pave Urban VIII og døde i 1633. Den er udført i 1639 af Gian Lorenzo Bernini's medarbejdere efter en tegning af mesteren (se foto af Alvaro de Alvariis). Ved siden af sidder en indskrift til minde om Kardinal Alberico Archinto, som var pavelig Vicekansler i 1756-1758. (Se foto af Alvaro de Alvariis). På søjlen overfor ses (4) et gravmæle for lægen Giovanni Pacini, der døde i 1567. Det tilskrives Giovanni Antonio Dosio.

cop. Bo Lundin

cop. Bo Lundin

cop. Bo Lundin

I højre side er der adgang til et lille kapel, (5) Cappella Ruffo, også kaldet Cappella di San Nicola. Udsmykningen er tegnet af af Nicola Salvi og der er til både vægge og gulv brugt udsøgte marmorsorter, med Kardinal Tommaso Ruffo's våbensmærke fra 1740-1753 i gulvet. Ruffo fik kapellet overdraget af Grev Caucci i midten af 1741. Loftet er freskobemalet af Corrado Giaquinto med motivet "Il Padre Eterno e san Nicola circondata da angeli e Virtù" ("Gud Fader og San Nicola omgivet af engle og dyder" - se foto af Alvaro de Alvariis). I hjørnerne ses "L'Umiltà" ("Ydmygheden"), "La Mansuetudine" ("Sagtmodigheden"), "La Fortezza" ("Tapperheden"), og "La Temperanza" ("Mådeholdet"). Altertavlen er et maleri af "La Vergine col Bambino tra Santi Filippo Neri e Nicola da Bari" ("Jomfru Maria med Jesus-Barnet mellem San Filippo Neri og San Nicola da Bari"), udført af Sebastiano Conca i 1743 (se foto af Alvaro de Alvariis). Til højre stården døbefont, som Kardinal Ottoboni bestilte i 1706 (se foto af Alvaro de Alvariis).
Oprindeligt overlod Kardinal Riario i begyndelsen af 1500-tallet kapellet til et lægbroderskab af flamske handelsmænd. I 1664 blev det udsmykket af Kardinal Francesco Barberini med et maleri af Clemente Maggioli forestillende Koncilet i Nikæa, samt et loftsmaleri af Giacomo Camasei fra 1678. Først i 1700-tallet forsvandt disse malerier under Nicola Salvi's restaurering, hvor den store marmorudsmykning kom til, efter at Kardinal Ruffo i 1741 havde overtaget rummet.

Venstre side:

På væggen til venstre for indgangen står en statue af Sant'Ippolito (6), som tidligere stod i Kirkens krypt (se foto af Alvaro de Alvariis). Det drejer sig om en kopi, som Kardinal Ottoboni i 1736 fik fremstillet af Bartolomeo Pincelotti efter en original, der idag står i Biblioteca Apostolica Vaticana.

I forrummets venstre side er der adgang til et andet lille kapel (7), kaldet Cappella del Santissimo Sacramento (Det Hellige Sakramente's Kapel). Det blev af Kardinal Riario overgivet til lægbroderskabet Confraternita del Santissimo Sacramento e delle Cinque Piaghe, som var grundlagt i 1508. I begyndelsen af 1700-tallet lod Kardinal Pietro Ottoboni rummet ombygge af arkitekten Ludovico Rusconi Sassi, da Kardinalen havde valgt dette rum til sit eget gravkapel. I loftet er der fra denne tid en fresko med motivet "Det Blodige Offer" ("Sacrificio cruento") malet af Cavalier Andrea Casali (se foto af Alvaro de Alvariis), som også har malet englene i hjørnerne. Altertavlen er Den sidste Nadver ("L'Ultima Cena") udført af Vincenzo Berrettini i 1818 (se foto af Alvaro de Alvariis). Alteret blev indviet i 1736 og hostiegemmet (monstransen) i forgyldt metal bærer Kardinalens navn og årstallet 1732.

KIRKERUMMET, første del:

er lige så dybt som forrummet, men har hele bygningens bredde. Man kommer herind gennem en af de 3 buer, der adskiller de 2 rum. Lige for står andre 3 buer, der giver adgang til hovedskibet, mens 2 smallere sidebuer giver adgang til sideskibene.

I højre side er der en dør indsat i en smuk 1400-tals portal (8) med profileret marmorkarm under et halvcirkelrundt felt med et fragment af et maleri med syngende og musicerende engle, udført af Giuseppe Cesari, kaldet Il Cavalier d'Arpino (se foto af Alvaro de Alvariis). Det er hvad der idag er tilbage af kunstnerens store freskoudsmykning af hovedskibets vægge, som Kardinal Alessandro Farnese havde bestilt i 1580'erne. Døren åbner ud til en smal korridor og Kirkens højre sideindgang fra Corso Vittorio Emanuele II. Ved siden af sidder en lille vievandskål med relief af Kardinal Riario's våben. Her er også en sort marmortavle med en mindeindskrift over Vittorio Camillo Massimo, død 1873. Øverst i den forgyldte ramme sidder en rondel med et portræt af den afdøde (se foto af Alvaro de Alvariis).

I venstre side (9) er der udgang til den indre gårdsplads i Palazzo della Cancelleria.

cop. Bo Lundin

Over døren ses en gravsten for Kardinal Luigi Amat, som var pavelig Vicekansler i 1852-1878.

På søjlerne overfor indgangsvæggen står 2 statuer i marmor. Til højre (10) er det San Carlo Borromeo, hugget af Stefano Maderno og dateret til 1610. Den stod oprindeligt i Cappella del Sacro Cuore. Til venstre (11) er det San Francesco Saverio, udført af ukendt kunstner (se foto af Alvaro de Alvariis).

HØJRE SIDESKIB:

5 buer og 6 søjler adskiller sideskibene fra Hovedskibet. Over buerne er der et højt felt inddelt i rammer med profilerede kanter af forgyldt stuk. Heri er der en lang række 1800-tals malerier (12) af Luigi Fontana med scener fra San Lorenzo's liv. Fra højre er der først et mindre maleri af "San Damiano che celebra la Messa" ("San Damiano afholder Messe" - se foto af Alvaro de Alvariis). Derefter følger over 3 buer et langt maleri af "San Lorenzo e Sisto II condotti al martirio" ("San Lorenzo og Pave Sixtus II føres til martyriet" - se foto af Alvaro de Alvariis). Til venstre er der et mindre monokromt maleri af "L'Elemosina di San Lorenzo" ("San Lorenzo uddeler almisser" - se foto af Alvaro de Alvariis).

Ovenover malerirækken løber en smallere frise med skiftevis runde, aflange og firkantede rammer, bemalet som forskelligtfarvet marmor. Over disse sidder en række høje nichebuer, der indeholder malerier i høje buede rammer. Det drejer sig her om billeder af (fra højre): "San Sebastiano" (se foto af Alvaro de Alvariis), "Martirio di San Bono e compagni" (se foto af Alvaro de Alvariis), "San Girolamo" (se foto af Alvaro de Alvariis), "Martirio di Santa Barbara" (se foto af Alvaro de Alvariis), og "Martirio di Sant'Ippolito" (se foto af Alvaro de Alvariis). I de små rondeller mellem de buede rammer er afbilledet hoveder af helgener og helgeninder.

På den første søjle til venstre findes (13) gravmælet for George Conn (i Italien kaldet Giorgio Coneo), som døde i 1640. Han var sekretær hos Kardinal Francesco Barberini, der i 1678 bestilte monumentet af Giuseppe Giorgetti og Lorenzo Ottoni. Denne udførte den afdødes portræt, mens den lille engel, som holder den ovale ramme, er af Giorgetti (se foto af Alvaro de Alvariis).

På søjlen overfor, til højre, sidder (14) gravmælet for Prins Camillo Massimiliano Massimo, død 1839, og Prinsesse Cristina Massimo Sassonia, død 1837. Det er udført i 1840 af billedhuggeren Filippo Gnaccarini. (Se foto af Alvaro de Alvariis).

I rummet til højre (15) ligger Cappella del Crocifisso (se foto af Alvaro de Alvariis), som optager den plads de 3 gamle familiekapeller Cappella del Galli, Cappella dei Massimi e Cappella dei Picchi, i sin tid ejet af disse familier (Galli, Massimi og Pichi) indtil de blev samlet i ét i 1582. Alteret herinde er udført i 1758 i mangefarvet marmor af Gian Domenico Navone. Herover ses et Krucifiks i træ, dateret til perioden slutningen af 1200-tallet til begyndelsen af 1300-tallet. Ifølge traditionen er det dette Krucifiks, som talte trøstende ord til Den Hellige Birgitta. På hver side af alteret ses nyere malerier af Santa Brigida di Svezia og Santa Veronica Giuliani. I loftet ses Kardinal Riario's våben.
Det gamle Cappella dei Galli var i sin tid viet til San Giacomo, mens Cappella dei Massimi var viet til Santissima Annunziata og Cappella dei Pichi til helgenerne San Nicolò, Santa Maria og Santa Caterina. Under Pave Clemens VIII (1592-1605) blev kapellerne samlet i ét større rum tilhørende familien Massimo og viet til det Krucifiks ("Crocifisso"), som opstilledes på alteret. Kapellet kaldes også "Cappella del Coro".

På søjlen midt for Kapellet står (16) gravmælet for Prinsesse Maria Gabriella di Savoia Massimo, død 1837, udført af Pietro Tenerani. (Se foto af Alvaro de Alvariis).

På den næste søjle står (17) gravmælet for Prins Francesco Saverio Massimo, der døde i 1848. Den afdødes portræt er her lavet i mosaik.

Det følgende kapel (18) - som findes ud for den 3. bue i søjlerækken - er Cappella del Sacro Cuore. (Se foto af Alvaro de Alvariis). Altertavlen er her et maleri af Det Hellige Hjerte mellem engle ("Sacro Cuore tra angeli"), som tilskrives Pietro Gagliardi og er udført i 1800-tallet. På væggene ses til højre: "Predica di Rinaldo De Giovanni a San Lorenzo in Damaso" ("Rinaldo De Giovanni's prædiken i San Lorenzo in Damaso") og til venstre: "Leone XIII approva la Società del Sacro Cuore di Gesù Agonizzante fondata da De Giovanni" ("Pave Leo XIII godkender De Giovanni's grundlæggelse af Società del Sacro Cuore di Gesù Agonizzante"). Kapellet, der opstod da en tidligere sideindgang blev muret til, blev i 1615 overgivet til Cesare Melotto, der ville vie det til San Carlo Borromeo, som for nyligt var blevet helgenkåret. I 1820 blev rummet udvidet og overladt til Compagnia del Sacro Cuore di Gesù Agonizzante.

På et murstykke ud for den 4. Bue står i en nichebue (19) Gravmælet for Kardinal Antonio de Luca. Det er udført af Giuseppe Prinzi, som har signeret det og dateret det til 1883. (Se foto af Alvaro de Alvariis).

I sideskibets gulv ses en gravsten for M. Antonia Olivieri, hustru til Costantino Gauttieri.

Ved søjlen til venstre herfor ses (20) Monumentet for Pellegrino Rossi, der døde i 1848, udført af Pietro Tenerani (se foto af Alvaro de Alvariis).

Herefter følger (21) en dør, der fører ind til Sakristiet, som udfylder de følgende rum i denne side af Kirken, der vender ud mod Corso Vittorio Emanule II. (Se foto af Alvaro de Alvariis). På døren, som stammer fra 1400-tallet, ses Kardinal Riario's våben og skriften "Sacrorum custodia". Over døren sidder en sten til minde om restaureringen under Pave Pius XII, efter den store brand i 1939.

I Sakristiet (22) kan man se mindesten for blandt andet arbejder under Kardinal Francesco Barberini, hvor Kirkens apsis blev renoveret og Piazza della Cancelleria udvidet.

Ved siden af Sakristiet er der et lille rum, hvori man kan se resterne af Kirkens loft på Pius IX's tid (1846-1878). Kirkens nuværende loft stammer fra genopbygningen i 1940'erne efter en voldsom brand i 1939.

Et andet siderum er Kirkens "kapitelsal", hvori munke og præster samledes ("Sala del Capitolo di S. Lorenzo in Damaso"), hvor loftet er smukt bemalet med grottesker rundt om Kardinal Riario's våben indsat i en forgyldt guirlande af blomster og frugter. Maleriet, der består af guirlander, dyr, blomstergrene, lysestager, amoriner, masker med mere, er udført i Giovanni da Udine's stil. På væggen ses et monument for Paolo Goddi fra 1535.
Dette rum var oprindeligt en del af Kardinal Riario's private gemakker.

For enden af højre sideskib ligger et par trin oppe et lille kapel (23), der også har dør ud til Presbyteriet. Det er Cappella della Madonna di Pompei, som blev genindviet i 1891 med et samtidigt maleri af Madonna di Pompei (udført af Domenico Monacelli) på alteret (se foto af Alvaro de Alvariis). Tidligere var det i 1502 af Lucenzio Cosciari blevet viet til helgenerne San Michele Arcangelo og Sant'Andrea Apostolo og forsynet med et basrelief af de 2 helgener, udført af Matteo da Milano, og med malerier af Antonio da Viterbo, kalder Il Pastura. Malerierne forestillede San Mauro og San Bono og var før tilskrevet Marzio di Colantonio; samt "Incoronazione di Maria" ("Maria's kroning") tilskrevet Perugino. Rummets marmorudsmykning stammer fra 1923.

I sideskibets loft ses Kardinal Riario's våben mellem udskårne roser.

HØJALTER OG APSIS (se foto af Alvaro de Alvariis):

Ud for de 2 endekapeller i sideskibene ligger det store Højalterrum (24), hævet nogle trin over kirkegulvet og afskærmet med en lav marmorbalustrade. Midt i rummet står den høje og imponerende Højalter-opbygning af Vespignani med 4 smukke søjler i alabast toppet af forgyldte kapitæler, der bærer en rundpuldet, forgyldt baldakin, hvor der i hvert hjørne sidder en statue af en engel. Selve alterbordet er i mangefrvet marmor ligesom baserne på de 4 hjørnesøjler.

Bag Højalteret runder Apsisbuen sig (25) . Den er opbygget af Virginio Vespignani i 1868 og toppes af en halvkuppel inddelt i stukfelter med forgyldte rammer indeholdende relieffer med gyldne grottesker rundt om de midterste 3 felter, som indrammer malerier af Dyderne : "La Carità" ("Kærligheden"), "La Fede" ("Troen") og "La Speranza" ("Håbet"), malet af Francesco Grandi (se foto af Alvaro de Alvariis). Øverst er der en glasmosaik med Helligåndens Due.

Under kuplen løber nogle smalle udskårne og bemalede friser og derunder et bredt felt med i hver side nogle tredelte nicher med plads til tilhørere. Herunder løber endnu et bredt felt med i hver side en bred nichebue bag hvilke der gemmer sig rum til korsangere og orgel (se foto af Alvaro de Alvariis). Den nederste del af nicherne udgøres af smalle balkoner med gennemstukket rækværk, båret af udskårne og bemalede konsoller. Mellem nicherne er der i dobbelt højde en stor buet ramme, der indeholder Altertavlen (26) , som er et maleri forestillende "Incoronazione della Vergine con i Santi Lorenzo, Damaso, Pietro e Paolo" ("Maria's kroning og helgenerne Lorenzo, Damasus, Peter og Paulus"), malet på trætavler af Federico Zuccari (se foto af Alvaro de Alvariis). I baggrunden forneden har Zuccari malet San Lorenzo's martyrium, hvor han blev lagt på en rist over et bål. Altertavlen blev bestilt af Kardinal Alessandro Farnese hos maleren Taddeo Zuccari, men han døde og lillebroderen Federico overtog bestillingen i 1566.

Nederst står langs hele Apsisbuen 3 rækker korstole i nøddetræ (se foto af Alvaro de Alvariis).

VENSTRE SIDESKIB:

5 buer og 6 søjler adskiller sideskibene fra Hovedskibet. Over buerne er der et højt felt inddelt i rammer med profilerede kanter af forgyldt stuk. Heri er der en lang række 1800-tals malerier (27) af Luigi Fontana med scener fra San Lorenzo's liv. Først er der til højre (mod Presbyteriet) et monokromt maleri af "Seppellimento di San Lorenzo" ("San Lorenzo's begravelse" - se foto af Alvaro de Alvariis). Derpå er der et langt maleri i midten forestillende "Martirio di San Lorenzo" ("San Lorenzo's martyrium" - se foto af Alvaro de Alvariis). Endelig er der til venstre et mindre monokromt maleri af "Episodi della vita di San Damaso" ("Scener fra Pave Damasus I's liv").

Ovenover malerirækken løber en smallere frise med skiftevis runde, aflange og firkantede rammer, bemalet som forskelligtfarvet marmor. Over disse sidder en række høje nichebuer, der indeholder vinduer i høje buede rammer. I de små rondeller mellem de buede rammer er afbilledet hoveder af helgener og helgeninder.

For enden af venstre sideskib ligger et par trin oppe et lille kapel (28) , der også har dør ud til Presbyteriet. Det er Cappella della Santissima Concezione (se foto af Alvaro de Alvariis), som i midten af 1600-tallet blev dekoreret med fresker af Pietro Berrettini da Cortona, men disse er desværre blevet fjernet i 1800-tallet. På alteret ses det meget dyrkede Madonna-billede Madonna di Grottapinta, som stammer fra den nu nedrevne Kirke San Salvatore ad Arco, det stod ved Campo de' Fiori. Billedet blev malet i 1100-tallet og bragt til San Lorenzo in Damaso før 1494. (Se foto af Alvaro de Alvariis). Det er et specielt billede, et "relikvie-maleri", der har et lille rum ved Madonna's hjerte, hvori der ligger nogle helgenrelikvier. Til dette hentyder teksten, som står langs billedrammen: "In hac ymmagine reconditae sunt reliquiae sa(n)ctoru(m) quadraginta martirum et Felix Papae et sanctorum Marci et Marc(ell)iani" ("I dette billede er henlagt relikvierne af 40 hellige martyrer og Pave Felix og helgenerne Marcus og Marcellianus"). Madonna er her fremstillet som en "Madonna Advocata"-type.
Rummet blev i begyndelsen af 1500-tallet af Kardinal Riario overdraget til lægbroderskabet Compagnia della Concezione, som var blevet grundlagt af Pietro Matuzzi i 1510. Den oprindelige dekoration gik tabt under Pietro da Cortona's renovering i 1634-1635. En mindeindskrift for foden af alteret bærer årstallet 1859 og beretter om den sidste ombygning i 1800-tallet.

På væggen ud for den 5. søjle i venstre side ses (29) Gravmælet for Kardinal Ludovico Trevisan, kaldet Mezzarota Scarampi, der døde i 1645 som Titel-Kardinal ved den gamle kirkebygning. Monumentet blev bestilt af Biskop Enrico Bruni i 1505. (Se foto af Alvaro de Alvariis).

Til venstre herfor er der i muren en niche med (30) maleriet "Madonna delle Gioie" ("Glædens Madonna"), som tidligere blev tilskrevet Cristoforo Roncalli, kaldet Il Pomarancio, og derfor mentes udført omkring år 1600. Idag anses det for et betydeligt yngre værk af ukendt kunstner. Nedenunder står en firkantet sarkofag i hvidt marmor som gravmæle for Biskop Aloisio Traglia, der døde i 1967. (se foto af Alvaro de Alvariis).

Op af den 3. søjle står vendt mod hovedskibet prædikestolen (31) i brunt træ og hævet nogle meter over kirkegulvet på 6 brune træsøjler med udskårne kapitæler. Selve prædikestolen består af 3 store kvadratiske træplader med en smal udskåren frise langs kanten og et rundt relief i midten (se foto af Alvaro de Alvariis). En enkel firkantet himmel topper arrangementet. (Se foto af Alvaro de Alvariis).

På væggen mellem den første og den anden søjle findes (32) Gravmælet for Giuliano Galli, der levede 1436-1488 og havde sit familiepalæ på det nordligste stykke af det der nu er Piazza della Cancelleria (se foto af Alvaro de Alvariis). Galli-familien havde eget gravkapel i den gamle kirkebygning og efter den nye bygnings opførelse i en del af det, der nu er Cappella del Crocifisso (i Kirkens højre side). Nedenunder ses en anden gammel gravsten, nemlig den for Kanniken Luca, der døde i 1421 (se foto af Alvaro de Alvariis).

Ud for den første søjle i venstre side står mod væggen (33) Gravmælet for Annibal Caro, der døde i 1566 (se foto af Alvaro de Alvariis). Det tilskrives Giovanni Antonio Dosio og er udført i 1567. Over monumentet sidder en marmorindskriftstavle med en tekst fra Pave Damasus' tekstsamling ("Carme Damasiano") omhandlende grundlæggelsen af den gamle kirke og det tilknyttede arkiv.

Sidst i venstre side er der som ovenfor nævnt en dør med udgang til (34) den indre gårdsplads i Palazzo della Cancelleria og over døren et gravmæle for Titel-Kardinalen Luigi Amat.

INDGANGSVÆGGEN, når denne ses inde fra Kirken (se foto af Alvaro de Alvariis):

Til højre er døren til Cappella del Santissmo Sacramento, det første kapel i Kirkens venstre side (se beskrivelse ovenfor). Herefter følger 3 buer båret af 4 firkantede søjler og til højre døren ind til Cappella Ruffo også kaldet Cappella di San Nicola, det første kapel i Kirkens højre side (se beskrivelse ovenfor).

Over de 3 buer og 4 søjler: er der et langt og højt felt i forgyldt og udskåret stukramme indeholdende maleriet (35) "San Damaso che riceve l'omaggio dei vescovi orientali" ("Pave Damasus I modtager gaver fra Østens biskopper" - se foto af Alvaro de Alvariis). Maleriet er af Luigi Fontana.

I det høje felt øverst på væggen er der 3 høje buer med forgyldte stukrammer indeholdende (fra venstre mod højre) malerier af "San Leone III e Carlo Magno" ("Pave Leo III og Karl den Store" - se foto af Alvaro de Alvariis), "Gregorio VII ed Enrico IV" ("Pave Gregor VII og Henrik IV" - se foto af Alvaro de Alvariis), og "San Pio V" ("Pave Pius V" - se foto af Alvaro de Alvariis). Også disse malerier er af Luigi Fontana.

Ved væggen til højre for indgangsdøren står en statue af Sant'Ippolito (se beskrivelse ovenfor).

På væggen til vestre for indgangsdøren hænger flere gravmæler og mindesten, blandt andre et stort mamormonument for Alessandro Valtrini (se beskrivelse ovenfor) og en mindeindskrift for Kardnal Alberico Archinto (se beskrivelse ovenfor).