Vi befinder os her i det antikke kvarter Regio IX Circus Flaminius (således kaldet af Kejser Augustus, der omorganiserede de gamle bykvarterer), i det der også kaldtes Campus Martius (idag Campo Marzio) : Marsmarken. Et stort fladt område lukket inde mod vest af Tiberens store bugtning nord for Capitol og af den lange, lige Via Flaminia / Via Lata (nutidens Via del Corso) mod øst. Regionens sydlige del kaldtes Prata Flaminia og her lå det store væddeløbsanlæg Circus Flaminius, der gav navn til hele kvarteret.

Området lå i Antikken udenfor Byen og bygrænsen, der kaldtes Pomerium, samt bymurene, hvoraf Servius-muren satte grænsen under Capitolhøjens nordskråning. I Roms første tid var Marsmarken blot et stort, åbent, fladt område. Det fortælles, at de etruskiske konger, Tarquinierne, ejede området som deres private landbrug. Da etruskerne blev forjaget og Republikken trådte istedet (år 509 før Kristus) blev området offentlig ejendom. Her dyrkedes ældgamle guder, blandt andet var der et meget gammelt Alter for Krigsguden Mars og områdets brug stod i hans tegn. Her holdt militæret til, der var troppeøvelser og hæren kamperede her - udenfor byen, da en hær kun ved Triumftogene måtte betræde Roms gader.

En anden gammel kult praktiseredes i den nordvestligste del, syd for nutidens Ponte Vittorio Emanuele II. Her lå Tarenturm med helligdommene for Dis Pater og Proserpina. Og her lå væddeløbsbanen Trigarium, hvor der afholdtes løb med vogne trukket af 3 heste.

Mod syd lå en stor park kaldet Villa Publica. Her afholdt man hver femte år en folketælling. Nord for Parken lå det såkaldte Saepta, hvor der holdtes valg til de forskellige offentlige embeder. Og efterhånden fyldtes Marsmarken med templer og søjlegange, teatre og sportshaller, samt termer. Det er rester af nogle af alle disse anlæg, som skal omtales nedenfor.

EN GENNEMGANG AF OMRÅDET:
(for en tur gennem nutidens område - se her!)

GADERNE:

Området var i Antikken gennemskåret af en række gader, der dels gik fra syd mod nord og dels fra øst mod vest. Vi ved, hvor flere af dem løb, men vi kender kun navnene på enkelte af dem.

Mod nord løb der - langs nutidens Via di Monte Brianzo - en lang skrå gade, der med et mere lige forløb lidt vest for nutidens Ponte Umberto I kom nede fra den vestlige del af området, hvor den udgik fra gaden Porticus Maximus (nutidens Via del Banco di Santo Spirito) lige syd for broens Pons Aelius (nutidens Ponte Sant'Angelo). Mod nordøst endte gaden med at passere nutidens Piazza Nicosia og munde ud i Via di Ripetta, lidt nord for Piazza Cardelli.

Området nord for denne gade udgjordes af Tiberens flodbred, der på dette område omtaltes som Ciconiae.

Lidt sydligere løb den øst-vest-gående lange gade, som mod vest næsten fulgte det forløb, som nutidens Via dei Coronari har. Den omtales som "Via Recta" (den lige gade) og fortsatte ind i området nord for Domitians Stadium, over nutidens Piazza di Tor Sanguigna og næsten stik øst over Via di Sant'Agostino, Via delle Coppelle og Via del Collegio Capranica, hvor den delte sig i en let nordgående gade, der førte op over Piazza Colonna's nordside til Via del Corso (datidens Via Lata), og en ganske let sydgående gade, langs nnutidnes Via della Colonna Antonina og Piazza Colonna's sydside til Via Lata.

Fra denne lange øst-vest-gående gade udgik flere gader mod syd og nord:

En løb langs vestsiden af Domitians Stadium ligesom nutidens Via di Santa Maria dell'Anima. En anden løb på Stadiums østside, omtrent som nutidens Corso di Rinascimento. Den fortsatte mod syd helt ned til Piazza di Sant'Andrea della Valle, hvor den så drejede mod vest. Undervejs havde den en sidegade ved nutidens Via degli Staderari. Denne løb videre mod øst til Via della Palomba, men krydsedes på Piazza di Sant'Eustachio af en sydgående gade med et forløb omtrent som nutidens Via del Teatro Valle.

Området nord for Pladsen udfyldtes af det store badeanlæg Thermae Alexandrinae, men nord for dette udgik atter en lang nordgående gade, nutidens Via della Scrofa og Via di Ripetta. Fra dennes østside startede - på højde med Via della Stelleta - en lille sidegade, som løb stik øst til Piazza in Campo Marzio, hvor den drejede skarpt mod syd og tildels fulgte Vicolo delle Coppelle's forløb til den mundede ud i Via delle Coppelle. Overfor dette sted løb der muligvis en lille gade mod syd, men dens eksistens og forløb er usikkert.

Længere fremme krydsedes den mod øst løbende lange gade, som her løb en smule nord for Via del Collegio Capranica, af en sidegade, der mod nord løb lidt øst for nutidens Via della Guardiola og frem til Via in Campo Marzio, som den derpå fulgte. Mod syd løb gaden ned mod Pantheon. På østsiden af gaden stod vist nok Basilicae Marcianae et Matidiae, der på sin anden side havde endnu en sidegade fra nord og ned til en mulig tværgade langs Via del Seminario.

Områdets østgrænse var den lange Via Lata, nutidens Via del Corso, som mod nordvest mødtes af de to sidegader nord og syd for Piazza Colonna og lidt længere mod sydvest af en lille sidegade langs nutidens Via di Pietra, samt næsten overfor af en østlig sidegade med en forløb som nutidens Via delle Muratte.

Nord for Via del Caravita krydsedes Via Lata af akvædukten Aqua Virgo, men man kender ikke til sidegader, før længere mod sydøst, hvor der lidt syd for Vicolo del Piombo udgik en sidegade, som løb skråt mod nordøst over Piazza dei Santi Apostoli og op til Serapis-Templet på Quirinalhøjens skråning ved nutidens Piazza della Pilotta. En sydligere sidegade med nogenlunde samme forløb svarede til nutidens Via Cesare Battisti, mens flere gader udgik fra Via Lata's vestside langs nutidens Via del Plebiscito, der dog syd for Via della Gatta drejede skarpt mod syd, og Vicus Pallacinae, som løb i den sydlige udkant af det areal, der idag optages af Kirken San Marco.

EN TUR I ANTIKKENS OMRÅDE:

begynder ved nutidens Ponte Umberto I - Her var der i Antikken ikke nogen bro, da Ponte Umberto først blev bygget i 1895, men blot en vej der som nævnt løb parallelt med floden og dens sandede bred kaldet Ciconiae. Et lille stykke mod nordøst af denne vej kom der senere til at stå en såkaldt "posterula" (1) en lille byport, som gav adgang til landingspladser ved flodbredden. Siden Kejser Aurelian's tid (270-273 efter Kristus), havde der også langs floden været bygget en forsvarsmur, men i 400-401 var den forfalden og frygten for en invasion af barbarer så udtalt, at Kejer Honorius lod den restaurere. På stykket mellem Pons Aelius mod vest (nutidens Pomte Sant'Angelo) og byporten Porta Flaminia (ud for nutidens Piazza del Popolo) var der 4 mindre porte, "posterule", hvorigennem man kunne kontrollere adgangen til floden, dens handelsskibe og landingspladser, samt opkrævningen af afgifter og skat af indkomne varer. Porten her omtales som "posterula IIII portarum" eller "posterula quatuor portarum", senere som: Porta Aquariolorum eller Porto Santa Lucia efter Kirken Santa Lucia della Tinta, der stadig står på samme sted, som den oprindeligt stod i 900-tallet efter Kristus - eller måske endog tidligere.

På stykket mellem nutidens Lungotevere Marzio og Via di Monte Brianzo har man udgravet et stykke murværk, som man mener stammer fra den gamle Aurelianske Bymur (2). Og lige syd herfor har man fundet rester af en gammel grav (3).

Mellem nutidens Via dei Soldati og Via dell'Orso har man syd for Vicolo dei Soldati ved nutidens Palazzo Altemps udgravet rester af en villa af typen "domus", som havde gulve i mosaikmønster og vægge med indlagte felter af marmor og glas (4). Ejendommen er dateret til den sene Kejsertid (perioden 312-553 efter Kristus).

Syd for Palæet lå ned mod Via di Sant'Apollinare markedspladsen Forum Sibidii (5), som i begyndelsen af 400-tallet efter Kristus anlagdes nord for Via Recta af Acilius Glabrio Sibidius og sønnen Anicius Acilius Glabrio Fausto, der var konsul sammen med Kejser Theodosius II i år 438 efter Kristus. Nogle mindetavler herom er fundet i området.

Øst for nutidens Piazza di Sant'Apollinare har man udgravet et stykke blyvandrør med indskriften "Aurelius Telesforus" og "Aelia Lucilla", hvorfor man mener, at parret, som levede på et tidspunkt i perioden 180-312 efter Kristi fødsel, har haft en ejendom her (6).

Syd for Forum Sibidii og nutidens Piazza di Sant'Apollinare lå det store Stadium Domitiani (7) på den anden side af den tværgående Via Recta. Kejser Domitian lod den store væddeløbsbane og sportsplads opføre i år 86 efter Kristus som Roms første sportsbygning i sten. Selve pladsen udgjordes af det, der idag kendes som Piazza Navona, mens tilskuerpladserne var opført langs pladsens sider og for en stor del idag gemmer sig i de ovenpå byggede huse.
I palæet overfor Tor Sanguigna ses i den buede facade en stor niche med rester af Stadiums mure (8).
Under Kirken Sant'Agnese in Agone findes idag også rester fra Stadium (9).
På Pladsens modsatte side kan man i den korte sidegade Corsia Agonale under søjlegangen i en niche ved nr.10 se nogle flade travertinsøjler fra Stadiums langside (10).
Obelisken (11) på Pladsens midterfontæne, Fontana dei Fiumi, stammer derimod ikke fra Stadium, men fra Maxentius' Circus på Via Appia.

På begge sider af Stadium flankeredes dette af sydgående gader, som muligvis startede oppe ved Via Recta. Den vestligste gade - der svarer til nutidens Via di Santa Maria dell'Anima - mener arkæologen Rodolfo Lanciani kan være kaldet "Ad Duo Furna" : "Til de 2 ovne", mens man ikke kender navnet på den østligste - der svarer til Corso di Rinascimento. Den vestlige sluttede muligvis i en tværgade syd for Stadium, men den kan også godt have haft en sydgående fortsættelse, som vi ikke kender idag. Den østliges forløb er derimod kendt, den fortsatte efter tværgaden og øst om en anden af Domitians bygningsværker, det såkaldte Odeum, samt mod sydvest forbi vestsiden af Theatrum Pompei.

Odeum (12) var en halvcirkelformet teaterbygning, som Domitian havde ladet opføre til musikkonkurrencer. Bygningens særlige form kan idag aflæses i gadebilledet mellem Via della Cuccagna og Piazza di San Pantaleo mod vest og Palazzo Massimo's buede facade (13) mod Corso Vittorio Emanuele II mod syd. En søjle fra Odeum (14) står idag på den lille Piazza dei Massimi overfor Via di San Giuseppe Calasanzio i det område, hvor Odeum's scene lå.

Vest for Odeum har man udgravet en statue af Livia (15) i området lidt nord for Piazza San Pantaleo. Længere mod nordvest står idag på et gadehjørne ved Piazza di Pasquino "den talende statue" Pasquino (16) , som egentlig forestiller Menelaos og stammer fra en kopi af en statuegruppe, udført i Rom i første halvdel af det 3. århundrede før Kristus.

Syd for Piazza San Pantaleo er der under Museo Baracco udgravet rester af et "domus", dateret til perioden år 14-80 efter Kristus (17). Huset var rigt dekoreret med en gårdsplads med store marmorfliser og et marmorkar. Det blev senere ombygget i midten af 300-tallet til at rumme en større og endnu rigere residens med bemalede mure og intarsia i kostbare marmorsorter.

Som nævnt afgrænsedes østsiden af Odeum af en sydgående gade, som vi ikke kender navnet på. Hvad der fandtes øst for denne har vi derimod rimelig godt styr på. På arealet mellem Via degli Staderari i nord og lidt syd for Largo del Teatro Valle i syd stod - flankeret af Corso di Rinascimento og Via Monterone - en stor, rektangulær søjlegang, Porticus Boni Eventi, med midt på den indre plads helligdommen Templum Boni Eventi (18).

Syd for dette store anlæg lå et andet, men mindre anlæg, som måske var den såkaldte Lacus Cuniculi (19). Selve søen eller dammen, der tilsyneladende var omgivet af nogle mure og pladser, lå mellem Piazza della Valle, nord for Piazza Vidoni, og fulgte næsten Corso Vittorio Emanuele II's forløb, dog i en mere nordøstlig retning.

Øst for de ovenfornævnte anlæg løb en gade, hvis sydlige afslutning vi ikke kender, men som mod nord lader til at være udgået fra en tværgade nord for Porticus Boni Eventi og lige syd for Via degli Staderari.

På nordsiden af denne gade lå - øst for Stadium Domitiani det store anlæg Thermae Alexandrinae (20), bygget under Kejser Alexander Severus omkring år 226 efter Kristus på det sted, hvor tidligere Nero's Termer havde stået. Rester af bygningsværket findes idag stadig i området mellem Corso di Rinascímento og Via della Rosetta / Piazza della Maddalena, samt i Via di Sant' Eustachio (79). Badeanlægget med bygninger, gårdspladser, haveanlæg, mure og større og mindre halvcirkelformede nicher optog hele omtådet mellem Corso di Rinascimento i vest, Via di Santa Giovanna d'Arco og Via del Pozzo del Cornacchio i nord, Piazza della Rotonda i øst og Salita dei Crescenzi, samt halvdelen af nutidens Palazzo Madama i syd.

På Piazza di Sant'Eustachio var der muligvis en fontæne næret af akvædukten Aqua Alexandrina (21), som førtes ind i byen fra Via Prenestina gennem underjordiske rør.

Langs nutidens Via degli Staderari lader der - som nævnt ovenfor - også til at have løbet en tværgade mod øst, over Piazza di Sant'Eustachio og forbi den sydgående gade øst for Porticus Boni Eventi, samt længere mod øst lidt nord for Via della Palombella, hvor den tilsyneladende mundede ud i endnu en sydgående gade, som kom oppe fra området, hvor senere østdelen af Thermae Alexandrinae kom til at ligge. En gade, der løb langs vestsiden af Pantheon og de tilknyttede bygninger.

Hvor langt mod syd denne gade strakte sig, vides ikke, men den kan godt have haft et forløb som nutidens Via della Torre Argentina, som mod syd munder ud i det område, hvor de store Søjlegange i forbindelse med Pompeius' Teater stod. Lige nord for nutidens Corso Vittorio Emanuele og Largo della Torre Argentina strakte sig mod nord - med en bredde omtrent svarende til Pantheons - Agrippa's Termeanlæg (22), opført i årene 25-20 før Kristus. Rester af nogle buer kan ses i Via dell'Arco della Ciambella. Anlægget strakte sig med sine mange bygninger, gårde og sportspladser mellem Via della Torre Argentina og Via dei Cestari og sluttede syd for Via della Palombella, hvor den gamle Basilica Neptuni stod (23). Rester af denne bygning kan idag stadig ses på sydsiden af Pantheons runiding. Basilica Neptuni var opført af Agrippa og genopbygget under Kejser Hadrian. Nutidens Via della Palombella løber tværs igennem bygningens store aula. Komplekset blev senere under Kejser Alexander Severus kendt under navnet Bibliotheca Panthei.

Nord for Basilica Neptuni rejser sig den dag idag den store runde kolos kaldet Pantheon (24), oprindeligt bygget i årene 27-25 før Kristus af Agrippa og viet til "alle guder" (="pantheon"). Fuldstændigt genopført i 118-125 efter Kristus under Kejser Hadrian efter en voldsom brand. Og i 609 omdannet til Kirken Santa Maria ad Martyres af Pave Bonifacius IV. Det er netop denne omdannelse, der har udvirket, at det gamle Tempel har kunnet stå næsten uændret til vore dage.

På Pladsen nord for Pantheon står idag en fontæne med i midten en Obelisk (25), der stammer fra Heliopolis i Ægypten, hvor den blev udhugget under Ramses II i det 13. århundrede før Kristus. Området heroppe var i sin tid omgivet af en stor søjlegang, som strakte sig fra Pantheons indgang i syd til Via del Collegio Capranica i nord, og mellem Piazza Rondanini i vest og den sydlige strækning af Via del Collegio Capranica i øst. Det var muligvis den såkaldte Basilica Alexandrina (26), der stod her. Den var bestilt af Kejser Alexander Severus, skulle måle 30 x 300 meter, men blev muligvis aldrig fuldført.

Nord for Thermae Alexandrinae og søjlegangen om den formodede Basilica Alexandrina løb den tværgående gade, Via Recta, som vi også har mødt nord for Domitians Stadium. Forløbet var her omtrent som nutidens Via delle Coppelle. Den havde som tidligere nævnt er nordgående sidegade med et forløb som nutidens Via della Scrofa og et stykke ude af denne en tværgade, parallelt med Via Recta. Den slog dog et skarpt knæk ved Piazza in Campo Marzio og drejede ned mod Via Recta, omtrent som Vicolo delle Coppelle.

På begge sider af disse sidegader lå muligvis det, der kaldtes Nemus Thermarum (27), en lille lund eller skov ved Termeanlægget, men sædvanligvis viet til en guddom.

På østsiden af Basilica Alexandrina løb en gade, der mod syd muligvis startede ved Pantheons forplads og - efter at have krydset Via Recta - løb stik nord (lidt øst for Via della Guardiola) til den mødte nutidens Via di Campo Marzio, hvor den antikke gade knækkede og fulgte samme forløb som nutidens gade. På østsiden af denne gade lå - og ligger stadig højdedraget Montecitorio (28), et område der allerede tidligt blev benyttet til de store kejserlige ligbål, men efterhånden brugtes som affaldsplads for ituslåede amfora'er og lignende, der blev til overs, når varerne fra den nærliggende havn og toldstation blev fragtet i land. Måske er der her tale om en form for "Monte Testaccio", det store potteskårsbjerg, der ligger syd for Aventinhøjen.

Man har lokaliseret flere interessante monumenter her: mod vest det såkaldte Ara Consecrationis Antonini Pii (29), som har ligget omkring nutidens Via del Ufficio del Vicario. Og højere oppe mod nord har Columna Divi Antonini Pii (30) stået. Midtvejs på Via della Missione og mod øst stod et andet indviet alter (31), samt Ara Consecrationis Marci Aurelii (32). Omkring Via dell'Impresa menes muren rundt om Augustus' ligbål, den såkaldte "kaustra" (33), at have været. Syd herfor og ned mod Piazza Montecitorio har der været flere grave: Sepulcrum Caesaris (tumulus Iuliorum) (34) og Monumentum C. et L. Caesarum (35), samt muligvis Sepulcrum L. Cornelii Sullae (36). Endelig stod der mod øst og ikke så langt fra Via Lata det, der måske var Templum Divi Antonini (37).

Syd for Montecitorio lå et trekantet areal mellem de 2 østgående gader, der førte frem til Via Lata på henholdsvis nordsiden og sydsiden af Piazza Colonna. Midt i stod her det såkaldte Domus Adrasti (38), som den kejserlige frigivne Adrastus havde fået tilladelse til at bygge bag Marcus Aurelius søjlen (om denne: se nedenfor).

Lidt sydøst herfor (39) boede muligvis Tribunen Julius Martialis, som levede omkring år 69 efter Kristus.

På nutidens Piazza di Montecitorio står idag en ægyptisk obelisk (40), kaldet Obelisco di Psammetico II, stammende fra Heliopolis og udført i beyndelsen af det 6. århundrede før Kristus, men bragt til Rom under Kejser Augustus i år 10 før Kristus for at fungere som gnomon i hans store solur, der blev anlagt lidt længere mod nord ved nutidens Piazza del Parlamento.

Syd for Via Recta og lidt øst for den sydgående del af Via del Collegio Capranica har man fundet rester af en antik fontæne, et såkaldt Nymphaeum (41) og syd herfor stod med nordgrænsen ved Via delle Colonnelle anlægget, der kaldes Basilicae Marcianae et Matidiae (42). To Basilica-bygninger viet til henholdsvis Marciana og Matidia af Kejser Hadrian omkring år 119 efter Kristus. Marciana var Kejserens moder og Matidia hans svigermoder. De 2 bygninger mener at have været indrettet i de 2 lange søjlegange, som flankerede et Tempel for Matidia (43), som stod i den sydlige del af det lange træomkransede anlæg, omkring nutidens Via dei Pastini. I Vicolo della Spada d'Orlando kan man stadig se rester af en teglstensbygning og en søjle i cipollino-marmor, som er rester fra Templum Matidiae.

Anlægget med søjlegange, træ-alléer og mure afgrænsedes mod vest af den sydgående gade langs østsiden af Basilica Alexandrina og mod øst af en anden sydgående gade, der løb omtrent som Via della Guglia. Den sydligste del af anlægget nåede ned til Via del Seminario, hvor der her - på højde med Pantheons forhal - antagelig løb en smal gade, der fortsatte mod øst ligesom nutidens Via del Seminario.

Syd for denne gade lå endnu et lang, smalt anlæg, flankerende Pantheon, Basilica Neptuni og Thermae Agrippa mod vest og flere andre templer og bygninger mod øst (Iseum, Serapeum, Delta og Horreum) på en linie langs nutidens Via del Gesù. Det var den gamle Saepta Iulia (44), hvor de tidlige valghandlinger fandt sted. Efter en ombygning af Agrippa fik området i år 26 før Kristus sit nye navn til ære for den Iuliske familie. Mod syd endte Saepta i en tværgående bygning, der måske var den fra kilderne kendte Domus Palis (45), beliggende på og lidt nord for nutidens Corso Vittorio Emanuele II i den bygning, der tidligere husede det såkaldte Diribitorium.

Syd for denne store gade, der effektivt har gennemskåret tidligere tiders bysammenhæng, lå mod øst det store tempel-område, er idag kaldes Area Sacra di Largo Argentina (46), syd for Domus Palis / Diribitorium de store søjlegange Porticus Minucia Frumentaria (47), og øst herfor dels nogle uidentificerede bygninger og dels en større lagerhal, Horreum (48).

Langs med Horreum lå et andet søjleomkranset grønt område, kaldet Divorum (49), der strakte sig fra den antikke gade Vicus Pallacinae i syd til et sted på højde med nutidens Piazza Grazioli, hvor områdets nordøstmure har stået. Divorum var anlagt under Kejser Domitian, måske som erstatning for tidligere helligdomme i Villa Publica. Pladsen var mod øst adskilt fra Horreum af en gade, der kom fra syd i et lidt skævt forløb, lidt øst for nutidens Via dell'Aracoeli. Horreum sluttede iøvrigt lidt sydligere end Divorum og havde i det nordvestlige hjørne et trekantet afskæring med et lille grønt anlæg, kaldet Delta (50). Her fandtes måske - omkranset af en søjlegang - et lille vandbassin med vand fra Nilen, da anlægget menes at have haft forbindelse til de mod nord liggende Templer for de ægyptiske guder Isis og Serapis.

Lige nord for Delta var der tilsyneladende en åbning i søjlemuren omkring Saepta Iulia, så man herfra kunne passere ind igennem en skrå mur om det lige nordfor stående Serapeum. Et halvcirkelformet med søjlegang omgivet Tempel for Serapis (51), der ud for sin bredeste side - mod nord - havde et andet gennemgangsområde med en stor bue i hver side, mod øst ved Kirken Santa Caterina da Siena og mod øst i den vestlige del af Piazza del Collegio Romano. Et lille stykke af det, der engang var en stor 3-buet Triumfbue og senere kaldtes "Arco di Camigliano" (78), kan idag ses på hjørnet af Via del Piè di Marmo og Via di Sant'Ignazio.

Mellem Delta og Serapeum har man fundet en grænsesten ("cippo") (52) fra Hadrians Bymur fra år 121 efter Kristus. Heroppe står idag på hjørnet af Via del Piè di Marmo og Via di Santo Stefano del Cacco et statuefragment, en gigantisk fod ("pie(de)") i marmor, hvor man tydeligt ser sandalens snøringer (77).

Ved siden af Serapeum lå der, lidt nord for Divorum på det sted hvor Kirken Santa Marta senere kom til at stå, et lille rundtempel for Minerva Chalcidicae (53), som var opført af Kejser Domitian før år 94 efter Kristus. Et stykke nord for Piazza del Collegio Romano og lidt øst for Via di Sant'Ignazio har man udgravet en statue, som man kaldte for "Minerva Ludovisi" (54). Den har imidlertid intet med Minerva-Templet at gøre, men er antagelig en statue af sundhedens gudinde Igea (på græsk Hygieia, på dansk kaldet Hygæa). Statuen, som i starten blev anset for at være af gudinden Athene, findes idag i Museo Nazionale Romano i Palazzo Altemps.

På vestsiden af Via di Sant'Ignazio lå - op imod Saepta Iulia, men adskilt fra denne af en lang søjlegang kaldet Porticus Meleagri (56) - det såkaldte Iseum, Templet for Isis (55). Selve Tempelbygningen stod syd for nutidens Via del Seminario, lidt vest for Piazza di San Macuto, for enden af en lang gang flankeret af rækker af træer. Templet blev måske grundlagt allerede i år 43 før Kristus, men efter en brand genopført under Kejser Domitian i år 80 efter Kristus. På grund af sin beliggenhed på Campus Martius kaldtes gudinden her også for Isis Campensis.

Svarende til Saepta's østlige søjlegang, Porticus Meleagri (se ovenfor), stod der også en på anlæggets vestside, ind mod Pantheon, på nutidens Via della Minerva. Den kaldtes Porticus Argonatarum (57).

Over nutidens Piazza di Sant'Ignazio løb der skråt fra nordøst en del af akvædukten Aqua Virgo, som Agrippa lod bygge og indvie i år 19 før Kristus først og fremmest for at skaffe vand til det store Termeanlæg (Thermae Agrippae), som han 5 år senere lod opføre. Fra Roms østlige udkant transporteredes vandet 20 kilometer, hvoraf størstedelen foregik i rør under jorden. Ifølge vandinspektøren Frontinus' optegnelser sluttede Aqua Virgo lige ved Saepta Iulia. Ved det sidste stykke, lige ved trappen til Kirken Sant'Ignazio, har man fundet et stykke blyvandrør (58) med en indskrift vedrørende det nærliggende Templum Matidiae.

Nord for mutidens Piazza di Sant'Ignazio stod Hadrian's store Tempel, Templum Divi Hadriani (59), af hvilket man stadig kan se rester i form af store søjler indkapslet i Palazzo della Borsa på Piazza di Pietra. Mod vest lå Tempelpladsens mur ud mod den gade, der løb øst for Templum Matidiae. mod øst nåede murene næsten ud til Via Lata ved nutidens sidegade Via di Montecatini. Mod nord nåede anlægget et stykke op i nutidens Via dei Bergamaschi, fordi der her lå en ekstra søjlegang med en halvrund apsis. Søjlerne på Piazza di Pietra stammer fra selve den mod øst vendte Tempelbygning.

En kort gade gik tilsyneladene fra Templet og mod nordøst op til Via Lata. På nordsiden af denne stod muligvis det tidligere omtalte Domus Iulii Martialis (39) og noget nordligere og mod vest (nord for nutidens Via della Colonna Antonina) det ligeledes tidligere omtalte Domus Adrasti (38).

Vi er nu nået op til Piazza Colonna, hvor der mod vest måske var begravelsesplads for Cnaeus og Publius Cornelius Scipio (60). Pladsen omkransedes af 3 antikke gader, en mod nord og en mod syd, samt Via Lata mod øst. Midt på Pladsen står Marcus Aurelius Søjlen (61), et minde som Det Romerske Senat lod rejse over den i 180 efter Kristus afdøde Kejser.

Via Lata fortsatte mod nord til Byporten og blev derpå til udfaldsvejen Via Flaminia. Dens forløb fra Piazza del Popolo og ned til Piazza Venezia svarer til Via del Corso idag. Også i Antikken var der masser af bygninger langs gaden. Overfor Piazza Colonna (63) og mod nord (62) lå der flere store "insula", lejlighedskomplekser, og det gjaldt også for stykket nord for nutidens Via delle Muratte (64) .

Lidt nord for Via del Caravita løb Via Lata under en stor triumfbue, Arcus Claudii (65), der også bar nogle rør med vand fra Aqua Virgo.

Syd herfor stod på gadens østside en aflang bygning med nærmest hesteskoformede Søjlegange, den såkaldte Porticus Vipsania (66), hvis sydlige del stod lidt nord for nutidens Via dell'Umiltà.

Syd for denne gade lå også flere bygninger, blandt andet et dåbskapel fra den tidlige Kristne tid (67), og den romerske matrone Lucina's hus (68), hvori de kristne samledes til andagt. Det blev senere til den lille kirke Titulus Sancti Marcelli og derpå til Kirken San Marcello.

Syd for nutidens Via dei Santi Apostoli spændte endnu en Triumfbue over gaden, Arcus Novus Diocletiani (69) og overfor denne stod på vestsiden en søjlegang med nogle lagerbygninger, Horreum (70), som siden indrettedes til Diakoni og kapellet Oratorio di Santa Maria og til Kirken Santa Maria in Via Lata (71).

Lidt syd for nutidens Vicolo del Piombo løb der mod øst en sidegade, og det gjorde der ligeledes længere mod syd ved Via Cesare Battisti. Overfor stykket mellem disse stod også en insula-bygning (72), hvis rester er opdaget under palæet mellem Via Lata og Vicolo Doria.

Under nutidens Via del Plebiscito har man udgravet rester af en bygning, måske et "domus", dekoreret med fresker (73), og vest herfor og tæt på Via degli Astalli lå et gammelt alter for guden Mars, Ara Martis (74), som måske blev restaureret i perioden 14-80 efter Kristus. Mod vest stødte alterets hjørnemur op til muren omkring det tidligere omtalte Divorum (49).

Syd for Via del Plebiscito stod blandt andet den oldkirke, Titulus Sancti Marci (75), der senere blev til Kirken San Marco, og øst for denne måske lejlighedskomplekset Insula Felicles (76).