I disse århundreder fjernedes efterhånden alt marmor fra bygningen og med tiden genbrugtes stenene også i andet byggeri, så hele den yderste sydlige mur forsvandt.

I 1312 fratog Kejser Henrik VII Frangipane-familien deres fæstning og overgav den til Det Romerske Senat, men den systematiske nedbrydning af bygningen til brug for byggerier andre steder fortsatte i det 14.århundrede trods de romerske humanisters protester; her hentedes blandt andet materialer til nybyggeriet af Peterskirken.

Oppe på Colle Oppio stod resterne af de kolossale badeanlæg, Kejser Tito's på skråningen af Fagutal-højen vest for Domus Aurea over mod Colosseo, her lå ruinerne af den store adgangstrappe til langt op i det 16.århundrede. Men anlægget blev langsomt dækket af bevoksningen og begravet, efterhånden som vandforsyningen til Rom ødelagdes og befolkningen klumpede sig sammen i de mere centrale dele af byen.

Længere inde ind den nuværende Parco Oppio, lå ruinerne af Trajan's Termer, en del af dem står stadig idag, men i Middelalderen var der mere tilbage og mange steder benyttede romerne de solide mure, som dele i deres byggeri af boliger, kirker og klostre.

Anlægget var i brug helt op til det 4. eller 5. århundrede, for på det tidspunkt blev der opstillet en statue af bypræfekten Felix Campanianus, men efter at akvædukterne ødelagdes under goternes invasion under Kong Witigis i 537 og vandforsyningen til Rom ophørte, blev Termerne forladt og efterhånden forfaldt de ganske. I Middelalderen troede man, at både Trajan's og Titus' Termer var bygget af Kejser Domitian og kaldte dem "Thermae Domitianae", men efterhånden glemtes også dette navn og i 1500-tallet kaldtes området simpelthen for "Terme di Tito".

I det 8.århundrede byggede en gruppe munke en lille klosterbygning sammen med et lille kapel, som de viede til Santa Maria di Lutara på et stykke jord i vinmarken bag Kirken San Pietro in Vincoli omkring det sted, hvor Via Luigi Cremona idag munder ud i Via delle Sette Sale. Disse bygninger bestod i flere hundrede år og af det lille kapel kan man stadig se rester i haven til Collegio di San Vittore til venstre for lågen i Via delle Sette Sale nr.24.

En lille kirke med tilhørende kloster viet til martyren Sant'Agapito lå muligvis også i 800-tallet i nærheden af Sette Sale, det store vandreservoir til Trajan's Termer.

Og midt i Termeanlægget byggede romerne nu deres privathuse, i et af dem boede en af Santa Felicità's sønner ved navn Alexander og i dette hus indrettedes der i det 5.århundrede et lille, rigt udsmykket kapel viet til Santa Felicità og hendes 7 børn, der alle led martyrdøden under Kejser Marcus Aurelius (161-180 efter Kristus).

Nede syd for Via Labicana opførtes muligvis allerede i årene 384-399 en lille kirke viet til de to kristne martyrer Marcellino og Pietro, som blev dræbt i år 304. Den lå noget mere tilbagetrukket fra vejen end den nuværende kirke, som erstattede den i 1751 efter at den gamle kirke flere gange var blevet restaureret og ombygget.

Både Via Labicana og Via Merulana eksisterede mere eller mindre som veje lige fra Antikken, Via Merulana's forløb var lidt anderledes end i dag, da den tidligere startede på den anden side af Santi Marcellino e Pietro og gik mod nordøst op over den nuværende Piazza Vittorio Emanuele. Ved denne vej omkring den nuværende Via Galilei lå der sikkert også tidligt, men i hvert fald fra 1100-tallet, et lille kapel "Capella di Santo Stefano Orphanotrophii" i forbindelse med kirkens undervisningssted "Schola Cantorum" i Lateranet. Man mener at kapellet nedbrændte i 1308, da en voldsom brand ødelagde dele af Lateranet.

Ved nutidens Via Alfieri lå Kirken San Matteo. som var indrettet i Pave Anacletus' hus i det 3.-4.århundrede. I 410 byggedes der et herberg til og komplekset blev flere gange udvidet. Efter 1499 blev kirken særligt søgt på grund af det undergørende Madonna-billede, som den husede.

Hvor nu Largo Leopardi ligger, lå der på Pave Gregor de Store's tid (590-604) en lille kirke San Severino, som man troede var anlagt af San Gennaro til minde om San Severino da Noricum, der døde i år 482. Gregor fortæller, at den lå her tæt ved "Domus Meruli", Merula-familiens ejendom i området.

Herefter drejer vi ned af Viale del Monte Oppio og hernede byggede Pave Symmachus omkring år 509 en ny kirke, viet til San Silvestro, ovenpå fundamentet fra det gamle romerske hus, som ejedes af præsten Aequitius, der af Pave Sylvester I (314-335), der var hans gæst en tid, var blevet opfordret til at indrette et kapel. Huset havde 3 porte ud til Clivus Suburanus, der svarer til den moderne Via In Selci, og i denne gade kan man se rester af det gamle murværk. I det 9.århundrede lod Pave Sergius II (844-847) den gamle kirke nedrive og en ny kirke og et kloster bygge ovenover. Det er kirkebygningen fra det 9.århundrede, som endnu står den dag idag, mens klosterbygningen fornyedes fuldstændigt i det 13.århundrede. Af dette 1300-tals kloster står idag det romanske tårn og resterne af en mur med nogle vinduer, som kan ses fra Piazza di San Martino ai Monti.

Ved denne plads kan man stadig se de 2 middelaldertårne "Torri dei Capocci", men vi ved ikke præcist, hvornår de er bygget. Det var dog i 1200- og 1300-årene, at Rom var kendt som "tårnenes by" på grund af de mange forsvarstårne, som de stridende adelsfamilier lod opføre.

I nærheden lå Oratorio dei Santi Pietro e Paolo ai Monti, et lille kapel som tilhørte et lille kloster på Esquilin-højen. Vi kender dog ikke den nøjagtige beliggenhed, men det fortælles at det var opført af Pave Sergius III (904-911).

I Via in Selci, der som fortalt følger den antikke Clivus Suburanus' forløb, lå der allerede i 498-514 et hus indrettet til diakoni og i det 5.århundrede byggedes der også et kloster med en kirke, det er den nuværende kirke Santa Lucia in Selci, som tidligere kaldtes Santa Lucia in Orphea på grund af en nærliggende fontæne med en statue af Orpheus.

Bagved kirkerne lå mellem vinmarkerne ruinerne af det store vandreservoir til Trajan's Termer på Colle Oppio, "Sette Sale", og her i nærheden lå muligvis den lille kirke Sant'Agapito de Vincula, som vi først hører om i 806, men ellers ikke ved ret meget om. Den blev antagelig revet ned i det 16.århundrede.

Oppe på selve højtoppen ligger Kirken San Pietro in Vincoli, her lå oprindeligt et rigmandshus i Antikken, måske en del af Nero's Domus Aurea, hvor man tilsyneladende i det 3.århundrede indrettede en stor hal til samlingssted for de kristne. I anden halvdel af det 4.århundrede byggede man på samme sted en stor kirke, det var den vestromerske Kejserinde Eudoxia, der herved opfyldte et løfte, som hendes forældre havde afgivet og kirken kaldtes derfor Titulus eller Basilica Eudossiana.

I september 680 blev der i kirken under en stor pestepidemi opsat et alter med en mosaik af San Sebastiano, som beskytter mod pest og som efter en stor procession, hvori Paven og alle romere deltog, fik epidemien stoppet. Denne mosaik kan idag ses i kirkens venstre sideskib. I 1084 blev kirken ødelagt under Robert Guiscard's normanniske hærs hærgen og også under Pavernes fravær fra Rom (1308-1378) forfaldt kirken, men den blev hver gang genopbygget.

Overfor (vest for) kirken, omkring den nuværende Piazza San Pietro in Vincoli mener man, at der fra det 12.århundrede lå en lille kirke ved navn Santa Maria in Monasterio. Efterhånden henlå den i ruiner midt i en lille vingård, som i 1544 blev opkøbt af Monsignor Saramone da Rimini, der lod ruinen fjerne.

Ved kirkepladsen lå der i Middelalderen den lille gade Clivo Plumbeo eller Carapullo. Navnet var en forvanskning af gadens antikke navn Clivus Pullius, og den gik over dalsænkningen, hvor nu Via Cavour løber, omtrent fra Piazza degli Zingari til Piazza San Pietro in Vincoli. Ved Clivo Plumbeo lå der - i hvert fald fra det 12.århundrede - en lille kirke, som også kaldtes San Giovanni in Carapullo, og den var i funktion op til slutningen af det 16.århundrede.

På nordsiden af pladsen ned mod den nuværende Via Cavour ligger en gammel ejendom, der i Middelalderen tilhørte forskellige af Roms gamle adelige familier, blandt andet Montanari-familien. Senere overtog Margani-familien huset, som omkring år 1450 overgik til Orsini-familien og i slutningen af 1400-tallet til Borgia-familien. Man kan stadig se rester af det gamle hus over trappegaden Salita di San Francesco di Paola.

Tæt ved lå endnu et af de gamle befæstningstårne, et kvadratisk tårn fra det 12.århundrede, der idag fungerer som kampanile for den nyere kirke San Francesco di Paola, som ligger vest for pladsen. Fra 1100-tallet stammer det nederste stykke af tårnet samt det teglstensbeklædte stykke ovenover og nogle støttemure. Toppen med travertinkonsoller er derimod fra det 15.århundrede.

Lidt længere mod syd ligger på Via del Fagutale endnu et tårn, som i Middelalderen tilhørte en anden af de romerske adelsfamilier, Annibaldi-familien, der byggede det i 1204. Dette mishagede den rivaliserende Frangipane-familie så meget, at de fra deres fæstning i Colosseum "bombarderede" håndværkerne med alskens ting og sager for at sinke byggeriet. Til Torre degli Annibaldi anvendte man - ligesom til alle andre byggerier i den tid - materialer fra de antikke ruiner, i dette tilfælde gik det ud over Titus' Termer og Domus Aurea. Pave Honorius III (1216-1227) overgav senere tårnet til Greverne af Tusculo, mens beboelsesdelen kom til at huse det befæstede kloster Santa Maria in Monasterio. Tårnet er muligvis blevet ødelagt, da Roms senator Brancaleone degli Andalò i 1256 hævnede sin forvisning fra byen ved at beordre alle fæstningstårnene jævnet med jorden. Omkring 140 befæstede tårne blev i løbet af kort tid nedrevet og byens udseende ændredes totalt derved.

Noget vest for Kirken Santa Maria in Monasterio lå fra det 12.århundrede Kirken San Biagio de Ascesa ved en lille vej, som i Middelalderen gik nede fra Forum op ad Colle Oppio til kirkepladsen på toppen. Den stod under den magtfulde Paparoni-familie's beskyttelse i det 12. århundrede og blev revet ned i 1587.

Omtrent der, hvor de nuværende gader Via del Buon Consiglio og Via del Tempio della Pace møder Via del Colosseo, lå fra slutningen af det 12.århundrede Kirken Santa Maria in Carinis. Den var i funktion til de store ændringer i området i 1800-tallet, en enkel lille kirke hvis facade nærmest kun bestod af en indgangsdør med et tilgitret vindue på hver side og med et tilhørende kloster.

Syd for Via Cavour på Via del Buon Consiglio lå fra 1113 Kirken "San Pantaleo ai Monti", der idag hedder Madonna del Buon Consiglio og stadig i sakristiet har malerier fra det 14.århundrede. Dengang opbevarede man efter sigende San Pantaleo's relikvier i kirken og legenden fortæller, at der under kirken lå en brønd, hvor helgenens lig var skjult, de troende drak brøndvandet og i kirken praktiserede man djævleudrivelse.

Via del Colosseo løber antagelig på samme sted, som Middelalderen's Via de' Cambiatori, hvor vekselererne (i cambiatori) holdt til. I den østlige ende stod fra det 12.århundrede en lille kirke kaldet Santa Maria in Cambiatore, måske den samme som senere benævntes Santa Maria ad Busta Gallica eller Santa Maria in Portogallo. "Ad Busta Gallica" var et stednavn, som stammede helt fra år 390 før Kristus, da konsulen Camillus generobrede Rom og lod de faldne galliske krigere brænde og begrave på dette sted.

I gaden ligger også den lille kirke Santa Maria della Neve, som tidligere hed Sant'Andrea di Portugallo eller måske Sant'Andrea de Tabernula og allerede omtaltes i det 12.århundrede.

Vest for Via del Colosseo overfor den lille kirke Sant'Andrea de Portugallo lå en anden lille kirke Santa Maria de Arcu Aureo, som første gang nævnes i midten af 1500-tallet, men allerede da nærmest henlå som ruin og derfor må have været meget ældre.

Mellem 2 gamle gader, Vicus Cuprius der løb i den sydlige del af Carinae-området og en anden vej der gik op til toppen af Esquilin, omkring den nuværende Largo Assen Peikov, lå Kirken Santa Maria inter Duo, som omtales flere gange efter det 12.århundrede, men ikke efter det 15.århundrede.

Vi er ved at være nået til vejs ende, til vores udgangspunkt Colosseum, men på Oppio-højens sydskrænt lige over Piazza del Colosseo kan vi omkring Via Nicola Salvi / Largo Gaetana Agnesi mindes Kirken Santa Maria de Ferrariis, som vi første gang hører om i et dokument fra 1173, hvor den omtales beliggende i nærheden af Colosseo. Den blev nedrevet eller taget ud af brug engang efter 1433.

Her har sikkert også Kirken Santi Quaranta al Colosseo ligget, den er kendt fra 1192 og var viet til de 40 Martyrer fra Sebaste, "I Santi Quaranta Martiri di Sebaste", der blev særligt dyrket i Middelalderen. Den havde præsteskab og blev også kardinal-titel-kirke i det 14.århundrede, indtil den blev nedlagt engang før det 17.århundrede.

Og længere mod øst på skråningen ned mod Via Labicana lå muligvis Kirken Santa Marina del Colosseo, som vi kender til fra 1302 uden dog nøjagtigt at vide hvornår den er bygget, hvor den har ligget eller hvornår den er ophørt at eksistere.

Og så er vi atter tilbage i nutiden og kan fra Piazza del Colosseo tage metro'en eller bussen hjem, tak for følgeskabet!