Fra Piazza della Madonna dei Monti går turen i denne måned mod øst og mod nord og de mange små, stemningsfulde gader og pladser på Colle Viminale's skråning er også et besøg værd.

Her på Piazza degli Zingari, der har minder om de omrejsende folks rastepladser, er vi tæt på en anden dramatisk periode i Roms historie. Ikke langt herfra lå domhuset i nærheden af Kirken San Francesco di Paola, og ved antikkens Vicus Patricius (nutidens Via Urbana) lå et af de huse, som brugtes som fængsel for nogle af de forbrydere, og heriblandt regnedes i perioder de kristne, der ventede på at få deres dom.

Legenden fortæller, at her i huset hos centurionen Hippolytus (Sant'Ippolito) sad diakonen Laurentius (San Lorenzo) fængslet, efter at han havde overtaget Kirkens skatte, da Pave Sixtus II og hans nærmeste diakoner var blevet halshugget. Og at han efter domsfældelsen blev ført op til toppen af Collis Viminalis ad en rute, der må have svaret nogenlunde til vore dages Via Clementina og Via Cimarra.

Man mener, at Kirken San Lorenzo in Fonte i Via Urbana er bygget over det hus, hvor San Lorenzo sad fængslet og at den brønd, der kan ses i Kirkens kælder i resterne af et gammelt romersk hus, er resterne af et badeanlæg i huset, hvor Lorenzo døbte Ippolito og dennes familie.

Sider om disse emner er blandt nyhederne i denne omgang sammen med uddybende sider om Kirken Santi Sergio e Bacco, Basilius-Ordenen og lidt om den Ukrainske Kirke i Rom samt sider om Via dei Ciancaleoni og Via dei Capocci, Via Caprareccia, Via degli Zingari og den søjlegang, som præsten Ilicius engang før år 390 lod bygge for at skærme pilgrimmene mod for megen sol og blæst.

d. 10. Oktober 2004:

I den forløbne måned har jeg arbejdet videre med området omkring Piazza della Madonna dei Monti og de mange gader, der mødes her:

Via della Madonna dei Monti med bygningerne Collegio dei Neofiti og Palazzo dei Catecumeni, hvorunder man har fundet rester af en romersk etagebygning, samt Kirken San Salvatore ai Monti og den nu forsvundne Sant'Andrea de Suburra. Sidegaderne Via del Garofano og Via dell'Agnello samt Via del Pozzuolo er henholdsvis blevet lagt på og opdateret.

I denne forbindelse har jeg lavet sider med de forskellige "edicole sacre", de små gadealtre som netop dette område er så rigt på. De kan sammen med mange andre findes på min nye side "En rundtur til gadealtre på Colle Viminale". På siden om de forskellige måder, Madonna fremstilles på, kan man finde flere oplysninger om dette emne.

Via Baccina er undnu ikke kommet på, men Via dei Serpenti og Piazza della Madonna dei Monti er blevet udbygget med de tilhørende "edicole" og bygningen "Istituto Angelo Mai", der ligger ved Via degli Zingari, som jeg snart vil tage under behandling. Nogle nye kortsider er imidlertid kommet til: et detailkort over Suburra-området og et over området omkring Istituto Angelo Mai.

I årene 1776 til 1783 færdedes helgenen San Giuseppe Labre i dette område, hvor han levede som tiggermunk. Han er begravet i Madonna dei Monti og i Via dei Serpenti nr.2 kan man se det værelse, hvor han døde. Jeg er for øjeblikket ved at udbygge siden om denne helgen.

d.7. September 2004:

En af de meget karakteristiske og stemningsfyldte gader i Rom er Via della Madonna dei Monti i det gamle Subura-kvarter. Denne gade kalkerer forløbet af den antikke gade Argiletum og beboerne her i Rione Monti, "i monticiani", føler at de er de mest "ægte" romere i Rom.

I den forløbne måned har jeg arbejdet med dette område og nye sider er kommet til: om Via del Pozzuolo, hvor der ligger et kompleks af middelalderhuse, som måske er bygget ovenpå det gamle Turris Subura, ja ifølge nogle måske på det antikke Turris Mamilia, som omtales i forbindelse med festen for "Oktoberhesten".

Overfor Via del Pozzuolo ligger Via dei Neofiti, "De nylig omvendtes gade", opkaldt efter den store bygning i Via della Madonna dei Monti, som husede "Il Collegio dei Neofiti". På hjørnet af dette hus findes forøvrigt en stor "edicola", et af de mange gadealtre i Rom. Denne specielle edicola er inspireret af et undergørende maleri, som man fandt her i gaden i 1579. Det findes idag på højalteret i Kirken Madonna dei Monti.

For enden af Via della Madonna dei Monti løber op mod Via Nazionale: Via dei Serpenti, en anden af Rione Monti's karakteristiske gader, og ned mod Via Cavour: Via degli Annibaldi omtrent på det sted, hvor der tidligere på højskråningen op mod Colle Oppio lå Kirken Santa Maria della Concezione ai Monti.

En spadseretur i gaderne heromkring kunne ende på Piazza della Madonna dei Monti, hvor der er en hyggelig udendørs café, hvor man kan sidde og nyde folkelivet. Sider om denne plads og området heromkring vil sikkert blive det næste jeg lægger ind i Annas Rom Guide.

d.7. August 2004:

I den forløbne måned er Annas Rom Guide blevet suppleret med flere sider om forholdene i Rom i det 4.århundrede.

Det var i denne periode, at Kristendommen gik fra at være en tilladt religion (Kejser Constantin's såkaldte "Milano-edikt") til at blive statsreligion for hele Romerriget, dekreteret af Kejser Theodosius I.

Det var i dette århundrede, at de gamle, hedenske religioner fik deres dødsstød. Men inden da, var der magtkampe og intriger mellem tilhængerne af den nye og den gamle religion.

Magtkampe og intriger, som udmøntede sig i oprør og styrtede kejsere: for eksempel Kejser Valentinian II, som af Generalen Arbogast erstattedes af den hedensk-venlige Eugenius. Eller medførte lange debatter, som da det hedenske parti i Senatet desperat forsøgte at beholde deres position og lod Quintus Aurelius Symmachus udarbejde et bønskrift til Kejser Gratian for at få lov at genopstille Victoria-Alteret i Curia Julia.

Det var også en tid, hvor de adelige kvinder fordybede sig i Bibelstudier og ønsket om at oprette klostre for kvinder. Flere af disse kvinder, for eksempel Santa Paola og Sant'Eustichio, boede på Colle Aventino og Monte Celio, hvor de samledes for at høre San Gerolamo forklare Skriften.

Det var i det 4.århundrede, at et nyt kejserdynasti kom til magten med Valentinian I, hans sønner Gratian og Valentinian II, hans svigersøn Theodosius I, hans barnebarn Galla Placidia og hendes halvbroder Honorius og endelig hans oldebarn Valentinian III.

Det var en tid, hvor Generalerne ofte var mere magtfulde end Kejserne: General Merobaudes der udråbte Valentinian II til Kejser, General Arbogast der siden styrtede ham, Generalerne Stiliko og Constantius som regerede for Honorius.

Og rundt omkring disse centrale personer: grænsekrigene, de germanske folkestammer som i et evigt uroligt mønster brød ind i Riget, indgik forbundsfælleaftaler, blev hjælpehære, gjorde oprør, flyttede til nye landområder, udgjorde en fare for grænserne eller hjalp med at beskytte dem: goter, franker, burgunder og mange andre.

Det var også i dette århundrede, at de første rigtige kirker blev bygget eller indrettet i Rom. Det begyndte med San Giovanni in Laterano og Santa Croce in Gerusalemme, San Pietro, San Paolo, Sant'Agnese, San Lorenzo kort efter Milano-ediktets udstedelse. Derpå fulgte en hel række andre: San Martino ai Monti, San Marco, Santa Maria in Trastevere, San Lorenzo in Lucina, San Lorenzo in Damaso, Sant'Anastasia, muligvis Santi Nereo e Achilleo, San Clemente, Santa Pudenziana, Santi Marcellino e Pietro, San Matteo, muligvis San Sisto Vecchio, San Marcello, Basilica Liberiana, måske Sant'Agata dei Goti. Nogle af disse er allerede beskrevet i Annas Rom Guide, mens resten desværre må vente til jeg når til deres område.

d. 7. Juli 2004:

Som vejret har artet sig i denne sommermåned, har det ikke så meget indbudt til strandture som til fordybelse indendøre. Og jeg har da også brugt måneden til at grave mig ned i de urolige tider i det 4.-6.århundrede med germanske folkevandringer, fjendtlige angreb på Romerrigets nordlige grænser, invasioner af hunner, vandaler, franker og ikke midst goterne, som endog i omkring 38 år opretholdt et østgotisk rige i Italien under deres Konge Theoderik den Store og hans efterkommere.

Men inden da var Rom blevet belejret, erobret og plyndret i 3 dage af vestgotiske horder under Kong Alarik i 410, som bortførte masser af gidsler og fanger, blandt andet Kejser Honorius' søster Galla Placidia, som senere blev gotisk gift! og endnu senere vendte tilbage til Rom som formynder for sin lille søn, der blev Kejser Valentinian III og årsag til at Rom igen blev belejret, erobret og plyndret af vandalerne i 455.

I 457 tog sveberen Ricimerus magten i Rom og styrede ved hjælp af de marionetter, han fik udråbt til kejsere, indtil 472 og få år efter styrtedes den sidste vestromerske Kejser og de følgende herskere, germaner og goter, fik titel af Vicekonger, mere eller mindre anerkendte af den østromerske Kejser, indtil han fandt øjeblikket inde til at indlede den 18 år lange gotisk-byzantinske krig, hvor Rom blev kastebold mellem de gotiske og byzantinske hære med den ene belejring og erobring efter den anden til følge.

Det er disse urolige år, med deres krige og begivenheder, de personer der fik tingene til at ske - eller til at gå helt galt og de rester vi kan finde heraf i Rom, som i denne tid er ved at blive fyldt på Annas Rom Guide og som jeg vil fortsætte med lidt endnu til mønsteret er mere tydeligt at aflæse. De foreløbige resultater kan I se på siderne: Oversigt over årstal og begivenheder, Imperium Romanums sidste tid, Folkevandringstiden, De germanske folkeslag, Hunnerne, Vandalerne, Gensericus/Geiserik, vandalernes konge, Goterne, Alarik - konge over vestgoterne, Theoderik den Store, Sueberen Flavius Ricimerus/Recimerus som lod Sant'Agata dei Goti anlægge i Subura-kvarteret i Rom til brug for den gotiske koloni i byen.