d. 7. December 2008:

Det sidste større offentlige badeanlæg, som blev opført i Rom, var de såkaldte Constantin's Thermer, selvom det måske snarere var Kejser Maxentius, der påbegyndte opførelsen omkring år 312 efter Kristus.

Thermerne, der først stod færdige omkring år 315 og altså efter at Constantin havde overtaget Kejsermagten, lå på en kunstig opført terrasse, der strakte sig fra nutidens Piazza del Quirinale og til vore dages Largo Magnanapoli og Villa Aldobrandini ved Via Nazionale og Via Mazzarino.

Om dette spændende anlæg, hvoraf der idag ikke er synlige ruiner tilbage, men hvorfra til gengæld flere berømte statuer stammer - måske også de store statuer af dioskurerne som idag står midt på Piazza del Quirinale - har jeg i den forløbne måned tilføjet siderne: Constantin's Thermer - kort fortalt, Mere om Constantin's Thermer, Plan over Constantin's Thermer - hvorpå der også er en plan over, hvorledes Thermerne har ligget både i det antikke og det moderne gadebillede - og endelig en side med Tidslinie for Området.

Kejser Constantin har jeg tidligere behandlet, men jeg har lavet to nye sider over nogle andre personer med tilknytning til Thermerne: Bypræfekten Petronius Perpenna, der i 443 restaurerede anlægget, og Pave Paul I, der i årene 757-767 måske genbrugte de nu forfaldne bygninger til et nyt mindre badeanlæg kaldet Balnea Pauli, senere italieniseret til Bagni di Paolo, der måske senere har givet navn til området Magnanapoli, som tidligere skulle have heddet Bagnanapoli. (der findes dog også mange andre forklaringer på dette specielle stednavn).

I forbindelse med siden om Paul I har jeg tilføjet to sider om pavevalgene i 757 og i 767-768, hvor det sidste var helt specielt med ikke mindre end 2 modpaver og en kirkelig repræsentant, der stredes om magten.

De sidste sider, som er kommet til i denne måned, er en om den belgiske epigrafiker Maarten de Smedt eller Martinus Smetius, som han kaldtes i Rom, hvor han i perioden 1545-1551 arbejdede på et værk om antikke indskrifter i Europa. Det er fra hans værk, at vi kender til Petronius Perpenna's restaurering af Constantin's Thermer.

Til slut er såvel siden om Balneum Claudianum, Claudius-familiens private badeanlæg der lå på dette sted i det 2.-3.århundrede efter Kristus, som siden om det ovenfor nævnte Bagni di Paolo blevet opdaterede.

Med dette sidste nyhedsbrev i 2008 ønsker Annas Rom Guide sine læsere en Rigtig God Jul og et Godt Nytår.

d. 8. November 2008:

På Via Nazionale ligger der på stykket mellem Via della Consulta og Via Mazzarino en lidt specielt udsende bygning med facade i støbejern og store glaspartier. Den huser idag Teatro Eliseo og den trendy Café Renault, men har ellers haft en hundredårig lang og kompliceret historie.

I den forløbne måned har jeg udbygget Annas Rom Guide med en række sider om dette emne: om Teatro Eliseo som det ser ud idag, om Teatro Eliseo's historie, om det åbne teater Arena Nazionale, som blev opført på en del af parken tilhørende det bagvedliggende Palazzo Rospigliosi, der igen havde anlagt disse haver på resterne af Constantin's Thermer. Om det murede Teatro Apollo, om danseetablissementet Sala Apollo, om Teatro Cines, om Gran Cinema og om Magazzini Piatti som var indrettet i de lokaler, som idag huser Café Renault.

Bygningens facade stammer fra 1914 og er opført i "Stile Liberty", den italienske "udgave" af Jugendstil eller Art Nouveau. Jeg har derfor også lavet en kort side om denne stilart med en liste over nogle af de steder, hvor vi i Rom kan møde bygninger af denne type fra perioden 1880-1925.

Og så går arbejdet videre med at udbygge siderne om Kirken Santissimo Nome di Maria med oplysninger om de kunstnere, som har udført udsmykningen. Der er nu tilføjet sider om: Charles-Nicole Cronè, Pier Paolo Campi, Salvatore Bencari, Jean Hermot, Jean Baptiste Boudard, Jules Marchant og Michelangelo Slodtz.

d. 5. Oktober 2008:

Nogle begivenheder med relation til Rom, der har fundet - og finder - sted her i begyndelsen af Oktober måned, har i høj grad sat deres præg på de nye sider, som jeg siden sidst har føjet til Annas Rom Guide.

I den forløbne uge modtog den italienske arkitekt Renzo Piano den danske Sonningpris. Piano har tegnet bygningsværker til mange steder på kloden og i Rom har han stået for det nye, store koncertsalskompleks, kaldet Auditorium Parco della Musica, der stod færdigt i begyndelsen af dette årtusinde. Jeg har derfor lavet en side om Renzo Piano, en side om Auditorium, en side om udgravningerne af de antikke bygninger, som blev fundet under byggeriet, og en side med fotografier fra komplekset.

I denne week-end, den 4. og 5. Oktober, har Roms Kommune forsøgt at genoplive en gammel tradition med at fejre høsten og efterårets komme, de legendariske Ottobrate romane, som af nogle ses som udløbere af de gamle Dionysos- og Bacchusfester, hvor befolkningen under sang og spil drog udenfor byportene for der at fejre dagen med at spise og drikke. Og sjovt nok er det netop i det ovenfornævnte Auditorium, at de moderne festligheder finder sted.

Det er dog også blevet til lidt andre, mere "almindelige", sider i den forløbne måned. De første som fortsættelse af sidste måneds arbejde med Kirken Santi Bonifacio e Alessio, nemlig en side om ikonet Madonna di Sant'Alessio, en side om Parco di Sant'Alessio, der ligger ved siden af Kirken. En side om den fontæne, som findes i parken og en anden side om den statue af Jeanne d'Arc, som ligeledes står i parken. I forbindelse hermed er der også lavet en kort side om Jeanne d'Arc og en side om statuens ophavsmand billedhuggeren Maxime Real del Sarte.

Herefter har jeg, som lovet i sidste måneds nyhedsbrev, fortsat arbejdet med at lave sider om de mange kunstnere, som har bidraget til udsmykningen af Kirken Santissimo Nome di Maria. Indtil videre er det blevet til 3 sider, nemlig en om arkitekten Luigi Gabet og 2 om billedhuggerne Domenico Scaramuccia og Pascasio Latour.

d. 7. September 2008:

I mit sidste nyhedsbrev fortalte jeg om Kirken Santissimo Nome di Maria. Under opførelsen af denne opstod der så stor uenighed mellem arkitekt og murermester, at der ligefrem måtte tilkaldes et panel af eksperter for at udtale sig om, hvorvidt Kirkens mure var korrekt projekterede til at bære vægten af den store kuppel.

Den omstridte arkitekt, der trods eksperternes udtalelse fik lov at fuldføre sit projekt, var franskmanden Antoine Dérizet og murermesteren, der rejste berettiget tvivl om hans tegninger, hed Paolo Oddi Cappelletti. Og begge herrer har nu siden sidst fået en side i Annas Rom Guide.

Det samme gælder en af de tilkaldte eksperter, arkitekten Tommaso De Marchis, der i årene før midten af 1700-tallet udførte mange arbejder i Rom. Blandt disse ombygningen af Kirken Santi Bonifacio e Alessio på Aventin.

Denne Kirke var en af de første, som jeg for 8 år siden behandlede, da jeg startede Annas Rom Guide og nu var lejligheden der så til at udbygge den relativt korte introduktion med nogle mere dybtgående sider. Siden Kort om Kirken er blevet lidt ændret og udbygget og forsynet med en lille billedfrise, mens siden Mere om Kirkens historie er blevet beriget med mange flere oplysninger, der blandt andet er hentet fra en nyere, spændende bog om restaurering i Kirken. En ny side med en Rundgang i Kirken er kommet til ligesom en ny fotoside og en side om Kirkens krypt. Også siden Plan over Kirken er blevet udvidet.

I Kirken findes mange interessante gamle gravmæler og nyere kapeller med fascinerende skulpturværker (Den døende Sant'Alessio under faderens trappe og Kardinal Guidi Di Bagno's gravmæle fra 1635, hvor Kardinalen er fremstillet som var han en gammel romer liggende til bords, støttende sin venstre albue på nogle bløde puder, mens han vender ansigtet op mod beskueren i en interesseret og lyttende attitude) samt et ikon fra 1200-tallet kaldet "Madonna di Sant'Alessio" eller "Forbønnens Madonna".

En særskilt side om dette ikon er næste måneds projekt sammen med endnu flere sider om de kunstnere, som har bidraget til udsmykningen i såvel Santi Bonifacio e Alessio som i Santissimo Nome di Maria og Santa Maria di Loreto.

d. 9. August 2008:

Før sommerferien handlede en af de sidste sider, jeg nåede at opdatere, om Hadrian VI, der blev valgt til pave i 1522 efter et langt konklave, om hvilket jeg i den forløbne tid har lavet en side, ligesom jeg har lavet en side om det konklave, som fandt sted efter Hadrians død i 1523.

Det lange konklave i 1522 var ikke uden skandaler og kurtisanen kaldet "Matrema non vole" gjorde sit til at romerne fik noget at snakke om.

Hadrian VI's slægtning, prælaten Marco Antonio Florenzi, som jeg tidligere har fortalt om, var meget knyttet til det tilbedte maleri Madonna della Catena (Madonna med lænken), så dette Madonna-billede har nu fået sin egen side.

I nærheden af Piazza Venezia ligger overfor Trajansøjlen de to små kirker Santissimo Nome di Maria og Santa Maria di Loreto, som indtil nu kun har haft to små, korte oversigtssider i Annas Rom Guide. Det har jeg imidlertid rådet bod på i sommerferien og der findes nu en side om Santissimo Nome di Maria's historie, en side med fotografier fra kirken, en side med en plan over kirken og en side med en rundgang i kirken. Desuden har jeg lavet en side om det ikon med Jomfru Maria med Barnet, som hænger over kirkens højalter.

På facaden af Santissimo Nome di Maria står en række statuer af profeter og evangelister og jeg har derfor også tilført Guiden en side om profeter. En ganske lille side om det Palazzo Panimolle, der blev revet ned, da kirken skulle bygges, er det også blevet til.

Hvad angår Santa Maria di Loreto, er der også her blevet tilføjet sider om kirkens historie, fotos fra kirken, en plan over kirken og en rundgang i kirken. Desuden har jeg lavet nogle sider om nabobygningen Palazzo delle Assicurazioni Generali di Venezia, en kort side, en uddybende side og en fotoside.

Til at fuldende kirkesiderne mangler endnu en del sider om kunstnerne, der har stået for udsmykningen, men det vil blive tilføjet i de kommende måneder.

d. 9. Juni 2008:

Siden mit sidste nyhedsbrev har jubilæumsfestligheder, familiebesøg og gæster fra Tyskland samt en uges ferie i Rom desværre medvirket til, at det ikke er mange nye sider, som jeg har kunnet føje til Annas Rom Guide i den forløbne måned.

Jeg har dog fået bygget lidt videre på historien om nutidens Palazzo Antonelli på Largo Magnanapoli, som i slutningen af 1500-tallet ejedes af prælaten Marco Antonio Florenzi og senere gik i arv til hans familie, der ejede det i flere hundrede år.

Til Florenzi-familien hører også Pave Hadrian VI, om hvem jeg har påbegyndt en side, men denne er endnu under arbejde.

Derimod er der færdiggjort 3 små sider om fontæner i forbindelse med Palazzo Florenzi, én om fontænen ved muren til det gamle Casa Florenzi, én om "Sarkofag-Fontænen" i gården til nutidens Palazzo Antonelli og endelig én om den anden fontæne i palæets gård, den såkaldte "Fontana Eterogenea", der er sammensat af mange forskellige slags materialer, hvoraf flere er genbrugte antikke bygningsfragmenter.

d. 9. Maj 2008:

I sidste måned arbejdede jeg på en side om Antonius Antiquarius. Under min videre søgning fandt jeg en notits om udgravningerne af "Curia Athletarum" ved Trajan's Thermer, hvor der blev fundet "et symbolsk marmorbillede, som Antonio antiquario derpå solgte til Giovan Antonio di Parione".

Men hvad var egentlig Curia Athletarum? Jeg har nu tilføjet en side om dette atleternes samlingssted, men hvor præcist det har ligget, vides ikke.

På Largo Magnanapoli ved man derimod, at der i bedet midt på pladsen står nogle rester af den gamle bymur, Serviusmuren, og inde i Palazzo Antonelli, som ligger på hjørnet af Via XXIV Maggio, findes der ligeledes nogle rester; her fra et rum, der har huset en katapult - magen til det rum, som man kan se på Viale Aventino ved Piazza Albania.

På et meget senere tidspunkt ejedes området på Monte Magnanapoli af Savelli-familien, som i 1500-tallet her havde ejendommen Casa Savelli. Senere overtog Florenzi-familien grunden, der var så stor, at de på et tidspunkt i 1600-tallet ud over deres eget Casa Florenzi også kunne udstykke et stort stykke til udlejningsboliger.

I 1700-tallet byggede familien et nyt hus, Palazzo Florenzi, langs med Via della Cordonata, mens de solgte de gamle bygninger til Kardinal Widman, som lod dem anvende til alderdomshjem for fattige biskopper fra Veneto-onrådet. I 1777 overgik palæet til familiens brug og kaldtes nu for Palazzo Widman.

I 1858 skiftede palæet endnu en gang ejer, da ejeren i den mellemliggende tid, Grevinde Luisa Carlotta di Borbone, var død. Det solgtes nu til Kardinal Antonelli, en farverig og interessant person ved Pius IX's hof, og kaldtes herefter for Palazzo Antonelli.

Efter Kardinalens død i 1876 overlod familien Antonelli palæet til Kirkestaten og idag lejes det ud til Banca d'Italia, men det muligt at få lov at kigge ind i gården og se de gamle murrester.

d. 6. April 2008:

I den forløbne måned er en række af de nye sider i Annas Rom Guide resultatet af nogle af den slags svinkeærinder, som kan opstå, når jeg falder over en eller anden lille notits, som umiddelbart ikke ser ud til at have nogen relevans til det emne, der lige netop nu behandles; men som alligevel - i forbindelse med andre små, tilsyneladende ikke relevante, oplysninger - pludselig viser sig at udgøre en hel fuldendt brik til den Rom-mosaik, som jeg er ved at lægge.

Det startede egentlig helt normalt med det fortsatte arbejde med siderne i forbindelse med Via IV Novembre, hvor jeg til sidste måneds side om det nu forsvundne Teatro Drammatico Nazionale manglede at fuldende siden om arkitekten Francesco Azzurri. Blandt de mange ting, som han udførte i Rom i slutningen af 1800-tallet, var Monumento dei Caduti di Dogali: Monumentet for de faldne i slaget ved Dogali i Afrika i 1887, hvori der indgår en ægyptisk obelisk fra Ramses II's tid.

Under søgningen efter fotos af dette monument faldt jeg så over et nyere foto af et lille gadealter, som er opsat på hjørnet af Palazzo del Grillo på den side, der vender ud mod Trajan's Marked. Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at afbryde arbejdet for at få dette foto behandlet og indsat på den relevante side. På denne måde tilføjedes der også en side om Madonna del Grappa, for hende er det, der sidder på hushjørnet. Det er ikke en Madonna-type vi ellers møder i Rom, så jeg forsøgte at finde lidt flere oplysninger herom og stødte under notitsen om Slaget på Monte Grappa i 1918 på General Mario Nicolis di Robilant, der netop tilhører den familie, som nu ejer Palazzo del Grillo.

Men et andet medlem af di Robilant-familien var Generalen Grev Carlo Felice Nicolis Di Robilant, der som udenrigminister i 1887 havde ansvaret for ikke at have vurderet situationen i Afrika som alvorlig, hvorved han måtte påtage sig ansvaret for nederlaget ved Dogali og forlade sin ministerpost. På denne måde var ringen sluttet og jeg havde lagt endnu en lille brik til mosaikken.

Men, der er selvfølgelig også kommet andre sider til i sidste måned: om Palazzo Laurati og arkitekterne Pietro Carnevale og Armando Brasini, om Gudinden Anna Perenna og den fest som de gamle romere fejrede til hendes ære, om Antonius Antiquarius, og endelig en oversigtsside over obelisker i Rom.

d. 8. Marts 2008:

Den flamske maler Jakob Ferdinand Voet malede i slutningen af 1600-tallet et portræt af Grevinde Ortensia Ianni Stella (maleriet kan for øjeblikket ses på internetsiden artnet). Det drejer sig muligvis om den Grevinde Ortensia Stella, som i følge en folketælling fra 1685 boede med sin søn i et mindre palæ, kaldet Palazzino Stella, der lå på det sted, hvor idag Palazzo Pignatelli ligger ud til Via IV Novembre og Via delle Tre Cannelle.

Palazzino Stella erstattede i begyndelsen af 1600-tallet et tidligere, lille renæssancehus, som var kendt i kvarteret for sin facadefresko, udført af maleren og humanisten Pirro Ligorio i 1546. Dette hus tilhørte en vis Antonius Antiquarius, som måske er identisk med den i tiden kendte samler og forhandler af oldsager Antonio Conteschi, også kaldet Antonietto delle Medaglie.

Af Renæssancens bemalede husfacader er der desværre ikke meget tilbage, enkelte steder i Rom kan man se bemalede facer, som for eksempel Palazzo Ricci på Piazza Ricci, hvor fresken muligvis oprindeligt blev udført af Caravaggio omkring 1525, men senere meget restaureret af Luigi Fontana i slutningen af 1800-tallet.

Sidst i 1600-tallet blev Palazzino Stella nedrevet eller ombygget, da ejendommen blev overtaget af den napoletanske familie Pignatelli. Et medlem af familien, Antonio, var blevet Kardinal og måtte have en bolig i Rom. Kardinal Antonio blev senere Pave med navnet Innocens XII (1691-1700). Palazzo Pignatelli blev ombygget i årene omkring 1880, da den gamle Via Biberatica blev udvidet og planeret og fik udseende som nutidens Via IV Novembre.

Beskrivelserne til denne gade er i løbet af sidste måned blevet udvidet med endnu 2 sider, en om det nu forsvundne Teatro Drammatico Nazionale og en om den endnu eksisterende, nu over 100 år gamle, boghandel Libreria Tombolini.

Desuden har jeg tilføjet sider om konklaverne i forbindelse med Pave Innocens XII's valg (i 1691) og død (i 1700). Det første udmærkede sig ved at blive det længste konklave i det 17.århundrede, da striden om de gallikanske artikler fik forhandlingerne til at trække i langdrag.

d. 9. Februar 2008:

I fortsættelse af sidste måneds arbejde med Palazzo Campanari og Palazzo INAIL på Via IV Novembre har jeg siden mit sidste nyhedsbrev tilføjet nogle sider om 2 bygninger, som tidligere lå på dette sted.

Den ene side omhandler Kirken San Lorenzo in Biberatica, en ganske lille kirke fra før 1192, som blev revet ned i slutningen af 1500-tallet, måske i forbindelse med Colonna-familiens byggeri i kvarteret og anlægget af den lille vestgående gade Vicolo dei Colonnesi.

Den anden side behandler det herskabshus, som tilhørte L. Cornelius Pusio Annius Messalla, der var legat ved den 16. legion under Kejser Augustus og ud af en fin familie, beslægtet med både Cornelierne og Annius-familien. Hans senere slægtninge af Pusio-linien drev det til at bestride konsul-embeder under Kejser Vespasian, mens Annius-familien omtales fra år 340 før Kristus til år 366 efter Kristus, hvor de sidste familiemedlemmer var 2 kristne præster. Det idag kendteste familiemedlem af Annius-familien er vel nok Kejser Marcus Aurelius, der var født Marcus Annius Verus.

Også Cornelius-familien var gammel og indflydelsesrig; vi hører om dens medlemmer fra det 6.århundrede før Kristus og til omkring år 300 efter Kristus, og mange af familiens forskellige grene skabte kendte romere: Sulla, Scipionerne, Dolabella-grenen for blot at nævne nogle. Siden om denne store familie er endnu ikke færdiggjort, men allerede nu kan man få en ganske god fornemmelse af familiens udbredelse og indflydelse.

d. 6. Januar 2008:

Først: Rigtig Glædelig Nyt År til alle Jer, der besøger Annas Rom Guide!

Og dernæst til månedens nyheder:

I hundredevis af år har der løbet en snæver, snoet og stejl vej op ad Quirinalhøjens side nede fra Forumdalen ved pladsen ved Trajansøjlen og op til Quirinalhøjtoppen og Monte Magnanapoli. Vejen har kun undergået få forandringer igennem tiden og man kan stadig følge dens løb. Engang kaldtes dele af vejen Selciata degli Arcioni, fordi den gik forbi Arcioni-familiens ejendomme, og Silicata Sancti Silvestri, fordi en sidegade løb op til Kirken San Silvestro al Quirinale. Idag hedder sidegaden Via della Cordonata og gaden Via delle Tre Cannelle og det er denne sidste, som blev omdrejningspunktet for den sidste måneds arbejde.

Via delle Tre Cannelle starter nede i dalen ved Via di Santa Eufemia, til hvilken jeg har tilføjet en side med fotos, ligesom jeg har lavet en side med et fotoforløb til Via delle Tre Cannelle og en særlig side om den indskriftstavle, som man kan se på en husmur på gadens højre side.

Et lille stykke oppe i gaden støder Via del Carmine til og her er der nu tilføjet en side om den lille plads foran Kirken: Piazza di Santa Maria del Carmine.

Omkring det sted, hvor nutidens Via IV Novembre (datidens Via Biberatica) skærer Via delle Tre Cannelle, lå tidligere et kompleks af huse kaldet Insula minor Molariae efter Molara-familien, som også ejede et større kompleks højere oppe ad skråningen: Insula maior Molariae. Ved dette kompleks lå også familiepalæet, Palazzo Molara, på en lille plads, som næsten forsvandt, da Via IV Novembre blev anlagt, nemlig Piazza delle Tre Cannelle.

Både gaden og pladsen har navn efter en lille fontæne med 3 vandrør, Fontana delle Tre Cannelle, som Gasparo delle Molara fik opført i 1588 til brug for beboerne i området. Jeg har tilføjet en side med et kort over denne nu forsvundne plads og bebyggelsen i området, som den var før nedrivningerne i slutningen af 1800-tallet.

Idag ligger der nyere bygninger på stedet: Palazzo Campanari, der tilhørte Campanari-familien, og længere mod nord: Palazzo INAIL med den meget dramatiske facade, der såmænd ikke er ældre end fra 1934.

På siden om Palazzo Campanari har jeg forsøgt mig med noget nyt ved at lægge et Google Map over området ind. Jeg ved endnu ikke, om jeg vil gøre det ved mine andre sider. Er det mon en hjælp? Eller virker det blot forvirrende? Og med tiden kan man jo risikere, at linket dør - men det gælder naturligvis alle links og helt at undlade disse, ville gøre oplevelsen meget fattigere. Hvis nogle af mine trofaste besøgende har lyst til at sige noget for eller imod disse links, er I meget velkomne til at skrive til mig her.