d. 6. December 2015:

Hvor jeg sidste måned opdaterede sider om Piazza Campitelli's vestside, har jeg i denne måned bevæget mig over i områderne øst og nord for Pladsen.

Herovre ligger på hjørnet af Via Capizucchi et palæ ved navn Palazzo Capizucchi. Det er bygget af Capizucchi-familien omkring 1580, men familien havde da allerede levet i området i flere hundrede år. Siden om denne familie er nu blevet udvidet.

Bag Palazzo Capizucchi ligger den lille, delvist skjulte Piazza Capizucchi og den nu aflukkede gyde Vicolo Capizucchi. Over denne smalle passage sidder en bue med 2 etager, der fungerer som forbindelse mellem Albertoni-familiens ejendomme i området og ud til Pladsen. Buen kaldes derfor Arco degli Albertoni.

Denne indflydelsesrige familie byggede også et palæ ud mod Piazza Campitelli til venstre for Palazzo Capizucchi. Palæet er opført omkring 1603, men også denne familie havde da levet i området i hundredevis af år og ejede et meget stort areal i kvarteret, strækkende sig fra sydvest for Piazza Campitelli, hvor Kirken Santa Maria in Campitelli er bygget over et af familiens gamle huse, hvori Beata Ludovica Albertoni blev født i 1473. Ejendommen fortsatte mod nordøst, hvor deres Palazzo Albertoni (nu kaldet Palazzo Albertoni-Spinola) opførtes på Pladsens nordside; langs gaden Via dei Delfini, hvor familiens Palazzo Paluzzi degli Albertoni blev bygget omkring 1610 på hjørnet af Vicolo Capizucchi, og helt frem til Piazza Margana i nordøst, hvor familiens Palazzetto Albertoni har stået fra engang i 1400-tallet.

Fra det nordvestlige hjørne af Piazza Campitelli udgår den korte gade Via Cavalletti, opkaldt efter Cavalletti-familien, der i 1600-tallet overtog hjørnehuset, lod det renovere og kalde Palazzo Cavalletti.

Via Cavalletti går op til Via dei Delfini, der kommer fra vest og her "knækker" mod nordøst, hvor den udmunder i Piazza Margana. På gadens højre side står som nævnt Palazzo Paluzzi degli Albertoni fulgt af nogle 1400-tals-huse, som antagelig også har været del af familiens ejendomskompleks. Hjørnehuset mod Pladsen kan være et ombygget gammelt tårn. Det har i mange år huset Osteria Angelino a Tormargana, som blandt andet var ramme for uddelingen af den litterære pris Premio di Tor Margana. Stedet var af sådan betydning, at man ifølge en lov af 1. Juni 1939 erklærede restauranten for "et sted af særlig vigtighed". En mindesten herom sidder på muren ved indgangen, mens et Madonna-billede troner over indgangen til nutidens restaurant.

I karréen mellem Via Cavalletti og Via dei Delfini står et andet palæ fra de sidste år i 1500-tallet, Palazzo Patrizi Clementi, hvis sydside vender ud mod den lille Piazza Lovatelli og Via dei Funari. Denne gade fortsætter mod vest til Piazza Mattei, men inden da mødes den af sidegaden Via Michelangelo Caetani fra nord.

I området nord for Via dei Funari og Piazza Mattei stod i Antikken Lucius Cornelius Balbus Minors teaterbygning fra år 13 før Kristus. Ruinerne af Theatrum Balbi ligger gemt i Mattei-familiens palækompleks til venstre for Via Michelangelo Caetani, mens det tilknyttede anlæg omgivet af buegange, som stod i området øst for Via Caetani, idag er delvist udgravet og tilgængeligt i Museet Crypta Balbi, som har adgang fra Via delle Botteghe Oscure. Om dette anlæg har jeg også oplagt en uddybende side med en gennemgang af stedets historie.

Den sidste nye side i denne omgang er om en lille majolika-platte med en kopi af Santa Maria in Portico, som sidder på Palazzo Albertoni-Spinola's mur på Piazza Campitelli.

Og hermed ønsker Annas Rom Guide alle sine læsere og besøgende: En Rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Det næste nyhedsbrev vil først blive udsendt omkring den 7. Februar 2016 !

d. 7. November 2015:

Selvom Kirken Santa Maria in Campitelli først er bygget i slutningen af 1600-tallet, har den alligevel en lang og interessant forhistorie, som denne måned har været omdrejningspunkt for arbejdet med Annas Rom Guide.

Kirkens officielle navn er egentlig Santa Maria in Portico in Campitelli, men siden 1100-tallet har der faktisk i Rom eksisteret en kirke med navnet Santa Maria in Campitelli. Den lå dog ikke på samme sted som nutidens kirke, men lidt længere mod vest, nemlig på den grund for enden af Piazza Campitelli, hvor Palazzo Lovatelli's ene fløj ud mod Via della Tribuna di Campitelli og Via dei Funari står idag

Den gamle kirke gik med tiden noget i forfald og efterhånden blev den også for lille til at huse den menighed, som søgte den. Den blev derfor revet ned i 1619 og en ny kirke blev derefter bygget - i flere etapper og over en længere årrække - på det sted, hvor kirken står idag. Stedet hørte tidligere til Albertoni-familiens ejendomme og her blev den senere saligkårede Ludovica Albertoni født i 1473 og trådte sine barnesko.

Af denne fortælling udspringer så månedens nye sider i Guiden: en side om Palazzo Lovatelli, der står på den gamle kirkes grund. En side om Beata Ludovica Albertoni og hendes barndomshjem. En side om Albertoni-familien, der havde stor indflydelse i 1400- og 1500-tallets Rom. En side om den gamle Santa Maria in Campitelli og sider om den nye Santa Maria in Portico in Campitelli: en kort side, en uddybende side, samt en side med en rundgang i kirken.

Endelig har jeg også lavet en side om Piazza Campitelli med et lille kort, hvor navnene på de forskellige palæer er angivet.

Det lange navn, som nutidens kirke har fået, vidner om det undergørende Madonna-billede, som opbevares på højalteret og som kaldes Santa Maria in Portico - efter dets oprindelige plads. En side om dette billede - af hvilket der findes talrige kopier på husmure i området - er tidligere tilføjet Romguiden.

d. 6. Oktober 2015:

På nutidens lille Piazza Paganica stod indtil omkring 1870 en lille og gammel kirke, Santi Sebastiano e Valentino dei Mercanti, som måtte lade livet, da Palazzo Guglielmi skulle udvides med en ny fløj.

Kirken stammede fra omkring 900-tallet og var oprindelig viet til San Valentino, da traditionen ville, at den var bygget ovenpå denne helgens hus. I 1594 blev den også viet til broderi-, tråd- og garnhandlernes skytshelgen San Sebastiano, da dette laugs religiøse broderskab, Confraternita dei Merciai, fik overladt kirken af Pave Clemens VIII.

Annas Rom Guide har nu fået sider om Santi Sebastiano e Valentino dei Mercanti, om Confraternita dei Merciai, om lauget Unione dei Merciai, som var et af de ældste i Rom, samt om denne type forretningsdrivende, der også solgte bånd og nåle, samt mindre stofstykker og pynt. Et gammelt erhverv, som vi også kender fra antikken, hvor en "sericarius" var en sådan handlende, der solgte - eller forarbejdede - silketråd og -stof. Man kender til forskellige indskrifter og fragmenter af gravsten, hvor disse sericari er nævnt. Blandt disse også en sten som silkehandlersken Data lod opsætte.

Nogle kunstnere, som havde tilknytning til kirken, har også fået sider i Guiden: malerne Felice Ottini og Placido Romoli, samt arkitekten Francesco Felice Pozzoni, hvis familieliv man kender en hel del til fra kirkebøgerne i Sant'Andrea delle Fratte, der næsten hvert år har en oversigt over sognebørnene.

I dokumenter fra 1186 og frem kaldtes kirken: San Valentino de Balneo Miccinae efter et badehus (balneum), som måske har tilhørt en vis Domina Micina. Også herom er der nu en side.

Til slut har jeg skrevet lidt til afrunding af historien om pladsen, kirken og bygningerne omkring. Det er blevet til en side om Palazzo Mattuzzi og familien Mattuzzi, en side om Palazzo Moroni og Moroni-familien, samt en side om Case dei Formicini, de ejendomme som den i sidste nyhedsbrev nævnte Formicini-familie ejede ved Piazza Paganica.

d. 7. September 2015:

De nye sider i Annas Rom Guide, som er kommet til i den forløbne måned, handler både om steder, huse, familier, personer mindet på indskriftstavler - og kloakker. Men de er allesammen koncentreret om en ret afgrænset del af byen, nemlig området nordvest for Piazza Mattei, som jeg har behandlet tidligere på sommeren.

Mellem Piazza Mattei og Via delle Botteghe Oscure / Via Florida løber den smalle gade Via Paganica og den dækker netop over en del af Roms kloak- og vandafledningssystem. Denne del kaldes "Chiavica dell'Olmo" og har nu fået en side i Romguiden. I forbindelse hermed har jeg også oprettet en side med et kort over kilder, sumpe og lignende i antikkens Rom. Den er iøvrigt knyttet til en samlet oversigt over "vand i Rom".

Selve Via Paganica, der har navn efter familien Mattei di Paganica's store palæ på østsiden, har naturligvis også fået en side, og det samme gælder den lille plads midtvejs i gaden: Piazza Paganica, og den lille gyde, der udgår fra pladsens nordvestlige hjørne: Vicolo Paganica.

På pladsens nordside står Palazzo Guglielmi, på hvis mure ud mod Via Paganica der sidder 2 indskriftstavler til minde om forfatteren Pietro Paolo Trompeo og politikeren Giovanni Cadolini. På Palazzo Mattei di Paganica's mur på den modsatte side af gaden sidder en anden mindetavle for politikeren Marco Minghetti. Om alle de nævnte personer er der nu sider i Annas Rom Guide.

Det samme gælder Guglielmi-familien og Guidi-familien, hvis palæ ligger længere mod syd, mellem Piazza Paganica og Via dei Falegnami. Jeg har uploadet en side om dette Palazzo Guidi, der står på det sted, hvor Formicini-familien i 1500-tallet havde deres ejendom. Denne familie er ikke særlig kendt, men et af dens medlemmer har dog skrevet 2 bøger, og udført et stort og særligt bemærkelsesværdigt arbejde i og med, at det drejer sig om en kvinde, der som 8-årig indtrådte i et kloster, hvor hun forblev hele sit liv. Der er tale om nonnen Suor Orsola Formicini, hvis gamle og svagelige far, der var læge, mente at denne løsning var den bedste for hans lille moderløse datter. Orsola var dog hele livet støttet af sine brødre og fætre og kunne med familiens hjælp lade udføre mange store arbejder i Klosteret og Kirken San Cosimato in Trastevere, hvis arkiv hun organiserede og hvis historie hun omhyggeligt og efter grundige arkivstudier nedskrev.

d. 8. August 2015:

Inden sommerferien var arbejdet med Annas Rom Guide især koncentreret omkring Kirken Sant'Ambrogio della Massima, dog manglede der at blive opdateret en side om Klosteret ved siden af Kirken. Denne side er nu kommet til - sammen med en side om den voldsomme skandale, som endte med at lukke Klosteret.

Begivenhederne udspilledes i det kvarter, der grænser op til den lille Piazza Mattei, som de fleste Rom-rejsende nok har besøgt på grund af den charmerende Skildpadde-Fontæne, som er pladsens centrum. Jeg har nu beriget Guiden med en side om Piazza Mattei og en side om Fontana delle Tartarughe, som er fontænens romerske navn.

Pladsen har sit navn efter de mange palæer, som Mattei-familien i tidens løb byggede til slægtens forskellige grene - og det klods op og ned af hinanden, således at de i gadebilledet ligefrem dannede et stort kompleks, som kaldtes "Isola dei Mattei" : "Mattei-familiens karré". Der er derfor tilføjet sider om såvel hele komplekset som om de forskellige palæer: Palazzo di Giacomo Mattei, der ligger på hjørnet af Piazza Mattei og Via Paganica, Palazzo Mattei di Paganica, som ligger på hjørnet af Via Paganica og Via delle Botteghe Oscure, Palazzo Caetani - tidligere Palazzo di Alessandro Mattei - der ligger på hjørnet af Via delle Botteghe Oscure og Via Michelangelo Caetani. Og til sidst: Palazzo Mattei di Giove, som ligger på hjørnet af Via Caetani og Via dei Funari, til højre for Giacomo Mattei's palæ.

Som afslutning på forsommerens arbejde er der i øvrigt kommet en ekstra side til om Santa Maria in Via Lata med en plan over kirken.

d. 7. Juni 2015:

I den sidste måned har jeg fortsat opdateret sider med relation til den lille, snoede - og ofte oversete - gyde, der forbinder Piazza Mattei med Via del Portico d'Ottavia: Via di Sant'Ambrogio.

Gaden har navn efter den kirke, som gemmer sig bag høje mure og klostergårde ud for en lille plads midtvejs i gaden. Sant'Ambrogio della Massima er af gammel oprindelse, men bygningen er genopbygget i slutningen af 1600-tallet og årene derefter. Kirken er viet til Sant'Ambrogio, Den Hellige Ambrosius, hvis familie ifølge legenden har haft deres hus på stedet, hvor Ambrosius's søster, Marcellina, i år 353 skulle have grundlagt et kloster. Der er dog kun tale om en legende, for på det sted, hvor Kirke og Kloster er bygget, lå indtil slutningen af 400-tallet et fungerende Tempel for Herkules og Muserne.

Annas Rom Guide har nu fået tilføjet siderne: Kort om Sant'Ambrogio della Massima, Mere om Kirken, En Rundgang i Kirken og en Plan over Kirken. Samt sider om Sant'Ambrogio, der senere blev Biskop i Milano, søsteren Santa Marcellina og broderen San Satiro.

I Klosteret ved Sant'Ambrogio della Massima kan man blandt andet se et maleri af Baccio Ciarpi fra starten af 1600-tallet forestillende San Benedetto's død. Det skal stamme fra den nu nedrevne Kirke San Benedetto in Clausura, der derfor også har fået en side i Guiden.

Parallelgaden Via di Sanr'Angelo in Pescheria kaldtes i Renæssancen Via della Tribuna di Campagna. I 1587 lod Pave Sixtus V den brolægge af "Messer Mario Delfino på stykket foran juristen Luca Peto's hus og frem til bagsiden af Sant'Angelo in Pescheria". Men hvem var denne Luca Peto? Det var en romersk jurist, som virkede indenfor den kommunale administration og var involveret i både genopbygning af broer og retablering af akvædukter og som endvidere i 1580 fik til opgave at revidere Roms statutter. Jeg har nu uploadet sider om Luca Peto og om hans familie, som virkede i Rom i 1300-1500-tallet.

Endelig har jeg denne gang bevæget mig lidt væk fra kvarteret omkring Portico d'Ottavia og tilføjet en række sider om en kirke nord for Piazza Venezia: Kort om Santa Maria in Via Lata, Mere om Santa Maria in Via Lata, en Rundgang i Santa Maria in Via Lata, samt en side om Kirkens krypt og de udgravede rum hernede.

Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende en Rigtig God Sommer.

Det næste nyhedsbrev vil blive udsendt i begyndelsen af August måned.

d. 7. Maj 2015:

Ud til Via del Portico d'Ottavia støder flere mindre gader, blandt andre: Via della Reginella, Via di Sant'Ambrogio og Via di Sant'Angelo in Pescheria, der alle i den forløbne måned har fået en side i Annas Rom Guide.

Disse gader løber i det område, der i Antikken var dækket af de store søjlegangsomkransede anlæg Porticus Philippi og Porticus Octaviae. Indenfor disse stod en række templer: Aedes Hercules Musarum, Aedes Iunonis Regina og Aedes Iovis Statoris. Rester af nogle af disse bygninger findes i de ejendomme, som i vore dage står langs de smalle og ofte snoede gyder, hvis linieføring i visse tilfælde også er betinget af de antikke anlægs udførelse.

Et andet gammelt Tempel for Gudinden Diana lå lidt øst for søjlegangene, men af dette er der idag intet tilbage.

De smalle gyder Via della Reginella og Via di Sant'Ambrogio blev på et sent tidspunkt inddraget i det jødiske Ghetto-område, der med mure og natteaflåsede porte afgrænsede Roms jødiske befolkning fra resten af byen. De høje huse i Via della Reginella er nu det eneste spor af denne enklave, da alle de gamle og forfaldne huse i kvarteret syd for Via del Portico d'Ottavia blev revet ned.

Via di Sant'Ambrogio er den mest krogede og karakteristiske af de smalle gyder, der går fra Piazza Mattei i nord til Via del Portico d'Ottavia i syd. Midtvejs snor og drejer gaden sig og udvides også et sted til en mindre plads foran den gamle kirke Sant'Ambrogio della Massima, der har givet gaden navn. På muren til det tilstødende kloster ses en majolika-plade med en afbildning af Santa Maria in Portico, et meget dyrket Madonna-billede, der blev anset for at udvirke mirakler. Det originale ikon, som menes at stamme fra 1000-1200-tallet, findes på højalteret i kirken Santa Maria in Campitelli, der afløste den ældre kirke Santa Maria in Portico.

Ikonet, som også har været båret i processioner gennem byen, når pest eller tyrkiske tropper truede Rom, har en lang og spændende historie, som jeg beretter om på siden: Santa Maria in Portico.

Via di Sant'Ambrogio huser endnu et Madonna-billede på et hushjørne i førstesalshøjde: en gipsbuste af en Madonna Addolorata.

d. 7. April 2015:

En af Roms mest stemningsmættede gader er Via del Portico d'Ottavia med resterne af den gamle Porticus Octaviae, som i Middelalderen omdannedes til fiskemarkedet Pescheria. I sidste måneds nyhedsbrev var der flest nyheder om denne østlige del af gaden, mens jeg i den forløbne måned har forsynet Annas Rom Guide med flere sider, der relaterer til gadens midterstykke.

Her ligger flere ældre huse, fra 1400- og 1500-tallet, nogle smukt i standsat og renoverede, andre stadig med de gamle træk i behold. Det gælder f.eks "Case dei Fabi", som den gamle Fabi-familie sammenbyggede af indtil flere gamle ejendomme. Denne familie var betydningsfuld i Rom i 1400-1500-tallet. De befæstede allerede i 1200-1300-tallet ruinerne af Marcellus-Teatret, havde gravkapel i kirken San Nicola in Carcere, bestred vigtige poster i den kommunale administration, såsom "Caporioni" (ledere af byens enkelte kvarterer) og "Conservatori", som i perioder styrede byen.

Disse "Conservatori" valgtes blandt byens mægtigste familier og havde vide beføjelser og privilegier - blandt andet det, som angives på en marmortavle ved Portico d'Ottavia: retten til at modtage fiskehovederne fra de største fisk, der bragtes til Pescheria. Hovederne brugtes til en eftertragtet suppe - men kunne også benyttes som gaver til andre notabiliteter, som man gerne ville stå sig godt med. Jeg har oplagt en side om dette "fænomen". Her fortælles også om Pavernes håndtering af privilegiet og om, hvorledes kurtisanen Imperia endte med at dele sin gave en vis Tito Tamisio, der gerne snyltede sig til et måltid mad.

I Via del Portico d'Ottavia ligger også et mindre hus, som i sin tid tilhørte det religiøse broderskab ved Kirken Santa Maria dell'Orto. Broderskabet havde et særligt bomærke, som anbragtes på de bygninger, som de ejede, og som kan ses på husmuren i Via della Reginella.

Via del Portico d'Ottavia kalkerer den gamle vej, der løb langs nordsiden af Circus Flaminius. På vejens nordside lå mange gamle helligdomme og søjlegange. Som allerede nævnt: Porticus Octaviae mod øst, og vest for denne Porticus Philippi, som blev bygget i år 29 før Kristus af Augustus' stedfader L.Marcius Philippus og udstyret lige så pragtfuldt som Augustus' egne byggerier.

Indenfor disse fire søjlegange lå det gamle Tempel for Hercules og Muserne, bygget i år 187 før Kristus af Marcus Fulvius Nobilior, der efter sin sejr over aetolerne hjembragte 9 bronzestatuer af Muserne, som opstilledes i Templet. Disse statuer blev forøvrigt senere - omkring år 66 før Kristus - brugt som model for en række mønter, som Q. Pomponius Musa lod slå - måske for at vise forbindelsen mellem sit eget navn og det guddommelige.

d. 8. Marts 2015:

Denne måneds nyhedsbrev kommer mest til at dreje sig om fisk, for det var netop som fiskemarked, at ruinerne af Portico d'Ottavia kom til at fungere fra Middelalderen og helt op til slutningen af 1800-tallet.

Fisketorvet kaldtes Pescheria og har kom fiskerne om natten med fangsten fra Tiberen eller fra Havet - eller omegnens søer. Her afholdtes auktion over fisken, den såkaldte "cottío", klokken 2 om natten, og her anrettede detailhandlerne om morgenen deres fisk på kølige marmorplader, som var opsat på søjlestumper og stenrester fra den gamle søjlegang, hvis stadigt bevarede indgangsrum var overdækket og gav god skygge og kølighed til de sarte varer. Maleren Ettore Roesler Franz har så glimrende manet stemningen frem på en akvarel, jeg hermed linker til: Ettore Roesler Franz: Portico di Ottavia (info.roma.it)

Fisketorvet var så betydningsfuldt for kvarteret, Rione Sant'Angelo, at dette i sit våbenskjold har: en fisk! Og fiskehandlerne selv var et centralt element i området. De samledes tidligt i en sammenslutning, som senere blev til et laug: Università dei Pescivendoli. Og i 1687 oprettede de også et religiøst Broderskab kaldet "Confraternita del Santissimo Sacramento e dei Santi Pietro e Andrea Apostoli dei Pescivendoli". De var mange og betydningsfulde for byen og kunne allerede i 1579 lade indrette et kapel i den lille kirke Sant'Angelo in Pescheria, som ligger bag søjlerne i Portico d'Ottavia. Kapellet blev kostbart dekoreret, så det er åbenbart, at fiskehandlen var en givtig forretning.

I 1689 kunne Confraternita dei Pescivendoli også bygge deres egen kirke: Sant'Andrea dei Pescivendoli, der ligger lige ved siden af Sant'Angelo.

Om Sant'Angelo er der nu lavet følgende sider: Kort om Sant' Angelo in Pescheria, Mere om Sant'Angelo in Pescheria, En Rundgang i Sant'Angelo in Pescheria, samt en Plan over Kirken. Også Sant'Andrea dei Pescivendoli har fået en side i Annas Rom Guide, som desuden er blevet beriget med sider om fiskehandlerne (i pescivendoli), deres Laug og deres Confraternita. Også en side om fiskere og fiskehandlere i Antikken er det blevet til.

En vigtig person for Confraternita dei Pescivendoli's fortsatte eksistens, efter at Pave Pius VII i 1801 forbød alle laugene, var Monsignor Nicola Maria Nicolai. En indflydelsesrig pavelig embedsmand, der også havde mulighed for at gøre vor egen Thorvaldsen en tjeneste, da denne i 1823 havde problemer med en ung medhjælper, der uforvarende var kommet til at væde værkstedets klude i Fontana del Tritone, hvilket var forbudt. Drengen var blevet pågreben og sat i arresten, men Monsignoren, der tilsyneladende var en stor beundrer af Thorvaldsen, greb ind og bad den anholdende betjent frafalde sagen. (Brevet befinder sig i Arkivet på Thorvaldsens Museum i København.)

d. 8. Februar 2015:

I December måneds nyhedsbrev omtalte jeg Kirken San Salvatore in Campo, der er bygget på ruinerne af et gammelt Mars-Tempel. Arkitekt på byggeriet var Francesco Peparelli, der nu har fået en side i Annas Rom Guide.

Templet kaldtes Aedes Martis in Circo, fordi det lå tæt ved den vestlige udkant af området Circus Flaminius. I den forløbne tid er Guiden blevet beriget med en side om denne gamle væddeløbsbane, som lå i kvarteret syd for Via di Santa Maria del Pianto og Via del Portico d'Ottavia, i området Prata Flaminia, som efterhånden blev udbygget med mængder af Templer og søjlegange. Jeg har også uploadet en side om Prata Flaminia og en Plan over dette område.

Længst mod øst rejstes her et Tempel for Guden Apollon og senere et Tempel for Krigsgudinden Bellona. Af Apollon-Templet ses stadig 3 hjørnesøjler lige over for Marcellus-Teatret. Templet er bygget over en tidligere helligdom på stedet, det såkaldte "Apollinar", der opstod i forbindelse med en hellig kilde, Fons Apollinaris. Kildevældet indbyggedes i en form for stenbassin kaldet Perirrhanterion (ordet er græsk og betyder "et fad, hvoraf man stænker, et vievandskar"), der kendes fra en antik beretning om Lucius Sergius Catilina, som efter drabet på Marius Gratidianus i år 82 før Kristus præsenterede sig for en senatsforsamling med den dræbtes afhuggede hovede - for derefter at rense sig rituelt i Apollon-Kildens vand i bassinet. En side med fotos fra Apollon-templet er nu også tilføjet.

Over den nordligste del af Apollon-Templet byggedes i 1100-1300-tallet et tårn og et beboelseshus, som fra 1500-tallet brugtes som herberg og derfor kendes under navnet Albergo della Catena. Huset står stadig øst for ruinerne af Portico d'Ottavia.

Af Bellona-Templet er kun resterne af dets fundament tilbage. Foran Templet lå et område, som nogle gange benyttedes til Senats-møder. Det kaldtes "Senaculum". Der fandtes i Rom 3 af disse mødesteder: det ene lå ved Curia Hostilia, det andet lå ved Porta Capena og det tredie altså her ved Bellona-Templet. Foran Templet stod også en særlig søjle, som benyttedes, når Rom skulle erklære sine fjender krig: Columna Bellica. En side med fotos af rester af Bellona-Templet er tilføjet.

Med tiden byggedes en overdækket søjlegang i området nord og øst for templerne. Idag mener man, at den udgør en del af en meget lang, overdækket søjlegangsgade kaldet Porticus Triumphi, ad hvilken de sejrrige generaler førte deres hære ind i byen, når der afholdtes triumftog. Denne søjlegang nåede mod øst frem til Porta Capena, der gav adgang til Capitolhøjen, hvor der skulle udføres takkeoffer til Jupiter Capitolinus. En lille del af søjlegangen er bevaret på nordsiden af Vico Jugario overfor Kirken San Nicola in Carcere. Jeg har lavet en side om hele Porticus Triumphi, en om stykket bag templerne og en om stykket ved Vico Jugario.

Vest for Apollon-Templet byggedes i år 146-143 før Kristus af Quintus Caecilius Metellus Macedonicus et Tempel for Jupiter Stator øst for det 40 år ældre Tempel for Juno Regina. I forbindelse hermed lod Metellus opføre en stor 4-fløjet søjlegang rundt om tempel-området. Dette byggeri, kaldet Porticus Metelli, var muligvis første gang, man i Rom anlagde et sådant søjlegangsomkranset tempelområde.

Omkring år 27 før Kristus lod Kejser Augustus den gamle Porticus ombygge og udvide med flere bygninger i området nord for templerne. Det "nye" anlæg opkaldte han efter sin søster og navngav det Porticus Octaviae. De rester, som vi idag ser som "Portico d'Ottavia", stammer fra et fremspringende indgangsparti, som blev restaureret under Kejser Septimius Severus omkring år 203 efter Kristus. Annas Rom Guide indeholder nu også en side om Portico d'Ottavia - kort fortalt, og en uddybende side: Mere om Portico d'Ottavia - samt en fotoside hertil - og en plan over anlægget i nutidens gadenet.