d. 7. December 2016:

På den idylliske Piazza Margana står flere huse med hver deres gamle og spændende historie. Casa dei Margani og Torre Margana på pladsens nordside skrev jeg om i sidste måneds nyhedsbrev, men både øst- og vestsiden har også deres historier at byde på.

På nordøsthjørnet står det store Palazzo Maccarani Odescalchi fra 1600-tallet med hovedfacaden ud mod pladsen og med en lang sidefacade ud mod Via Margana og Via di Tor Margana, hvor palæet danner hjørnehus med 3 fag ud til Vicolo Margana. I den indre gård er der en lille murfontæne i en niche opbygget som en klippegrotte, hvor et løvehoved spyer vand ud over en klippeblok. I 1670'erne benyttedes ejendommen af San Galla-hospitset, som her husede en flok unge, forladte piger. Børnehjemmet overførtes senere til Ospizio di San Michele. Denne type børne- / pigehjem var der talrige af i Rom i disse århundreder, et andet fik senere husly i pladsens sydligste ejendom, men et tredie i en periode havde hjemsted på pladsens modsatte side, som det kan læses nedenfor.

Til højre for Palazzo Maccarani Odescalchi ligger et mindre, elegant hus fra 1700-tallet, som fra 1753 beboedes af arkitekten Carlo De Dominicis til dennes død i 1758. Huset kaldtes i 1758 for Palazzo Maccarani Roncioni og kendes idag som Casa di Carlo De Dominicis. Den smukke portal menes tegnet af De Dominicis, som var ud af en gammel murermesterfamilie, men som modsat sine brødre selv fik mulighed for at studere og uddanne sig til arkitekt. Der er dog ikke mange spor efter ham i Rom, da flere af de bygninger, hvis renovering han stod for, senere er ændret eller nedrevet. Gravmælet for Kardinal Carlo Bichi i Kirken Sant'Agata dei Goti eksisterer dog stadig. En længere liste kan ses på siden om Carlo De Dominicis.

Hvis arkitekten ikke har efterladt mange spor, så har man til gengæld hans testamente og skiftet efter hans død. I dette er indretningen af den lejlighed, som han lejede i Palazzo Maccarani Roncioni, grundigt beskrevet og det er ganske interessant læsning, som jeg refererer på siden om palæet.

Det sidste og sydligste palæ på pladsens østside er Palazzo Velli Cardelli, som tilhørte Velli-familien fra 1400-tallet. I 1667 giftede en Velli sig med en Cardelli og palæet overgik herefter til denne familie. Indgangen på Piazza Margana nr. 24 blev udvidet i 1700-tallet, men selve bygningen er 200 år ældre. Sidst i denne periode overgik ejendommen til det ungdomshjem, Ritiro della Santissima Croce in Santa Francesca Romana, som nonnen Maria Teresa Sebastiani havde grundlagt i 1792 for at huse unge piger, der var kommet på afveje, men havde fortrudt deres fejltrin. I 1890 blev dette Institut slået sammen med Pia Casa del Rifugio og flyttet til dettes palæ i Trastevere.

På vestsiden af Piazza Margana ligger - overfor Palazzo Velli Cardelli og Casa De Dominicis - Palazzetto Capocci, et kønt lille hus fra 1500-tallet, som antagelig fra begyndelsen har tilhørt Capocci-familien, der imidlertid uddøde i midten af 1500-tallet, hvorefter ejendommen på et tidspunkt er overgået til Colonna-familien. Omkring 1562 ejedes den af enken Giulia Colonna, som stillede det til rådighed for pigehjemmet Istituto delle Neofite delle Domenicane della Santissima Annunziata. Institutionen havde til formål at modtage og huse unge piger fra jødiske familier, som havde besluttet sig til at forlade disse og gå over til Katolicismen for derpå at blive nonner, hvilket var yderst vanskeligt for dem, da de traditionelle nonne-ordener var meget restriktive med, hvem de optog. Pigehjemmet havde tidligere været huset i en bygning ved den nu forsvundne kirke San Giovanni de Mercato, men efterhånden voksede antallet af unge piger, så der blev pladsmangel, og Giulia Colonna tilbød herefter husly fra 1562 til 1566, hvor Pave Pius V til formålet donerede det bygningskompleks med kirke og kloster ved Via Tor de' Conti, som tidligere havde huset munke af San-Basilio-Ordenen og derpå Johanniter-Ordenen.

På Palazzetto Capocci's mur sidder i førstesals højde et Maria-billede fra 1700-tallet, det såkaldte Madonna della Misericordia di Piazza Margana.

Den lille elegante 1400- / 1500-tals ejendom i nr. 34-35, som står nord for Palazzetto Capocci, er Palazzetto Albertoni. Portalen er fra 1400-tallet, mens Porten i nr.34 stammer fra 1600-tallet, hvor bygningen kan være genopført eller renoveret. Om Albertoni-familiens mange huse i området kan man læse på siden om denne familie.

Sidste og nordligste hus på pIadsens vestside er en meget gammel ejendom, som ligger på hjørnet af Via dei Delfini. I stueetagen sidder en høj og bred portbue, der fører ind til et forretningslokale. Her har været restaurant igennem 1900-tallet, da Osteria Angelino a Tor Margana blandt andet var ramme for uddelingen af den litterære pris Premio di Tor Margana. Mellem vinduerne på førstesalen sidder et Madonna-billede af typen "Madonna della Seggiola". Billedet skal have siddet her fra 1700-tallet, men idag lader maleriet det til at være blevet erstattet af en fotografisk kopi.

Hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende en Rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Det næste Nyhedsbrev vil først blive udsendt omkring den 7. Februar 2017 !

d. 7. November 2016:

Nyhederne i denne måned samler sig mest omkring 2 af Roms pladser: Piazza Campitelli og Piazza Margana.

Til den første har jeg opdateret en side med kort over pladsen, en side om pladsens fontæne, samt sider om 2 af de palæer, som manglede at blive behandlet: Palazzetto di Flaminio Ponzio og Palazzo Stati.

Flaminio Ponzio (1559-1613) var arkitekt for Pave Paul V og arbejdede især i Rom, men at kalde bygningen i Via Montanara for Flaminio Ponzio's hus er noget af en tilsnigelse! Arkitektens hus stod nemlig fra år 1600 i den nu nedrevne Via Alessandrina, som løb i området, hvor nu Via dei Fori Imperiali løber. Bebyggelsen her blev revet ned i 1933, da den nye gade blev anlagt, men da facaden på Ponzio's hus var bevaringsværdig, valgte man at flytte dele af den hen på et omkring 1950 nybygget hus i Via Montanara / Piazza Campitelli.

Palazzo Stati ligger til højre for Palazzetto di Flaminio Ponzio og til venstre for Kirken Santa Maria in Campitelli. Palæet er bygget i 1619 af Lorenzo og Giambattista Stati, medlemmer af en romersk familie, som kendes fra 1398, hvor der på Campidoglio var en embedsmand, en "Conservatore", som hed Paolo Stati di Tomarozzi. Stati-slægten havde udover Palæet på Piazza Campitelli også en ejendom på Piazza Sant'Eustachio, som idag kaldes Palazzo Stati Cenci Maccarani Brazzà, samt mange mindre ejendomme og vingårde. Om dette kan man læse på den side om Stati-familien, som nu er tilføjet Annas Rom Guide.

Nordøst for Piazza Campitelli lå i "Antikken et Tempel for Kavaleriets Lykke": Aedes Fortunae Equestris, som vi kun kender fra kilderne, der fortæller, at var opført i år 173 før Kristus. Også denne bygning har nu en side i Guiden.

Ved Piazza Margana står flere ejendomme, som er opført af Margani-familien, der var mægtig og virksom i Rom fra 1300 til 1600-tallet. I 1305 købte Giovanni Margani et mindre hus "med 3 søjler og en porticus" eller som det udtrykkes andre steder: ""et hus fuldt af antikke rester, heriblandt også 3 søjler" - ved pladsen og her byggede han det tårn, som kom til at stå mellem familiekompleksets ældre og yngre del: Torre dei Margani. I de følgende år opbyggedes så den samling af småhuse i forskellige størrelser, højder og udgaver, som nu udgør "Casa dei Margani", der står til venstre for Tårnet. På dettes højre side byggedes sidst i 1500-tallet det nyere familiepalæ Palazzo dei Margani.

Efter at Margani-familien uddøde i slutningen af 1600-tallet, overgik ejendommene til andre og det nye Palazzo, som i 1898 blev forsynet med en ekstra etage af arkitekten Augusto Innocenti, har blandt andet huset et lille kloster, Convento di San Giuseppe dell'Apparizione, hvor søstre af ordenen Suore di San Giuseppe dell'Apparizione tilvirkede og indsamlede udstyr til fattige missionsstationer over hele verden. Ordenen var grundlagt af den franske helgeninde Sant'Emilia de Vialar. I Palæets østfløj boede i 1885 ingeniøren og politikeren Alfredo Baccarini, som efter sin død i 1890 blev hædret med en mindetavle på facaden i Via d'Aracoeli nr. 13.

Af andre sider, som er kommet til siden sidste nyhedsbrev, er: en side om fontænen på Piazza d'Aracoeli, samt udvidelser af siden om den antikke gade i Trevi-kvarteret: Vicus Caprarius og den tilhørende fotoside.

d. 8. Oktober 2016:

I forlængelse af sidste måneds tilføjelser om bygninger og gader ved Capitolhøjens vestside har jeg nu til Annas Rom Guide tilføjet en side med diverse kort og planer over denne høj og dens bebyggelse.

Ved højens fod lå indtil 1927 kirken Santa Rita da Cascia, som derefter blev revet ned og flyttet hen i den lille sidegade Via Montanara, i nærheden af Piazza Campitelli. Den bruges ikke længere som kirke, men som galleri og udstillingsrum, så man kan godt være heldig at få lejlighed til at kigge indenfor, hvor der dog ikke er så meget andet end selve arkitekturen at se.

Kirken er en genopbygning af den i midten af 1600-tallet ombyggede eller endog helt nyrejste kirkebygning ved den gamle gade Via della Pedacchia. Den var fra 1627 viet til Santa Rita da Cascia, men tidligere hed den San Biagio de' Mercato, viet til San Biagio og med tilnavn efter det marked, som afholdtes ved Capitolhøjens fod. Den gamle kirke havde ligget her siden 1000-1100-tallet og i en lang periode i 1400-tallet været Boccabella-familiens særlige gravkirke, hvor mængder af gravsten og gravmæler over slægtsmedlemmerne fyldte vægge og gulve. Desværre er intet af dette bevaret, men man har fra kilderne beskrivelser af noget af det forsvundne.

Både den "nye" Santa Rita da Cascia og den gamle San Biagio de' Mercato har nu fået sider i Guiden, der desuden er blevet beriget med en side om det religiøse broderskab Arciconfraternita Nazionale della SS.ma Spina della Corona di N.S.G.C. e S. Rita da Cascia in Roma, som oprettedes i midten af 1600-tallet, i lang tid stod for kirken Santa Rita da Cascia og stadigvæk fra 1904 står for kirken Santa Rita delle Vergini i Via delle Vergini.

d. 7. September 2016:

Før de store nedrivninger i slutningen af 1920'erne og 1930'erne, som resulterede i anlæggelsen af de nye, brede hovedfærdselsårer Via del Mare (nutidens Via del Teatro di Marcello) og Via dell'Impero (nutidens Via dei Fori Imperiali) lå der tætbebyggede boligkvarterer på disse arealer.

På Capitolhøjens vestskråning var der en tæt bebyggelse, dels op af selve højsiden, dels i området mod vest, hvor bygningerne udgjorde østsiden af den gamle gade Via Tor de' Specchi, hvis vestside idag genfindes i Via del Teatro di Marcello, som jeg omtalte i sidste måned.

Gadens østside er derimod helt forsvundet og det er disse nedrevne bygninger, som er emnet for dette nyhedsbrev:

Kirken Sant'Andrea in Vincis, Kirken Sante Orsola e Caterina a Tor de' Specchi og det broderskab, som drev denne kirke.

Herbergerne Ospizio dei Cisterciensi delle Tre Fontane og Ospizio dei Geronimini di Sant'Alessio, samt Hospitalet for de spanske kvinder.

Vitelleschi-familiens palæ, hvori der var en murfontæne, hvis rester stadig kan se ved højens fod.

Michelangelo's Hus, hvis facade idag findes på Gianicolohøjen.

En del af ejendommene lå som nævnt ud til Via Tor de' Specchi, mens andre lå ved sidegaden Via delle Tre Pile, der indtil 1692 hed Strada Capitolina. Gaden, der idag består af en række hårnålesving, som snor sig op af højsiden, var oprindeligt blot en meget stejl sti, som blev udvidet til kørevej og flere gange ændret for at blive mere trafikvenlig. Man kan se, hvorledes området så ud omkring 1625 på en gengivelse af Maggi's tegnng fra dette år.

En lille tilføjelse til en bygning fra vestsiden af Via Tor de' Specchi har også sneget sig ind i denne måned: på det lille Palazzetto Della Porta sidder en indskrift til minde om åbningen i 1870 af den første kommuneskole for piger i dette hus. Teksten nævner skolens første rektor Clara Francia Chauvet og Annas Rom Guide har nu også fået en kort side om denne kvinde.

d. 6. August 2016:

I de forløbne måneder har arbejdet med Annas Rom Guide stadig kredset om kvarteret omkring det gamle Middelaldertårn Tor de' Specchi, som man identificerer med de få rester, der idag kan ses ved Santa Francesca's hus i Via Montanara.

Tårnet, der i Middelalderen kaldtes Turris Speculorum, har givet navn til mange steder og bygninger i kvarteret. Det mest kendte er naturligvis det store klosterkompleks Monastero di Tor' de Specchi, hvis lange facade kan ses ud mod nutidens Via del Teatro di Marcello, som tidligere kaldtes Via Tor de' Specchi. Men det var før, at den moderne gade blev anlagt og den gamle bebyggelse ved skråningerne af Capitolhøjen blev fjernet. Dengang bredte bebyggelsen sig langt ud i området, således at Via Tor de' Specchi blot var en smallere gade med huse på begge sider.

Gadens østside er således helt væk, mens vestsidens bebyggelse for en stor del er bevaret. Det gælder Monastero di Tor de' Specchi, men også nabobygningerne. En af disse er idag inkorporeret i Klosteret som dettes interne kapel: Oratorio di Santa Maria del Sole, men inden dette skete i 1600-tallet, var det en lille sognekirke med adgang fra gaden og navn efter det undergørende Madonna-billede Madonna del Sole. Da kirken indgik i Klosterkomplekset, overgik dens navn til den lille rundkirke, det tidligere Hercules-Tempel, ved Piazza della Bocca della Verità.

Idag er Klosterets nabohus det lille Palazzetto Della Porta, som engang ejedes af arkitekten Giacomo Della Porta, og senere af Grevinde Anna Laetitia Pecci Blunt, der lod indrette et teater i bygningen, det Teatro della Cometa som stadig er i funktion.

Ligesom Monastero di Tor de' Specchi har opslugt den gamle Santa Maria del Sole, har Komplekset også opslugt Kirken Santa Maria de Curte, som tidligere havde indgang fra Via della Tribuna di Tor de' Specchi og ligeledes var sognekirke. Da nonnerne overtog bygningen, rev de indgangen ned og byggede den store apsis, som idag dominerer gadebilledet. På den måde blev kirken drejet en omgang og er idag internt kapel for Klosteret.

En anden side, der er kommet til siden sidst, er den om Vicolo di Santa Maria in Campitelli, en lille gade som idag kaldes Via Capizucchi. Desuden har jeg lavet en side med en plan over Klosterkomplekset med den gamle gade Via Tor de' Specchi og de eksisterende samt nu forsvundne bygninger.

d. 8. Juni 2016:

Et af de lidt mere anonyme huse ved Piazza d'Aracoeli bærer ved nærmere eftersyn på en flere hundrede år gammel og interessant historie. Det drejer sig om palæet med hovedindgang fra Piazza d'Aracoeli nr.6: Palazzo Aquilani, som fra 1500-tallet til slutningen af 1700-tallet tilhørte en gren af Aquilani-familien fra Pisa, der i begyndelsen af 1500-tallet havde slået sig ned i Rom og først virkede som bankierer og dernæst som ejendomsopkøbere og udlejere, og som herved optjente en anselig formue, der desværre med tiden blev ædt op af evindelige reparationer og vedligehold af de mange ejendomme.

Palazzo Aquilani ligner jo umiddelbart - med sin nydelige 1700-tals facade ud mod Pladsen - alle de andre familiepalæer fra samme tid, som området er så rigt på. Men bag facaden og ned langs husets side ved Via della Tribuna di Tor de' Specchi og ved sidegyden Vicolo Margana, der kan man stadig se, hvorledes palæet er sammenbygget af en hel række af ældre - og meget forskellige - småhuse. Så Palazzo Aquilani er et helt huskompleks, der både består af bygningen ved Piazza d'Aracoeli og áf alle de bagvedliggende ejendomme, blandt andet også den der danner en bue over Vicolo Margana, og de på denne gades vestside beliggende huse.

Om Palazzo Aquilani i kompleksets forskellige afskygniner kan man nu læse i Annas Rom Guide, hvor der er også er lavet en side om Aquilani-familien og sider om de omkringliggende gader: Vicolo Margana og Via della Tribuna di Tor de' Specchi, samt om nogle nu forsvundne stednavne: Vicolo di Tor de' Specchi og Piazza degli Aquilani. Desuden har jeg lavet en side om buen over Vicolo Margana og en anden om det Middelaldertårn, hvoraf resterne endnu kan ses i Via della Tribuna di Tor de' Specchi: Torre del Cancelliere eller Torre di Giovanni Bove.

Siden med planen over Piazza d'Aracoeli er desuden udvidet med gengivelser af nogle prospekter af Pladsen i 1669 og 1761, hvor nogle af de nu forsvundne bygninger også er med.

Og hermed ønsker Annas Rom Guide sine besøgende en Rigtig God Sommer.

Det næste nyhedsbrev vil blive udsendt i begyndelsen af August måned.

d. 6. Maj 2016:

Dette nyhedsbrev handler bl.a. om de voldsomme begivenheder, som skete i midten af 1800-tallet i og omkring det nu forsvundne Palazzo Circi - hvor der også boede en vinhandler, som var nødsaget til at sende flere rykkere for 50 flasker vin til Bertel Thorvaldsen - som iøvrigt havde udført en buste af en søster til palæets ejerinde.

Palazzo Circi var oprindeligt ejet af Circi-familien, men overgik senere til Luigi Lezzani og hustruen Giovannina Massani, som var centrum for de voldsomme begivenheder, der udfoldede sig omkring palæet: et mord i de nærliggende gader Via di San Venanzio og Vicolo di San Venanzio, og et selvmord i selv palæet.

Palazzo Circi stod lidt øst for fontænen på den lille Piazza d'Aracoeli og i den midterste og østligste del af nutidens grønne anlæg på den store plads. På palæets nordside løb den snoede gade Vicolo di San Venanzio, på hvis anden side kirken Santi Venanzio e Anduino dei Camerinesi, den tidligere San Giovanni de Mercato, stod.

Nutidens grønne anlæg var tidligere et tæt bebygget kvarter med gennemløbende gader, kirker og kapeller, småhuse og palæer, der alle blev revet ned i begyndelsen af 1900-tallet. Blandt de nu forsvundne bygninger og gader, som har fået sider i Annas Rom Guide i den forløbne måned er:

Kirken Santi Venanzio e Ansuino dei Camerinesi, tidligere kaldet San Giovanni de Mercato, Oratorio di San Gregorio Taumaturgo, Palazzo Circi, Palazzo Fabi Silvestri, Palazzo Santacroce Gamberucci, Via di San Venanzio og Vicolo di San Venanzio.

I forbindelse hermed har jeg også uploadet sider om Circi-familien og Lezzani-familien, samt en side om Massani-familien.

d. 7. April 2016:

Som så mange andre steder i Rom har gadeudvidelserne i 1920'erne og 1930'erne med deraf forårsaget nedriving af hele kvarterer også i området syd for kirken San Marco givet plads for nye grønne anlæg med større kig mod monumenter og seværdigheder.

Det smukke anlæg beplantet med palmer, pinier og nerie-buske, der om sommeren blomstrer så smukt i hvidt og rødt og skaber en oase i den voldsomme trafik mellem Capitolhøjen og Via del Teatro di Marcello, er netop opstået ved denne lejlighed. Til gengæld måtte mange interessante bygninger lade livet. For eksempel den gamle kirke Santi Venanzio e Ansuino dei Camerinesi og nabokapellet Oratorio della Divina Pietà, der lå i den nordlige del af anlægget, og familieresidenserne Palazzo Santacroce og Palazzo Fabi Silvestri, der lå i den sydlige del.

Derimod blev palæerne på pladsens vestside for det meste sparet, selvom nogle af dem blev kraftig ændret. De fik for eksempel fjernet flere fag og påsat nye facader i den gamle stil, så bybilledet herovre ser ganske uspsoleret ud.

Det gælder især Palazzo Astalli, som ligger i karréen mellem gaderne Via di San Marco, Via d'Aracoeli, Vicolo degli Astalli og Largo Enrico Berlinguer. Her forsvandt en meget stor portion af den del af bygningen, som stod ud mod Via di San Marco, hvorved palæet fik en ganske særlig trekantet form.

Det meget smalle hus på hjørnet overfor mellem gaderne Via d'Aracoeli, Via delle Botteghe Oscure, Via dei Polacchi og Via Margana er derimod helt nyopført, da en stor del af det Palazzo Paganica, som stod på stedet, blev revet ned for at udvide Via delle Botteghe Oscure.

Hvor man ikke er i tvivl om alderen på dette byggeri, kan det derimod være sværere at bestemme huset på det modsatte gadehjørne. Dette Palazzo di Arnaldo Foschini, er imidlertid også af nyere dato og opført i slutningen af 1930'erne. Igen fordi den ældre bygning på stedet måtte rives ned.

Det er i dette kvarter, jeg har bevæget mig i den forløbne måned og der er derfor i Annas Rom Guide blevet uploadet nye sider om:

Piazza d'Aracoeli --- Via d'Aracoeli --- Vicolo degli Astalli --- Palazzo Astalli --- Palazzo Muti Bussi --- samt en Plan over området med angivelse af de nu nedrevne bygninger --- Desuden er en side om Astalli-familien ved at blive færdiggjort.

d. 6. Marts 2016:

Øst for Kirken Santa Caterina dei Funari, som blev behandlet i sidste måned, begynder gaden Via dei Delfini, der har sit navn efter Delfini-familien. Om denne familie er der nu kommet en side i Annas Rom Guide, ligesom der er tilføjet en side om Del Furno-familien, hvis medlemmer nogle gange forveksles med Delfini-familiens.

Begge familier var virksomme i Rom i 1400- og 1500-tallet, men Delfini-familien har sat sig flere spor, blandt andet med deres store familiepalæ, Palazzo Delfini, som knejser på nordvestsiden af den gade, der netop bærer familiens navn. Huset byggedes i begyndelsen af 1500-tallet af Mario Delfini og udvidedes i 1595 af Flaminio Delfini. Denne var en herre med et vist temperament, som man kan se af hans reaktion, da en ung mand havde forulempet hans søster ved at kurtisere hende, mens hendes mand var udenbys. Den unge mand udfordrede Flaminio til duel, men denne lod ham i stedet dræbe. Paven sendte Flaminio i eksil som straf, men kaldte ham snart tilbage og overlod ham ledelsen af byen Ferrara. Hans "blakkede fortid" kom ham ikke til skade, og da han døde i 1605, fik han en fin statsbegravelse med opstilling af sit portræt i Sala del Consiglio på Campidoglio. Delfini-familien ejede også et gravkapel i Kirken Santa Maria in Aracoeli, hvor Flaminio - sammen med andre af sine slægtninge - ligger begravet.

Palazzo Delfini's facade ud mod Via dei Delfini når helt frem til den lille - og nu lukkede - gyde Vicolo dei Polacchi, der ligesom "skærer" en trekant af rækken af huse på hjørnet af gaden Via dei Polacchi. Begge gader har navn efter den polske nationalkirke, Santo Stanislao dei Polacchi, som ligger mod nord med indgang fra Via delle Botteghe Oscure. Palazzo Delfini ejes iøvrigt idag af Den Polske Ambassade ved Pavestolen.

For enden af Via dei Delfini åbner gaden sig til pladsen Piazza Margana. Også denne plads har navn efter en romersk familie med ejendomme i nabolaget, nemlig Margani-familien, hvis kompleks af sammenbyggede huse fra 1300-tallet står på pladsens nordside med sidemur mod Via dei Polacchi. Flere gader i kvarteret har navn efter samme familie. Det drejer sig blandt andre om Via Margana og Via di Tor Margana, der begge starter ved Piazza Margana's nordøstlige hjørne, og som begge nu har fået sider i Guiden.

d. 7. Februar 2016:

Inde midt i ruinerne af det antikke anlæg Crypta Balbi, der lå mellem gaderne Via dei Funari, Via Michelangelo Caetani og Via delle Botteghe Oscure, og som i 1200-tallet ombyggedes til den befæstede borg Castrum Aureum, opstod på et tidspunkt før år 1000 en lille kirke, som blev viet til Jomfru Maria og kaldtes Santa Maria Domnae Rosae. Måske fordi en af grundlæggerne var en vis "Fru" Rosa (Domina Rosa).

Ved siden af kirken lå en række mindre bygninger, som indrettedes til kloster, der i hvert fald omkring år 1320 husede lederen af korsangerskolen og 5 kanniker.

I løbet af de næste par hundrede år må det være gået tilbage for det lille kloster og kort før midten af 1500-tallet blev bygningerne overladt til den senere helgen Ignazio di Loyola, som var kommet fra Spanien for at slå sig ned i Rom, hvor han blev grebet af de elendige forhold, der bød sig for de mange fattige pigebørn - specielt døtre af byens mange prostituerede og kurtisaner - som havde stor risiko for at ende i samme erhverv. Han oprettede derfor et lægbroderskab, Compagnia delle Vergini Miserabili, som fik til opgave at afhjælpe disse pigers nød. Det skulle ske ved at holde dem væk fra gaden, skaffe dem husly og mad, samt undervisning og oplæring, der kunne ende med et giftermål eller en indtræden i et af byens klostre.

Broderskabet indrettede derfor et pigehjem, Conservatorio di Santa Caterina, viet til Santa Caterina d'Alessandria, som fik til huse i det gamle kloster, der nu omdannedes til et lille nonnekloster for de 12 nonner, som skulle klare den daglige drift. Desuden indrettedes der også et lille hjem for enker og forladte kvinder. Og den gamle kirke blev nu benyttet som kapel for kompleksets beboere.

I 1560'erne byggedes derfor en ny kirke for det omliggende kvarters beboere. Også denne blev viet til Santa Caterina og tog navn efter lokaliteten, hvor rebslagerne ("i funari") udøvede deres erhverv: Santa Caterina dei Funari.

De gamle bygninger blev dog snart for trange til den voksende skare af unge piger - antallet var inden 1577 nået op på 160! - og det blev nødvendigt at udvide klosterbygningerne, hvorfor Santa Maria Domnae Rosae blev revet ned i 1580. Den lille plads, der tidligere var foran kirken ud mod Via Caetani, der dengang hed Via dei Funari og ikke var en bred, lige gade som idag, opslugtes af de nye bygninger, hvor kloster, pigehjem og enkehus fik plads. Således kom karréen til at se ud omtrent som idag.

Annas Rom Guide er nu udvidet med sider om ovennævnte emner:

Kirken Santa Maria Domnae Rosae - Monastero di Santa Maria Domnae Rosae,

Monastero di Santa Caterina dei Funari - Conservatorio di Santa Caterina dei Funari - Casa Vedove di Santa Caterina dei Funari, samt om broderskabet Compagnia delle Vergini Miserabili også kaldet Confraternita di Santa Caterina dei Funari.

I denne forbindelse er der også oprettet en side med en plan over Crypta Balbi og nogle af de bygninger, der er opstået i de gamle ruiner.

Om kirken Santa Caterina dei Funari er der uploadet en Kort om Kirken-side, en uddybende side om Kirkens historie, samt en Rundgang i Kirken og en Plan over denne. Mange velhavende enkeltpersoner og familier deltog i udsmykningen af Kirken og fik tildelt et af dens kapeller. Det drejer sig om: Ruiz-familien, De Torres-familien, Kardinal Ludovico iuniore De Torres, De Vetera-familien, Gabriele Bombasi og Andrea Canuto. Deusden har jeg lavet en side om kunstneren Girolamo Nanni.